Our Mistakes 4

Dette er 4'eren af Our mistakes, så jeg anbefaler stærkt, at læse de andre først inden den her. For ellers giver denne movella ikke mening :) Får Niall nogensinde Monica af se igen, eller hans egen datter. Monica er jo flyttet tilbage til Danmark, hvor hun vil starte på en frisk, efter mange problemer med Niall. De var ellers godt på vej til et ægteskab, med deres uimodståelige datter Rosella. Læsning af Movellaen er på eget ansvar... Håber i vil kunne lide den ! :D - 1D.Specials <3

115Likes
453Kommentarer
12737Visninger
AA

16. One Word Trouble

Monica's POV 

 

''Vi kommer ikke med til begravelsen alligevel.'' sagde Niall, som var igang med at fortælle Harry over mobil, at mig, Niall og Rosella ikke kommer til min mors begravelse. 

Jeg sad inde på soveværelset i et af hjørnerne, med mine ben trukket op til min mave, hvor jeg krammede dem stramt. Jeg var græd færdig, da jeg netop lige havde haft en kæmpe skænderi med Niall, hvor jeg brød helt sammen. 

Så nu er jeg her og høre på, at Niall melder hans egen beslutning til Harry. Jeg havde jo benægtet gennem det hele, men jeg ved virkelig ikke hvorfor, at jeg absolut ikke må komme til min egen mors begravelse. 

Jeg tror heller aldrig, at jeg havde set Niall så oprevet, altså sur, vred og alt muligt indenfor den kategori. Altså ham må da ha en god grund, til at jeg ikke må komme med, for ellers er mig og ham FÆRDIGE ! 

Mener jeg nu også det ? Det ved jeg ikke, men en ting ved jeg da. At hvis Niall ikke snart fortæller mig hvad der i alverden foregår, så skrider jeg. Så kan han klare alt på egen hånd ! For ingen skal holde noget hemmeligt for mig, ikke når jeg har været så meget igennem. Og desuden er det her med til at rive mig og Niall fra hinanden igen. For i et forhold skal der ikke være nogle hemmeligheder, og ikke nogle som kan holde mig fra, at komme til min egen mors begravelse. 

Niall kan nemlig ikke bestemme, om jeg må komme til hendes begravelse eller ej. Hun er min mor, og det vil hun altid være død eller levende. Så hvis Niall bliver sur på mig over det, så lad han være sur, for jeg skal ikke misse min sidste forældres begravelse ! 

Min far døde jo for mange år siden, så jeg havde knyttet et tæt bånd mellem mig og min mor. Og da hun igennem mange har været den eneste, som har været der for mig som forældre figur, så kan jeg ikke bare holde mig væk fra begravelsen. Så må jeg finde en måde at komme med alligevel, uden at Niall fatter mistanke. 

''Ja vi kommer til Danmark, men ikke til begravelsen. Jeg kan jo ikke komme ud af samtalen, det har vi jo prøvet før Harry.'' hørte jeg Niall sige, da han også snakker lige ude på den anden side af døren, det vil sige at han er ude på gangen. 

Men det der var mit signal. Vi kommer til Danmark, bare ikke til begravelsen. Så hvis jeg på en måde kan slippe udenom Niall, så kunne jeg måske nå kirken. Men det kommer til at blive hårdt. Bare jeg kommer med til kirken, håber jeg min mor ville være tilfreds med. Jeg kan ikke skuffe hende i sådan en sag. Jeg ved hun er død, det vil sige ingen følelser, og ingen tilstede værelse mere. Men jeg har altid troet, at når ens nærmeste dør, så kan det høre og se ned på os andre. Og jeg har flere gange som lille, snakket til min far. Ja det lyder nok skørt, men jeg har altid følt, at han har kunne høre mig. Så jeg har altid på en måde følt, at han har været ved mig. 

''Okay ........ Vi ses.'' sagde Niall, og jeg formoder at samtalen sluttede der. Også da jeg høre en let banken på døren. Jeg regnede ikke med at han ville banke på, jeg havde regnet med, at han bare havde brest ind. Men endu engang overrasker han mig, og de overraskelser er ikke for det meste gode. 

''Monica vi rejser om 2 timer. Så få pakket dine ting, så tar jeg mine og Rosella's.'' sagde han gennem døren, mens jeg bare sad i stilhed og ventede på, at han snart ville gå. Så ville jeg kunne kommer op og pakke. 

''Monica ?'' spurgte han, inden han stille tog fat i håndtaget og lukkede døren op. Fedt jeg havde lige regnet med, at han ville skride så jeg kunne blive færdig. Jeg har ikke engang lyst til at snakke med ham, han har gjordt mig nok så sur, men han skal ikke gøre det værre end det allerede er. 

''Monica undskyld, men jeg prøver kun at beskytte dig !'' sagde han og satte sig på hug ned foran mig. Jeg kiggede ikke på ham, mit blik var låst fast på mine knæ'er foran mig. Hvordan kunne han sige, at han kun beskytter mig ? Mod hvad eller hvem ? Der er ingen grund til at beskytte mig ! Ikke når jeg sagtens kan passe på mig selv, det har jeg bevist i de 5 år. 

''Du ved godt jeg elsker dig ik ?'' sagde han stille, mens han tørrede noget løbet mascara væk fra min kind. Jeg flyttede så mit blik ufrivilligt op til hans øjne. De lyste med bekymring, men det kan ikke passe. Og hvis han virkelig elskede mig, så ville han lade mig komme med til min mors begravelse ! 

''Lad-Mig-Være !'' sagde jeg igennem mide sammenbidte tænder. Han skal ikke sætte en eneste finger på mig, inden han give mig tilladelse til at komme til min mors begravelse. Vent jeg behøver ikke en tilladelse, jeg er en voksen, og jeg kan selv bestemme hvad jeg gør. Så Niall kan jo faktisk bare rende mig på i røven, for det her er ikke noget man skal ta' fra mig. 

''Monica......''Sukkede Niall og kiggede ned på det stykke gulv, som var imellem os. Hvad ville han ? Han kan ikke bare komme og tro alt er godt og la da de la da da dum..... For sådan er det ikke, vi har lige haft et kæmpe skænderi, som ikke bare kan glemmes på nul komma 5. 

''Det er for din egen sikkerheds skyld, for jeg vil ikke miste dig.'' sagde Niall og kiggede op på mig igen, mens hans undersøgte mit ansigt fuldt igennem for svar. Men jeg kunne ikke give ham nogle, da det her er alt for langt ude. 

''Jaer som om der ville ske noget, hvis jeg kom til en helt almindelig, fredelig begravelse.'' sagde jeg sarkastisk og rullede mine øjne af ham. Han kan ikke mene, at der ''vil ske noget slemt'' hvis jeg tog til en fucking begravelse !? Altså hvad kunne der ske ? Andet end at man synger en masse salmer og ser sin mor blive bærret ned i jorden. 

''Monica hør på mig !'' sagde Niall bestemt og tog mig under hagen, så jeg ikke kunne andet end at kigge ham i øjnene, uanset hvor meget jeg ikke havde lyst til det, kunne jeg ikke gøre andet. 

''Jeg vil ikke miste dig okay ? Derfor beskytter jeg dig.... Og uanset om du vil det eller ej, så kommer du ikke med til begravelsen.'' sagde han og slap min hage stille. Den nar....... 

''Niall du kan ikke bestemme over mig ! Jeg er gammel nok til at tage mine egne beslutnigner, og selv kunne beskytte mig selv ! Ligesom da du forrådte både mig og DIN datter !'' råbte jeg i hovedet på ham og rejste mig hurtigt fra gulvet. Nu kom alle de uønskede minder og tanker i mit hovede, om Niall sammen med en masse andre pige end mig. De tanker og synsopfindelser dræber mig, men det er sandt. Han har jo været med andre end mig.... 

Niall er faktisk den eneste, som nogensinde har haft sex med mig. Det var ham som tog min mødom, ham som var den eneste, jeg ville ha der skulle tage den. Den gang var jeg skudt i ham, men sådan er det ikke mere. Ja jeg indrømmer at jeg var dum og håbløst forelsket den gang. Jeg ved ikke om jeg var desperat eller ej den gang ? For jeg bogstavligtalt hoppede i hans arme første gang jeg så ham, som om han allerede der havde adgang til at gøre alt han ville med mig. 

Tænk at jeg var så dum, for hvem i alverden kysser en man først lige havde mødt ? Mig som var så fucking desperat, fordi ingen i hele mit liv havde kysset, rørt, eller elsket mig, på den måde, som alle piger ønsker en dreng. En dreng som kan beskytte en, og vise i offentligheden at hende der er hans og kun hans. 

Det er føst nu, at alt det slår mig. Hvorfor kyssede jeg ham også, da jeg mødte ham den aften i køkkenet, den samme dag jeg havde mødt min bror Harry. Det er jo helt uvirkeligt, at jeg bare kunne kysse ham, og så tro at jeg var i drømme verdenen med en prins. For sådan er virkeligheden ikke, den er meget værre end man skulle tro. Men mig og Niall's fortid er så stor, at man ikke skal gi' slip på den ligemeget hvad. 

''Monica jeg ved, at jeg var en selvglad idiot der, men jeg har ændret mig ! Og hvis du ikke kan se det, så er det måske på tide at du går.'' sagde Niall og rejste sig fra gulvet og pegede på døren. 

Det her mener han seriøst ikke, prøver han at slå op med mig ? Hvis det er det han gør, så gør han et godt job ! Men hvordan kom vi ud i det her ? Hvorfor over sådan en lille og alligevel ikke lille ting.... Altså der må være en grund ? Han kan ikke bare gøre det her, det kan han ikke !

''Slår du op med mig ?'' halv hviskede jeg, mens jeg knækkede i slutningen at spørgsmålet. Jeg kunne stille mærke mit hjerte falde i et stort sort hul, hvor der ikke var en eneste mulighed for at komme op fra igen, mens uønskede tåre kom trillende ned ad mine kinder. 

''Det tænkte jeg nok..'' sagde jeg og kiggede ned i gulvet, mens jeg gik hen til walk-in-closet og fandt nogle kufferter og begyndte at pakke mine ting, da Niall ikke svarede på det, tog jeg det som et ja. 

''Monica nej stop ! Det var ikke det jeg mente !'' råbte Niall og skyndte sig hen til mig, hvor han rev den allerede halvfyldte kuffert ud af mine hænder. 

''Niall det er fint, jeg havde allerede set det her komme...'' sagde jeg stille og samlede kufferten op igen, hvor jeg fortsatte med at pakke. 

Jeg så ud af min øjenkrog, hvor Niall gik rundt i cirkler og tog sig selv til håret. Han så frustreret ud, ligesom jeg var eller stadig er. Niall kan ikke stoppe mig denne gang, hvis det her er det der skal til, for at jeg selv kan bestemme over mit eget liv, og kan selv styre de ting jeg har lyst og vil gøre. Så er det vel det der skal til. 

Okay nu lyder jeg åndsvag ! Det her er noget lort ! Lort som ikke kam tages væk igen, den bliver ved med at være der, og den stinker mere og mere nu længere den ligger der. 

Det er nu rigtigt nok, at jeg havde set der her komme. For vi har jo ikke kunne holde et forhold uden problemer, og uden at vi skilles. Sådan vil det blive ved med, ligesom en livslang cirkel cyklus, som gentager sig om og om igen. 

Så det er vidst bedst bare at stoppe her, for eller bliver det hele bare mere fucked op ! Undskyld mine ord, men de passer perfekt til sammenhængen, og til at formulere min mening og situationen. Så uanset om det bliver hårdt, må det stoppe. Jeg kan ikke klare flere ting, som skiller os ad. Hans utroskab og opkommende problemer, og ting jeg absolut ikke må, kan jeg ikke holde ud mere, jeg skal væk..... Væk fra det hele, ham, huset, England, og alle ! 

Jeg rejser tilbage til Danmark og bor det igen, de 5 år var fornuftige, men jeg var jo så dum og desperat, at jeg kom med og bo til England igen. Det var en stor fejltagelse, som ikke skal gentages igen. 

''Du må ikke ! Hvad skal jeg så stille op ? Hvad med Rosella ?'' græd ham og stod nu lige foran mig med blodsprængte øjne, med røde kinder med en masse tåre rendende forbi. Det gjorde mig ondt at se ham sådan, men jeg kunne ikke ændre det. Ingen ville kunne ændre det. 

Men jeg havde jo så travlt, at jeg glemte alt om Rosella... Hvad med hende ? Jeg kan ikke svigte hende, ikke om det så galt mit liv. Hun har været nok igennem. Enten skal hun blive her med Niall, eller tage tilbage til Danmark med mig, der hvor hun ikke havde nogen venner, der hvor hun blev mobbet. Det er udelukket, at hun skal tilbage til det rædselsregime. Så må hun jo bare blive her ?....... 

''Hun bliver hos dig. Hun skal ikke tilbage til de skoler, hvor ingen kunne lide hende. Du beholder hende, hun kan også bedre lide dig, så det passer jo fint.'' sagde jeg og lukkede min kuffert, da jeg havde pakket alt mit tøj, som Niall havde brugt en formue på, da jeg flyttede ind. Men der er  ikke min skyld, det var ham som havde købt det, og mit som nu er smidt ud, så jeg kunne ikke gøre andet. 

''Men .....'' sagde han, men han stoppede sig selv. Han kunne sikkert ikke finde på noget at komme op med, ikke en ting som gør til, at han kæmper for mig, for det gør han ikke som han burde. Hvis han skulle beholde det vi har sammen, så skulle han lade mig gøre hvad jeg vil, og ikke lukke mig inde fra alle andre. 

Jeg tog kufferten ud og begyndte at gå mod døren. Han stoppede mig ikke engang, endu et bevis på, at han ikke vil kæmpe for mig, og endu en grund til at gå og aldrig komme tilbage. 

Jeg åbnede døren og lukkede den stille efter mig, i håb om at han måske ville løbe efter mig og bevise sit værd. Men igen satte jeg mine forvæntninger for højt op, for Niall kom ikke efter mig, han blev inde på værelset. 

Jeg prøvede at stoppe mig fra at gå tilbage til Niall og springe i armene på ham, og fortælle hvor dum jeg var, og bare glemme alt som lige var sket. Men det kan jeg ikke bare gøre, det lyder let, men det er det ikke. 

Skulle jeg også sige farvel til Rosella ? Ville det gøre det hele værre end det er ? Det fik mig til at stoppe, fra at gå ind i stuen, hvor jeg vidste Rosella ville være. Jeg gik hurtigt ud fra døren og stoppe ude foran huset, efter jeg var kommet et par meter væk. 

Jeg tog et hurtigt kig tilbage på huset, inden jeg vendte mig om og stoppede mig selv. Jeg stod helt stille.... Nu var jeg vildt forvirret ! Hvad laver han her ? Hvordan og hvornår ? 

Da jeg så Cameron komme kørende i en bil, som jeg alldrig havde set før. Han stoppede lige foran mig, og åbnede passager døren, så jeg kunne kigge ind. 

''Hop ind.'' sagde han, imens han smilte stille til mig. Han kunne sikkert se mine tåre og grædfærdige ansigt. Da jeg ikke kunne andet, satte jeg mig ind i bilen med ham. Han begyndte så hurtigt at køre væk fra huset. 

''Hvad laver du her ? Jeg troede du stadig var i Danmark ?'' fik jeg sagt efter nogle minutters stilhed. 

''Jeg vidste han ikke ville ku' holde på dig, så jeg var her og ventede til at han ville fejle, så jeg kunne træde ind og være der for dig.'' sagde han og lagde sin højre hånd, som ikke var på rettet på mit inderlår. Det her føltes så forkert, men så dum som jeg var, kunne jeg ikke få nogle fornuftige ord ud fra min mund. 

''Cameron ligemeget hvor meget jeg er taknemmelig for at du hentede mig og alt det der, så er det altså lidt mærkelig at du har din hånd der.'' sagde jeg og pegede på hans hånd mellem mine ben. Jeg prøvede at være flink og slappe af, og ikke komme til at sige noget som jeg vil fortryde. 

''Oh undskyld....'' sagde han og tog sin hånd væk, og jeg åndede lettet ud. Hvad nu hvis han ikke havde flyttet den ? Ej Cameron har været min bedsteven i nogle år nu, så selvfølgelig forstår han..... 

''Men hvor køre du mig hen ?'' spurgte jeg så, ende en gang efter nogle minutter fuld af tavshed. 

''Til lufthavnen.'' sagde han og holdte godt øje med vejen foran ham. 

''Okay....'' sagde jeg stille og kiggede ud af vinduet. Så her er jeg (igen) på vej mod en ny start, som forhåbenligt bliver holdt denne gang !

______________________________________________________________________________________

Hej ! <3 

Endelig kom et kapitel til ! :D 

Og et kapitel mere tættere på slutningen ! 

Er i spændte på hvad der kommer til at ske ?? 

For jeg er spændt på, hvordan i vil reagere omkring slutningen ! XD 

Skriv gerne jeres meninger (også gerne kritik, hvis der er) 

Elsker jer ! 

Kh. 1D.Specials <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...