Indeni og udenpå

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2014
  • Opdateret: 29 apr. 2016
  • Status: Igang
Historier er små frø, der sås, og man vander og gøder dem med sine tanker, så de spirer og bliver til store, smukke blomster. Men man må hverken give dem for meget eller for lidt, for så visner de og dør. Kunsten ved historien er at opfinde ungdomsserummet, der kan holde liv i historien, selv efter den har blomstret.

5Likes
11Kommentarer
460Visninger
AA

2. Bedstemors fødselsdag

Døre har meget større betydning, end man normalt tillægger dem. De kan føre både ind og ud, og de fører vidt forskellige steder hen. Man kan gå ind ad den, men man kan også gå tilbage igen. Man kan låse den, eller andre kan låse én inde. De er ligesom livet - de har så mange muligheder, og det handler om, hvor de fører hen, og hvad der sker senere afgør, hvor den næste dør er, og hvor den så åbner. Den har altid sin egen historie, sin egen personlighed.

Den her dør er brun og har indgraverede blomster. På den hænger en gyselig blomsterkrans, og den fører ind i min bedstemors hus, der lugter af pibetobak. Jeg banker på den her dør, en, tro, tre, små bank, og så venter jeg. Jeg venter ikke lang tid, men jeg ville ønske, det havde taget hende længere af dette abstrakte materiale, man kalder tid at nå ud for at åbne døren for mig. Tid. Det kommer jeg til at bruge meget af her. For når tid er så abstrakt, kan man bruge ligeså meget af den som man vil, på ligeså kort tid, man vil. Tonsvis af tid kan blive brugt på blot få minutter. Tonsvis af tid kan også bruges på at lave noget, man godt kan lide. Hvor er det heldigt, at man ikke løber tør for tid før man dør. Det ved man til gengæld ikke, hvornår man gør, så det er med at få brugt så meget tid som muligt før det er for sent.

Min bedstemor åbner døren og viser mig sit smilende, rynkede ansigt. Tid har i hvert fald også været forbi hende. For selvom tid er så abstrakt, kan man alligevel se den, men hver gang, man gør, er den forskellig fra sidste gang man så den. Jeg kan så godt lide tid. Også selvom det ikke har gjort noget godt for min bedstemor. Det har gjort hende så forfærdeligt syg. Og grim. Nogle gange er tiden pæn, andre gange er den grim. På min bedstemor er den utroligt grim.

Velkommen indeni.

Hun byder mig indenfor. Ind i hendes hus. Det er også indeni. Men det er en anden slags indeni end den indeni, du er.

Jeg gratulerer hende med de 83 år, og hun takker og siger, at jeg bare skal sætte mig ind til de andre. Min mor og mine søskende er ikke med, for min bedstemor er ikke deres. Det er også tids skyld.

Jeg sætter mig ind til bordet, ind til familien, den, jeg skal have så kær. De rejser sig op og krammer mig, siger, de har savnet mig. Jeg smiler. Kram er så mærkelige. Fysisk kontakt mellem to menneskers overkrop og arme, et lille klem, og så giver man slip. Jeg forstår ikke, hvorfor man krammer til familiesammenkomster. Man har ikke set hinanden i så lang tid, og de fleste har ingen idé om, hvem hinanden er blevet siden sidst man så dem. Kram kan være så ubetydelige, en handling af høflighed frem for oprigtighed. Jeg kan ikke lide kram.

Bedstemor siger, at jeg er den sidste, så nu må vi begynde på kagen. Bedstemor er så høflig at få de andre til at holde bordskik. Jeg kan godt lide hendes motiver for høflighed, for jeg tror ikke, hun kun gør det for at være høflig, men fordi hun rent faktisk holder af os. Jeg kan ikke sige det samme til hende.

Snakken går frem og tilbage om løst og fast. Der er kun gået en halv time, men på den halve time har jeg brugt utroligt meget abstrakt tid. Meget mere tid, end hvis jeg havde lavet noget, jeg rent faktisk synes om. Ind imellem snakker folk også til mig. Det er de tidspunkter, jeg mindst kan lide. Særligt, når det er bedstemor, der snakker til mig, og det er hende, der er mest interesseret i mit liv. Hun spørger mig, om jeg ikke vil smage hendes appelsinkage.

Kan du huske, hvad jeg sagde om appelsin?

 

Min kusine og min tante kommer op og skændes. At følge med i det er det, der bruger mindst abstrakt tid. Min kusine vil så gerne med til en fest sammen med sine veninder, men min tante mener, hun er for ung til sådan noget med at drikke. Det synes jeg også. Hun er trods alt kun på alder med min søster.

Kan du huske hendes alder? Du kan jo altid tælle dig frem til N.

Men min kusine mener, hun sagtens kan tage med, fordi alle hendes venner og hendes kæreste tager med. Så forkælet ungdommen er. Vi kan ikke tage et simpelt nej for det simple, det nu engang er. Det skal altid være mere kompliceret, gerne kompliceret nok til at lyde som et ja. Vi kan ikke acceptere, at vi ikke er universets omdrejningspunkt. Det tror jeg også min bedstemor tænker, for hun ser så trist ud, når hun kigger på dem. Og så siger hun til dem, at de skal snakke om det på et andet tidspunkt, i stedet for at ødelægge stemningen på den måde. Det er jo trods alt hendes fødselsdag, siger hun, og det er som om min kusine og tante krymper sig fordi de ved, at det ikke var særlig høfligt gjort, og bedstemor altid er høflig overfor dem.

 

Til sidst beslutter min familie sig for, at de vil bære tallerkenerne ud. Det er ikke fordi festen er slut, men jeg tror, det er for at gengælde noget af min bedstemors høflighed. Sjovt som høflighed smitter på den måde.

Efter vi har vasket op, vil vi sætte os ind til bordet igen, men min bedstemor falder. Lige der, midt i dørkarmen. Vi står og forventer en reaktion fra hende, men hun bliver bare liggende. De andre falder på knæ ved siden af hende, vender hende om, rusker i hende, kalder på hende. Men hun svarer ikke. Min ene onkel begynder at give hende førstehjælp, hans bror ringer efter en ambulance. Nogen er begyndt at græde.

Det er som om de ikke forstår det. Tiden har indhentet hende. Man skal ikke give nogen mere tid end det var meningen, de skulle have. Det er som om de ikke forstår, at man har al den tid, man skal bruge indtil man dør. De forstår ikke, at hun ikke havde mere i sig. De kan ikke se tiden på hende, de forstår ikke, at det er tiden, der ikke ville hende mere. De forstår ikke, at det var fordi hun gik igennem sin sidste dør, de forstår ikke, at alt er fint. Man skal ikke tvinge tiden tilbage i nogen, når den har forladt dem. Alligevel prøver de at få mere tid indeni hende. Ikke ind i hende. De vil havde det indeni. De bør stoppe.

Den gule bil med de blå blink og sirenen ankommer. De løber ind til bedstemor, løfter hende op, lægger hende på en båre og de prøver at få mere tid presset ind i hende. Men dem forstår jeg godt. De får penge for det. For de andre er det meningsløs brug af deres egen tid. De bør vide det, men de forstår det ikke.

Det er også stor forskel på viden og forståelse af den.

 

Vi bliver alle sammen hjemme hos bedstemor imens vi venter på svar fra hospitalet. Kun min onkel tog med hende i den gule bil med blå blink. De andre går rastløst rundt, venter. De bruger så meget af deres tid på en besked, de godt ved, hvad indeholder. De venter på at få at vide, at bedstemor ikke havde mere tid tilbage i sin krop.

Min kusine og fætter græder. Min kusine siger også undskyld til min tante for at ødelægge stemningen på den måde. I virkeligheden tror jeg, hun siger undskyld til bedstemor for at ødelægge stemningen lige inden tiden slap op.

Min tante trøster min fætter og kusine. Min onkels bror læser i et blad og vipper med foden. Men da hans telefon ringer, smider han bladet fra sig. Nogle minutter efter, lægger han på og fortæller os det, jeg allerede vidste.

Okay.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...