Fears and Tears-Dandelion

Annabell Scott, var en 15 årig pige med et helt normalt liv. Hun gik på High School i Texas, og hun havde en solid gruppe venner. Hendes mor, Angelina, var lærer på det lokale collage, og hendes far var forretningsmand. Hun så ikke så meget til sin far, da han rejste meget og hun havde et godt forhold til begge hendes forældre. Annabell levede et meget normalt overklasses liv, lige indtil ulykken skete.

1Likes
0Kommentarer
135Visninger
AA

1. Fears and Tears

Annabell Scott, var en 15 årig pige med et helt normalt liv. Hun gik på High School i Texas, og hun havde en solid gruppe venner. Hendes mor, Angelina, var lærer på det lokale collage, og hendes far var forretningsmand. Hun så ikke så meget til sin far, da han rejste meget og hun havde et godt forhold til begge hendes forældre. Annabell levede et meget normalt overklasses liv, lige indtil ulykken skete.

Annabell og hendes mor var på et fly på vej til Californien i sommerferien. De kom ombord på flyet, og alt gik som det skulle. Efter noget tid rystede flyet meget, og hun kiggede rædselsslagen på sin mor og tog hendes hånd. Det gik nedad, og Annabell besvimede i styrtet. Sort. Annabell vågnede op i ambulancen, og hun havde iltmaske på. Hun hev efter vejret, og hendes hjerte bankede ekstremt hurtigt. Hun havde grædt mens hun var besvimet, og hendes øjne var helt røde. Hun prøvede at sætte sig op, men smerterne var uudholdelige, og hun stønnede af smerte. Sort igen. Det var den bippende lyd fra noget af hospitalsudstyret der vækkede hende. Hun fik fortalt at hendes mor var død, og at hun ville opholde sig på hospitalet i noget tid. Hun græd sig selv i søvn flere nætter i træk, og hun havde marridt hvert nat. Annabell vågnede op svedende, og flyet havde lige ramt jorden. Det eneste hun brugte sine dage på var at stirre ud i luften, og græde så meget at hun faldt i søvn. Hun fik noget smertestillende hver morgen, for uden det ville hun have mange smerter. Da der var gået to uger på hospitalet, kom hendes far endelig. Da han kom, sad hun bare og stirrede ud i luften og var fraværende. Hendes far sad og græd ved hendes side, og Annabell kiggede ikke en eneste gang på ham. Han forlod stuen og kom ikke igen. Den dag Annabell var klar til at komme hjem fra hospitalet strømmede tårende ned over hendes blege kinder. Hun blev ikke kørt hjem, men på et eller andet opholdssted. Dandelion, hed stedet hvor hun blev sat af med de kufferter der lå i bagagerummet. Det var hendes far der kørte bilen, og han fulgte hende indenfor. Mens hendes far ordnede en masse papirer, var der en kvinde der fulgte hende hen til et værelse. Kvinden redte op i hendes seng, og Annabell satte sig på den imens hun græd. ”Velkommen til Dandelion” sagde kvinden med en meget skinger stemme, som var alt andet end glad. Hun virekede en smule bange for hvad Annabell kunne gøre ved hende, men hun var ingen trussel. Tværtimod. Hun ville ikke være i stand til at forsvare sig selv, og hun ville nok bare lade alting ske uden at tænke. Kvinden mumlede et eller andet med at hun skulle til et møde, så hun hastede ud af døren og smækkede den bag sig. Annabell lukkede øjnene, og hun så hendes mors ansigt da flyet styrtede. Hun begyndte at skrige og tage sig til hovedet. ”NEJ, NEJ, NEJ!!! STOP DET! LAD DET STOPPE!” skreg hun og græd. En brunette kom styrtende ind på værelset, og hun satte sig på hug foran Annabell. ”Shh, det skal nok gå! Du er her, ikke i flyet!” sagde hun beroligende, og Annabell faldt hurtigt til ro igen. Hendes hjerte bankede ikke længere hurtigt, og hun trak vejret sådan nogenlunde normalt. Da hun havde været der i en uge, havde hun ikke spist mere end et par stykker brød, og hun var meget udmagret. Hendes ribben blev tydeligere hver eneste dag. Hun sad for det meste bare på sit værelse, og skreg, græd, slog på møbler, og ødelage alle mulige ting. De enkelte gange hvor hun var gået ud til morgenmad smuglede hun bestik ind på værelset. Hun havde fået dybe sår fra knivene og gaflerne. Hun kom hurtigt på isolations-værelset, og hun var konstant overvåget. Annabell var til stor fare for sig selv, og pædagogerne frygtede for hendes liv. Hun fortsatte skrigene på det nye værelse, og hun sov sjældent bare det mindste. Efter et halvt år var hun stadig ikke kommet sig, og lægerne mente ellers at hun nok ville være sig selv igen efter et par uger, og hendes far blev mere og mere deprimeret. Han hadede sig selv for at sende hende væk, men han vidste at han ikke selv ville have kunnet magtet opgaven.  Det var en lørdag morgen Annabell fik nyheden om hendes far. Han havde skudt sig selv den foregående nat, men hun var ligeglad. Hun havde ikke flere tårer, efter at have grædt konstant i et halvt år. Hun stirrede bare ud i luften, og sagde ikke et ord. Hun mødte ikke op til begravelsen, selvom hun blev opfordret til det. En hovedrysten var hendes svar til de fleste spørgsmål, også selvom hun mente noget andet. Annabell havde fundet alle redskaberne, og hun var klar til det hun hele tiden ville gøre. Hun havde rebet, kniven, og hun havde fundet stedet. Endelig var hun blevet klar til at tage sit liv. Hun gik ind på toilettet, og bandt rebet fra et rør i loftet, og hun bandt løkken. Hun stillede sig op på toilettet, tog løkken over hovedet, og med ét jog hun kniven ind i maven på sig selv. Hun tog et skridt uf fra toilettet, og hun hang slapt fra rebet. Da en pige på elleve år var på vej ud på toilet, så hun blodet som stille flød ud under døren. Hun skreg og pædagogerne fik døren op. Annabell blev begravet ved sine forældre, og hun fandt fred sammen med sin familie i himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...