Everything you didn´t say

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2014
  • Status: Igang
Det er 4 år siden nu, jeg har ikke snakket med ham, jeg har ikke en gang gidet at give ham et enkelt blik! Luke og Shay havde været bedste venner siden 3. klasse, men det tager en merkant ændring da Luke vælger at ødelægge alt! Bliver Luke og Shay venner igen? Vis ja bliver de så mere? Følg med i "Everytthing you didn´t say" -Læsning er på eget ansvar!

7Likes
5Kommentarer
1083Visninger
AA

3. No forgivness!

"Skat?" Jeg vendte mig om og kiggede over min mor der stod i dørkammen, med min te. "Tak" Smilte jeg hæst og tog imod te´en. Hun forlod værelset igen og jeg vendte tilbage til min Netflix.
"Wut!" Sagde jeg hæst, da min Netflix flippede ud.
"Dejligt!" Sukkede jeg og hostede. Jeg rejste mig svagt op fra sengen, tog en kasse ud der lå under sengen og satte mig op igen.
Jeg satte mig i skrædderstilling og tog en dybindånding.
Mine fingerspidser ramte kassens låg, og allerede der kom der minder frem.
Jeg fjernede hurtigt dem igen, og satte så mine hænder på. Jeg åbnede forsigtigt kassen.
Billeder, ting vi havde lavet sammen, videoer alt lå der i!
Hvorfor havde jeg overhovedet gemt det?
Jeg tog forsigtigt et billede af os sammen, hvor vi var på en gynge da vi var 12.
En tåre forlod mit øje og ramte plask ned på billedet.
Jeg lagde billedet stille ned igen. Jeg skyndte mig at lukke kassen igen og smide den ned under sengen igen.
Tag dig sammen Shay!
Buub buub buuub!
Sådan!
*Ringe ringe* Jeg tog min mobil inden jeg nåede at se hvem det var. "Hallo?" Sagde jeg og hostede. "Hej Shay! Det er Soph! Hvor er du?" "Er syg.." Sagde jeg kort. "Jeg har brug for dig!" Sagde hun. "Hvad nu?" "Jeg arbejder sammen med Luke.." "Hvor er du lige nu?" Spurgte jeg og tog dynen over mig. "Jeg står ude på toilettet! Hvad skal jeg gøre! Hjælp" "Ehm.. Okay... Jeg ved det ikke"
Hvad sker der lige?
Jeg er normalt altid en der ved hvad man skal gøre?
"Kan du ikke snakke med ha-" "NEJ!" Sagde jeg bestemt. "*Suk* Fint! Ses" Sagde hun irriteret og lagde på.
XxXxXXxXxXxXx Næste dag?
"Jeg fatter virkelig ikke det her lorte matematik!" Sagde jeg irriteret til Marc. Han fnes lidt og kiggede så på det. "Se her.. Du skal få X til at blive et tal også skal du dividere det med A også skal du gange det med 27" Jeg kiggede åndsvagt på ham.
Hvad?
Vent hvad var det han sagde?
"Undskyld hvad?" Sagde jeg dumt.
Han kiggede irriteret på mig. "Du skal få X til at blive et tal, så skal du dividere det tal med A og efter det skal du gange det med 27" Gentog han og jeg sad stadig og gloede på ham.
Han sukkede kort og satte noget musik i ørene.
"Sorry.." Mumlede jeg og tog mi mobil frem.
.......
Efter timen gik jeg over til mit skab, for at sætte nogle bøger og sådan ind.
"Hej!" Jeg kiggede vendte mig forskrækket om hvor Soph stod i hovedet på mig.
"Undskyld at jeg ikke kunne hjælpe i går" "Ja! Du har bare at undskylde. Læren bad os om at arbejde på det der hjemme, sammen!" "Sorry" Mumlede jeg og låste mit skab. Vi gik ned af gangen. "Han sagde faktisk noget om dig" Jeg kiggede overrasket på hende. "Hvad sagde han?" Spurgte jeg og stoppede op. "Han sagde at han vidste godt at han havde dummet sig og at han savnede dig" Jeg rullede øjne. "Yeah! Som om.. Han savner mig simpelthen så meget at han ikke en gang kan snakke til mig" Sagde jeg irriteret og begyndte at gå igen.
"Han er måske for bange, for at blive afvist? Blive såret" "Som om" Mumlede jeg og vi fandt vores bord.
"Se hvem der kommer der" Sagde Soph og jeg kiggede hen på en høj, bredskuldret fyr.
Luke.
"Seriøst" Mumlede jeg. Han kom tættere og tættere.
Alles øjne var på os.
"Hej Shay" Jeg rystede stille på hovedet af ham. "Luke.." Startede jeg.
"Hør nu-" "Luke! Jeg gider ikke høre på dit lort!" Halvråbte jeg.
Soph kiggede med store øjne på mig. "Shay lad ham nu tale" Hviskede hun til mig. Jeg sukkede kort og kiggede så over på Luke igen. "Tal" Sagde jeg irriteret. "Jeg er ked af at jeg sårrede dig, jeg savner dig, jeg er ked af at jeg ødelagde vores venskab-" "Luke... Vi havde aldrig noget venskab. En rigtig ven bagtaler dig ikke, en rigtig ven er ikke sådan en stor idiot som dig" Afbrød jeg ham. "Gider du at lade mig tale ud" Jeg sukkede kort. "Jeg ved at jeg var en stor idiot, og tror du ikke jeg fortryder det?" "Næh.. Synes du ikke jeg er irriterende og klistrende mere" Han kiggede irriteret på mig. "Hør nu!" Råbte han. Jeg kiggede forskrækket på ham. Han tog hårdt fat om min arm og hev os ud på gangen. Der var ingen, kun os.
"Giv slip!" Sagde jeg irriteret og han gav slip. "Gider du at lade mig tale ud nu?" "Fint!" Mumlede jeg. "Jeg ved godt at jeg dummede mig, og nej! Jeg synes ikke at du var eller er klistret eller irriterende. Jeg sagde det fordi at jeg skulle prøve at lyde sej. Og inden du siger noget så ved jeg godt at det var forkert også videre. Men sagen er at jeg savner dig og jeg vil gerne gøre det godt igen" Han kiggede håbfuldt på mig.
"Drop det!" "Drop hvad?" "Drop alt! Jeg gider dig ikke!" Råbte jeg. Hans blik var såret og irriteret. "Nu skal du høre her Shay! Jeg elsker dig, som den dejlige veninde du er, og det kan du ikke ændre en skid på!" "Ærgerligt for det her er det sidste du hører fra mig af!" Han bed sig i læben og gik stille hen mod mig.
Hvad fuck?
Inden jeg nåede at reagere kyssede vi.
Han læber var mod mine, mine mod hans!
Kysset udviklede sig stille til snav. 
"Luke!" Begge vores blikke fløj over mod døren ind til karantænen.
Stella stod med tårer ned af hendes pudret kinder. "Jeg kan forklare" Sagde han stille. Hun trampede rasende over mod os.
"Dig!" Sagde hun surt. "Slap af!" Sagde jeg grinede.
Okay i fatter måske ikke hvorfor jeg griner?
Når men jeg kysser med hendes kæreste Luk-e- FUCKK JEG KYSSEDE MED LUKE!
Holy shit Shay
Fuck fuck fuck fuck fuck!!!!
Hun gav ham en lussing og løb så ned af gangen. "Hvad fuck har du gang i!" Råbte jeg irritert af ham. "Jeg ved det faktisk ikke" "Nej det ved jeg fandme heller ikke!" Sagde jeg irriteret og gik ind i karantænen igen. "Hvad skete der lige?" Spurgte Sia. "Luke og jeg snavede lige" Sagde jeg flovt. "HVAD! SNAVEDE I!" Råbte Soph og igen var alles blikke på os.
"Flot gjort!" Mumlede jeg,
De populære drenge kom gående over mod os.
3 af dem var pumpet og de sidste 3 var normale.
Efter dem kom pigerne.
Eller skulle jeg sige kopierne af Barbie.
Luke gik hen mod dem. "Hold dig væk fra Luke. Han skal ikke hænge ud med sådan en lille særling som dig" Sagde Andrea. "Hør nu lige her lille frøken 40 lags make-up, jeg kan så fortælle dig at det kommer til at bliver min død at hænge ud med ham igen!" "Nej men nu gider han jo dig heller ikke" Sagde Fie tilbage og de lavede alle deres idiotiske håndtegn. "Ved du hvad..." Startede jeg. "Jeg ved nu ikke helt om det du siger er sandt" Hun kiggede dumt og uforståeligt på mig. Jeg gik over til Luke og begyndte at kysse ham.
Jeg kunne høre alle gispe bag os.
Jeg begyndte at snave ham.
Jeg fjernede mig og gik så hen mod dem. "Og du sagde?" Deres kæber var helt nede ved deres 90cm høje stiletter. "Ad hvor nasty!" Råbte Denise.
"Du er nasty!" Råbte en af drengene.
Var det Calum der råbte det?
Okay.. Hvad sker der lige her?
Sig ikke at de tror jeg vil være sammen med Luke nu?
"Shay.." "Hør her Luke det var ikke noget specielt. Jeg gjorde det kun for at bevise noget" Sagde jeg. Jeg nåede ikke at reagere før han skubbede mig på af den kolde væg.
Hans læber var på mine igen.
Ingen sagde noget.
Der var helt stille.
Det eneste man kunne hører var vores tunger, der slyngrede sig om hindanden.
Jeg skubbede ham stille væk fra mig. "Hvad?" Spurgte han stille. "Nej.." Mumlede jeg.
Han forstod ikke. "Luke.. Det her er nej" Sagde jeg mere tydeligt og gik.
"Hvad var det?" Spurgte Marc, da jeg satte mig ved bordet.
"Jeg aner det virkelig ikke" Sagde jeg roligt.
Normale piger. Altså piger han ikke har fucked up. Ville være helt væk og ville være sådan nærmest fangirl over det?
Altså sådan like "Jeg har kysset med den populære sanger/bandmedlem af 5SOS Luke Hemmings uhh!".
Hvilket jeg ikke fatter hvorfor?
Altså det er bare en helt normal dreng fra Sydney, Australien.
Men sådan er nogle mennesker jo bare?
"Hvad?" Spurgte jeg, fordi de alle gloede på mig.
"Er du begyndt at tilgive Luke eller-?" "No! No no no! Det var bare for at bevise noget okai?" Sagde jeg hurtigt. "Sikkert" Mumlede Sia.
Jeg rullede øjne af dem og tog så min mobil frem.
Jeg skulle lige til at trykke på Twitter ikonet da jeg fik en besked.
Beskeden var fra Luke, han bad mig om at møde ham ude på gangen nu.
Åh gud dreng!
Fat det nu jeg gider dig ikke!
Er det så svært at forstå?
Nej vel.
Godt så.
Jeg sukkede og gik så ud på gangen.
Luke stod ovre ved hans skab.
"Hvad?" Spurgte jeg. "Ville bare snakke" Smilte han sødt. "Luke.. Vis du tror jeg har tilgivet dig, så nej det har jeg ikke" Hans smil falmede. "Hør nu det var en fejltagelse!" "EN FEJLTAGELSE! NÅR MEN UNDSKYLD, VORES VENSKAB VAR EN FEJLTAGELSE!" Råbte jeg irriteret. "Ikke på den måde. Lad mig nu tale ud" Sagde han stile og gik hen mod mig.
Jeg sukkede dybt. "Jeg fucking savner dig! Vis du ikke fatter det, så er det bare ærgerligt, for jeg stopper ikke med at prøve, før du vil være venner igen!" Jeg kiggede ham dybt ind i øjnene.
Jeg kunne pludselig mærke hans åndedrat mod mit ansigt.
Mit hjerte galoppede.
Hans læber ramte mine igen.
Jeg lagde mine arme omkring hans nakke.
Han fik skubbet os op af en af skabene.
Jeg gjorde intet for at stritte imod.
Vi stod bare der og kyssede.
Varmen steg i min krop, og jeg fik næsten lyst til bare at tilgive ham.
Men nej! Det har han ikke fortjent!
Desuden ville Luke og jeg aldrig kunne fungerer som "et par".
Bu ha ad.
Jeg fjernede mig lidt. Jeg gav ham et hurtigt blik, inden jeg gik ugen. Jeg gik hjem.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...