Fall In Love 3 - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ohh Noo!. Ida er blevet gravid og må nu gå igennem dit livs værste oplevelse!. En abort!. Ida er knust og bryder sammen på alle mulige tidspunkter af døgnet!. Hun har ingen til at støtte hendes valg, da hun ikke har sagt noget til nogen.. Ikke engang Justin!. Justin er bekymret for Ida!. Ida har ikke været til at komme i kontakt med de sidste dage og det piner Justin!. Vil han nogensinde finde ud af, hvorfor Ida lukker sig inde?. Vil Ida nogensinde fortælle Justin det?. Og hvis hun gør, hvad siger Justin så?.. Og hvad med deres forhold?. Kan det bære så stor en hemmelighed?. Han det håndtere sådan en beslutning som Ida har truffet alene?. Vil Ida nogensinde få øjnene op for, at Justin er den perfekte fyr for hende?.. Og hvad med Selena?. Finder hun nogensinde ud af, at Ida og Justin har haft et ''hemmeligt forhold!?'' Få alle svarerne i 3. og sidste omgang af ''Fall In Love - Justin Bieber'' (Fortsættelse af Fall in love 1 og 2)

418Likes
837Kommentarer
287022Visninger
AA

8. Please!.

*Justin's Synsvinkel* 


Da jeg havde snakket færdig med min mor, været i bad og gjort mig lidt i stand, gik jeg direkte ud i min bil og satte kursen ned imod Ida. Hun skulle vide, at jeg vidste, at jeg havde dummet mig og hun skulle vide, at jeg godt forstod hendes valg nu. 


Hele vejen ned til hende kunne jeg ikke lade vær med at slå mig selv mentalt i hovedet!. Hvorfor kunne jeg ikke se det. Hvorfor kunne jeg ikke tage en dyb indånding og prøve at forstå hende til at starte med?. Hvorfor skulle jeg råbe af hende, når jeg i bund og grund slet ikke er parat til at opgive alt og blive far?. Okay, opgive alt behøvede jeg nok ikke, men min mor havde ret da hun sagde, at det ville begrænse så meget det at blive far til en lille baby, som skulle have nogen ved sig 24/7. Ja, allerede da jeg tænkte ''24/7'' så vidste jeg, at jeg allerede ville svigte der, for jeg var ikke klar til at hjælpe 24/7, da mit arbejde nærmest var 24/7!. 


Jeg kom ned på havnen og parkerede min bil på parkeringspladsen. Jeg slukkede bilen, men istedet for at stige ud, lukkede jeg øjnene og tog en dyb indånding og tænkte igennem hvad jeg skulle sige. Det jeg sagde skulle ikke misforståes eller på nogen måder være uklart!. Det skulle siges fra hjertet og det skulle siges sådan, at Ida også forstod mig uden, at hun følte sig angrebet af mig.. Igen!. 


Da jeg havde siddet i min bil og tænkt i godt og vel 5 minutters tid, besluttede jeg mig for at hoppe ud og låse bilen. Jeg vendte mig om imod broen, men stoppede op og kiggede opad og så Ida havde taget broen ind, så man ikke kunne komme op til døren. Shit man!. 


Jeg stak hånden i lommen og trak min mobil op for at ringe Ida op. Jeg kunne se, at der var lys, så jeg vidste, at hun var hjemme. 


De berømte dut toner lød og samtidig kunne jeg kort høre en ringetone ringe helt øverst oppe. Idet jeg kiggede op imod lyden blev den slukket, men duttonerne lød stadig i min mobil. Okay, hun satte den på lydløs og valgte ikke at tage den!. Dog havde jeg fået bekræftet, at hun var hjemme og jeg kunne fornemme på lyden, at hun sad oppe på øverste dæk på sin liggesofa. 


Jeg gik lidt hen af kajen imens jeg kiggede derop, men jeg kunne selvfølgelig ikke se noget, da båden var for høj til, at jeg kunne se, at Ida sad på liggesofaen. 


Min mobil blev færdig med at dutte og den berømte telefonsvarerbesked lød. Jeg lagde først på nu, selvom jeg godt vidste, at hun ikke tog den, da hun satte sin mobil på lydløs, hvilket jeg jo kunne høre. Jeg gav dog ikke så let op!. Jeg var nød til at snakke med hende!. 


Jeg holdte mit blik oppe imod Ida's øverste dæk i håb om, at jeg ville kunne se hende, hvis hun nu kom hen til kanten. Jeg piftede kort derop og håbede på at hun ville træde frem, men intet skete. 


''Ida!'' Småråbte jeg. Dog ikke for højt, da jeg ikke ville gøre mig alt for bemærket hernede. Klokken var også gået hen og blevet 22.30 og det kunne jo være, at nogen lå og sov og dem ville jeg helst ikke vække. 


''Ida!. Jeg ved godt du er der!'' Småråbte jeg op imod hende, men igen kom der intet svar. 


''Please Ida.. Åbn nu!. Jeg skal snakke med dig!'' Råbte jeg lidt højere så jeg var sikker på, at hun kunne høre mig. 


''Ida forhelved!. Lad mig nu komme op til dig man!'' Småråbte jeg og begyndte så småt at blive irriteret over, at hun bare ignorerede mig. 


*Ida's Synsvinkel* 


Jeg lå oppe på min liggesofa og kiggede op på de mange stjerner som blinkede overalt på den sorte nattehimmel. Det gav mig en dejlig ro og det gav mig frihed til at tænke. 


Dog kunne stjernerne ikke hjælpe mig med at lade vær med at græde. Jeg havde næsten grædt nonstop siden igår hvor Justin gik og det blev kun værre, da Pattie ringede idag og fortalte mig, at Justin havde fortalt det hele. Ikke fordi hun ikke måtte vide det, men det var hårdt at snakke om. 


Pattie forstod mig tydeligvis godt, men samtidig fortalte hun mig også, at det var forkert af mig ikke at involvere Justin i det. Det kunne jeg også godt forstå, men heldigvis kunne hun også godt forstå mig, i modsætning til hendes søn, som jeg var pænt vred på lige nu.. Eller vred og vred.. Jeg var virkelig såret, skuffet og grædefærdig over hans måde at reagere på, hvilket Pattie også kunne forstå. 


I alt min gråd fik jeg forklaret Pattie grunden til, at jeg gjorde det og hvor lidt jeg selv ønskede det og Pattie forstod mig tydeligvis. Det var rart, at hun forstod mig, selvom det var hendes højtelskede søn jeg talte om. 


I modsætning til Justin, så forstod Pattie min pointe og forstod, at jeg ikke fortalte noget til nogen, da jeg ikke ønskede at såre nogen. Det endte dog ikke lige som jeg ville have det, men sådan er livet jo. Man kan ikke forudse hvad der sker!. 


Jeg tørrede en tåre væk, som løb ud af mit øje og nedover min tænding. Ja, jeg lå jo ned, så det var ikke så mærkeligt, at de løb imod min hårgrænse istedet for ned af mine kinder. Jeg havde det bare virkelig dårligt lige nu!. Jeg følte mig så ensom og forladt. Jeg følte ikke, at jeg havde nogen til at trøste mig, nu hvor det var blevet min tur til at være ked af det!. 


Mine tanker blev afbrudt af min mobil der begyndte at ringe. Jeg fik et lille chok, hvilket også fik mig til hurtigt at gribe fat i telefonen og kigge på skærmen. Det var Justin der ringede. Jeg magtede slet ikke at snakke med ham, så jeg rykkede på knappen ude i siden på min iphone, så min mobil blev lydløs. 


Jeg sukkede lidt og tørrede endnu en tåre, hvorefter jeg puttede mig endnu mere ind i min dyne og kiggede op på stjernerne. 


Jeg hørte en svag piften, hvilket fik mig til at rynke panden lidt og kigge efter lyden. Som jeg hurtigt fandt ud af, så kunne jeg ikke se nogen eller noget, så jeg valgte bare at ignorere det og lægge mig tilbage på plads og nyde min fantastiske udsigt til stjernerne. 


''Ida!'' Hørte jeg pludselig en stemme råbe svagt og jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvis stemme det var!. Dog valgte jeg at ignorere Justin, da jeg slet ikke havde lyst til at snakke med ham. 


''Ida!. Jeg ved godt du er der!'' Råbte Justin igen, hvilket fik mig til at sukke. Ja, jeg var her. Det her er mit hjem!. Jeg kan vel forhelved få fred i mit eget hjem Justin!. 


''Please Ida.. Åbn nu!. Jeg skal snakke med dig!'' Lød det igen fra Justin med en lidt højere råben end før. Jeg satte mig op og kiggede over imod hvor hans stemme kom fra, men kunne som sagt ikke se noget, da jeg lå oppe på øverste dæk. 


''Ida forhelved!. Lad mig nu komme op til dig man!'' Råbte Justin højt, hvilket hurtigt fik mig til at kigge rundt. Måske måtte jeg bøje mig for hans råben?. Det ville vække alle de andre som boede her eller bare var her nu og det ville skabe en masse opmærksomhed, at det lige var Justin, som stod og råbte sådan. 


Jeg viklede mig ud af dynen og kravlede henover madrassen for at komme ud på det glatte trægulv som var lagt på hele båden næsten. 


Jeg gik hen til kanten og kiggede ned og fik straks øjenkontakt med Justin, som stod og kiggede herop. 


''Ida!. Luk mig ind. Jeg skal tale med dig'' Sagde Justin uden at råbe for højt. Dog blev han nød til at tale en smule højt, da jeg jo skulle kunne høre det heroppe. Okay, vi var måske 5-6 meter fra hinanden men alligevel. 


''Jeg har ikke lyst til at tale med dig Justin'' Svarede jeg og snøftede svagt, da man tydeligt kunne høre på min stemme, at jeg havde grædt. 


''Hør Ida!. Jeg ved godt, at jeg har kvaget mig og det er jeg virkelig ked af så.. Luk mig nu ind, så vi kan tale om det her!'' Sagde Justin med en bedende stemme, hvilket fik mig til at sukke og kigge hen på broen som jeg havde taget ind. 


Jeg vendte mig rundt og gik væk fra kanten for at komme over til liggesofaen og tage fjernbetjeningen fra sofaen, så jeg kunne trykke broen ud og lukke Justin ind. 


Jeg gik hen til kanten igen og rettede fjernbetjeningen imod broen og trykkede på knappen, så broen begyndte at køre ud og ned. 


Justin kiggede derhen og gik hurtigt derover, så han var klar til at gå op af den, når den var på plads. 


Jeg sukkede tungt og gik hen og satte mig på liggesofaen og svang dynen om mig, da det var lidt halvkoldt. Heldigvis behøvede jeg ikke at gå ned og låse døren op, da den ikke var låst. Det var jo ikke nødvendigt at låse den, når jeg havde taget broen ind, vel?. 

_____________________________________

Jeg må sige, at i er godt nok utålmodige :D hahaha 

Fortsættelse Følger Imorgen :D 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...