November

Jonathan Meyer, er en helt normal hjemløs ung fyr der lever i en fucked op verden. Som tre årig mistede han sin mor, som femten årig blev han medlem af unge militæret, som syttenårig mistede han sin far og blev hjemløs for første gang. Som treogtyve årig fik han et job han elskede, men blev fyret fra igen to år senere. Endnu en gang hjemløs, I en fucked op verden, hvor han kun venter på at døden en dag gør det af med ham... Altså indtil han møde Annabella. En rigmands datter han vil leve og ånde for resten af hendes dage...

11Likes
10Kommentarer
579Visninger
AA

3. Annabella

Jeg ligger i et vindue. I ved en af de der vindueskarme foran butikkerne. Butikken er lukket for længst. Jeg prøver at falde i søvn. Det går ikke så godt. Jeg vender og drejer mig tit for at finde en nogenlunde behaglig stilling.

”Kan du ikke sove?” Det er pigen fra forleden. Følger hun efter mig? Jeg kigger op på hende. I dag er hun i jeans. Jeg ved godt hun er pæn. Okay smuk, men hun er en rigmandsdatter, og det vil bare ende med det er hende der forsøger mig, og ikke mig der forsøger hende. Det er mandens job i et forhold at forsørge dem mest mugligt, kvinden skal være under manden, ikke over.

”Kom, jeg vil give en seng og varme!” siger hun med et smil og rækker hånden ud. Jeg sætter mig op, tramper min venstre fod hårdt ned i sneen. Det er koldt. Iskoldt. Jeg tager hendes hånd og rejser mig. Hun giver slip på min hånd og begynder at gå. Jeg følger efter hende.

”Hvorfor hjælper du mig hele tiden?” spørger jeg. Jeg vil vide hvorfor hun hjælper mig. Det ville være rart at vide hvorfor. Det vil gøre verden mere tryg.

”Hvorfor skulle jeg ikke hjælpe dig, Smile?” Jeg stivner ved ordet Smile. Ergh. Mit radionavn. Jeg husker godt de tog et billede af mig hvor jeg spillede seksuel for sjov og skrev smile på min kind, men ligger det billede offentlig? Er det derfor hun hjælper mig, fordi jeg engang var berømt?

”Jeg elskede at lytte til dig synge, og da de meldte at du sagde op, var jeg ærgret. Jeg bevægede mig ikke uden for min dør i en uge.” siger pigen. ”Jeg er for resten Annabella!” siger hun. Hun smiler til mig. Hun er min fan, men det føles bare som så lang tid.

Jeg falder på knæ og kigger ned i jorden. Hvad fanden gør hun ved mig? Jeg kan ikke gå med hende. Jeg hører ikke til i hendes verden. Jeg burde aldrig have været inde i hendes verden, men det er jeg, og jeg kan ikke gøre noget ved det.

Jeg kigger trist op på hende. Hun kigger forskrækket på mig.

”Hvad…?” spørger hun. Hun er nervøs for hvad der er galt med mig.

”Annabella… Stop med at prøve at hjælpe mig. Jeg hører ikke til her… Du er en rigmands datter… Jeg er en hjemløs hårdtarbejdende Vinkkletowner… Stop… stop…” Jeg beder hende om at lade mig være. Jeg vil gerne se hende, men vi fra to forskellige ender af byen. Det er to forskellige verdner.  Hun skal stoppe. Hvis hun ikke stopper… jeg gider ikke tænke på det.

Hun kigger den anden vej. Hun vil gerne hjælpe mig, men jeg kæmper hele tiden og siger nej.

”Du… du bekymre dig for mig… Du har fundet vej til det kvarter jeg er fra, hver dag siden jeg hjalp dig sidst.” siger hun trist. ”Hvorfor skal i mænd altid være så forvirrende at forstå? I kan aldrig sige sandheden om jeres følelser!” fortæller hun mig, og går sin vej. Jeg sidder ene og alene tilbage, frysende og træt. Det var min egen skyld. Jeg elsker hende, men jeg skal intet give hende. Hun skal ikke udsættes for mig.

Jeg rejser mig og roder rundt i min lomme. Jeg har lidt penge. Jeg begynder gå en vej, mod en bar i Vinkkletown, som jeg kender ret godt.

Efter et par timer er jeg der. Her stinker. Her er fyldt med vinkkletowner mænd. De fleste er hårdtarbejdende hjemløse der drukner deres sorg i alkohol, og jeg er ikke meget bedre.

Jeg sætter mig op i baren.

”June… Det sædvanlige?” Spørger bartenderen. Teknisk set tror jeg han er den eneste rige i Vinkkletown området. Nok en mellemklasse mand.

Jeg nikker og han stikker mig en øl. Jeg tager de få penge jeg har op af min lomme og ligger dem på baren. Bartenderen tager pengene og vender sig mod en anden kunde. Kort efter kigger han over på mig, hvor han kan se jeg endnu ikke har rørt øllen.

”Sig mig June… hvad går dig på?” spørger han nysgerrigt. Jeg kigger op på ham.

”Det er en pige… fra rigmands kvarteret” siger jeg.

”Ja, dem er der jo ingen af os der nogen sinde kan få…” siger han bare med et smil og smågriner.

”Det nu ikke, fordi jeg ikke kan få hende, for det kan jeg. Det er det jeg afviser hende. Hun vil hjælpe mig…” Siger jeg til ham. Han kigger mundlam ud i den blå luft, holder op med at pudse det ølglas han har i hånden, og så begynder han at pege ud i den blå luft med den hånd han har viskestykket i. Jeg kigger tilbage over hvad det er han er mundlam over. Han er faktisk ikke den eneste der kigger. Alle i baren kigger. Kigger på hende. Gudinden der er gået forkert. Hun går op til mig. Hvorfor fanden kan hun ikke forstå et nej.

”Hvis jeg hjælper dig, så må du lærer mig om hvor du er fra!” Jeg sidder stille, bliver ved med at stirrer på hende. Alle stirrer på hende. Alle hørte hende. Hørte gudinden. Hun har fulgt mig. Fulgt mig til min bydel. Jeg begynder at bevæge mig igen, griber fat i hendes arme, kigger bange og nervøst på hende. Hvad laver hun dog her?

Min gudinde er her. Det er faldet mig ind, at jeg faktisk kun vil leve for hende, og ingen andre. Her er noget at leve for, også selvom vi er fra to forskellige verdener. Jeg vil vise hende min, som hun vil vise mig sin. Alt held er skabt af midlertidige små brud, der til sidst føre til uheld. Men fuck det, det nu jeg skal leve. Jeg er femogtyve og er ikke kommet nogle veje med mit liv.

"Næste gang..." mumler jeg. Jeg griber hende helt ind til mig. Krammer hende i et stort knus. Jeg er ligeglad med om folk glor. Jeg er ligeglad med deres mening om mig. Om hende. Om mig med hende. Jeg rejser mig fra barstolen, løfter hende op i knusset, og smiler glad. Vi begge smiler og griner. Bartenderen smiler og smågriner lidt. Han ved at jeg har fundet glæden ved livet igen. En glæde jeg ikke har haft længe. Det er fantastisk at føle den varme. Føle den glæde. Føle alt den ros og blodpumpen i mig. Jeg kan føle min kropigen. 

Jeg sætter hende ned. Lader hende smile og kramme mig meget hårdt. Alle omkring os begynder at snakke om os. Deres snak bliver til larm.

"Lad os gå herfra, her lidt for... mange mennesker." siger jeg til hende, mens jeg kigger kærligt på hende. Hun nikker. Vi stopper med at kramme, og holder hinanden i hånden i stedet, og går mod udgangen af baren. Vi træder ud i den kolde sne. Den er koldest for mig, jeg har jo ingen sko. Jeg kigger ned på hende, smiler stadig, med en smule krampe, men jeg smiler for hende.

"Så... vil du vise mig rundt her i Vinkkletown?" spørger hun mig. Jeg rødmer. Jeg har jo på en måde lovet at vise hende rundt. Det et løfte og et spørgsmål, aldrig udspurgt, men sket. Jeg begynder at gå i en bestemt retning. Vi går ned af en meget smal gade, fyldt med hjemløse der ikke vil forlade Vinkkletown. Efter noget tid med at gå stopper vi. Nummer 157. Ubeboet, slidt og gammel bygning. Fordøren er sømmet fast. Jeg giver slip på hendes hånd, og går op og ryster og brækker brædderne op. Jeg skubber lidt hårdt til den gamle dør og går ind i den gamle mørke opgang. 

"Kom! Jeg vil vise dig mit gamle hjem!" råber jeg ud til hende. Kort efter kommer hun ind til mig. Vi går op af de ustabile gamle trapper helt op til femte sal. Den gamle dør til mit barndomshjem er åben. Vi træder ind og kigger os omkring. Alt står ligesom jeg kan huske det. Min gamle seng står stadig under køkkenbordet. 

"Jeg plejede at sove i den seng engang..." siger jeg til hende. Jeg smiler ved minderne om hvordan det var at ligge der. Både før og efter min mors død. Hvordan min mor plejede at sidde på gulvet foran sengen, og synge godnatsange for mig. Jeg husker hvordan min far surt sparkede til mig midt om natten, bankede mig gul og blå. Jeg får helt tåre i øjnene ved minderne. Vi kigger os lidt mere omkring. Alt står præcis som dengang. Alt er elendigt som dengang. Vi går ned på gaden igen, da vi er færdige med at se os omkring i mit gamle hjem. Annabella kigger lidt omkring og kigger så på mig og smiler.

"Så du opvoksede her.... det... så trist... så deprimerende og dårligt for en som dig..." siger hun trist. Hun bekymre sig for mig. Min engel. Min gudinde. Kun min. Fokuseret kun på mig. Jeg krammer hende. Trøster hende. Jeg er opvokset her. Jeg har aldrig kendt til en bedre opvækst. Aldrig kendt til sådan en som hun har fået. At opvokse i himlen. Blandt kongerne og dronningerne. Jeg er bare en knægt sendt ud for at dø for dronningen. For hende. Det er lidt ligesom skak, men hvor det er dronningen der skal overleve og ikke kongen... Hun kigger dybt kærligt på mig, stiller sig så på tær for at kysse mig, men jeg skubber hende bare væk. Åh fuck, jeg har ladet mig forbande. Jeg skal bryde fri fra denne onde forbandelse, der er sendt mod mig. Det hun gør ved mig... det er så forvirrende. Det er rart nu, men det vil bare gøre mig ondt senere. Jeg vil på ny, blive som min far. Drukne min sorg i alkohol og være så negativ sindet som det overhoved er muligt. Jeg må indrømme, at jeg er dybt imponeret af at en kraft som denne eksistere. En kraft der sender op og ned ture for menneskeracen. De rige har nok flere opture end nedture, hvor det er lige omvendt for folk som mig. Flere nedture end opture, kun fordi jeg er en vinkkletowner. Var jeg født i hendes område ville alt se anderledes ud nu. En vinkkletowner er dømt til at skulle have det dårligt. det er undertrykkelsens vej.

Hun kigger forbavset på mig. Jeg kan ikke gøre det mod hende.

"Alder?!" spørger jeg hende som om hun var en eller anden soldat. Direkte og konkret. Okay, sandheden er jeg er ved at gå i panik.

"Jeg er lige fyldt atten..." svare hun med en tøven. Tegn på løgn. Hun lyver. Hun er stadig sytten. Hun er ikke atten i nu, men snart. Jeg er otte år ældre end hende. Det er så forkert. Meget forkert. Hun lyver over for mig. Jeg giver slip på hende og bakker væk, kigger ned i jorden hele tiden. Okay, jeg er en smule dum. Hvorfor fanden spurgte jeg hende ikke tidligere? Hvorfor gjorder jeg hjertets vej? Jeg kigger ked af det op på hende og kigger så væk. Jeg vender mig om i den retning jeg kigger og løber så væk. Efterlader hende ked af det bag mig. Flygter væk fra hende selvom hun prøver at indhente mig.

Da jeg er sikker på hun ikke længere er efter mig og kan finde mig her og nu stopper jeg. Jeg har kvalme. Jeg holder en hånd på en butiks rude. Jeg tager en hånd for min mund. Åh fuck, jeg skal faktisk kaste op. Jeg bukker forover og fjerner hånden og kaster op på jorden. Folk kigger. Jeg kigger op i butiksruden. Mit spejlbilled ser meget syg ud. Jeg er meget syg. Ting går sort for mig og jeg falder...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...