Damana og Frederikkes Boganmeldelser

// En movella, hvori vi løbende vil anmelde de bøger, vi har læst. Det kan være alt fra fantasy eller sci-fi til romantisk realisme, og vi vil med glæde diskutere bøgerne og snakke om dem i kommentarerne!

49Likes
95Kommentarer
7483Visninger
AA

15. Never Let Me Go - Kazuo Ishiguro

 

Dansk titel:

Slip Mig Aldrig


Resume:

Kathy, Ruth og Tommy er vokset op på den isolerede kostskole Hailsham i England, hvor mærkværdige regler gælder. Som børn ved de ikke meget om deres formål i verden - men deres lærere har fortalt dem, at de er specielle.
Flere år senere er Kathy en voksen kvinde. Hun ser tilbage på sin barndom på Hailsham med Tommy og Ruth, på deres efterfølgende tid ved The Cottages og på forskellige medicincentre, og langsomt indser hun, at de aldrig var skabt til at leve ligesom alle andre.

 

Vurdering:

Jeg har sjældent haft så delte meninger om en bog. For at tage fat på sproget som det første kan jeg ikke finde ud af, om det er positivt, at bogen er skrevet så detaljeret. På den ene side får det virkelig historien til at sætte sig fast, men tit - især i dialoger - kan man også blive træt af, at forfatteren ikke bare udtrykker sig mere simpelt og præcist.
Desværre var de første to tredjedele af bogen for kedelige og langtrukne til min smag, men eftersom plottet er helt vildt mystisk og ret interessant, blev jeg hængende, og i sidste ende, når man langt om længe får svar på den store bunke af spørgsmål, må man tage hatten af for Kazuo Ishiguro, der har stablet en utrolig kontroversiel og egentlig også ubehagelig idé på benene.
Bogen er ikke realistisk, men foregår samtidig i virkeligheden. Da jeg først så filmen, var jeg meget forvirret. Hvilket årstal er vi i? Eksisterede Hailsham virkelig engang? What... havde man specielle skoler for børn, der var skabt til at donere organer til andre mennesker?
Netop på det punkt stiller bogen en hel del moralske spørgsmål. Hvis man i fremtiden kunne danne kloner, hvis organer kunne helbrede et utal af sygdomme og redde masser af menneskeliv, skulle man så gøre det? Eller er det mest umenneskeligt at skabe kloner, hvis skæbne blot er at dø? 
I "Never Let Me Go" kan man tydeligt mærke, at Kathy, Rommy og Ruth ikke føler eller opfører sig som almindelige mennesker. Man har en mærkværdig fornemmelse af, at de, på trods af at kunne forelske sig og blive vrede på hinanden, egentlig ikke er i stand til at blive fuldstændig head-over-heels forelskede eller splitterragende gale. Så hvor går grænsen mellem menneske eller ej?
En ting er sikkert - de har følelser, og som læser sidder man med en konstant klump i halsen. Deres anderledes måde at agere og opføre sig på har også meget at gøre med deres bizarre opvækst på Hailsham, isoleret fra omverdenen og realiteten. Der gælder helt andre underforståede regler, både i deres miljø og mellem dem og deres måde at være på som venner. 
Et andet minus er desværre, at man gennem hele bogen faktisk ikke bryder sig om Ruth. Hun har for få sympatiske sider i forhold til de bitchede, men netop dette gør også personerne meget interessante. For Kathy er ikke dum. Hun har gennemskuet Ruths personlighed, men samtidig er de bedste venner, selvom Ruth på ingen måder behandler Kathy som ligeværdig.
Generelt er der en hel masse, som man inderligt sidder og håber, at karaktererne siger og gør, men som de alligevel holder for sig selv. Så skæld hende dog ud! Så sig dog, at du elsker ham! Så få hende dog til at forstå, hvor åndssvag hun er! I stedet er der masser af stilhed, masser af trækken på skuldrene og masser af episoder, der bliver gemt væk i stedet for behandlet. Det giver bogen en kronisk følelse af ængstelse og melankoli, der spiller godt sammen med Kathys savn og nostalgi over for sin barndom. Derfor gør bogen altså klart indtryk, og den efterlod mig med en følelse, som jeg næppe tror, at jeg kan finde i en anden bog. 

Bogen er filmatiseret med Carey Mulligan, Andrew Garfield og Kiera Knightley i hovedrollerne.

 

Citat fra bogen:

“Maybe from as early as when you're five or six, there's been a whisper going at the back of your head, saying: “One day, maybe not so long from now, you'll get to know how it feels.” So you're waiting, even if you don't quite know it, waiting for the moment when you realise that you really are different to them; that there are people out there, like Madame, who don't hate you or wish you any harm, but who nevertheless shudder at the very thought of you – of how you were brought into this world and why – and who dread the idea of your hand brushing against theirs. The first time you glimpse yourself through the eyes of a person like that, it's a cold moment. It's like walking past a mirror you've walked past every day of your life, and suddenly it shows you something else, something troubling and strange.” 

 

Ros:

"A page-turner and a heartbreaker, a tour de force og knotted tension and buried anguish." - TIME

 

Anmeldelse af Damana

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...