Fall In Love 3 - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ohh Noo!. Ida er blevet gravid og må nu gå igennem dit livs værste oplevelse!. En abort!. Ida er knust og bryder sammen på alle mulige tidspunkter af døgnet!. Hun har ingen til at støtte hendes valg, da hun ikke har sagt noget til nogen.. Ikke engang Justin!. Justin er bekymret for Ida!. Ida har ikke været til at komme i kontakt med de sidste dage og det piner Justin!. Vil han nogensinde finde ud af, hvorfor Ida lukker sig inde?. Vil Ida nogensinde fortælle Justin det?. Og hvis hun gør, hvad siger Justin så?.. Og hvad med deres forhold?. Kan det bære så stor en hemmelighed?. Han det håndtere sådan en beslutning som Ida har truffet alene?. Vil Ida nogensinde få øjnene op for, at Justin er den perfekte fyr for hende?.. Og hvad med Selena?. Finder hun nogensinde ud af, at Ida og Justin har haft et ''hemmeligt forhold!?'' Få alle svarerne i 3. og sidste omgang af ''Fall In Love - Justin Bieber'' (Fortsættelse af Fall in love 1 og 2)

418Likes
837Kommentarer
287022Visninger
AA

2. Bekymringen Indtræder!.

*Justin's Synsvinkel* 


''Duut.. Duuut... Velkommen til telefonensvaren. Indtal..'' Jeg sukkede tungt og fjernede telefonen fra mit ører og lagde røret på. Jeg havde forsøgt at få fat i Ida hele dagen. Ja faktisk, så havde jeg i flere dage prøvet at få fat på hende. 


Hun havde virkelig været i et underligt humør i den senere tid?. Hun sagde ikke ret meget. Hun lignede mere en der tænkte som en sindsyg og nogengange løb der tårer ned af hendes kinder uden, at jeg vidste hvorfor. Jeg havde forsøgt at spørge hende om hvad der var galt, men hver gang fik jeg det samme svar. ''Det skal du ikke tænke på Justin''. 


Jeg havde også snakket med Ryan og hørt ham om han måske kunne få fat i Ida, men ligesom jeg heller ikke kunne, så kunne Ryan heller ikke. 


Det begyndte virkelig at bekymre mig. Nu havde jeg ikke snakket med hende i 2 dage og hver gang jeg ringede til hende, ringede telefonen ud og gik på telefonsvare. Det var så underligt!. Ida og jeg plejede altid at snakke sammen og lige pludselig så vender det hele og så snakker vi ikke i to dage?. 


''Hvad fanden forgik der?'' Ja, det spørgsmål havde jeg stillet mig selv hver eneste dag i de sidste.. Ja, hvad bliver det?.. 14 dage?. Ida var ikke som hun plejede og det bekymrede mig sku!.

 
''JB, er du ved at være klar igen?'' Lød det i inde i lydboksen hvor jeg stod og var igang med at indspille musik. Dog stoppede jeg hele tiden for at prøve at få fat i Ida, da tanken om, at der måske var sket noget indtrådte hele tiden!. Måske skulle jeg bare køre ned til hende efter jeg havde været her?. Ja, det gjorde jeg!. Jeg måtte simpelthen se om hun var okay!. 


Jeg tog mine høretelefoner på igen og løftede min tommelfinger opad, hvilket fik Ty til at nikke og starte musikken. Jeg begyndte at synge, men ærlig talt, så var mine tanker stadig på Ida. Ja, det havde de været hele dagen og vi har måtte tage tingene om hele tiden fordi jeg sang forkert, glemte teksten, tænkte højt og hvad ved jeg. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig idag, da min bekymring om Ida ikke var til at kontrollere!...


Jeg blev færdig i studiet og valgte at køre direkte ned til Ida. Jeg blev simpelthen nød til at få denne her bekymring ud af kroppen. Jeg ville bare se hendes ansigt og sikre mig, at hun lignede sig selv.. Okay, hvem skulle hun ellers ligne?. Ej men altså. Tænk nu hvis der var sket noget virkelig forfærdeligt for hende, som gjorde hende helt ude af sig selv. Jeg ville jo være der for hende og hjælpe hende igennem de svære tider, hvis hun havde brug for det!. 


Jeg kiggede kort på mit ur i bilen og så at klokken var blevet 23.20. Ja, lidt sent at tage på besøg hos folk, men nu kendte jeg Ida og hun gik skam ikke tidligt i seng. Hun var helt sikkert vågen nu!.

 
Jeg kørte ned igennem porten og ned af kajen, hvor jeg til sidst endte på parkeringspladsen lige ude foran Ida yacht. Jeg slukkede bilen og sukkede imens jeg åbnede døren og steg ud. Jeg låste bilen og kiggede op på båden og så, at der var lys ved stuen. Godt så!. Hun var vågen. 


Jeg gik op af broen og kom op til den meter lange platform og bankede på døren. Jeg stak hænderne i lommen og kiggede lidt rundt for at udnytte ventetiden det tog for Ida at komme hen og åbne døren for mig. 


Efter lidt tid, hvor døren endnu ikke var blevet åbnede, bankede jeg på igen. Dog lidt hårdere og længere end før. Jeg lænede mig op af gelænderet og sukkede tungt og stirrede lige ud i luften hen langs Ida store yacht. 


Da det igen ikke så ud til at døren ville blive åbnet, valgte jeg at prøve at tage fat i håndtaget. Jeg rykkede ned i det, men til mit uheld var døren låst. 


Jeg bed mig hårdt i læben og bankede denne gang virkelig hårdt på, da jeg bare måtte vide om hun var okay. ''IDA!'' Råbte jeg højt, da hun skulle kunne høre det, hvorend hun så var på båden. 


''Luk nu op forhelved!'' Sagde jeg højt, men dog lavere end før, da det gik op for mig, at der sikkert boede andre rundt på de andre både. 


Jeg hørte endelig noget puslen ved døren, hvilket hurtigt fik min fulde opmærksomhed. Døren blev langsomt åbnet og jeg blev mødt af et meget trist og træt ansigt. Jeg sukkede dog lettet, da det var rart at se hendes ansigt igen og vide, at der ikke var sket hende noget. 


''Ida forhelved!. Hvad fanden laver du!?'' Spurgte jeg med en meget seriøs, alvorlig og bekymret stemme. ''Jeg sover'' Svarede Ida kort og med en meget lav stemme. ''Hvad sker der?. Du er ikke til at komme i kontakt med!'' Sagde jeg oprørt og sank derefter en lille klump i halsen. Ida svarede mig ikke. Hun kiggede mig ikke engang i øjnene, hvilket jeg synes var virkelig mærkeligt!. Hun stod bare lænet op af døren, som kun var halvt åben, imens hun stod og kiggede ned forbi min overkrop. Eller det skød jeg i hvert fald på, da hendes blik gik den vej ned af, bare ude i siden, så hun slet ikke kiggede på mig. 


''Må jeg lige komme ind?'' Spurgte jeg hende, da jeg ikke havde lyst til at stå her og føre en samtale. ''Jeg vil gerne være alene'' Svarede hun lavt og igen uden at kigge på mig. ''Kom nu forhelved. Jeg har brug for at tale med dig'' Sagde jeg med en opgivende og bedende tone. ''Men jeg har ikke lyst til at tale nu Justin'' Sagde hun stille og med en meget svag stemme. 


Jeg rynkede øjnene lidt, da jeg kunne se, at hendes øjne blev blanke og hendes ansigt blev mere og mere rødt. Det lignede virkelig, at hun holdte nogen tårer inde, hvilket gav mig en kæmpe klump i halsen. 


''Ida, hva..'' Mere nåede jeg ikke at sige før hun cuttede mig af. ''Du er nød til at gå nu Justin'' Sagde hun stille og lukkede døren i hovedet på mig. Jeg måbede lidt imens jeg hørte låsen på døren blive slået til. Hvad fanden sker der man!. 


''Ida!. Luk den dør op nu!'' Befaldede jeg, da jeg virkelig ikke kunne lide det her. Jeg fik intet svar, så jeg bankede hårdt mine knoer ind i døren. ''Ida forhelved!. Nu lukker du kræftedeme den dør op!.. Forstår du hvad jeg siger!. Åbn den dør NU!'' Sagde jeg med en hård tone, så hun skulle forstå, at jeg mente, at hun skulle åbne den skide dør!. 


Igen fik jeg intet svar, så jeg sukkede og holdte min højre hånd oppe på døren som støtte imens jeg bukkede hovedet forover og kiggede ned i jorden. Eller det var nu mere broen jeg kiggede ned på, men fuck nu det!. 


''Please Ida!. Åbn døren'' Nærmest hviskede jeg da jeg nærmest opgav det her. Jeg vidste, at Ida var stædig og det begyndte at gå op for mig, at hun ikke åbnede, uanset hvad jeg sagde!. 


*Ida's Synsvinkel* 


Efter jeg havde lukket døren i hovedet på Justin, havde jeg lænet mig op af den og langsomt gledet ned, så jeg til sidst sad på gulvet foran døren. 


Justins kald og råb med den hårde tone gjorde virkelig ondt. Ikke fordi det var grimme ting han sagde, men fordi han brugte den tone. Jeg havde virkelig ikke lyst til at tale med nogen og slet ikke med Justin og da jeg kunne mærke tårerne som var på vej, blev jeg nød til at smække døren i, da han ikke skulle se mig græde. 


Normalt gjorde det mig ikke noget, at han så det, men hvis han så det nu, ville han bare stille en masse spørgsmål om hvad der var galt osv.. Jeg ville jo ikke kunne svare på det, da jeg ikke ønskede at fortælle ham det!. Det var så forfærdeligt at have det sådan her og så samtidig afvise den person man elskede virkelig højt ved at smække døren lige i fjæset på ham!. Han ville jo bare hjælpe, men sagen var bare den at... Han kunne ikke hjælpe mig!. Det var der ingen der kunne!. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...