Lost - One Direction

Hvad er lykken? Julie er sytten år og føler at der intet er værd at leve for nu når hendes søde, dejlige og smukke kæreste har slået op med hende. Hende og hendes kæreste William havde ellers et perfekt forhold der havde holdt i 3 år. Julie ved ikke hvad hun skal gøre, indtil hun bliver inviteret til London og der bliver vendt rundt på hele hendes liv. Læsning er på eget ansvar.

2Likes
2Kommentarer
324Visninger
AA

5. Kapitel 4 - Mødet med Harry

Vi sad på restauranten og skulle have noget rigtig lækkert mad. Min mor skulle have en eller anden pastaret, min far en bøf og noget sovs, og mig og min lillesøster Isabella skulle have spaghetti med kødsovs. Vi sad længe og ventet, vist omkring en halv time, men de havde også rigtig travlt. Endelig kom maden og den smagte rigtig godt.

"Nam" og "mhh" og andre ting kom der hele tiden ud af min søsters mund.
"Det er godt det smager god, Isabella." Sagde jeg og fniset lidt.

Vi snakket om alle mulige random ting, så typisk min familie. Mig og min familie far faktisk ret anderledes i det hele taget. Nogle gange var mine forældre også rimelig pinlige. Da mig og min søster var blevet færdig med at spise, var mine forældre stadig i gang med at spise. Så vi fik lov til at gå ned i H&M. Vi gik ind i butikken og op til børnetøjet. 

"Øh Isabella, jeg skal altså lige ned og købe noget nattøj, bliver du lige her?"

"Ja bare rolig."

Jeg smilet til hende og gik så over til rulletrappen. Pludselig kunne jeg mærke mit savn til William, det havde eller været væk i nogle timer. Det var som om når det kom at det bare var en hel kanon af det. Jeg kunne mærke tårerne på vej. Jeg måtte altså bare ikke stå og tude her i H&M foran en masse mennesker jeg slet ikke kendte. Jeg gik over til nattøjet og kigget lidt rundt. Der var en masse. Det ene var med bamser, så var der et med for mange blonder. Til sidst fandt jeg det perfekte. Det var en t-shirt i lavendel farvet med en sløjfe på, og et par sorte shorts til.

Så gik jeg op og betalte det. Derefter gik jeg ned til børnetøjet. Lort, det skete bare ikke det her. Fuck, pis og lort. Isabella var der ikke.

Jeg ledte hele H&M rundt men hun var der slet ikke. Til sidste var jeg i mandeafdelingen. Der stod en skammel som jeg satte mig på. Så kom hele gråden. Gråden kom både på grund af min søster var væk, men mest fordi at jeg savnet Will, så forfærdeligt meget at det gjorde ondt. Pludselig var der en der prikket mig skulderen, og jeg var skud sikker på at det var min lillesøster. Da jeg kigget op blev jeg meget forskrækket. Det var ikke min lillesøster. Der var selveste... Nej det kunne da bare ikke være ham.. Jeg blinket et par gange.. Det var fucking.. Harry Styles fra One Direction.

"Er der noget i vejen?" Spurgte den mest fantastiske stemme i hele verden mig.

"Øh.." Jeg kunne ikke sige andet jeg var i chok. "Nej, eller jo, men det lige meget." Sagde jeg da jeg kunne sige andet end øh.

"Nej det er da ikke lige meget, når sådan en flot pige som dig er ked af det."

"Men du kender mig jo ikke en gang."

"Nej men det kan jeg jo komme til. Du kender jo heller ikke mig."

"Nej, jo, nej.. Jeg kender dig mere end du kender mig."

"Hm, jaaa! Fortæl mig hvorfor du er ked af det."

Også fortalte jeg selve Harry Styles hvorfor jeg sad og græd i Englands største H&M. Det havde jeg sgu ikke lige set komme.

"Når lad os finde din lillesøster." Sagde Harry efter jeg havde fortalt ham det hele. Så tog han min hånd og ledte med mig. Vi fandt hende omme bag noget tøj. Og da vi kom, så hun ud som om hun lige havde set et spøgelse. Og så begyndte hun lige så stille at blive normal.

"Hvorfor holder du i hånden med Harry Styles?" Spurgte Isabella. Så gav jeg slip på Harrys hånd og gik hen til Isabella og tog hendes hånd.

"Tak for hjælpen Harry." Sagde jeg og skulle lig til at gå. Men så greb Harry fat i min arm.

"Vent." Sagde han og tog en papir lap op af sin taske. "Her, ring til mig. Jeg vil gerne se dig igen." Sagde han og mig papiret.

Jeg smilet til ham og lavet trutmund. Derefter tog jeg Isas hånd og vi løb hurtigt ud af døren fra H&M. Så begyndte vi begge at skrige i et par minutter også faldt vi lidt til ro.

"Hvad var det han sagde til sidst?" Spurgte Isa da vi begyndte at gå over mod restauranten.

"At jeg skulle ringe til ham og han gerne ville se mig igen." Sagde jeg og mit hjerte banket virkelig hurtigt.

"Skal vi fortælle det til mor og far når vi kommer derhen?" Spurgte Isa.

"Nej det er vores hemmelig." Svaret jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...