Lost - One Direction

Hvad er lykken? Julie er sytten år og føler at der intet er værd at leve for nu når hendes søde, dejlige og smukke kæreste har slået op med hende. Hende og hendes kæreste William havde ellers et perfekt forhold der havde holdt i 3 år. Julie ved ikke hvad hun skal gøre, indtil hun bliver inviteret til London og der bliver vendt rundt på hele hendes liv. Læsning er på eget ansvar.

2Likes
2Kommentarer
329Visninger
AA

7. Kapitel 6 - Date

Klokken var kun 14.15 da jeg ankom til Big Ben, så jeg havde en masse tid. Og når jeg har masser af tid kommer der nogle gange de mærkeligste tanker i mit hoved. Hvad nu hvis Harry droppet mig, og bare ville gøre grin med mig. Eller hvad hvis Harry glemte det, jeg mener han er jo verdens kendt så har sikker rigtig meget omkring ham, så derfor kan han jo hurtigt glemme ting. Da klokken var blevet 15.30 var han ikke kommet endnu, så jeg besluttet mig for at gå. Men pludselig hørte jeg en rigtig fantastisk stemme råbe mit navn.

"Julie, hvad skal du?" Råbte Harry.

Jeg vendte mig om og gik over mod ham. "Øh, jeg troet ikke at du kom"

"Jaer, undskyld jeg kom for sent."

"Lige meget.. Hvad skal vi så lave?" Spurgte jeg.

"Øh." Pause " Kom med mig.."

Så tog han min hånd og løb med mig. Han var i meget god form, fordi da jeg var helt færdig og ikke kunne løbe mere, var han ingen gang forpustet.

"Harry." Hostet jeg.

"Kom nu.. Så kom op på min ryg." Sukket han.
"Jaaaa!" Jublet jeg. Så hoppet jeg op på hans ryg. Mmmhh han var så dejlig.

"Sidder du godt?" Spurgte han.

"Ja fantastisk." Svaret jeg og fniset.

Han gik ret længe men til sidst ankom vi til en lille hyggelig cafe. Jeg kunne slet ikke havde regnet ud at det ar en cafe, hvis ikke Harry havde sagt det. Den lå inde bag en stor bygning, men var rigtig hyggelig.

Vi gik ind til stedet og fandt os et lille bord med to stole. Jeg kunne se folk kigge over på os og hviske. Jeg ville gerne indrømme at jeg fik nogle dræberblikke af et par stykker. 

"Hvad skulle det være?" Spurgte tjeneren med et rigtig flirtende blik. Hun var meget smuke, og havde virkelig det mest grimmeste tøj på, hvor man nærmest bare kunne se alt hendes hud. Jeg blev irriteret af at se hvordan hun bare prøvet rå flirte med Harry.

"Jeg skal have Nachos og en øl." Sagde Harry og sendte hende et af hans fantastiske smil.

"Jeg tager en pizza og et glas and." Sagde jeg og gav hende dræberblikket.

"Okay rolig. Ellers andet?" Spurgte hun.

"Nej tak." Sagde Harry surt. Hvorfor blev han sur? Han kigget på mig og så endnu mere sur ud. Okay jeg havde aldrig set nogle mennesker se så sure eller skuffet ud som Harry.

"Okay hvad skete der lige for det blik?" Sagde han.

"Ja hun var virkelig en overdrevet flask blondine." Sagde jeg og grinet.

"Ej okay. Nu bliver det simpelthen for meget. Hun er en af min søsters veninder."
"Hun sad sgu da og flirtet med dig." Sagde jeg surt.

"Ej nu stopper det her. Det kan du sgu ikke sidde og sige. Hun flirtet ikke en skid. Vi er ikke en gang kærester eller noget. Vi kan jo ingen gang lide hinanden eller noget." Råbte han af mig.

Så blev det for meget for mig og jeg kunne mærke tårerne var på vej. Jeg tog min taske og hoppet ned fra stolen. Så løb jeg ud af døren. Jeg kunne se Harry løb efter mig. Jeg løb så stærkt jeg kunne men uheldigvis løb han stærkere end mig.

"Julie." Sagde han og tog fat om mine hofter, da han var tæt nok på.

"Hvis du alligevel ikke kan lide mig, hvorfor tog du mig så med på denne her cafe tur. Hvorfor bar du mig se hele vejen ned til cafeen? Hvorfor viste du mig interesse? Hvorfor gav du mig overhovedet dit nummer? Hvorfor hjalp du mig med at finde min lillesøster? Hvorfor prikket du mig over hovedet på skulderen?" Råbte jeg mens jeg græd.

"Hvornår har jeg sagt jeg ikke kan lide dig. Jeg holder rigtig meget af dig. Jeg er så glad for at jeg har mødt dig." Sagde han.

"Nu stopper det. Først kan du ikke lide mig, så kan du lide mig. Kan du lige beslutte mig."

"Julie jeg kan virkelig godt lide dig." Sagde han og kysset min kind.

"I lige måde." Sagde jeg og tog hans hånd. Så vendte mig om. Han lagde først sin ene hånd på kind og derefter sin anden hånd på min hofte.

"Hvad laver du?" Fniset jeg.

"Sshh" Tysset han.

Så lagde han sine læber på mine, og kysset mig, og jeg kysset ham selvfølgelig tilbage.

"Kom vi tager hjem til mig og Louis."

"Er Louis hjemme?"

"Øh ja det tror jeg."

"Men så møder han mig jo."

"Gør det da noget?"

"Nej fniset jeg." 

Så tog han min hånd og vi løb gennem Londons stræder mens mærket faldt på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...