Indeni og udenpå

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2014
  • Opdateret: 29 apr. 2016
  • Status: Igang
Historier er små frø, der sås, og man vander og gøder dem med sine tanker, så de spirer og bliver til store, smukke blomster. Men man må hverken give dem for meget eller for lidt, for så visner de og dør. Kunsten ved historien er at opfinde ungdomsserummet, der kan holde liv i historien, selv efter den har blomstret.

5Likes
11Kommentarer
461Visninger
AA

1. Fortællingens start

Rigtigt og forkert afhænger af, hvem der ser. Det fungerer bagvendt. Forlæns og baglæns. Og bagvendt igen. Ligesom indeni og udenpå. To sider af samme sag. Lænsbag. Hvad der for den ene virker rigtigt, kan for den anden være forkert.

Jeg er indeni. Jeg er mig. Men hvis jeg spørger din nabo, vil han nok sige, at han er indeni og jeg er udenpå. Det er lidt svært at forklare.

Har du kigget dig i spejlet? Det bør du gøre. For så kan du se, hvad jeg mener. Du er indeni. Men når du ser i spejlet, ser indeni udenpå. Udenpå gør det samme som indeni. Er du forvirret?

Så kig i spejlet.

 

Forfattere gør altid som om deres personer ikke ved, de er med i en fortælling. Men det er jo løgn. Vi ved udmærket godt, at vi medvirker. Det er vores valg, hvad vi fortæller. De fleste vælger bare aldrig at snakke til publikum. Hvor må det være irriterende, at ingen nogen sinde gider snakke til jer.

Nu er dit argument måske, at vi ikke er virkelige, ikke findes i kød og blod, ingen vil nogen sinde kunne tage og føle på os. Og du har ret. Vi er et produkt af ren fantasi, vi lever kun så længe nogen tænker på os, så langt ordene rækker. Og alligevel er vi et stykke meget realistisk fantasi, der griber dig. Det er det, der er kunsten. Hvor virkelig kan fantasi være?

Imens du tænker over det, vil jeg gøre dig opmærksom på, at jeg ved præcis, hvad jeg fortæller. Og at vi, imens jeg fortæller, bliver indeni. De andre er udenpå. Og de vil aldrig komme indeni.

 

Måske vil jeg fortælle dig, hvad jeg hedder. Du får lov til at gætte. Jeg skal nok give hints.

Men før legen begynder, skal du afgøre, om du kan stole på mig. Du ved ikke, hvor gammel jeg er, om jeg er mand eller kvinde, hvor jeg er fra. Du har kun lige mødt mig. Jeg kunne ligeså vel være et rumvæsen som jeg kunne være den, jeg udgiver mig for at være.

Du kender ikke engang mit navn. Og selvom jeg skal til at fortælle det, kunne jeg ligeså godt give dig et helt andet navn. For selvom jeg er resultatet af en eller andens tankespind, skal jeg jo være realistisk, og mennesker kan være så frygtelige, ved du nok.

Det første bogstav er M.

Vent på resten.

Jeg er født fredag den 13. oktober. Derfor er mit første bogstav M.

Mit yndlingstal er 9. Mit andet bogstav er I.

Jeg er 18 år. Derfor er tredje bogstav R.

Jeg er min fars første barn. Fra nu af skal du selv tælle dig frem til bogstaverne.

Min søster er 14. Gæt videre.

Jeg var 4, da jeg fik min lillesøster.

Jeg har 1 bror.

Nu ved du forhåbentligt, hvad mit navn er. Hvis du altså kan regne med mig. Man ved aldrig med sådan nogle grusomme væsener som os mennesker.

 

Nogle gange er jeg uforskammet, og det ved jeg. Jeg har det også okay med det, for det er vi alle sammen. Tag nu dig som eksempel. I dette øjeblik er du så uforskammet at snage i mit liv på denne måde. Og måske skulle jeg slet ikke fortælle dig noget, kunne du jo så sige. Men det var nu engang ikke et valg, det der med at være et produkt af nogens fantasi.

Kig i spejlet.

Kan du lide at være indeni?

 

M.I.R.A.N.D.A.

Kan du huske det? Jeg er også en sodavand. Med appelsinsmag.

Og jeg, der aldrig brød mig om appelsin.

 

M.I.R.A.N.D.A.

Sådan gør min mor også. I hvert fald lige nu. Hun kalder på mig, mit fulde fornavn. Selvom hun ved, jeg vil kaldes Mira. Miranda lyder så sødt og appelsinagtigt. Slet ikke mig.

Nu kalder mor på mig igen. M.I.R.A., siger hun. Og så svarer jeg.

 

Om morgenen tager jeg tøj på. Det behøvede du nok ikke at vide, eftersom det er noget, man ville gå ud fra. Men jeg siger det fordi tøj er en måde at gemme sig selv på. Man sætter et billede op, man gerne vil have, andre ser af en. Hvis alle gik nøgne rundt, ville folk kun se den rå, bare sandhed, man ikke kan skjule, og så ville verden måske være et mere ærligt sted. Man kan vel drømme.

Så ligesom alle andre, tager jeg tøj på om morgenen. Men jeg vil ikke fortælle dig, hvad jeg har på. Ellers ville jeg jo give dig det samme billede som alle andre får. Jeg ville give et billede af udenpå. Og det ville være dumt, når jeg nu prøver at få dig med indeni. Det ville virke baglæns.

Jeg vil være forlæns.

 

Min søster hilser på mig, da jeg kommer ud i køkkenet. Kan du huske, hvor du har hørt om hende før? Hendes alder er grunden til, at du kender mit femte bogstav. Hende vil jeg måske fortælle hvad hedder senere.

Og nu vi taler om navne. Hvis man tager mit. M.I.R.A.N.D.A. Og hvis man så fjerner mit kaldenavn. M.I.R.A. Så står der N.D.A. Og hvis man laver et anagram ud af det, står der D.N.A. Det er det, der koder vores kroppe, selv min fantasikrop. Men der kan også stå D.A.N. Dan. Det er et drengenavn. Tænk, hvis jeg var blevet en dreng. Så ville jeg ikke være mig, og det her ville være en helt anden fortælling.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...