November

Jonathan Meyer, er en helt normal hjemløs ung fyr der lever i en fucked op verden. Som tre årig mistede han sin mor, som femten årig blev han medlem af unge militæret, som syttenårig mistede han sin far og blev hjemløs for første gang. Som treogtyve årig fik han et job han elskede, men blev fyret fra igen to år senere. Endnu en gang hjemløs, I en fucked op verden, hvor han kun venter på at døden en dag gør det af med ham... Altså indtil han møde Annabella. En rigmands datter han vil leve og ånde for resten af hendes dage...

11Likes
10Kommentarer
576Visninger
AA

4. Allergi

Jeg åbner øjnene. Jeg ligger i en slags seng. Det er ikke på et sygehus. Det har jeg ikke råd til. Nej. Det er et andet sted. Det ligner at jeg ligger bag nogle vinreoler. Jeg gætter at jeg er i en vinkælder. Alt er lidt tåger nu. Jeg kan høre fodtrin på en trappe. De er lette. Personen går også let på gulvet hele vejen rundt om reolen. Det er hende. Åh fuck! Hvad fanden laver hun her?!

"Det er noget af en feber du har fanget dig... Jeg har taget piller med... Og jeg tog vand med sidst jeg var nede at tjekke til dig. Mine forældre ved ikke du er her. De siger vinkkletowner ikke hører til her. Eller det siger min mor hvert fald. Min far mødte en for ti år siden som han var ret imponeret af..." siger hun til mig. Jeg kigger sur og tvær på hende, ligesom en femårig. Jeg har en feber? En slem en, ligesom den min mor døde af? Hvis hun bare lod mig dø i stedet for at prøve at hjælpe mig, så ville det hele være så meget nemmere.

Hun rækker mig pillerne og glasset. Jeg kan ikke bevæge mig. Hun kigger nysgerrigt på mig. Opfanger noget ikke er som det burde. Hun løfter dynen af mig. Hvor er mit tøj? Jeg ligger i en eller anden hvis skjorte og et par underbukser jeg aldrig har set før. Hvad fanden har hun gjort? Har hun klædt mig af i min søvn? Set... Åh fuck!

"Hvad I?! Du har klædt mig om?!" råber jeg. Hun gør tegn til jeg skal være rolig og stille. Åh fuck, jeg er ligeglad med det. Hun kravler op i sengen. Hun tager en chance. Kravler helt tæt på mig, rejser mig. Tvinger min mund åben. Jeg kan stadig ikke bevæge mig. Hold kæft. Hun ved det. Hun ved jeg er magtesløs lige nu. Hvad har hun givet mig?! Min gudinde har givet mig noget i min søvn. Hun tvinger mig til at tage pillerne og drikke vandet.

"Du har vel ikke...?" spørger jeg hende uroligt. Hun ryster på hovedet. Jeg bliver lidt mere afslappet af at hun intet har gjort mig. Desuden hvis hendes mor er i mod mig, ville den retssag koste mig mit liv. Om så Annabella havde været atten. Hun ligger mig ned igen. Jeg har det stadig varmt. 

"ANNABELLA, DER ER MAD!" Er der en der kalder. En kvinde. Nok hendes mor.

"Luk dine øjne. Jeg kommer igen senere når jeg har spist okay?" siger hun til mig. Hun hopper ned fra sengen og skynder sig ovenpå igen. Jeg gider ikke lytte til hende, også selvom jeg føler at jeg godt kunne sove lidt længere, men jeg skal ikke. Det skal jeg ikke. Jeg ville bare ønske jeg kunne bevæge mig nogle steder. At hun har forgiftet mig med noget lammende… Hvad tænker min gudinde dog på omkring mig? Jeg lukker øjnene igen, og før jeg har talt til ti… er jeg i drømmeland…

 

Jeg åbner øjnene. Her er mørkt. Meget mørkt. Nat. Jeg kan endelig bevæge mig igen. Jeg tager dynen af, og sætter mig ned på sengeenden. Jeg sætter mine fødder ned på det kolde gulv. Jeg lister af sted, rundt om vinreolen og op af trapperne. Huset ligger i komplet mørke. Jeg lister mig af sted gennem det store køkken og igennem gangen, mens jeg stille åbner en dør efter en anden, i søgen efter et toilet. Ved nummer toogtredive dør finder jeg toilettet. Jeg tænder for lyset, tjekker hvilket af de mange lys, der lyser svagest. Kun lige så jeg kan se noget, men også mest for at ikke vække mistanke hos naboerne hvis de nu skulle kigge.

Efter toilet besøget søger jeg tilbage mod køkkenet. Jeg er hamrende sulten, og hvem har ikke bedre mad end rigmænd? Som en tyv, tager jeg lidt af hvert fra køleskabet og to øl. Jeg tager det hele med ned i vinkælderen og med i seng. Jeg ville gerne flygte, men jeg har ikke nogle bukser, og det er sidst på november, så jeg må overleve med at være en fange i hendes hjem. Hun er hvert fald ikke dum. Hun ved hvordan hun får mig til at blive. Jo længere hun holder mig, jo større chance er der for at jeg bryder alle regler, for hende. Krydser linjen mellem skadedyr som mig, og englene som hende.

Jeg sidder i sengeenden, spiser alt maden og drikker de to øl. Jeg ligger mig ned igen efterfølgende, sover videre her nede, der ikke så meget ellers jeg gøre.

 

Jeg kan høre trin. Tunge trin, fra en mand. Jeg bliver forskrækket. Han tager en vin ud, lige for næsen af mig. Han ser mig igennem hulet, fuck, jeg er opdaget. Han skynder sig hele vejen rundt om reolen med vinen i hånden. Skynder sig at trække mig ud af sengen. Jeg falder ned på gulvet. Han sparker til mig.

”HVAD LAVER DU HER?!” råber han af mig. Jeg bliver liggende, tager i mod alt smerten. Den mand… Han har regnet ud at der er grunde til jeg er hernede.

Han kaster vinen ned i ryggen på mig. Glasset gør ondt i ryggen på mig. Jeg er blevet helt våd og klistret af vinen. Jeg prøver at komme op, men han presser mig ned i gulvet. Jeg har kvalme, kæmper for at komme op. Åh fuck, jeg skal kaste op. Jeg prøver at holde det inde, og får mig endelig kæmpet en smule op, så jeg kan kaste op. Jeg kan mærke manden er chokeret over jeg kaster op, for han løsner hans greb lidt. Han fjerner sig fra mine ben og hiver mig op.

”Hvad i alverden er der galt med dig?” spørger han. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig. Jeg fik da piller mod feberen. Jeg havde det godt i nat. Meget godt, men nu har jeg det skidt igen, lidt ligesom når jeg drikker mere end tre øl. Jeg kan ikke tåle mere… Jeg kan ikke tåle… Åh fuck… Jeg er allergisk! En alkoholiker allergisk overfor øl. Fedt nok! Hvorfor har jeg dog ikke regnet den ud tidligere? Min allergi er jo bare blevet værre.

”Jeg har allergi…” mumler jeg. Jeg har det ikke godt. Jeg kan høre lette trin løbe ned af trapperne. Annabella. Hun kommer styrtende ned til os.

”Far…!” Hun ser mig. ”Åh gud, er du nu syg igen?” siger hun nervøs. Hun kigger på os. Træder uden om mit bræk. Manden giver slip på mig, og kigger på hende.

”Kender du ham her?!” spørger han hende. Hun nikker. Han kigger på mig, meget sur. ”Hvem er du?” spørger manden. Jeg tænker over om jeg skal sige sandheden eller lyve.

”November… Mit navn er November… Smile…” Åh fuck… Jeg indser først jeg har sagt Smile da det er for sent. Manden kigger noget på mig.

”November? Ligesom måneden?” spørger han. Jeg nikker bare. Han gør tegn til vi skal gå ovenpå. Vi alle går ovenpå, og en ældre kvinde kigger forskrækket på mig. Kvinden stiller ingen spørgsmål, men Annabella og manden går videre igennem det store køkken, og ind i en gigantisk spisestue (den er dobbelt så stor som baren…) Manden sætter sig i den ene bordende, Annabella sætter sig i midten, jeg sætter mig overfor hende, og kvinden kommer ind og sidde i den anden bordende. Alt i alt, fire styks walkie-talkies. Måske et lidt for langt spisebord hvor alle er asociale. Her ville det være bedre at være i baren. Den er i det mindste lidt meget mere social end det her.

Nogle tjenere kommer ind med frokost mad. Jeg har sovet i jeg ved ikke hvor lang tid. Dage føles det som om. Vi får noget julemad til frokost. I sandhed har jeg aldrig spist and. Jeg har aldrig haft pengene. Der serveres vin til maden. Jeg griber glasset, men stopper så med at holde det… for det kan ikke rigtig betale sig… Jeg har jo en allergi… men jeg vil så gerne have noget…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...