Our Mistakes 4

Dette er 4'eren af Our mistakes, så jeg anbefaler stærkt, at læse de andre først inden den her. For ellers giver denne movella ikke mening :) Får Niall nogensinde Monica af se igen, eller hans egen datter. Monica er jo flyttet tilbage til Danmark, hvor hun vil starte på en frisk, efter mange problemer med Niall. De var ellers godt på vej til et ægteskab, med deres uimodståelige datter Rosella. Læsning af Movellaen er på eget ansvar... Håber i vil kunne lide den ! :D - 1D.Specials <3

115Likes
453Kommentarer
12749Visninger
AA

8. One Last Thing

Niall's POV 

 

Da jeg stod ude foran Monica's dør, tog jeg en dyb indånding, inden jeg tog fat i håndtaget og gik ind. Jeg kiggede rundt i huset, men kunne ikke finde hende. 

''Mor ?!'' råbte min prinsesse og kom løbende ned fra trappen. Da hun så mig, fik hun et kæmpe smil på læberne og løb ind i mine arme. 

''Far ! Jeg har savnet dig !'' sagde hun i min skulder, mens jeg kæmpede med ikke at fælde en tåre. Hvis hun bare vidste, hvorfor jeg var kommet. 

''I lige måde !'' sagde jeg og kunne ikke stoppe mig selv, inden der kom en lille tåre ned fra min kind. I selvom det ikke var længe siden, at jeg sidst havde set Rosella, havde jeg alligevel savnet hende meget !

''Hvorfor græder du far ?'' spurgte hun, da vi havde sluttet krammet. Jeg smilte let til hende, inden jeg kyssede hende på kinden. 

''Far kommer for at sige farvel.'' sagde jeg ligeud... Jeg kunne nu ikke læse hendes udtryk i ansigtet. 

''Farvel ?'' sagde hun og rynkede sin pande. Jeg nikkede svagt, og kiggede ind i hendes blå crystal øjne. 

''Far tager til England om lidt, men jeg kommer og besøger dig igen, det lover jeg !'' sagde jeg og så hendes mundvige vende ned ad. Hendes underlæbe begyndte at vibrere, inden en tåre forlod hendes øje. Ligesom når Monica græder, hun vibrerer også hendes underlæbe. Rosella minder mig alt for meget om Monica, på visse måder er det godt !

''Jeg troede du kom for at blive !'' sagde Rosella og brød ud i gråd. Hun holdte sine hænder foran hendes hovede, og vendte sig om for at løbe. 

''Vent !'' råbte jeg, inden jeg så en pige komme frem i en dørkarm ind til gangen. Hun havde mørkebrunt hår i en hestehale, og brune øjne. Hun havde en løs mørkeblå t-shirt på med nogle stramme cowboy jeans. 

''Hvad sker der ? Hvem er du !'' sagde pigen, ens hun tog nogle tunge skridt tættere på mig. Hun lignede en på 19 eller 21 år eller der imellem. Hun havde krummet sine øjenbryn sammen, og kiggede undrende på mig. 

''Jeg er Rosella's far. Hvem er du ?'' spurgte jeg, og hvad lavede hun egneligt her ?

''Jeg hedder Camilla, jeg er Rosella's barnepige.'' sagde hun ligeud. Jeg blev lettet, da jeg jo ikke kendte hende. Og at Rosella er jo ikke gammel nok, til at være alene hjemme. Så tænk jeg ikke havde gættet det før Camilla sagde det. 

''Oh okay..'' sagde jeg og kiggede efter Rosella. 

''Er der noget galt ?'' sagde hun og afbrød min kiggen efter Rosella. 

''Nej, men vi du ikke give os lidt privatliv ?'' spurgte jeg så venligt så muligt, for ikke at lyde ond. Hun nikkede og gik tilbage, det rum hvor hun kom fra. 

Jeg kiggede så en ekstra gang. Og der fik jeg øje på Rosella, som sad på et trappetrin med hovedet i hænderne. Jeg gik hurtigt hen til hende, og satte mig ned på trinnet ved siden af hende. Jeg sagde min arm om hende, og pressede hende længere ind til min krop. 

''Hvorfor er du ikke sammen med mor ?'' spurgte hun ligepludselig og kiggede op på mig. Hendes hovede var helt rødt, og hun havde blodsprængte øjne efter at have grædt. Hun lignede Monica på en prik, bare i yngre form. 

Men hun havde en pointe i sit spørgsmål. Jeg vidste ikke, hvorfor mig og Monica ikke var sammen. Eller jov, skulle jeg fortælle min datter, at ''jeg var hende utro to gange, og at jeg har skredet fra hende, da hun var gravid med dig.'' Næ nej det siger jeg ikke til hende, hun kan jo sikkert ikke engang forstå det. Hun er jo kun 6 år gammel ! 

Men hun har overrasket mig før, så hun kunne jo gøre det igen. Hun opførte sig jo ikke som en 6 årig lille pige, som normalt ville elske lyserød og prinsesser. Men min prinsesse er anderledes, hun er speciel i forhold til alle andre 6 årige piger. Men jeg elsker hende for det ! Det gør hende unik ! 

''Det ved jeg ikke prinsesse.'' sagde jeg og kørte noget af hendes hår om bag hendes lille øre. Hun kiggede derefter ned på sine sammen foldede hænder. Måske skulle jeg bare sige sandheden ? Nej hun er ikke gammel nok, til at kunne holdestyr på så meget i sit liv, som ikke rigtigt er startet endu. 

''Men jeg kommer og besøger dig så tit jeg kan ! Og en dag vil jeg tage dig med til England og Irland. Så kan du se, hvor jeg bor og har boet. Så kan du også møde farmor og farfar !'' sagde jeg og håbede hun ville få det bedre. Jeg fik mit svar, da hun kiggede op på mig med et lille smil. 

''Det vil jeg glæde mig til !'' sagde hun og lænede sig ind til mig. 

''Tro mig de vil glæde sig til at se dig !'' sagde jeg og nussede hendes lille ryg. 

Ja min mor og far, også kaldt Maura og Bobby, har ikke set Rosella endu. Men jeg har fortalt dem meget om hende, af det jeg nu vidste. Jeg vidste jo ikke ret meget, for hun var jo kun 1 år inden hun kom til Danmark. 

Og mine forældre har altid været nedtrykte, over at de ikke havde set deres andet barnebarn endu. De har jo kun set Theo, som for nylig er blevet 8 år gammel. Han er virkelig blevet stor ! Han ligner godt nok sin far, og en smule hans mor ! Han er virkelig den bedste niece man kunne ønske sig, og vi har også et tæt forhold til hinanden. 

Jeg har tit været sammen med ham, og spillet spil, fodbold eller golf sammen. Ja jeg havde lært ham golf, da jeg elsker spillet ! Jeg ved godt folk ser spillet, som et spil for gamle mænd. Men jeg elsker spillet, og det kan ingen gøre noget ved ! 

Der løg et brag, og mit blik følgede hurtigt braget. Jeg fik øje på hoveddøren, som var sprunget op. Men foran den stod Monica, hun havde en tåre på kinden. Hun havde sit blik på mig og Rosella, og det flyttede sig ikke et sekundt. Mens vi holdte vores øjenkontakt. 

 

Monica's POV

 

''Kan i have en god aften !'' sagde Camilla, og vinkede os farvel. 

Camilla skulle passe Rosella, mens mig og Cameron skulle i biografen og se The fault in our stars. Cameron havde jo overtalt mig til at komme med ham, men det var ikke fordi jeg havde humor til det. 

Så jeg havde fået fat i Camilla, som før har passet Rosella. Den gang fik jeg af vide, at det hele havde gået fint, så hvis det havde gået fint, hvorfor så ikke tage hende igen ? 

''Kommer du ?'' sagde Cameron bag mig, og tog min hånd i hans. 

''Ja...'' sagde jeg og sendte ham et smil. Jeg havde nu ærligtalt ikke lyst til at holde i hånden med ham pga. mit humør, men vi har gjordt det før, så det var ikke noget nyt. 

Vi er heller ikke helt normale os to, dov er vi det skøre bedste venne par, som altid laver sjov med hinanden. Han var den eneste jeg kunne kommer ud med mine følelser til. Og det var virkelig dejligt, da jeg ikke kunne komme ud med dem på andre måder. 

 

Da vi kom ind i biografen, skulle vi have vores billetter. Så vi gik hen til en betalnings disk, hvor en ung fyr sad bag ved. Han havde sort hår og lyse grønne øjne. Han smilede venligt, imens vi betalte vores billetter. Han var virkelig venlig og alt det der, men i starten troede jeg han var en punk type, hvis i ved hvad jeg mener. Men ja, døm ikke andre på deres udseende ! For man ved ikke om de faktisk er meget venlige, ligesom ham her, som forresten hedder Justin, som jeg læste på hans skilt på trøjen. 

''Værsgo ! Ha en god film, og hvor er i et sødt par !'' sagde Justin og smilede stort til os. 

''Tak, men vi er ikke kærester bare venner !'' sagde jeg og gengældte hans dejlig varme smil. Jeg skimte ud af øjenkrogen, at Cameron fik et trist ansigts udtryk i ansigtet, efter det jeg havde sagt. Jeg forstod det ikke helt, men what ever !

Da vi begyndte at gå hen imod biograf salen, så jeg en lyshåret fyr med massere af popcorn og sodavand styrte ind i salen, så hurtigt han kunne. Jeg så ikke hans ansigt, men han så ud til at have travlt, med at komme væk fra et eller andet. Men jeg skal bare blande mig udenom ! 

Da mig og Cameron havde fundet vores pladser, sad jeg og kedede mig lidt, for filmen var ikke helt begyndt endu, der var de dumme lorte reklamer, som der altid er i biografen inden en film starter. 

Jeg kiggede ned på det sæde, som var foran min og Cameron's. Der sad den fyr, som havde vildt travlt med at komme herind. Han fangede nu min opmærksomhed, da han så meget bekendt ud bagfra. Men som sagt, jeg skal ikke være en weirdo og stirre videre på ham, tænk hvis Cameron ville opdage mit stirren. Det ville være så pinligt !

Fimlen startede endelig ! Og den var faktisk ret god ! Den var nu også virkelig sørgelig. Der var nemlig et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne holde mine tåre tilbage. Så jeg sad og græd til en film, ja jeg er mærkelig, men det gør nogle altså ! 

Jeg tørrede tårene væk og følte en hånd lægge sig ovenpå min. Jeg kiggede op og så Cameron holde sin hånd oven på min. Hans tommeltot agede blidt min håndryg. Han sendte mig et beroligende smil, og jeg gengældte den straks. 

Jeg lagde stille mit hovede på hans skulder, og slappede mere af. Jeg kunne så pludselig mærke, at Cameron kyssede min hovedbund. Jeg håbede at han kun gjorde det i en venskabelig anledning, for jeg har jo faktisk ikke ''følelser'' for ham. Men jeg må bare slappe af, og slå mine tanker væk og nyde filmen. Jeg tror faktisk den er blevet min ynglings nu !

Jeg løftede mit hovede fra Cameron's skulder, da jeg så fyren foran mig rejse sig fra sit sæde. Mine øjne fuldte hver og en af hans bevægelser. Han havde kurs mod udgangen til salen, jeg kunne ikke stoppe mine øjne fra at følge ham. Han virkede virkelig bekendt ! Så måske kunne jeg nå at få et glimt af ham. 

Da han nåede døren kiggede han stille hen på mig. Han havde tåre trillende ned fra sine øjne, som var det første jeg så. Da det lige pludselig slog mig, det var Niall !

Jeg sad belt stenet, han og mine øjne skiltes ikke ad på et tidspunkt. Vi stirrede ind i hinandens øjne i nogle minutter. Skulle jeg rejste mig, og gå over til ham. Ligemeget hvor meget jeg gerne ville, ville jeg ikke vide hvad Cameron ville sige. Han kender jo ikke Niall, men jeg havde jo fortalt en del til Cameron om Niall. 

Vores blikke skiltes ad, da Niall vendte sig om og gik ud fra salen. Jeg så stille på, da døren lukkede stille i efter han forlod salen. 

Mine tanker forlod ikke Niall på et eneste tidspunkt efter han forlod biografen. Hvorfor græd han ? Hvorfor var hen her ? Hvorfor sagde han ikke noget ? Mit hovede blev bombarderet med mine egne spørgsmål. Jeg slog dem væk, og rejste mig fra sædet. Jeg satte kurs mod døren, uden at skænke Cameron en eneste tanke. 

''Hvor skal du hen ?'' spurgte han, og jeg vendte mig ikke om for at se på ham. Men jeg gik videre hen mod døren. 

''Jeg kommer igen.'' var det eneste jeg fik sagt, inden døren smækkede i bagved mig. Jeg gik med hurtige og tunge skridt hen mod udgangen til biografen. Jeg skyndte mig hen ad fortovet. Hvor skulle jeg gå hen ? Jeg ville jo finde Niall ! 

Men hvor i alverden, kunne han ha gået hen ? Måske var han ovre i parken ! Jeg satte hurtigt kurs mod parken. Men da jeg kom det til, kunne jeg ikke få øje på Niall. Var han der overhovedet ? 

Det troede jeg ikke, så istedet slog det mig, at han kunne være hjemme hos Rosella. Så jeg skyndte mig hen til min lejlighed, og løb nærmest op ad opgangen. Det kunne ikke gå for hurtigt ! Jeg fik små tåre i øjnene, da tanken om han måske var taget afsted til England stregfede mine tanker. Ville han tage tilbage til England ? Det måtte han ikke ! Jeg er ikke færdig med ham.... Ikke endu !

Da jeg nåede min lejlighed, sprang jeg ind af døren. Jeg kiggede ivrigt rundt i rummet, og fik øje på Niall og Rosella, som sad på et trappetrin. Niall holdte om Rosella, og han havde sin opmærksomhed mod mig. 

''Niall.'' kom stille ud fra min mund, efter dog et par minutters fokuseret øjenkontakt. 

''Monica, undskyld jeg kom her. Jeg ville bare lige sige farvel til Rosella.'' sagde han og rejste sig fra trappetrinnet. 

''Hvad mener du med farvel ?'' spurgte jeg med en hvis rungen i min stemme. Gud hvor var jeg nervøs ! Ville han bare skride igen ? Ligesom han altid gør ? For det skal ikke ske igen, ikke denne her gang ! 

''Monica, jeg er nød til at tage hjem. Jeg har gjordt hvad jeg kom for. Og her er ikke mere for mig at gøre. Jeg havde fundet dig og Rosella, som var min grund til at komme. Og da jeg nu har set at alt går fint, vil jeg ikke lave mere rag i den.'' sagde han og kiggede mig dybt ind i øjnene. 

''Men, men hvorfor forlade os igen ?'' spurgte jeg stille, næsten som et hvisken. Han kiggede ned på min mund, og kiggede hurtigt op igen, da han hørte jeg talte til ham. 

''I har det jo fint. Du har ham der og Rosella klare sig fint.'' sagde han og bed sig selv i læben, jeg kunne se, at han tænkte på et eller andet, som sårede ham. Jeg vidste ikke hvad, men intet skulle såre ham. 

''Vent Cameron ? Er det han du snakker om ?'' spurgte jeg og rynkede let min pande. 

''Ja, altså ham du var sammen med i biografen.'' sagde han og kiggede ned på gulvet. Jeg kunne ikke læse hans tanker, så jeg blev lidt bekymret. Intet skulle pirre ham, som et eller andet tydeligvis gjorde. 

''Cameron er bare min ven, eller bedste ven..... Men jeg kan ikke lide ham !'' sagde jeg og tog et skridt tættere på Niall. 

''Men han kyssede dig !'' sagde Niall og jeg så hans nu våde øjne, som der kunne rende en tåre ned af hvert et sekundt. 

''Niall det var et venskabeligt kys, det gør han nogle gange, jeg ved ikke hvorfor, men det gør han og der er ikke noget i det.'' sagde jeg og ville desperat bevise det for ham. 

''Men i hvertfald er det ikke noget, som jeg skal blande mig i. Det er 5 år siden du slog op, og det kan jeg ikke ændre, så jeg kom jo bare for at sige farvel.'' sagde han og kiggede igen op på mig. 

''Men du må ikke forlade mig ! Ikke igen.'' sagde jeg og kom tættere og tættere på ham. Ja jeg ville ikke have, at han skulle tilbage til England. Vi har endelig set hinanden igen, og jeg føler bare ikke at jeg kan give slip på ham endu en gang. 

''Monica..... Jeg har ikke andet valg !'' sagde han og prøvede at overbevise mig, men han kan tro om.

''Nej, Niall så kommer jeg med dig !'' sagde jeg og stod fast i mine ord. Måske havde jeg ikke tænk over, hvad jeg sagde inden ordene var ude af min mund. Jeg tænkte hurtigt over mine ord, og overvejede om jeg virkelig ville sige mit job op, og tage chancen at flytte tilbage til England, og tilbage til Harry og mine gamle venner. 

''Monica nu er du åndsvag ! Du har et job, og massere af venner ! Din familie bord her enda, eller noget af den. Og du har Cameron, jeg kan se at han elsker dig ! Og du burde elske ham, da vi alligevel sluttede for 5 år siden. Og jeg kan se at han elsker dig, den måde han kigger på dig, er samme måde som jeg ser på dig.'' sagde han. 

''Men vil du ikke nok blive ! Eller kan jeg komme med ! Jeg vil gerne sige op for dig !'' sagde jeg og tænkte først over mine ord efter de var sagt. Elskede jeg ham stadig så højt, at jeg ville gøre alt det for ham ? Hud hvem narre jeg ? Selvfølgelig elsker jeg ham stadigvæk ! Men er det nu også sikkert, at tage den chance ? 

''Monica tænk over det igen ! Ville du virkelig ødelægge alt det du har her, og tage med mig til England ? Rosella går i skole nu, og du har et vigtigt job ! Rosella ville måske ikke kunne klare at skifte skole ? Og desuden ville hun jo også skulle snakke engelsk hele tiden i klassen, det ville hun jo ikke kunne ?'' Sagde han. 

Der tog han fejl, Rosella kan snakke virkelig godt engelsk faktisk flydende !Hvordan ved jeg godt nok ikke, for jeg har ikke snakket engelsk til hende kun dansk. Måske ville det kun være godt for hende, at komme til England og starte på en frisk, hvem ved ?

''Rosella kan flydende engelsk, og måske ville hun klare sig fint ! Hun har jo alligevel ingen venner her oppe !'' sagde jeg med en hævet stemme. Han ved jo knap nok noget om hende, han har ikke set hende i over 5 år ! 

''Hvorfor har hun ingen venner ?'' spurgte han med en rynket pande, han så nu bekymret ud. 

''Fordu hun ikke havde nogen far, som alle de andre børn havde ! Og ved du hvem's skyld det er ? Det er din !'' råbte jeg og blev virkelig vred. Den tanke og virkelighed var til at slå sig selv ihjel over ! Hun har jo aldrig haft en ordenligt barndom indtil videre, da hun ikke har haft sin far hos hende. 

''Oh...'' var det eneste som han fik ud. Måske skulle jeg ikke have råbt ad ham. Men min vrede steg bare alt for hurtigt. Jeg ved ikke hvorfor, men at Rosella ikke havde fået en god start, var noget som pirrede mig vildt meget. 

''Undskyld, jeg blev bare vred over tanken.'' sagde jeg og tog mig selv til panden. Hvorfor skal jeg altid være så vred, sur og være så ond ? Jeg råber jo meget af folk, og bliver nemt sur på det sidste. Det var ikke engang min mening at råbe af Niall, det skete bare. 

''Det er okay, men er du sikker ?'' sagde han stille og rettede sit blik mod mig. Jeg tænkte mig lidt om inden jeg nikkede svagt. 

______________________________________________________________________________________

Hejsa! 

Undskyld at jeg ikke havde tid til at skrive inden i dag, men jeg havde meget travlt og skulle i sommerhus med familien. 

Men til gengæld blev dette kapitel ok lang. 

Og så vil jeg også gerne lige flippe lidt ud...

Jeg har fået 100 FAVORITTER PÅ THE NEW PROBLEM ! :D 

Det er virkelig sygt ! Det betyder en del for mig ! 

Og tusind tak til alle, som følger med i serien ! 

Hvis det ikke var for jer, ville denne historie ikke findes ! :D 

Men tusind tak ! Jeg ville bare lige dele min glæde med jer !!!!! :D 

Kh. 1D.Specials <3 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...