Someone Kidnapped Me

Mia Anderson er undertøjs model og 17år, hun klare for det meste sig selv og det har hun altid været van til. Liam er Mia bedste ven og betyder en hel del for Mia. Mia er van til at drenge er efter hende, de kender hende fra blade og internettet, men en dag bliver en krøltop meget ivrig efter Mia, og bortfører hende. OBS: One Direction er ikke kendte i denne fanfic :)stødende sprog og scener kan forekomme.

79Likes
52Kommentarer
6153Visninger
AA

5. chapther 4

”BAAAAAABEEE” Harry råbte efter mig, igen, en ligesom sidste gang han kaldte blev jeg under den varme dyne. Han kom ind på værelset, ”Der kommer vist en ret voldsom storm i dag” sagde han og hev dynen af mig og til mit held havde jeg en pyjamas på.

En storm, hmm sidst jeg overværede en storm fik jeg lyst til at gemme mig under min seng, det var simpelthen så uhyggeligt hvordan ens skæbne og liv ligger i modernaturs hænder. Pænt nej tak.

 

”Okay” sagde jeg stille, mest for at virke cool. Jeg fik taget mig samen til at rejse mig op og fortsætte ned i stuen, med Harry i hælende.

Da jeg kom ned i køkkenet greb Harry fast om mine hofter bagfra og hviskede i mit øre ”Får jeg ikke et godmorgen kys af min prinsesse?” Den måde han hviskede det på mit mine hår til at rejste dig, AKA gåsehud. Ahha

 

”Jo” sagde jeg og lænede mit hoved tillbage så jeg kunne kysse hans dejlige bløde læber. Det er faktisk ret sært, hvis nogen nogensinde sagde til mig ”Om en uge er du blevet kidnappet og du synes faktisk ikke at det er så slemt” så ville jeg nok kalde personen psykopat og flække af grin.

”Du dejlig” hviskede han og nussede mit kind.

-

”Rolig Mia vi er her” det var Harrys beroligende stemme igen, ham og Niall, Zayn havde prøvet at berolige mig i en halv time, men det virkede ikke, det fik jo ikke stormen til at gå væk.

”Jeg forslår at vi ser en film!” sagde Niall glad, han sad ved siden af mig, på den anden side af min sad Harry og på den anden side af Harry sad Zayn, hvis det giver nogen som helst mening?. Okay super

 

”Jeg skal lige på toiletter inden, i kan bare vælge en film” sagde jeg og sendte dem et smil og forsvandt ovenpå, men på vejen ud til toilettet hørte jeg en lyd, og vi snakker ikke en hvilket som helst lyd. Min mobil’s ringetone.

Og pluslig fik jeg den sygeste hjemve, jeg tænkte på Liam på min mor, min far og mine venner. Jeg lod nysgerrigheden tage over og gik ind på Harry og jegs værelse.

Jeg skyndte mig hen til natbordet og åbnede skuffen, eftersom jeg kunne hører lyden kom derfra. På displayet stod der ”Liammusen <3”

 

Jeg tog den hurtigt i hånde og jeg vidste ikke om jeg skulle tage den eller lade være, men på den anden side kunne jeg ikke vende ryggen til de mennesker der holder mest af min på hele jorden, også kan Harry være nok så sød, men familie er familie. Jeg brød en regel.

”Hallo!” blev der råbt i den anden ende, det var Liam. ”Liam ” sagde jeg hurtigt og hanbekræftede det ”Ja det mig, oh gud sketakkelov, hvor er du, er du okay? Hvad er der sket?” han bombarderede mig med spørgsmål og jeg vidste ikke hvor jeg skulle starte.

En del af mig ville have at han hentede mig, men Harry ville nok blive kunst og på en elleanden måde gav Harry mit liv noget spænding, noget jeg har savnet.

”Hallo?” han undrede sig nok hvorfor jeg ikke svarede, ”Liam , jeg –” ”Det er lige meget Mia, fordi du tog telefonen kan vi godt spore dig, husk jeg elsker dig lige meget hvad der sker” sagde han hurtigt.

”Jeg elsker også dig Liam” sagde jeg hurtigt, ”Nå, elsker du ham ligefrem” det var Harry, oh god! ”Harry! Hej” sagde jeg og lagde mobilen på sengen, dog nåede jeg ar lægge på først.

Nu blev jeg nød til at fortælle om Liam og jegs fortid.

 

Liams P.O.V.

 

”Jeg elsker også dig” var det sidste der blev sagt, dog hørte jeg navnet ”Harry” lige inden hun lagde på. Skyld følelsen gnavede i mig, hvis jeg bare havde hentet hende den aften, så ville det aldrig været sket. Det var min skyld.

”Tag Mr. Payne, vi sender en patrulje ud på adressen” sagde politimanden høfligt, ”NEJ PLEASE, lad mig tage derud hr, hun betyder alt for mig”

”Fint Mr. Payne, men så kun fordi jeg kender din far” sagde han kækt og blinkede til mig, tænk at min far kendte en politibetjent ville komme mig til gode.

”Skal jeg kontakte hendes familie?”

”Nej jeg klare den, jeg kender dem godt, bare rolig”

Jeg gik med hastige skridt ud fra politistationens mødelokale og ud i venteværelset, og til sidst ud på parkeringspladsen. Jeg løb hen til min blik, hvilket resulterede i at jeg modtog nogle blikke fra folk, men hvis jeg skal være ærlig, så kunne jeg ikke være mere ligeglad for jeg skulle redde Mia, Min Mia.

 

Jeg drejede ud på motorvejen hurtigt og fulgte ellers min gps. Radioen kørte på fuldknald, den havde lige spillet Cool kids med Echosmith.

”En storm trækker ind over landet og vi fraråder alt udkørsel” Sagde en mand i radioen, men jeg kunne se at der ikke var langt endnu, så jeg fortsatte.

Efter ti minutters kørsel kørte jeg ned af en øde vej, det var kun et hus, det kunne kun være det hus. Jeg parkerede min bil lidt længere nede af vejen så man ikke ville kunne se den fra haven.

Stormen var trukket godt op og det blæste vildt og regnede, mit tøj var gennemblødt.

Jeg sneg mig så godt jeg kunne hen mod huset, eller jeg ville mere kalde det en stort hytte. Jeg gik hen ved et vindue, man kunne se en sofa. Der sad fire personer tre drenge og en pige. Det var MIA!

 

Jeg gik tættere på for at se hvad der skete, og til min store forundring kunne man hører igennem ruden, ”Rolig Mia, det går over” sagde en mande stemme og jeg kunne se han holdte om hende. Jeg fik et stik i maven da han lagde armen om hende og kyssede hende! Hun gjorde ikke modstand?

Men måske kunne hun ikke, måske var han farlig, måske var hun syg, måske var hun svag? ”Elsker du virkelig Liam?” sagde en stemme, det kom vist fra en mørkhåret fyr, ”Nej, hun elsker mig” sagde den anden stemme igen.

”Jeg spurgte nu Mia” sagde stemmen igen, ”Nej, jeg elsker Harry” hendes stemme lød ikke bange, skrøbelig eller sørgelig, den lød, ja den lød næsten ligeglad, fjern.

Jeg mærkede en tårer ramme min mund, smagen af salt ramte min mund og det gik op for mig at jeg græd, her ude i regnen, jeg stod og græd!

Jeg dukkede mig hurtigt da en person kiggede ud af vinduet, ”Jeg tror jeg så noget” sagde en stemme og kom nærmere vinduet, fuuuuuuck fuck fuck fuck.

Jeg lagde mig ned i håbet om at jeg ikke ville blive opdaget, men så let gik det ikke. ”Der er en person” råbte ham der spurgte Mia om noget.

Jeg var rædselsslagen, mine vejrtrækninger blev hurtigere og hurtigere, min mave trak sig sammen og alt fadede ud.

 

Mias P.O.V.

 

” Der er en person” råbte Zayn, min mave slog knuder og jeg skyndte mig hen til vinduet, tænk hvis det var en politi mand eller Liam eller min mor eller min far.

”Han ligger ned” sagde Niall og pegede, det var mørk, men alligevel var jeg ikke i tvivl, den trøje, de bukser og de sko. Liam.

Jeg løb ud kom hoveddøren og fandt ekstranøglen som Harry havde vist mig i tilfælde af brand frem, ”Mia!” råbte Harry efter mig, men jeg var lige glad jeg måtte hører Liams stemme, ”Mia kom tillbage” råbte Niall, men igen, jeg var ligeglad.

Jeg fik døren op og lod den stå åben efter mig, ”Liam!” råbte jeg og løb hen til ham, han lå ned og jeg hurtigt fandt jeg u af at han var bevidstløs, Den drenge jeg elskede, altså som ven. Den dreng jeg har kendt stort set hele mit liv.

”Liam!” råbte jeg forgæves, og krammede ham og kyssede ham i panden, det plejede han altid at gøre når, jeg var ked af det eller havde en svært tid.

”Mia! Kom her!” råbte Harry, jeg kiggede op på ham, han stod lige ved siden af mig. ”Nej, kan du ikke se at han er bevidstlød din idiot!” råbte jeg tillbage.

 

Harrys P.O.V.

 

”Nej, kan du ikke se at han er bevidstløs din idiot!” råbte Mia, og jeg må indrømme at et gjorde lidt ondt i mit hjerte at hun råbte af mig, men hvor fra skulle jeg vide at han var bevidstløs?

”HJÆLP MIG DOG!!” skreg hun, jeg satte mi på knæ og mærkede efter hans puls. Han havde en puls, men det virkede svag.

”Niall, Zayn! På ham ind” råbte jeg, de kom løbende i løbet af ti sekunder, de havde sikkert stået og smuge lyttet. ”Bær ham inden for!” kommanderede jeg. De tog ham i hver sin ende og bær ham op, de forsvandt ind af hoveddøren.

”Harry” hulkede Mia og krammede mig, jeg omfavnede hende og kyssede hende i håret, ”Jeg elsker ham” mumlede hun, og jeg forstod ikke hvorfor hun pluslig sagde det, for det vidste jeg godt. Hun havde jo forklaret mig at det var på venne-måden og at hun elsker mig på alle måder.

”Så , rolig” hviskede jeg og trak hende ind til mig og gik mod hoveddøren. ”Red ham, please, vær min helt!” hviskede hun svag efterfulgt af et snøft.

__

”Han klare den, han skal bare hvile” sagde Niall og omfavnede Mia, ”Siden hvornår er du blevet læge?” sagde Zayn skeptisk og sendte ham et spørgende blik. ”Siden førstehjælpskurset” sagde Niall og trak sig fra Mia.

”Tak Niall” sagde Mia, som det første siden vi kom indenfor, hun var blevet helt tavs. Hendes svar var enten at ryste på hovedet eller nikke, hun sagde absolut ingenting.

”Hvad hvis han hørte mig?” sagde hun, ”Hvad hvis han tror at jeg ikke elsker ham og at han ikke betyder noget for mig” sagde hun med en rystende stemme.

”Det tror han da ikke, og desuden kunne han sikkert ikke hører det” prøvede Zayn at berolige hende og klappede hende på skulderen, jeg satte mig i sofaen og Mia satte sig ved siden af mig og lagde hovedet på mit bryst.

På den ene side ville jeg gerne smide Liam ud af huset og lade ham sejle i sin egen sø, men på den anden side ville Mia hade mig foreviget og det ville jeg ikke kunne klare.

Og desuden har jeg faktisk et hjerte, man kan ikke ignorer et menneske i nød, det har min mor altid sagt til mig. ”Tak, Harry, Tak fordi han må være her” sagde hun og knugede sig ind til mig, ”Det var så lidt, alt for dig”

 

 

 

Hvor er det, ja undskyld sproget, fucking vildt! 50 favoritlister! Elsker jer :-* i motivere mig <3 Tak HUSK AT LIKE :) ALTSÅ HVIS DU LYSTER :) HIHI

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...