November

Jonathan Meyer, er en helt normal hjemløs ung fyr der lever i en fucked op verden. Som tre årig mistede han sin mor, som femten årig blev han medlem af unge militæret, som syttenårig mistede han sin far og blev hjemløs for første gang. Som treogtyve årig fik han et job han elskede, men blev fyret fra igen to år senere. Endnu en gang hjemløs, I en fucked op verden, hvor han kun venter på at døden en dag gør det af med ham... Altså indtil han møde Annabella. En rigmands datter han vil leve og ånde for resten af hendes dage...

11Likes
10Kommentarer
573Visninger
AA

2. Rigmands datteren

Sneen falder. Falder i fine små lag. Det tynde snelag på gaden er koldt. Koldt for mine fødder. Jeg har ingen sko eller strømper, de blev slidt i stykker i sommers…

Jeg tætner mit tøj mere, så jeg ikke fryser i den kolde vind. Jeg har det som om jeg holder på noget, men det gør jeg ikke, mine finger er bare ved at fryse til is. Jeg kigger mig omkring. Jeg ved ikke hvor langt jeg har vandret. Gaden vrimler med rigmandsfolk. Alle undviger mig, for jeg er ikke andet end en beskidt hjemløs, man ikke skal tage hensyn til. Jeg er intet andet end en skændsel for dem. Mange Vinkkletowner er skændsler for de rige. De ser de fattige som små pestilens rotter, der alt i alt kun skal udryddes. Den ondskabs gloen de giver en, når de endelig vil se en, er uhyggelig, og jeg har fået den hele mit liv. Sådan er det. Jeg er født og opvokset i Vinkkletown området. Alkoholiker som så mange andre Vinkkletowner. Vi består af fabriksarbejdere og hjemløse, hvad havde de rige regnet med da de begyndte at undertrykke os? Jeg har et arbejde, men tjener langt fra nok til at havde råd til de stigende huslejer. Det de rige der ejer fabrikkerne, men det er de fattige der arbejder til kun femogtyve kroner timen. Vi bliver slidt og mishandlet. Dør langt før tid, takket være de rige.

En rigmand går næsten ind i mig, men bruger sin stok til at jeg ikke rører ham. Han slår mig med sin stok, bare for jeg ikke rører ham. Jeg falder i det han slog mig over mit knæ. Jeg når at gribe ud med mine hænder så jeg ikke lander med hele kroppen ned i det våde sne. Så mit tøj ikke bliver vådt og jeg for fryser. Jeg kigger mig omkring nede fra. Det er umuligt med den menneske mængde der er her. Jeg rejser mig op, kigger endnu engang omkring. En cafe med varmere udenfor. Hvis jeg nu sniger mig derhen, kan jeg få lidt varme?

I det jeg står der, kommer ejeren ud. Jeg bliver skældt ud, slået, kan ikke gøre andet end at ligge ned på den kolde jord i undergivelse. Hvis jeg havde kæmpet i mod, så ville han bare havde ringet efter politiet. For at jeg har gjort noget, jeg ikke har gjort, men de rige har penge til at bestikke politiet. Jeg kravler væk fra hans cafe, væk fra ham, jeg skal ikke anholdes. Vel vil det gøre en ende på mine lidelser, men det vil ikke bringe retfærdighed i denne verden.

Jeg rejser mig da jeg er langt nok væk, men bliver hurtigt væltet omkuld igen af en eller anden rigmand der slår mig med hans stok. Jeg er født, og det burde aldrig havde været sket. Hvad er det universet har bestemt til mig? Hvorfor er jeg født i den situation? Jeg er en Vinkkletowner… Det kan ikke ændres… det kan det ikke.

Jeg kommer op igen. Jeg skynder mig, jeg skynder mig væk. Lige pludselig er der ikke længere jord under mine fødder, der er luft. En trappe. Jeg falder ned, rammer hvert trin på trappen hårdt. Jeg rammer jorden for enden af trappen og falder ikke længere. Min krop gør ondt. Min ryg gør mest ondt. Den blev slået lige ind i kanten på en trappe. Jeg ligger sammenkrøllet. Jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke flytte mig. Jeg ligger der bare, føler den nye sne falde, ligge sig på mig, og det der lander på mit skin smelter. Jeg lukker mine øjne og føler hver en dråbe glide ned.

”Hallo…? Hallo… er du kommet til skade?” spørger en pige. Jeg kan høre det på hendes stemme. Jeg åbner mine øjne og ser direkte for mig, hendes sorte tykke vinterstøvler. Jeg kigger op af hende. Hun har vinter gamacher på, en brunternet nederdel og en sort vinterjakke på. Jeg kan ikke se hendes ansigt nedefra, det er skjult af hendes store lyserøde halstørklæde og hendes lange sorte hår. Hun er en rigmands datter, men hun bekymrer sig for mig? Mig af alle? En hjemløs der bare ønsker at forsvinde og dø fra denne verden… 

Hun bukker sig ned og ryster mig. Jeg slår hendes arm væk. Hun skal ikke røre mig. Jeg lukker øjnene igen. Hun tager fat om mit bryst. Slæber mig hen til en mur for at sætte mig op. Jeg kan hører hun går igen. Så var hun vel ikke ligefrem interesseret i mig alligevel. Jeg ville heller ikke give hende interesse, men jeg må dog indrømme at det var rart at være set. En varme spreder sig i mine kinder.

Tiden går jeg halvsover størstedelen af tiden, men så høre jeg fodtrin i sneen. Jeg kigger op. Noget af det sne der har været landet i mit hår falder ned i skødet på mig. Det er pigen fra tidligere. Og hun har mad og drikke med… til mig… Hun kommer ned til mig og sætter sig på hug foran mig, mens hun holder maden og flasken med en mærkelig blå drik frem.

”tag det… det er ikke forgiftet bare rolig!” Hun tager sit halstørklæde ned så jeg bedre kan se hende. Hun kan ikke være mere end atten. Hun… hun er smuk… minder mig om en anden… min mor. Det sorte hår, de flotte brune øjne. De røde kinder.

Jeg rækker forsigtigt ud efter den sandwich hun holder. Åbner for papiret omkring den. Jeg løfter den usikkert op til min mund, men stopper lige inden.

”T… ta.. tak” mumler jeg og tager den første bid af sandwichen. Åh rigmands sandwich. Brødet smager godt. Dressing, salat, agurk, tomat, kylling og bacon. Bacon. Jeg tager den næste bid af sandwichen. Jeg tager en rigtig stor bid. Den smager så godt.

”Kom, lad os sætte os over på bænken der står i læ derover” siger hun og rejser sig. Hun vil give mig en hånd op. Jeg giver slip på sandwichen med min venstre hånd.

”Uh, du venstrehåndet! Det er et sjældent syn!” siger hun og smågriner. Jeg tager hendes hånd. Den er så blød i forhold til min. Hun giver hurtigt slip på min hånd fordi hun er chokeret over hvor kold den er. Hun gyser kort, men rækker så ud for at tage min hånd igen. Hun læner sig bagud, og idet hun er ved at falde, er jeg oppe og stå. Jeg holder stadig hendes hånd så hun ikke lander helt på jorden. Kun lige hurtigt på røven, men hun er hurtig til at komme op. Jeg kigger ned på hende. Jeg er høj i forhold til hende. Jeg giver slip på hendes hånd og går over til bænken for at sætte mig. Jeg prøver at glemme hvad der lige er sket. Jeg sætter mig ned og spiser videre af sandwichen.

Hun kommer over til mig og sætter sig ved siden af mig. Jeg spiser sandwichen til ende og hun holder den blå drik frem til mig. Jeg tager den. Kigger på den.

”Power… rade?” mumler jeg. Hun glor noget på mig da jeg åbner for den og begynder at drikke af den.

”Du kan læse?” spørger hun. Jeg nikker.

”Hvorfor?” Jeg sidder og tænker tilbage på, hvordan jeg lærte at læse. Det tilbage fra dengang jeg var med i ungdomshæren. Jeg ryster på hovedet. Nogle ting skal hun altså ikke vide.

”Jeg vil gerne give penge så du kan gå til frisøren. Så kan du få det skæg væk og dit hår ordnet!” siger hun lige pludselig til mig. Jeg har drukket hele drikken. Blåt saftevand solgt på flaske. Hvad er der for folk?

Jeg stirrer ned i jorden. Hun behøves ikke at behandle mig så pænt. Hun begynder at rode rundt i en af sine lommer. Hun finder et par blå strikvanter frem. Hun rækker dem ud til mig. Jeg kigger på lidt vanterne, men så ryster jeg på hovedet. Hun skal ikke give mig noget, jeg ikke har fortjent. Hun tager min hånd og rejser sig.

”Kom. Jeg kender en frisør lige rundt om hjørnet” siger hun. Jeg rejser mig og følger hende. Denne pige, hvem er hun og hvad gør hun ved mig?! Jeg er ved at blive skør! Hvad gør hun ved mig? Hvorfor følger jeg hende?

Hun åbner døren til en frisør og går ind. Frisøren glor lidt på mig. Ingen sko, sjusket og beskidt. Frisøren er en kvinde. Hun går hen til os lidt smånervøs.

”Øh… Hvad kan jeg så gøre for jer?” Hun glor ekstra meget på mig. Det skulle ikke undre mig. Hvor tit kommer der lige en hjemløs ind i en rigmands frisørbutik?

”En barbering og hårordning og klipning til hm” siger pigen. Hun giver slip på min hånd og går over og vasker den. Kvinden nikker og viser mig vej til en stol. Jeg tager mit halstørklæde af og mine to jakker. Ligger dem på bænken inden jeg sætter mig på stolen. Jeg lukker øjnene og kvinden går i gang. Jeg kan mærke hvordan hver en lille detalje hun gør. Barbere mig, vasker mit hår, tørrer og klipper det. Efter en lille time er hun færdig med mig. Jeg åbner øjnene igen og kigger mig selv i spejlet. Mit skæg er væk, mit meget mørkebrune hår er blevet kortere, men stadig i en lidt tilpas længde. Jeg kan se frisøren i spejlet. Hun rødmer. Jeg kører en finger over højre side af min mund. Arret er der stadig. Meget kan man ordne, men man kan aldrig slette livets sår. Jeg rejser mig og går over for at tage mine jakker på.

”NEJ! Jeg køber nogle nye til dig!” Jeg glor på pigen. Nej frisøren var allerede en stor gave til en hjemløs. At give mig nyt tøj, fra et rigmandskvarter. Nej, det skal hun ikke. Hun har været gavmild nok, jeg vil nødig ødelægge hendes ry. Hun skulle jo nødig ende hvor jeg er fra. Vinkkletown.

Jeg tager begge mine jakker på og mit halstørklæde. Jeg går hen til pigen nikker og bukker og så går jeg ud af butikken. Hendes sag er ikke min, også selvom det inkluderer mig. Jeg vil ikke forstyrres. Jeg vil ikke forvirres af hende. Jeg kan ikke holde til at miste mere…

Jeg går ned af denne gade, på vej et sted i byen. Jeg ved ikke hvor. Jeg ved ikke hvornår. Jeg ved bare at jeg er på vej væk fra dette rigmands kvarter...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...