Our Mistakes 4

Dette er 4'eren af Our mistakes, så jeg anbefaler stærkt, at læse de andre først inden den her. For ellers giver denne movella ikke mening :) Får Niall nogensinde Monica af se igen, eller hans egen datter. Monica er jo flyttet tilbage til Danmark, hvor hun vil starte på en frisk, efter mange problemer med Niall. De var ellers godt på vej til et ægteskab, med deres uimodståelige datter Rosella. Læsning af Movellaen er på eget ansvar... Håber i vil kunne lide den ! :D - 1D.Specials <3

115Likes
453Kommentarer
12735Visninger
AA

19. Why This ?

Niall's POV

 

''Far, hvornår er vi der ?'' spurgte Rosella fra bagsædet. Vi havde landet med flyet og var kommet i en taxa. Jeg sad på forsædet, Rosella på bagsædet sammen med Liam og Harry. Vi var på vej hen til kirken, hvor der ville være begravelse for Monica's mor Diane. Jeg var virkelig nervøs, hvis nu Cameron fortæller hende det. Det ville knuse hende fuldstændigt, godt nok så kender jeg hende. Jeg ved, hvordan hendes reaktioner er til de forskellige ting. Jeg kender hende alt for godt, i de år jeg har kendt hende. 

 

''Vi er der om lidt prinsesse.'' sagde jeg og vendte mig i sædet, så jeg kunne se min lille pige, prinsesse, guldklump, og jeg kunne blive ved. Hun gav mig et lille smil, inden Harry tog hendes hånd i hans og nussede hende på håndryggen. Jeg troede Harry havde et godt forholdt til Rosella. Han opførte sig som om, at hun var hans egen. Og det var virkelig dejligt, at alle var samlet igen, og så sker det her. Det er så typisk.... 

 

''Når vi er der, så bliv hos mig ok ?'' sagde Harry og kiggede ned på Rosella, som blev helt tavs. Hun sagde ingenting, der kom kun et lille nik fra hende. Andet kom der ikke. Det var nu heller ikke unormalt af hende. 

 

''Er i klar ?'' spurgte jeg, da chauføren kørte ind på kirkens parkerings plads. Her så ikke ud til at være ret mange, og der holdte kun tre biler.  Jeg betalte hurtigt chaufføren, og steg ud af bilen. Da jeg stod få meter fra kirkens port / indgang, fik jeg sommerfugle i maven. Der kom flere og flere spørgsmål, som angreb mig en efter en. Hvad nu hvis ? Spurgte jeg mig hele tiden. Tankerne ville ikke forlade mit hovede. 

 

''Rosella kom her.'' sagde Harry og viftede hende hen til sig. Hun gik stille hen bag Harry med sin grønne bamse i favnen. Hun så ud til aldrig at ville slippe den bamse. Jeg vidste ikke hun så godt kunne lide den. Men den så nu også lidt sød ud, hvis i spørg mig. 

 

Jeg tog få skridt hen til porten, og rakte ud efter håndtaget. Jeg hev hurtigt ned i den, mens mit hjerte begyndte at banke en million gang i minuttet. Jeg åbnede porten og fik øje på Monica lige foran mig. Gud nej..... Den idiot, slapsvans, røvhul har allerede fortalt hende det hele. Det kunne jeg bedømme efter hende ansigts udtryk. Hun var helt rød i sit smukke hovede, med en løbende mascara ned af hendes kinder. Hun havde ildrøde øjne, med en masse tåre i og faldne. Det føltes som om, at mit hjerte blev stukket ned med en virkelig skarp kniv. At se hende sådan, fik mig til at føle mig så skyldig. Det hele var jo min skyld fra starten af. Det var mig, som havde lavet fejlene, mig som fuckede ting op. Noget som jeg prøver at stoppe, men ikke sikker på, om jeg nogensinde ville blive stærk nok, til at holde op...

 

''Monica !?'' udråbte jeg, og prøvede at tage hende ind til mig. Men hun undveg og skyndte sig at løbe forbi os alle sammen. Jeg vendte mig hurtigt om, og fulgte hende med øjnene. 

 

''Monica !!!'' råbte mig og Harry i munden på hinanden, mens vi fumlede hen over parkering pladsens grus for at nå hende, men hun var for stærk. Hun kunne løbe meget hurtigere end halvdelen af os, hun var fantastisk til at løbe. Men i denne situation, ville jeg ønske, at hun ikke kunne løbe så hurtigt. 

 

Mit hjerte var ved at banke hul i min brystkasse, da jeg så Monica løbe ud på den store vej. Jeg fik store øjne, som var fuld af frygt. Hun kiggede tilbage på os hver og en, inden hun stoppede på Rosella, som ikke stod ret langt væk fra os, med hende lille bamse i favnen. Monica smilte et svagt sørgmodigt smil til Rosella, inden der kom en varevogn, som dyttede med sit horn så højt, at det tiltrak op til fleres opmærksomhed. 

Og der skete det........ Hun blev ramt med ét. Jeg stoppede mine bevægelser og stod helt stenet. Det her kunne bare ikke passe, ikke igen. Det var som om verdenen gik i slowmotion. Alle mulige folk standsede op og kiggede på Monica liggende på vejen. Det fik mig tilbage til virkeligheden. 

 

Mit vejr trækning blev helt hysterisk, da jeg ikke kunne få scenen der lige foregik spolede inde i mit hovede. Igen, igen og igen. Jeg kunne mærke der pludselig kom noget varm ned af min kind. Jeg havde en masse tåre, som bare stod ned af mine kinder. Alt virkekede så........... uforstående. 

 

Var det her virkelig sket, det som lige skete foran mig ? Var Monica virkelig blevet kørt over ? Kunne det her være dét ? Jeg skyndte mig hen til flokken af mennesker, som stod i en kæmpe cirkel rundt om Monica. Jeg maste mig ivrigt igennem, så jeg kunne komme ind til hende, sikre mig alt er okay.

 

Det første jeg fik øje på, var den store blod pøl, som blev større hvert sekund, den var omkring hende hovede. Hun lå der helt livløst foran mine fødder. Jeg brød ud i høje gråd, og knælede ned til hende. Jeg sad nu på knæ ind over hende. Jeg tog mine hænder forsigtigt om hende og ruskede hendes livløse krop, mens mine tåre faldt ned på hende brystkasse og det nederste af hendes smukke ansigt. 

 

''MONICA DU MÅ IKKE FORLADE MIG !! PLEASE VIL DU IKKE NOK VÅGNE OP !!!'' råbte jeg og ruskede hendes livløse lemmer. Hun skulle vågne op ! Hvad ville jeg gøre, hvis hun ikke gjorde ? Hun betød jo alt for mig, hende som ingen kunne måle sig med. Hun var en éner. 

 

Hvis hun ikke ville vågne op, så ville jeg blive fortabt. Uden hende ville livet ikke have nogen mening i sig. Og på nogle måder følte jeg, at hun stadig var her, men alligevel i realiteten var hun ikke. Hun var langt væk, et eller andet sted, hvor ingen andre kunne komme hen. 

 

''Monica du må ikke give slip...'' hviskede jeg, mens jeg lænede mig ned til hende, så vores kroppe stregfede hinanden. Det gav mig et sus i hele kroppen, da de mødtes. Hendes krop var kold, iskold. Og hende farve i ansigtet og på huden i det hele taget, var ved at midste sin farve. Hun blev helt bleg. Hun mistede også farven i hendes smukke røde læber. 

 

''Jeg elsker dig, du må ikke forlade mig, bliv hos mig.'' bønfaldt jeg med en masse tåre i hælende på mig, mens jeg kiggede på min eneste ene. Hun skulle ha' været min brud og kun min. Min forevig og altid, i medgang og modgang. Men sådan blev det ikke.... 

 

Jeg hørte svagt nogle sirener, de kom tættere og tættere på. Jeg havde ikke tid til at give det mere opmærksomhed end det allerede gjorde. Bare de kunne hjælpe hende ! Det ville redde det hele, og gøre alt perfekt og godt, ligesom det var engang og på korte tider. Så kunne vi for en gangs skyld blive en famile, en lykkelig en. 

 

Jeg kyssede hende stille og langt på hendes farveløse læber, som var så kold men stadig fyldige. Jeg måtte gøre det, hvis ikke ville det måske blive den sidste ? Det håber jeg ikke, jeg ville ikke kunne komme vider og leve uden hende og hendes små ting, som gør hende til den hun er. 

 

''Undskyld os, men vi skal forbi, hun skal på hosptilatet så hurtigt som muligt.'' sagde en mand foran mig. Jeg kiggede op og så en ambulance mand i sin uniform. Nej nej nej nej nej....... 

 

''Du skal flytte dig !'' sagde ambulance manden som hævede sin stemme af mig. Han viftede til nogle politibetjente som lige var ankommet. De kom her over, mens de prøvede at få mig væk fra Monica. 

 

''Nej !! Lad mig gå !! Jeg må ikke forlade hende !! Slip mig !! ...... MONICA!!!!!!'' råbte og skreg jeg, da op til flere politibetjente førte mig væk fra hende. Det måtte de bare ikke, jeg skulle være hos hende. Hun må ikke forlade mig og omvendt.  

 

''Få ham væk !'' sagde en politibetjent til en anden, og førte mig længere og længere væk. Jeg brød helt sammen i gråd, da jeg så ambulance mændene bære Monica ind i ambulancen. Den kørte langsomt, uden udrykning. Hvorfor uden udrykning ? Åhh nej, det må ikke være det. Det kan bare ikke passe !!! 

 

Når en ambulance køre langsomt efter at have hentet en, og uden udrykning. Betyder det de fleste gange, at det er forsent, at patienten er død.... Noget som bare ikke måtte passe ! 

 

______________________________________________________________________________________

Hejsa :3 

Okay det her var så det sidste rigtige kapitel. ! <3

Men tilgengæld kommer der en epilog enten i morgen, mandag, tirsdag eller onsdag. 

Håber i nød at læse med ! 

Og tusind tak til alle sammen ! 

Take me back er officielt på en 3'de plads i månedens mest populære movellaer !

ARHH ! KAN IKKE FATTE DET !!! XD

Tak alle sammen for alt ! 

Elsker jer !!!!!!!! 

Glæd jer til epilogen ! :*

Kh. 1D.Specials <3

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...