dear ashton - ashton irwin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2014
  • Status: Færdig
"Sometimes we're broken and we dont know why"

29Likes
27Kommentarer
1040Visninger
AA

1. ❝ Dear Ashton ❞

 

Dear Ashton.

Ashton Irwin oneshot.

 

Et lille grin forlod min mund, da jeg sad på den sædvanlige fastfood restaurant med mine tre bedstevenner. Smilet var permanent plantet på mine læber her for tiden. Jeg tror bare at mit liv var perfekt. Jeg havde mine venner, mit nye job som jeg tjente godt på, hvilket betød at jeg snart var klar til at betale den lille gæld Melody og jeg havde på vores nye lejlighed. Melody var min kæreste. Hun sad sikkert derhjemme, ved køkkenbordet på en af de brugte barstole, hvor hun sad med en kop kaffe og en bog, som hun allerede havde læst syv gange.

Sommetider var det en smule deprimerende, men når jeg spurgte om hun var glad og havde det godt, sagde hun bare at hun havde det perfekt og kyssede mig så blidt på kinden. Jeg elskede hende, og hun elskede mig. Jeg smilede ved tanken om Melody, og tog en pomfrit fra bakken på midten af bordet.

”Så Ashton… Har dig og Melody planer om noget?” Michael kiggede smilende på mig. Mine øjne blev store. Hvad mente han? Jeg håber ikke han troede, at Melody og jeg havde gået rundt, og været så forelsket i så lang tid ud at have været i seng med hinanden, for det havde vi.

”Hvad mener du?” spurgte jeg forvirret og tog et slurk af min sodavand og rodede en smule i mit krøllede hår. Han grinede kort, og smilede lusket til mig.

”I har snart været sammen i fem år, Ashton.” Jeg nikkede og smilede igen. Melody fandt hinanden  som sekstenårige. Vores mødre arbejdede sammen, og vi blev begge tvunget med til en mor-barn dag, som det åbenbart har derover. Jeg synes det var den mest åndsvage ting nogensinde, indtil jeg så Melodys lange mørke bølgede hår og hendes nervøse smil. Hun stod i en mørkegrå kjole og en slidt cowboy jakke. Jeg sendte hende et stort smil, men fik kun et meget lille smil tilbage, som knapt nok kunne ses. Der vidste jeg at Melody ikke var glad, jeg vidste at hun havde brug for omsorg. Da vores mødre pludselig forlod os, var det skæbnen tur til at gøre noget.

Den hjalp mine fødder til at tage de skridt hen til Melody, og sætte mig ned ved siden af hende. Jeg kan huske hun holdte sine øjne til bogen hun sad med. Jeg fugtede mine læber og sagde endelig mit navn. Hun kiggede der op, og vi fik øjenkontakt. Jeg gav hende mit nummer, og vi begyndte straks at skrive hver aften. En dag ringede jeg til hende og invitere hende endelig ud, hvilket nok var den bedste beslutning jeg nogen sinde havde taget.

Jeg fandt ud af at Melody havde haft en mindre depression, og ikke havde været glad. Hendes mor fortalte mig en dag, at jeg havde fået Melody til at gøre rigtig meget fremskridt, og før vi vidste af det var hun lykkelig. Men her på det seneste, hvor vi var flyttet fra vores gamle lejer lejlighed og jeg havde fået et nyt arbejde, var hendes humør faldet igen. Hun havde taget et par uger fri, da hun ikke kunne komme ud af døren om morgen, og nu sad hun derhjemme og var trist, indtil jeg kom. Hun kastede sig over mig og fortalte, hvor lang dagen havde været. Hun havde tidligere i dag sagt, at jeg skulle bruge min lørdag sammen med mine venner, og jeg adlød hende.

”Ja vi har, men hvad mener du?” spurgte jeg igen, efter min lange tankegang.

Drengene rystede på hovedet og grinede af mig. Jeg sad stadig forvirret som jeg var, og ventede på svar. Calum skubbede lidt til mig, og hævede sine øjenbryn.

”En ring, en hvid lang kjole… Ægteskab.” Mine øjne blev store, og mine kinder blev røde. Jeg var kun 21 år, og Melody var 20. Var det ikke en smule tideligt? Bare lidt.

”Hey mand. Der er ingen der siger at I behøver at gøre det nu.” Lukes læber formede et smil og kiggede smilende på mig. Jeg trak på skuldrende og kiggede udenfor. Det regnede.

”Se på det, som et løfte.” forslog Calum og tog nogle pomfritter. Idéen var ikke dårlig. Måske skulle jeg en dag købe en ring, lige efter arbejde og komme hjem og kaste mig over hende. Jeg smilede ved tanken om Melody og jeg for evigt.

Da jeg sagde til min mor, at vi ville flytte sammen, fortalte hun mig at jeg skulle passe på. Teenage forelskelser kunne ødelægge dig, sagde hun. Jeg grinede af hende og flyttede efter kort tid sammen med Mel. Se hvor vi er nu. Lykkelige og forelskede. Lige så forelskede som for fem år siden.

Det var ikke bare en teenage forelskelse.

*

Jeg tjekkede min telefon for første gang i cirka tre timer. Jeg så at jeg havde et ubesvaret opkald fra Melody, og det var fra cirka en time siden. Jeg blev en smule urolig. Melody plejede aldrig at ringe til mig.

”Øh, drenge. Jeg ringer lige til Mel.” fortalte jeg og skubbede stolen bag mig væk, og gik hen mod udgangen. Jeg fandt Melodys nummer og ringede hende så op. Tre bip lød og så kom den irriterende telefonsvarer. Jeg ringede igen, men endnu en gang, intet svar.

Jeg begyndte at blive meget urolig, og gik ind igen.

”Hun tager den ikke. Jeg tror jeg smutter. Vi ses.”  Jeg tog min jakke og vinkede farvel til dem, og satte kurs mod udgangen. Regnen var begyndt igen, og jeg vidste at, hvis jeg ikke skyndte mig at finde bilen, ville jeg snart var gennemblødt. Jeg fik øje på den sorte bil i enden af gaden, men jeg var allerede mere våd end nødvendig.

Jeg satte mig ind i bilen og tændte for varmen. Radioen startede, men jeg slukkede hurtigt. Hvis man ikke havde sin egen cd med, fik man aldrig andet end kedeligt popmusik fra top 40, som blev spillet igen og igen.

Jeg nærmede mig vores kvarter. Jeg parkedede ude foran den røde murstens bygning. Jeg var nervøs. Jeg glædede mig bare, til at åbne døren og se Melody med sin bog og en kop kaffe, som hun altid drak fra det kaffe krus jeg gav hende i fødselsdagsgave sammen med en halskæde, hun altid havde på.

Jeg åbnede døren og fortsatte ind i køkkenet. Ingen Melody. Jeg så kaffekoppen stå der, hvilket lettede mig. Bogen lå der også. Jeg smilede kort. Det betød sikkert bare at hun var på toilet eller noget. Da jeg endelig kom helt hen til bordet, så jeg et stykke hvidt papir, som var bøjet på midten. Jeg foldede kort papiret ud, og så halskæden ligge inden i.

Jeg så mit navn forme sig på siden. Det var skrevet af Melody. Hendes tydelige feminine skrift. Jeg satte mig og kiggede forvirret på brevet. Jeg sank en klump og tog mig sammen.

Kære Ashton.

Af en eller anden grund, blev jeg mere og mere urolig. Jeg havde kun læst to ord. Tag dig sammen, Ashton.

Når du læser dette, forventede du at jeg sad her ved køkkenbordet med en kop kaffe og den bog, som du synes jeg har læst latterligt mange gange. I dag sidder jeg her ikke, og jeg ved ikke om du er blevet skuffet eller lettet. Skuffet over ikke at få en masse kys og kram, eller lettet over at kunne gå ind i køkkenet, trække vejret og slappe af.

Min allerkæreste Ashton. Jeg ved du har lagt mærke til at jeg er begyndt at være trist igen, og tro mig, det har intet med dig at gøre. Som du ved har min lyst til livet ikke været den største. Du spørger mig altid om jeg er okay. Det er et latterligt spørgsmål. Når du spørger folk om de er okay, er svaret altid, at de har det fint. Og sandheden er altid gemt bag den falske glade facade.

For uanset, hvor glad du ser ud til at være, kan man være fuldstændig ødelagt inden i. Og nogen gange, Ashton, der er vi ødelagte uden at vide hvorfor. Det er en perfekt beskrivelse, af hvad der forgår i øjeblikket. Åh, Ashton. Jeg elsker dig så højt, men nogen gange føler jeg, at jeg bare gør livet besværligt for dig. Uanset hvor mange gange du fortæller mig, at du elsker mig. Jeg tror på dig, jeg kan mærke din kærlighed ih så meget. Men Ashton, nogen gange rammer vi bare et ømt punkt, og det har jeg. Min hjerne har ramt et alt for ømt punkt.

 

Jeg kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder, og jeg tørrede dem hurtigt væk, da to dråber ramte det hvide papir. Hvad skete der? Hvor er hun henne?

 

Jeg elsker dig højere end du tror, men jeg vil bare gerne lade noget af vægten lette fra dine skuldre. Du går på arbejde hver morgen og kommer hjem helt smadret om aftenen, og så skal du tage dig af mig. Jeg har så meget skyldfølelse at det nærmest æder mig inden fra. Du har ingen idé, om hvor meget jeg har prøvet på, at sige til mig selv at det er okay, at du elsker mig og at du altid vil. Men Ashton, nu beder jeg dig, min elskede, om at lade mig gå. Jeg beder dig ikke om at stoppe med at elske mig, nej. Jeg beder dig om, at slippe mig fri, fri fra dit hjerte, fri fra dit liv… fri fra livet.

Jeg er træt af at være hjemme, men jeg er træt af at gå på arbejde, jeg er træt af at være den der skal passes, når det er dig der skal. Du har givet mig så meget, og det er jeg så taknemmelig for. Du har givet mig de bedste fem år.

Du ved at mit liv langt fra har været en dans på røde roser. Jeg har flere gange givet dig den kolde skulder, men du fik den varmet op. Du har altid været der, og det vil du altid være. Men stop, Ashton. Nyd dit liv. Nyd dine venner, dit nye arbejde, dine omgivelser og nyd at jeg ikke længere sidder her, klar til at du skal opfylde mine behov. Jeg føler at jeg ødelægger dig ligeså meget, som jeg har ødelagt mig selv. Undskyld er ikke nok til at redde mig ud af det. Der er kun én vej ud, og det er….

 

Mit hjerte stoppede næsten. Et hulk forlod min mund, og jeg lod et skrig forlade min mund.

”Melody, Mel-Melody!” Skreg jeg håbefuldt. Var hun væk. Der måtte være noget mere.

 

Der er kun én vej ud, og det er helt ud. Væk fra alt. Væk fra min daglige rutine, at læse, drikke kaffe og trække vejret.

Farvel, min allerkæreste Ashton. Lov mig at du nyder livet, finder en fantastisk pige, får nogle fantastiske børn. Alt jeg kan sige er, at din fremtid vil se lige så lys ud, som du troede den ville med mig. Jeg vil altid elske dig.

Tusind kys og kram,

Melody.

 

”Nej, nej, nej!” Tårerne løb ned af mine varme og røde kinder. Mine øjne så ikke klart, mit hoved gjorde ondt.

”Melody, vær nu sød at svare.” hviskede jeg for mig selv. Jeg rev mig selv i håret og hoppede ned fra barstolen. Jeg sparkede irriteret til den, og lod den så vælte hårdt ned på gulvet. Måske ville underboen, Michelle komme op, fordi larmen irriterede hende. Hende og Mel var gode venner, og hun var tit oppe ved hende, når jeg ikke kunne.

”Åh Melody.” Jeg åbnede døren til vores værelse. Sengen var ikke redt. En skuffe stod åben. Melody var ikke her.

Jeg åbnede døren til badeværelset, og fik øje på det jeg frygtede mest.

”Melody?” hulkede jeg fortabt. Fortabt, det var det jeg var. Jeg var sikker på, at jeg var lige så ødelagt, som Melody. Forskellen var bare at jeg vidste hvorfor.

Min eneste ene, lå der med dybe sår, i en pøl af blod.

Jeg tog min telefon op af min lomme og ringede hurtigt efter ambulancen.

”Hej, hvad er din nødsituation?” Spurgte en kvindelig stemme. Jeg hulkede højt ind i telefonen.

”Mel- min kæreste har forsøgt på at begå selvmord, og jeg- jeg ved ikke, hjælp.” græd jeg uroligt ind i telefonen.

”Okay, giv os adressen.” sagde kvinden hurtigt. Jeg fik fortalt dem adressen, og lagde på. Jeg lagde telefonen tilbage i min lomme, og stod bare med min mund åben. Jeg åbnede skabet, og fandt så mange håndklæder jeg kunne, og forsøgte at stoppe blødningerne. Jeg rystede og mit syn var alt andet end klart.

”Åh Melody. Det er min skyld.” Hvis jeg bare havde hørt min telefon ringe, kunne jeg have noget at redde hende. Jeg kunne have kommet hjem til en stadig eksisterende Melody, som sad ved bordet med bogen og kaffen i den specielle kaffekop, med en tynd sølv kæde om halsen. Jeg kunne se på hendes kulør, jeg kunne se det på hende, at det var for sent. De ville få hende indlagt, men så kunne hun ligge der og være død men i live. Jeg bøjede mig ned og kyssede de blålige læber.

”Jeg elsker dig, og det vil jeg altid gøre.” hviskede jeg kort, mens mine små snøft blev til de største hulk. Et hulk, to hulk, tre hulk. Jeg blev ved. Lige på det tidspunkt, hvor jeg lå der, bøjet over Melody, var jeg ikke sikker på at jeg nogensinde ville stoppe.

Jeg elskede Melody. Jeg elskede den måde hendes smil kom frem, når hun så mig træde ind af døren. Jeg elskede den måde hendes mørke hår let bølgede ned, mens hendes pande hår var placeret bag hendes øre. Den måde hun altid pillede nervøst ved halskæden, når hun kunne mærke mit blik på hende mens hun læste bogen. Måden hendes læber formede sig på. Hendes mørke vidunderlige øjne.

Jeg lukkede mine øjne. Jeg kunne nemt huske den første gang jeg sagde jeg elskede hende. Men lige nu, var dengang ligegyldig. For Melody havde ikke taget det til sig, nej. Melody så sten død med blod op og ned af arme og ben, foran mig. Hun var gået tabt, og det samme var min fremtid.

Jeg nærmest kollapsede ved siden af hendes kolde og døde krop, og holdte hende tæt, i håb om at hun ville slå øjnene op, og fortælle mig at hun aldrig vil forlade mig. Men dum var fantasien og endnu dummere var virkeligheden.

***

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...