November

Jonathan Meyer, er en helt normal hjemløs ung fyr der lever i en fucked op verden. Som tre årig mistede han sin mor, som femten årig blev han medlem af unge militæret, som syttenårig mistede han sin far og blev hjemløs for første gang. Som treogtyve årig fik han et job han elskede, men blev fyret fra igen to år senere. Endnu en gang hjemløs, I en fucked op verden, hvor han kun venter på at døden en dag gør det af med ham... Altså indtil han møde Annabella. En rigmands datter han vil leve og ånde for resten af hendes dage...

11Likes
10Kommentarer
578Visninger
AA

1. Forhistorie

Jeg husker… Jeg husker råben. Jeg husker ordene… Jeg husker den vinter. Jeg står ved siden af sengen. Min mor ligger i den. Jeg er tre år gammel. Hun hoster. Hun har en meget slem feber. Far siger vi ikke har råd til medicin, medmindre vi vil sulte. Min mor skal dø. Hun ofre hendes liv for at jeg kan få noget at spise. Det er min skyld at hun skal dø. Hvis jeg ikke var født havde de råd til meget mere.

Min mor løfter sig lidt. Hun tager min hånd og kysser min pande. Hun kigger træt og slidt på mig.

”Pas godt på din far, skat” Siger hun til mig. Be en bøn.

 

Tre dage senere døde min mor, mens hun sov. Min far skældte mig ud, kaldte mig en møgunge. Jeg burde ikke høre til her. Jeg ligner hende for meget, siger han. Han dræber min sjæl. Langsomt.

 

Jeg ser ikke meget til far mere. Han sidder mest på den lokale bar og drikker sig fuld. Jeg render rundt på gaden. Tigger om penge fra folk. Far bruger alle pengene på øl, vi har ikke penge til mad, medmindre jeg tigger om penge. Jeg står for at skaffe mad. Far kommer sent hjem hver dag. Han stinker. Af alkohol og tobak. Han skælder mig ud, slår mig. Beskylder mig for mors død.

 

Jeg hænger meget ud på gaden. Jeg følger politiet og hæren når de anholder grupper og bander af fattigfolk som stjæler og dræber for overlevelse. Jeg kan godt lige den beskyttelse. Bare de ville beskytte mig mod far. Når jeg bliver ældre vil jeg være ligesom dem. Stoppe slemme folk og redde de uskyldige fra de slemme.

 

”Alle tilmeldinger til ungdomsmilitæret i dag! Man skal minimum være femten!” Råber en mand fra militæret i højtalerne over byen. Det min fødselsdag. Jeg fylder femten i dag. Jeg vil tilmelde mig. Jeg løber afsted i min vindjakke og holder mit halstørklæde tæt til mig. Jeg løber rask afsted til bygningen ungdomsmilitæret holder til i. De er ved at lukke døren, da jeg endelig er der.

”VENT!” råber jeg. Manden i døren åbner døren igen. Jeg løber op til ham.

”Du sent…” siger manden.

”Undskyld… Jeg kommer helt fra Vikkletown området!” Siger jeg forpustet. Manden glor på mig. ”Vikkletown? Kom ind i varmen.” Jeg går inden for sammen med ham. Han låser døren. En dreng kommer løbende. Han bliver ikke lukket ind, fordi døren allerede er låst. Jeg kom i sidste øjeblik. Drengen udenfor er klædt i lige så slidt tøj som mig. Han er også fra Vikkletown. Min nabo. Han er tre måneder ældre end mig.

Manden går og jeg følger efter ham.

”Navn?” spørger manden direkte. Jeg kigger op på ham, mens jeg følger rask trav med hans lange ben.

”Jonathan Meyer” Svarer jeg. Manden nikker.

”Alder?” spørger han direkte igen.

”Femten. I dag” svarer jeg. Han nikker.

”Tillykke. Og velkommen. Du skal igennem en række test, men lad os se hvad du kan, når du har klædt om.” Siger manden og stopper. Vi står uden foran omklædningsrummet. Jeg har aldrig været i et omklædningsrum før. Jeg går ind. Der ligger tøj på hylder til dem der kommet. Mange hylder er tomme. Der er unge drenge i alle aldre. Jeg gætter jeg er den yngste. Jeg klæder mig af. Mit tøj der ligger på lag efter lag skal af. Mange af de andre kigger. Ingen ser ud til at være fra Vikkletown området. Jeg tager militærtøjet på. Det er lettere end alt det tøj jeg plejer at rende rundt med.

”Så drenge! I dag skal i vise i er mænd! I bliver testet fysisk og psykisk! Kun de stærke overlever her!” Manden fra tidligere står i midten af rummet og råber op. ”Ind med jer for pokker” Vi alle løber ind i et stort rum. Det er fyldt med træningsmidler. Flere mænd i militært tøj kigger på os. Alle stiller sig op på række, jeg følger bare med. En efter en bliver vi testet i alle muglige slags opgaver, og snart er det mig.

”Meyer, Jonathan, femten!” Råber en op. Det er min tur. Jeg starter ud med at løbe en tur rundt i halen. Der er tid på. Jeg er hurtig. Jeg går videre til kamp. Dog med stort tab. Jeg har ingen muskler, synd at sige, men sandt. Jeg har aldrig fået de vitamin mængder der skal til for det.

Jeg vinder meget på psyke. Vi står på række endnu en gang. De navne der bliver råbt op er inde.

”Alexander Höjberg, Daniel Westcliff, Jonathan Meyer, Lucas LunaShine, Oliver Junetake og Sebastian Wellund. Inde!” Råber en mand. Mig og de opråbte star tilbage, mens dem der ikke blev opråbt, sukker og går ud i omklædningsrummet igen. Manden kigger på mig.

”I er heldige soldater, men i skal trænes til kamp! Her er ingen mor at rende hjem til… og heller ingen far!” Manden havde kigget på en dreng der lignede ham. En søn følger faderens fodspor.

Jeg er ved at låse døren i militærbygningen da min nabo kommer løbende. Jeg tøver og åbner døren.

”Du sen på den!” Råber jeg til ham. Han holder pause for at få vejret da han er oppe hos mig.

”Jeg er ikke her for at tilmelde mig… Din far… Han er alvorlig syg!” Siger han. Jeg løber med ham hjem.

 

Jeg stoppede med at komme og bo hos ungemilitæret. Jeg fandt mig et fabriksjob, tjente penge ind til at forsørge mig og min far, men tre måneder gik og han døde fra mig. Allerede mens jeg forsørgede ham og mig havde jeg ikke råd til huslejen, jeg måtte opsige lejligheden og søge jagten på en ny, desværre dog uden større held til en jeg havde råd til. Jeg måtte leve som hjemløs. Uden tag over hovedet, og hårdtarbejdende. Jeg brugte stor del af min fritid på at synge på hustagene. Folk ønskede at se mig på gaden og jeg begyndte at synge på gaden. Til sidst valgte jeg kun at leve af sang på gaden, jeg tjente flere penge på gaden end på fabriksarbejdet.

 

Seks år gik og en radio producer kom en dag forbi mig på gaden. Jeg blev ansat i hans lokale radio firma, som vært og lokal sanger, Smile. Jeg var glad hver dag. Ingen arbejdsdag var trist.

Efter to år ønskede folk dog ikke at høre mig i radioen mere, det var ikke det samme som på gaden. Jeg blev fyret, og endnu engang hjemløs. Jeg er endt som min far. En stor alkoholiker der drukner min sorg i alkohol. Jeg hører ikke til her. Ingen ønsker mig. Jeg har mistet alt. Min skæbne, er en langsom og grusom død…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...