Fall In Love 3 - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ohh Noo!. Ida er blevet gravid og må nu gå igennem dit livs værste oplevelse!. En abort!. Ida er knust og bryder sammen på alle mulige tidspunkter af døgnet!. Hun har ingen til at støtte hendes valg, da hun ikke har sagt noget til nogen.. Ikke engang Justin!. Justin er bekymret for Ida!. Ida har ikke været til at komme i kontakt med de sidste dage og det piner Justin!. Vil han nogensinde finde ud af, hvorfor Ida lukker sig inde?. Vil Ida nogensinde fortælle Justin det?. Og hvis hun gør, hvad siger Justin så?.. Og hvad med deres forhold?. Kan det bære så stor en hemmelighed?. Han det håndtere sådan en beslutning som Ida har truffet alene?. Vil Ida nogensinde få øjnene op for, at Justin er den perfekte fyr for hende?.. Og hvad med Selena?. Finder hun nogensinde ud af, at Ida og Justin har haft et ''hemmeligt forhold!?'' Få alle svarerne i 3. og sidste omgang af ''Fall In Love - Justin Bieber'' (Fortsættelse af Fall in love 1 og 2)

418Likes
837Kommentarer
289145Visninger
AA

6. Rasende!.

*Justin's Synsvinkel* 


Jeg smækkede rasende min hoveddør bag mig og gik med hurtige skridt ind imod stuen og bemærkede hurtigt Ryan sidde i sofaen og se tv. Han kiggede dog væk fra tv'et da han så mig og straks rejste han sig op og kiggede forbavset på mig. Han kunne nok se, at jeg var virkelig rasende lige nu!. Jeg skjulte det ligefrem heller ikke, så det var måske ikke så svært at se?. 


Jeg forstod det bare ikke!. Hvordan i helvede kunne hun fucking gøre det!. Få fjernet min baby uden at sige en lyd til mig!. Fuck jeg var gal man!. Så gal at hele min krop rystede af raseri og samtlige dele af min krop fik lyst til at gå amok på alt og alle!. 


Jeg kørte mine hænder op af mit ansigt og op i mit hår som jeg rev hårdt i for at styrer mig selv. Dog hjalp det ikke meget, hvilket jeg fik bevist ved at tage en stol fra spisebordet og svinge den om bag mig og frem igen, så den ramte ind i spisebordets ene ben, så det knækkede og bordet faldt sammen. 


''Hey hey hey!. Hvad sker der man?'' Spurgte Ryan forvirret imens han løb over og tog fat i mig for at forhindre, at jeg smadrede flere ting. Jeg rev mig dog ud af hans greb og skubbede ham væk, så han tog nogen skridt bagud imens han holdte vores øjenkontakt. 


''Hun fik en abort!. Hun fik fandme en abort!.. Forstår du hvad jeg siger, hva Ryan!. Hun fjernede kræftedeme min baby uden at sige en fucking skid til mig!'' Råbte jeg vredt imod ham. 


Ryan sank en klump i halsen og så temmelig skræmt ud, hvilket jeg sådan set godt kunne forstå. Jeg var ikke sjov at være i nærheden af når jeg var så rasende som jeg var lige nu!. Ja, jeg var så rasende at tårerne begyndte at løbe helt ukontroleret ud af øjnene på mig. 


''FUCK!'' Råbte jeg og sparkede til en spisebords stol og rev mig selv hårdt i håret igen. Jeg lagde mine hænder foran ansigtet og mærkede først nu, at min krop og var helt færdig!. Jeg kunne ikke mere. Alt min energi forsvandt bare som dug fra solen. 


''Hvordan kunne hun gøre det?. Hvorfor.. Hvorfor gjorde hun det imod mig!. Jeg har ikke gjort andet end at være der for hende igennem alt og så gør hun det her!'' Sagde jeg imens tårerne bare væltede ned af mine kinder. 


''Justin.. Kom.. Kom over og sæt dig ned. Du skal slappe af!'' Sagde Ryan og lagde en hånd på min skulder og trykkede til mig så jeg begyndte at gå hen til sofaen. 


Jeg smed mig tungt ned i sofaen og fortsatte med at lade tårerne løbe. Det var sjældent, at jeg græd og sjældent, at jeg græd foran folk. Dog var jeg ikke bange for at græde overfor mine nærmeste og Ryan må jeg nok sige, var en af mine allertætteste venner. Min bedste ven!. Der var jo ligesom også en pæn stor grund til at græde nu!. Synes du ikke?. 


''Justin. Prøv helt stille og roligt at fortælle mig hvad der er sket'' Sagde Ryan stille. Jeg sukkede lidt og rystede opgivende på hovedet imens jeg holdte mit blik nede i jorden. ''Er der mere at fortælle.. Hun fortalte, at hun havde fået en abort og så gik jeg amok'' Svarede jeg stille med tårer rendende ned af kinderne. 


''Slog du hende?!'' Udbrød Ryan forvirret. Jeg kiggede straks over på ham og rynkede min øjne, så mit syn blev slørret for alle de tårer, som stadig lå i øjnene klar til at komme ud. ''Nej jeg gjorde sku da ej!. Jeg kunne aldrig finde på at slå en pige!. Det ved du sku da også godt!'' Svarede jeg frustreret og snøftede ind af næsen. ''Nej okay. Du fik det bare lige til at lyde sådan'' Svarede Ryan. Jeg svarede ham ikke men vendte bare blikket hen på bordet. 


''Hvorfor kunne hun ikke fortælle mig det?'' Hviskede jeg for mig selv. Alle de spørgsmål, som fløj rundt inde i hovedet gjorde mig vanvittig og jeg vidste, at selvom nogen af dem røg ud af min mund, så fik jeg intet svar, da Ryan nok ikke kunne svare mig på det. 


''Måske fordi hun ikke ville såre dig?'' Svarede Ryan stille. ''Jamen det lykkedes jo ikke rigtig så'' Svarede jeg spydigt og tørrede mine øjne for at prøve at holde op med et vræle. Det var bare svært at lade vær. Hun havde taget noget fra mig som jeg faktisk ønskede mig virkelig meget!.

 
''Måske skulle du snakke med din mor?. Hun ved nok mere om det end mig'' Svarede Ryan ærligt og med et tungt suk. Jeg kiggede over på ham og sukkede. ''Hun ved ikke, at jeg det er mig'' Svarede jeg ham trist. ''At det er dig der var faren eller hvad?'' Spurgte Ryan en smule forvirret. Jeg nikkede kort med hovedet, hvilket betød, at jeg bekræftede hans sætning. 


''Måske var det så nu hun skulle vide det?'' Fortsatte Ryan. Jeg sukkede tungt og lod min tunge køre rundt på mine kindtænder, da jeg lige skulle tænke lidt. På den anden side, så var der vel ikke meget at tænke over. Min mor var et virkelig forstående menneske og hun havde altid været der for mig, så hvad kunne der ske ved, at jeg fortalte det?. 


Jeg stak min hånd i lommen og hev min mobil op, hvorefter jeg hurtigt fandt min mors nummer og ringede hende op. Jeg tørrede mine øjne med min ene håndryg og snøftede lidt for ikke at lyde helt grædefærdig i telefonen. 


''Hallo?'' Lød det fra min mor i den anden ende af røret. ''Det er mig'' Sagde jeg og snøftede igen. ''Hej min skat'' Sagde min mor med en afslappet og behagelig tone. ''Mor jeg.. Jeg ringer faktisk for at fortælle dig noget'' Sagde jeg nedtrykt og kiggede ned på min fod, som trippede lidt på bordkanten. ''Okay?. Hvad vil du fortælle mig?'' Spurgte hun mig stille. 


''Jo det er fordi.. Jeg har talt med Ida om det du fortalte mig'' Startede jeg forsigtigt og snøftede igen. ''Okay. Hvad sagde hun så?'' Spurgte min mor. En tåre løb ud af mit øje og ned af min kind. Jeg tog en dyb indånding og lukkede kort øjnene. 


Jeg udstødte et lille hulk, hvilket jeg hurtigt kunne høre, at min mor bemærkede. ''Jamen skat dog.. Hvorfor græder du dog?'' Spurgte hun med en behagelig tone og samtidig med et trist tone, så jeg kunne høre hendes medfølelse. ''Hun har fået en abort'' Sagde jeg og mærkede endnu flere tårer bryde ud af min øjne. Min mor blev stille et øjeblik, hvilket gjorde mig nervøs.  


''Åh gud nej dog'' Sukkede min mor i røret, da min mor som sagt var meget imod aborter. ''Og hun snakkede ikke engang med mig om det først'' Hulkede jeg og gned mig i øjnene med tog fingre for at stoppe mine tårer, men det var så godt som umuligt. ''Jamen?.. Hvor.. Hvorfor skulle hun snakke med dig om det først?'' Spurgte min mor en anelse forvirret. Jeg tog en dyb indånding, da det var nu det skulle siges. 


''Fordi det er mig.. Eller.. Det var mig der var faren til babyen'' Sagde jeg og nærmest hviskede halvdelen af ordene ud, da det var svært at skulle fortælle min mor sådan noget. Hun blev da også lidt stille, hvilket gjorde det hele endnu værre og endnu sværere for mig!. 


''Nååe..'' Startede min mor med en behagelig tone og lød som om, at hun nu forstod hvorfor jeg var så ked af det. ''Skat!. Jeg synes du skulle gå op og sove nu og så snakker jeg med Ida imorgen, okay'' Sagde min mor med en behagelig tone, men jeg kunne godt høre, at det her kom ret meget bag på hende. Hun forsøgte dog alt hvad hun kunne på at være forstående, men jeg kunne godt mærke på hende, at det faktisk også var lidt svært for hende. Men nu vidste hun det og hun havde jo egentlig ret når hun sagde, at jeg nok hellere måtte komme op og sove. Det var nok det jeg trængte til. Få tanker lidt på afstand et kort øjeblik!. 

___________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...