Syge sind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2014
  • Opdateret: 5 jan. 2015
  • Status: Igang
Madelines familie har været forfulgt af ulykker. Hendes far døde af Influenza, hendes tante begik selvmord, hendes mor og veninde blev myrdet. Tilbage står kun Madeline, og hendes lillesøster Claire på 10. Hun bor hos hendes gudfar, som er en af hendes mors gamle tilbedere. Hun har sat sig for et mål: At finde morderen der myrdede hendes mor og bedste veninde. På hendes rejse åbner flere spørgsmål sig op. Hvorfor skete alle de forfærdelige ting for lige præcis hendes familie? Og er hun nu også den hun troede hun var? Hun møder blandt andet en mystisk herre, som hjælper hende i sin søgen. Hvilket kun føre til flere spørgsmål. Er hun ved at blive forelsket?...

3Likes
8Kommentarer
389Visninger
AA

2. Gråd

Claire sidder lige så stille, kigger på hendes nye dukke. Madeline ved godt hvad hun skal gøre, men hun tøver. Hun hader når hendes lillesøster er i det humør. Det plejede kun at ske en gang om ugen, men nu er det begyndt at ske næsten hver uge. Doktoren havde sagt at det ville gå væk efter nogle måneder, men det gjorde det ikke. Overhovedet. Madeline går gennem den lyse dagligstue, og krydser de antikke lænestole, som hendes Gudfar, Felix, havde insisteret på de skulle have, uanset set hvor mange hun sagde de var hæslige. Idet det hun kommer hen mod hendes lillesøster, kigger Claire op, og knuger sin dukke tæt ind til sig.

"Hvad er det du har der?" Spørger Madeline forsigtigt, bange for hvordan hendes lillesøster reagere. 

"Hvor er mor?" Spøger Claire, og kigger på hende med sine store grønne øjne. 

"Det har vi talt om, mor er her ikke" Svare Madeline, lidt roligere. Hun måtte for alt i verden ikke vise, hvor bange hun er.

"Mor, jeg vil se mor!" begynder Claire at råbe.

"Det ved jeg godt, men det kan du ikke. Forstår du det?"

"Jeg vil se mor!" Skrige hun. Ingen komme og hjælper Madeline, og hun ved godt hvorfor. Hun er den bedste til at klare Claire når hun er i det humør, ingen andre kan komme ind til hende.

"Jeg vil se mor, jeg vil se mor, jeg vil se mor!" Skriger Claire, hendes stemme bliver mere og hysterisk.

"Du kan ikke se mor, Claire, det kan du ikke. Forstår du ikke det?" Hendes stemme begynder at ryste svagt, imens tanker om hendes for længst borte moder kommer til hende.

"Jeg.Vil.Se.Mor" Siger hun, og denne gang råber hun ikke. Hun gør noget der er meget værre. Hun bruger en stemme der lyder så voksen, så fuld af afsavn, at Madeline begynder stille at græde.

"Mor er væk" Hvisker hun, prøver at holde styr på sin stemme. 

"Du lyver!" Skriger hun. Hendes stemme bliver hysterisk, hun skriger om skriger. Madeline holder sig for ørene, prøver at holde lyden ude, at være rolig.  Hun siger beroligende lyde, men lillesøsteren holder ikke op. 

"Rolig, rolig lille ven. Jeg er her, ikke også? Jeg er lige her, klar til at beskytte dig"

"Jeg savner mor" Hulker Claire, denne gang med en lav hvisken. 

"Det ved jeg godt, det gør jeg også" Siger Madeline, hun tørre sine øjne.

"Det gør jeg også" Hvisker hun igen, og tager søsteren op på sit skød. De sidder lige så stille begge to, og vugger hinanden. En time senere er Claire faldet i søvn, og Madeline bæger hende op på hendes værelse. På vejen møder hun flere tjenepiger, som straks viger væk fra hende. De var begyndt at udvikle en frygt for Claire, hvilket forargede hende. Hendes lillesøster var mange ting, men hun var ikke farlig. Hun havde brug for hjælp. Madeline sagde at de skulle vaske tøjet som hun havde lagt frem, og de begyndte straks at komme i gang. Madeline går op ad trappen, og ind på Claires værelse.. Da hun lægger hende ned, kigger hun sørgmodigt rundt i værelset. Det har grå vægge, og et stort brunt gulvtæppe. En lille kommode, et sengebord, skrivebord med en stol, og Claires seng. Den har et rødt tæppe, og en rød pude. Den slidte madras ligger lidt skævt, hvilket får sengen til at fremstå uhømsk. Madeline sukker, og kigger med hengivenhed hen mod hendes lillesøster. Normalt var Claire en rigtig sød og pligtopfyldende pige, som alle lærer forguder. Hun var den klogeste i klassen, hun kunne både skrive og læse. Desværre er hun en meget ensom pige. 

Ligesom mig, tænkte hun stille. Hun gik ud fra værelset, stod et øjeblik og lyttede. Skulle hun?  Men hun havde jo sagt hun aldrig mere ville gå derop. Hendes ben lyttede ikke til diskussionen i hendes hoved, de gik bare direkte ind på Felix værelse. Hun bankede stille på, og ingen svarede. Døren knirkede, da hun gik ind, og hun farede sammen.

Værelset er stort, men også.. Forladt. Hvordan skulle hun ellers beskrive det golme gamle værelse, hvor kun et vindue lyste ensomt. Madeline følte en nervøsitet, men samtidig også en spænding, da hun går hen mod kommoden. Ved siden af den, hænger en enkelt lysestage. D

Hun skubber kommoden til siden med alle sine kræfter. Den glider til siden, og afslører en låge ned. Hun åbner med besvær lågen, og en trappe kommer til syne. Trappen er smal, og går nedad i en skrue form. Hun tager fat i lysestagen, og tænder den med en tændstik.  Da hun tager det første skridt, er hendes høj-hælede-sko lige ved at glide. Hun løfter forundret sin fod op, men undersiden af skoen er helt tør. Alligevel er gangene glatte. Det havde regnet tidligere på dagen, hvilket betød at nogen måtte have været dernede. Hvem? Hendes onkel kunne da ikke vide om rummet, kunne han?

Det her er jo for sølle. Det er hans hus, selvfølgelig kender han til rummet. Men hvorfor har han været der? Har han opdaget mig?

Hun gik længere ned, vel vidende at det nok var en fejl. Ingen burde gå ned i den kælder. Men det måtte hun, hun havde intet valg. Hendes skuldre røre ved væggen. Trappen går stejlt nedad, hun bliver lidt rundtosset. Da hun endelig er nede, stopper hun brat op. Kælderen er.. Pæn. Ikke rigtig pæn, væggene er stadig fugtige og klamme, rotterne løber stadig rundt, gulvet er stadig halvt træ, halvt jord. Men reolerne flød ikke bare med papir, bøger og skidt, der var orden i det, og halvdelen af det hele var væk. Felix måtte have vidst besked. Hun begyndte stille at græde, sparsomme tårer falder stille ned af hendes kind. Før havde der været avis udklip, artikler, billeder, malerier, ting¨, alt sammen noget enten hendes mor eller fars. Enten noget der handlede om dem efter deres død, eller imens de stadig var i live. Madeline havde ikke set hendes far i meget lang tid. Han døde da Claire var tre år, og hende selv 10 år. Hun kunne knapt huske ham, indtil den dag hun fandt kælderen.

Da hun så alle fotos af ham, begyndte svage minder at forme sig ind i hendes hukommelse. Nu kunne hun godt huske hans blå øjne, hans sorte hår, og den meget mørke ud. Den var næsten helt lysebrun!

Nu har hun ingenting.

Madeline går stille hen mod reolerne, kigger efter det mindste tegn af noget, men ingenting viser sig. Hun går med tunge skridt hen mod trappen, da hendes fod støder mod noget hårdt, som hun falder over. Hendes lange kjole bliver øjeblikkeligt beskidt, i det hun rammer gulvet. Hun stønner højlydt. I det hun vender sig om, gisper hun. Det kunne ikke passe! Det kunne det bare ikke...

 

"Mor, hvad laver du?"

"Jeg skriver"

"Hvorfor?" Spørger hun forvirret.

"Fordi jeg gerne vil ud med alle mine førelser, og derfor skriver jeg dem alle sammen ned"

"Men mor, hvorfor fortæller du ikke bare MIG alle dine førelser?" Spørger hun igen, lidt små fornærmet.

"Fordi skat, du ikke ville forstå det. Ikke endnu"

"Hvornår ville jeg så forstå dem?"

"Når jeg dør"

"Du må ikke dø!"

"Skat, på et tidspunkt gør jeg. Men bare rolig, du skal nok læse dem tidligere.

"Hvornår?"

"Når du er klar"...

En dybrød dagbog, med et sort bånd bundet omkring. Madeline tager stille bogen op, og åbner den. Hendes mors håndskrift kommer til syne, og hun føler en dyb glæde inden i. Det er ikke alt, der er væk! Hun havde ikke set hendes mors dagbog i flere år. Hendes mor døde 7 måneder siden.

Madeline kiggede på hendes mors liv. Bogstaverne var skæve, skriften rusten, men det var læseligt. Heldigvis kunne Madeline læse.

 

September 6/25 1885

Kære dagbog...

De var oppe at skændes igen i dag. Felix og Louie begyndte at slås på grund af mig. Jeg føler at de er barnlige. Felix er bare blevet mere og mere aggressiv efter mig og Louie bliv forlovet. Jeg tror han er jaloux. Jeg er bange for at han vil gøre noget dumt, åh gud, hvad kunne han dog ikke finde på? Far er lige blevet forfremmet. Mor har meget travlt med brylluppet. Jeg glæder mig meget, men samtigdig er jeg stadig bekymret for Felix. Efter jeg er blevet gift med Louie, vil han nok blive knust. Det ønsker jeg ikke for ham. udover det, så bliver Tristan stadig mere og mere fjern. Siden Giselle giftede sig med Lionel, lukker han sig mere og mere inde i sig selv. Han er knust, det ved jeg. Og der er intet jeg kan gøre for at hjælpe ham...

 

Pludselig høre Madeline fodtrin på trappen, og hun skynder sig at lukke bogen. Hun kigger overalt, leder efter et gemmested. Hun gemmer sig bag en reol, da en skikkelse kommer ind. Forskærkket opdager hun, at hendes lys stadig er tændt. Hun ryster for at få det til at gå ud, og et øjeblik er der helt mørkt. Så lyser  skikkelsens lysestage op. Skikkelsen går hen mod reolen, hvor hun gemmer sig bag, og hendes hjerte hopper et enkelt slag over. Så stopper skikkelsen, kigger omkring. Det er alt for mørkt til at hun kan se hvem skikkelsen er, men krops sproget at tyde, er det en mand.

"Det kan ikke passe" Mumler skikkelsen, og Madeline genkender straks stemmen. Felix!

"Jeg lagde den jo lige her.." Han begynder at rode rundt mellem reolerne, mere og mere panisk.

"Den er her jo, jeg lagde den jo lige...!" Bøger falder ned, papirer fløder igen, et stort kaos.

"Den må være her!"

"Aha, der!.. Nej."

"Muligvis.. Nej, heller ikke der"

"Den MÅ være her"

"Nej, nej, nej nej!" Han begynder at blive mere og mere utydelig, grådkvalt udtaler han de sidste ord. 

"Åh, gud herre, jeg kan snart ikke klare det mere!" De næste minutter, er de eneste lyde, lyden af Madelines hektiske åndedrag, og Felix gråd. Så rejser han sig op, kigger en sidste gang rundt, og.. Kigger direkte på hende! Deres øjne mødes, hendes bliver store og paniske. Så vender han sig om, og begynder at gå op af trappen, med tunge skridt. Da han er helt ude af syne, slapper hun af. Hvad var det hun lige så?

Jeg kan ikke klare det mere. Hvad mener han med det? Måske er det Claire. Hun er også svær at tøjle, eller måske er det mig? Fordi jeg har nægtet at gifte mig med alle de bejlere han har foreslået. Eller også savner han bare min mor. Men hvad leder han efter? Min mors dagbog! Hvorfor mon han har så meget brug for den? Burde jeg vise ham den? Nej. Det gør jeg ikke. Min mors dagbog er min, og kun min...

I næste øjeblik høre hun en klik lyd. En lød, som minder frygtelig meget om den, hun plejede at høre, når hun lukkede for lågen. Et øjeblik står hun som forstenet. Så styrter hun gennem mørket, famler sig vej, falder, rejser sig op og løber videre. Hun støder ind mod stentrappen, og gisper af smerte. Derefter skynder hun sig op ad trappen, skubber til lågen. Den er lukket. Hun er fanget nede i kældren, som ingen ved HUN kender til...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...