Our Mistakes 4

Dette er 4'eren af Our mistakes, så jeg anbefaler stærkt, at læse de andre først inden den her. For ellers giver denne movella ikke mening :) Får Niall nogensinde Monica af se igen, eller hans egen datter. Monica er jo flyttet tilbage til Danmark, hvor hun vil starte på en frisk, efter mange problemer med Niall. De var ellers godt på vej til et ægteskab, med deres uimodståelige datter Rosella. Læsning af Movellaen er på eget ansvar... Håber i vil kunne lide den ! :D - 1D.Specials <3

115Likes
453Kommentarer
12755Visninger
AA

11. Unexpected Things

Monica's POV

 

Jeg havde nu kørt i cirka 15 minutter, og jeg tror kun der ville være cirka 5-10 minutter, så ville jeg være til job-samtalen. Jeg tændte for radioen i bilen, og lyttede til manden, som talte. 

''Og som en af dagens ønsker, skal vi høre en gammel One Direction hit. Så alle jer gamle Directioners, gør jer klar til Better than words !'' sagde manden, og jeg begyndte at juble, da det er en evighed siden jeg sidst havde hørt en af deres sange. 

''Better than words more than a feeling, crazy in love dancing on the ceiling. Every time we touch I'm all shook up, you make me wanna how deep is your love, god only knows baby. I don't know how else to sum it up, cause words ain't good enough theres no way i can explain your love no.'' sang jeg, da sangen begyndte at spille. Gud jeg elsker den sang, især Niall's solo ! 

Jeg kunne pludselig mærke min mobil vibrere i min lomme, så jeg tog den hurtigt op og kiggede hvem som ringede. Jeg så ''Cameron'' stå på skærmen af min mobil. 

''Hejsa !'' sagde jeg glad og skuede ned for radioen. Gud det er længe siden, jeg havde sidst snakket med Cameron, jeg er faktisk glad for at han ringede. 

''Hej Monica.'' sagde han stille, han lød ikke helt glad. hvad der var galt anede jeg ikke, men måske finder jeg ud af det. 

''Hva' så er du nedern i dag ?'' sagde jeg og prøvede at få hans humør op, ved at lave en åndsvag joke. 

''Monica stop... Jeg skal fortælle dig noget...'' sagde han stadig i en nedern toneleje. 

''Okay hvad er det så ?'' spurgte jeg og lagde min mobil ned på den anden sæde, og satte min mobil på højtaler. 

''Okay ser du der er din mor.'' sagde han og jeg kunne høre han ikke var færdig med sin sætning. hvad der end var med min mor, så ved jeg at det gjorde ham nedern eller sur i det. 

''Hvad er der med hende ?'' pressede jeg ham, jeg ville seriøst godt vide det, da det er noget omkring min mor. 

''Hun faldt om her for en halvtime siden af hjertestop.'' sagde han stille, da ordene kom ud fra min mobil tabte jeg mit hjerte mod jorden. Kunne det passe ? Det må det ikke ! Jeg må vide mere ! 

''Hvor er hun nu ? Er hun okay ?!'' sagde jeg hurtigt og ivrigt ind i mobilen. Mit hjerte bankede på fuld drøn, hvad nu hvis hun ikke er okay ? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg ville ikke ret meget endu. 

''Hun er på hospitalet, jeg ved ikke mere, men jeg sidder i venteværelset og venter på svar.'' sagde han. Gud hvor jeg elsker ham ! Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden Cameron, han er den bedste ven man kunne ønske sig !

''Tusind tak ! Jeg elsker dig virkelig højt ! hvad skulle jeg gøre uden dig. Du er den bedste ven, som mange ønsker sig. Men det er mig som er heldig !'' sagde jeg og kunne ikke styre mine tanker. 

''I lige måde.'' sagde han stille og sukkede. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skulle sige til det, men jeg holder bare min mund lukket !

''Cameron Dallas ?'' hørte jeg en dame stemme sige i baggrunden. 

''Hvem var det ?'' spurgte jeg. 

''Bare en sygeplejerske, jeg skal få mere af vide nu. Så jeg smutter, jeg skriver når jeg ved mere !'' sagde han og lagde på. Okay jeg kan seriøst ikke vente ! Jeg er i England, min mor er i Danmark. Jeg ville jo ikke have en chance, for at komme til Danmark bare lige sådan. 

''Okay tag det roligt, det sker ikke noget...'' sagde for at berolige mig selv, og fokusere på vejen. 

 

Da jeg kom til den bygning, hvor min jobsamtale skulle befinde sig, steg jeg ud af bilen, låste den og gik ind i bygningen. Jeg trådte hen til receptionen, og ventede til det blev til min tur. 

''Hej hvad kan jeg gøre for dig ?'' spurgte damen bag disken. Hun havde orange hår med grønne øjne, noget man ikke ser ret tit ! Ikke når der er naturligt... Men hvem ved det lignede naturligt. 

''Hej jeg havde en jobsamtale har klokken 08:00, men jeg kom forsent, så jeg ville spørge om de stadig havde en tid.'' sagde jeg og smilede høfligt til damen. Hun smilte igen, og jeg så hun havde smilehuller. Det klædte hende !

''Jov hvad er dit navn ?'' spurgte hun og stod klar ved til computer. 

''Monica Swan.'' sagde jeg og så til, da hun indtastede noget på sin computer. 

''Ja du var jo desværre kommet forsent, men jeg kan tilbyde dig en tid om 20 minutter.'' sagde hun og smilede. Hun gjorde lige min dag lidt bedere, jeg havde ikke troet, at jeg ville få endu en chance. 

''Tusind tak ! Den tager jeg...'' sagde jeg og gav hende hånden over bordet. 

''Du kan tage plads ovre i sofaerne.'' sagde hun og pegede på et hjørne, hvor der stod en del sofaer. 

''Jov, og tak !'' sagde jeg og sendte hende et smil, inden jeg satte kurs mod en af sofaerne. 

Jeg satte mig stille ned og tog min mobil frem, stadig intet nyt. Gad vide hvad der sker lige nu.... Nej det vil jeg ikke vide, eller vil jeg ?

Har Niall overhovedet fået Rosella i skole ? Ej det skal jeg ikke tænke på, det er nok det sidste jeg skal tænke på. Og selvfølgelig har han taget hende i skole, han ville nok ikke beholde hende hjemme. I selvom jeg vidste, at Niall sagtens kunne finde på det. 

 

Jeg havde siddet på denne her sofa i en evighed nu ! Jeg er 100 % på, at der allerede er gået 20 minutter. Men jeg siger ikke noget, jeg vil ikke presse dem, hvis de nu har travlt. 

''Monica Swan ?'' sagde en mand, som kom frem ind i rummet. Alle andre som også var her inde kiggede rundt på hinanden, for at se hvem denne person kunne være. 

''Ja !'' sagde jeg og rejste mig fra sofaen. 

''Følg bare med mig.'' sagde han, og jeg gjorde som han sagde. Vi gik ned af en lang gang med en masse døre op, dog gik vi ind i den helt nede ad gangen. 

Da vi kom ind i rummet sad der en anden mand, og han havde sort hår og blå øjne og et jakke sæt på, ligesom ham der fulgte mig ind, han havde bare mørke brunt hår med brune øjne istedet. 

Jeg satte mig ned ved et rundt bord sammen med dem. Jeg gav dem hurtigt hånden og hilste. 

''Så hvorfor kom du ikke klokken 08:00 ?'' spurgte ham med det sorte hår. Han smilte venligt, imens han ventede på mig til at svare.

''Ømm jeg kom bare lidt forsent op... Mit vækkeur virkede ikke.'' løj jeg så til sidst, hvad skulle jeg ellers sige ? ''Tjaa min nu måske kæreste havde plaget mig om at blive længere i sengen, og så faldt jeg ved et uheld i søvn igen.'' Nej det siger jeg ikke, så heller denne lille uskyldige løgn. 

''Okay nu til sagen, om hvorfor du er her. Vi har jo fået flere anbefalinger fra dit tidligere advokatfirma, så vi ville gerne møde dig.'' sagde ham med det brune hår. De kiggede begge smilende til mig. Jeg smilede også lidt akavet tilbage, for de stirrede seriøst på mig. 

''Ja jeg har også hørt meget godt om jer-'' jeg blev cuttet af, da min mobil ringede i min lomme. Jeg skyndte mig at tage den op og så hvem det var. ''Cameron'' stod skrevet på skærmen. Mit hjerte begyndte endu engang at løbe afsted. Han havde måske fået mere af vide ? 

''Undskyld jeg må tage den her.'' forklarede jeg undskyldende. 

''Hallo ?'' sagde jeg, da jeg havde taget mobilen og sat den helt tæt op mod mit øre. 

''Hun har forladt os....'' sagde en meget stille og grædende stemme. 

Jeg tabte mobilen ud af min hånd, så den smadrede ned på gulvet, som nu var fyldt med mobil stykker. Jeg stirrede ud i den blå luft, og kunne mærke mine tåre samle sig i mine øjne. Mit hjerte pumpede mod mit bryst, mens tårerne trillede ned fra mine kinder en efter en, uden at jeg sagde en eneste lyd. 

''Er du okay ?'' lød en svag stemme, som kom fra mændene foran mig. De fik et hurtigt blik fra mig, og de så bekymrede ud. 

''Undskyld je- jeg ..... Jeg må gå.'' sagde jeg stille, mens jeg blinkede for at få nogle tåre væk. Men det hjalp ikke, der kom bare flere og flere. 

De nikkede og lod mig gå ud fra døren. Jeg skyndte mig ud fra bygningen og ind i min bil. Jeg kørte så hurtigt jeg kunne tilbage til huset. Da jeg i tåre, gråd, hulk og råben kom til huset. Løb jeg ind og smækkede hårdt med døren. Jeg skyndte mig at løbe op ad trapperne, da jeg nåede de sidste trappe trin kunne jeg høre Niall råbe efter mig, men jeg lukkede ham ude. 

Jeg løb hurtigt ind i soveværelset og smækkede døren efter mig. Jeg gled derefter langsomt ned fra væggen til gulvet ved siden af døren. Jeg holdte mit hovede mellem mine hænder, mens jeg lod alle mine tåre få frit løb. 

''Monica ?'' hørte jeg Niall sige, da han fik åbnet døren ind til rummet og så ned på mig. Jeg mærkede ham sætte sig ved siden af mig, og holde sine arme tæt rundt om mig. 

''Hvad er der sket ?'' spurgte han ind i min hovedbund, da han pressede mig så tæt ind til ham, som der overhovedet var muligt. 

''Min mor er død.'' hviskede jeg, mens jeg løftede mit hovede for at se ind i Niall's øjne, som så bekymret og medfølende på mig. 

''Det er jeg ked af.'' sagde han og kyssede min pande blidt. Jeg lagde stille mit hovede på hans brystkasse, og prøvede på at slappe af. Men tro mig det var svært. 

Han spurgte ikke ind til mere, som overraskede mig meget. Men jeg var glad for at han ikke gjorde, det ville bare gøre mig mere ked af det, at snakke om det. 

''Jeg elsker dig !'' hviskede jeg ind i hans brystkasse, og kunne mærke hans arme stramme om mig. Tegn på at han hørte, hvad jeg sagde. 

''Jeg elsker også dig.'' sagde han stille. Jeg lukkede øjnene og forstillede mig og Niall på en blomster mark, hvor vi lå i græsset og holdte hinanden i hånden. Hvor vi bare lå og kiggede hinanden ind i hinandens øjne. 

 

''Vi skal hente Rosella....'' fik Niall sagt efter godt 30 minutter på det her gulv. 

''Ja...'' sagde jeg svagt med en hæs stemme. Jeg rejste mig stille op sammen med Niall. Han tog min hånd i hans og gik ud fra værelset. Han ledte mig ned i indgangshallen, hvor vi begge fik sko på og smuttede ud fra døren. 

Vi tog Niall's bil, hvor jeg sad på forsædet og fjernede alt min spildte mascara på mine kinder. Da jeg fik fjernet mit make-up, kunne jeg mærke Niall sætte sin hånd på mit lår, hvor hans tommeltot strøg frem og tilbage.

Jeg kiggede ned på hans hånd på mit lår, og derefter flyttede blikket op til ham, som stirrede ind i mine øjne. Han smilte stille og flyttede sin hånd fra mit lår til mit ansigt. Han strøg sin hånd ned af min kind, hvor jeg mærkede hans kolde fingre, da mit ansigt var varmt, fra alle mine tåre. 

''Du ved godt jeg elsker dig....Ik ?'' spurgte han stille, imens han flyttede sine øjne hen på vejen. 

''Jov.'' sagde jeg og smilte et lille smil, da han fjernede sin hånd fra mit ansigt, og tog min hånd og lagde dem på mit lår. 

 

Da vi kom til skolen, så vi en masse børn lege uden for, men Rosella var ikke til at få øje på. Fuck ! Nu går det sikkert også dårligt for hende, med inden venner eller noget som helst. Undskyld mit humør, der sker bare alt for meget på samme tid. 

''Kan du se hende ?'' spurgte Niall, da vi trådte ud fra bilen. 

''Nej...'' sagde jeg, og gennemsøgte legepladsen med mine øjne. Stadig ingen Rosella i sigte. 

''Kom....'' sagde Niall og tog min hånd i hans, og så gik vi sammen ind på skolen. Hvis hun ikke var sammen med de alle andre, måtte hun være i klasselokalet. 

Da vi nåede til klasselokalet, tog jeg en dyb indånding, inden jeg åbnede døren der ind. Jeg kunne høre nogle grine ? Vi kom længere ind i lokalet, og så så man i hjørnet en dreng og Rosella lege med legoklodser. 

Jeg kunne ikke stoppe mit smil på læberne fra at komme, da det her var noget jeg havde ventet på at se hele hendes liv. Jeg kiggede op på Niall og så det samme smil, som jeg havde på. 

Vi gik tættere på dem, og så at drengen havde mørkebrunt hår med grønne øjne, han mindede mig lidt om min bor, men de så godt nok søde ud der på gulvet med legoklodser over det hele. Det varmede virkelig mit hjerte, at se Rosella endelig have det godt, og have en at være sammen med. 

''Hejsa.'' sagde jeg og satte mig på hug foran de to legende børn. Rosella vendte sig om og kiggede mig ind i øjnene, hun så virkelig glad ud. 

''Mor !'' råbte hun og overfalede mig med et kram. Jeg strammede grebet om hende, og hun bordede sit hovede i min skulder. 

''Har du haft en god  dag ?'' spurgte jeg da vi havde sluttet krammet. 

''Det har været den bedste i mit liv ! Jeg har fået en ven ! Han hedder Lucas.'' sagde Rosella glad og hoppede op og ned. Det her var en stor glæde for mig, at vide min datter har fået en chance til, for at  kunne få sin første ven. Han så nu også sød ud. 

''Hej med dig !'' sagde jeg og rakte hånden ud til Lucas, han var nu lidt genert, men til sidst gav han mig hånden. 

''Mor må Lucas komme med mig hjem og lege ?'' spurgte Rosella bedende og kiggede skifte vis på mig og Niall. Jeg kiggede op på Niall og han smilte og nikkede, til at han gerne måtte. 

''Selvfølgelig må han det.'' sagde jeg og hun jublede og krammede Lucas. Det smilte begge to over hele 5 øren på deres små hoveder. Deres glæde smittede virkelig hurtigt, at jeg næsten glemte alt om min mor...... Når ja hende havde jeg nær glemt.................... 

______________________________________________________________________________________

Hejsa dejlige læsere ! :'D 

Jeg løg måske overfor jer.... UPS

For der kom alligevel et kapitel til ! :P 

Håber i kunne lige det, og forresten har jeg planlagt slutningen !

Men bare rolig, der kommer dog flere kapitler :D 

Og jeg siger det bare, jeg tror ikke, at i kan gætte slutningen korrekt ! ;D

Kh. 1D.Specials <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...