Our Mistakes 4

Dette er 4'eren af Our mistakes, så jeg anbefaler stærkt, at læse de andre først inden den her. For ellers giver denne movella ikke mening :) Får Niall nogensinde Monica af se igen, eller hans egen datter. Monica er jo flyttet tilbage til Danmark, hvor hun vil starte på en frisk, efter mange problemer med Niall. De var ellers godt på vej til et ægteskab, med deres uimodståelige datter Rosella. Læsning af Movellaen er på eget ansvar... Håber i vil kunne lide den ! :D - 1D.Specials <3

115Likes
453Kommentarer
12752Visninger
AA

18. Im Totally Done

Monica's POV 

 

''Så kedelig var det da heller ikke ? Var det ?'' spurgte Cameron grinene. Vi var faktisk lige landet med flyet, og som det så ud til nu, skulle vi hen til kirkegården. Cameron havde fortalt mig, at det hele var blevet rykket til idag, hvilket jeg virkelig ikke forstod, men jeg gav det ikke en tanke. Jeg ved godt, at det var meget besynderligt, men hey jeg protestere ikke. Nu før det her er ovre, nu bedere !

Ja jeg ved godt, at jeg kæmpede for at komme med til den her begravelse, men jeg ville ikke sidde og stortude inde i en kirke foran venner familie og fremede mennesker, som ofte møder op til kirke, de personer var nu mest ældre mennesker. 

''Ha-ha.....'' sagde jeg og rullede mine øjne af ham. Han var nu god til at få mine tanker væk fra Niall, så det var jo på nogle punker kun en god ting, men nogle ville nok også sige at det ville være en dårlig ide. Men det var min beslutning, og den holder jeg fast i. Ligesom andre beslutninger som ikke blev holdt, kun på grund af min desperation i at blive elsket. 

Nogle ville måske kalde mig en håbløs romantisker, men jeg dømmer dem ikke. For det er virkelig, hvad jeg er. Den person er dog ikke nem at få væk, men nogle gange ville jeg ønske hende til at forsvinde. Den ''mig'' høre ikke til her, hun høre ikke til i mit liv. Dog skabte hun et forhold mellem mig og Niall, men det var mere noget der blev sprunget ud i, da jeg ikke kunne styre mig selv. 

Den aften glemmer jeg aldrig. Jeg ved, at jeg har sagt det før, men jeg fortryder ikke mine handlinger den gang, for hvis ikke min desperation'e side af mig var mødt op den dag, hvem ved så, om mig og Niall ville ha' det vi nu havde, eller rettersagt siden alt muligt lort dukkede op. 

Alt i mit liv lige nu køre rund og rundt, frem og tilbage. Mig og Niall er sammen, så er vi ikke, så er vi, og så endu et lille uvelkommen problem. Sådan køre det her i en cirkel. Det hele vil gentage sig, og hvis det ikke bliver stoppet på et tidspunk, så bliver det bare være for mig selv. Så ville vi have flere og måske større problemer, og det ved jeg allerede, at jeg ikke vil takle med. Jeg har taklet med nok, i alle de år der var gået, har jeg trods alt lært noget. 

Kærlighed stinker ! Der findes ingen lykkelige slutninger, andet end det er en dum eventyr, og der er det her ikke, det her er en dum men sand virkelighed. Og virkeligheden er meget sværere at leve i og meget sværere end det ser ud og lyder. For virkeligheden er ikke så pisse nemt, som den måske lyder eller bliver fortalt. For ingenting er nemt her i livet, der kommer alt for mange op og nedture, og jeg har lært, at der kommer flest nedture, men når der så også kommer nogle opture, er det nogle store opture, ligesom dengang Rosella kom til verdenen. Det var en af de bedste dage i mit liv, at se min lille pige lille i mine arme. Det var tider og minder, som aldrig vil forlade mine tanker. 

Mit liv har også været noget åndsvagt uvirkeligt lort, alt har været så underligt, noget som ikke normalt sker for andre folk. For hvem går hen og bare lige bliver kærester med en fra One Direction ? Ikke hvem som helst, så på en måde er jeg en af de heldige 5 piger i hele verdenen, som får den ære. Men jeg har også lært, at det ikke er en ære, det er ikke specielt at være sammen med en kendt, eller jov men ikke ret meget. De er jo normale mennesker ligesom os andre, de har bare nogle talenter, som ikke hvem som helst eger eller besidder. 

''Så er vi her ! '' sagde Cameron og sendte mig et hurtigt og varmt smil, inden han parkerede bilen. Jeg kiggede stille ud af vinduet, så jeg muligvis kunne se, hvor jeg befandt mig henne. Han havde kørt hen til en lille kirke, som var helt lys hvid med orange tag, et kæmpe ur på den ene torn, som der nu var. Og den havde et lille hegn rund om sig, i den grund der tilhørte kirken. Kirkegården var virkelig stor, hvor der lå flere hundrede gravsten, og alle stod i rækkefølge efter alfabetet. 

Jeg åbnede langsomt bildøren og trådte ud. Jeg lukke døren efter mig, og kunne mærke at jeg blev lidt nervøs. Mine tanker fløj rundt i mit hovede, jeg kunne ikke fatte, at jeg lige nu skulle ind til min mors begravelse. Det vil sige, at jeg mistede begge mine forældre, ingen tilbage. Gud jeg savner dem begge, hvordan kunne det egneligt ske ? Ej jeg stopper nu, inden jeg kommer til at stortude, da jeg opdagede, at jeg allerede havde fældet nogle få tåre bare ved tanken. 

Men mine tanker var nu heller ikke så nemme at høre, da kirkegården lå lige ved siden af en kæmpe vej ved et lyskryds. Det var det larmende biler og høje horn, som man næsten ikke kunne høre sine egne tanker igennem. Men kan jeg gøre for, at kirken ligger ved en kæmpe vej ? Nope.... 

''Kommer du ?'' hørte jeg Cameron sige, over alle de larmende biler. Jeg rettede mit blik på ham, og gav ham et nikkende smil. Han er virkelig den bedsteste ven, man nogensinde kunne ønske sig. Han har været der for mig og Rosella i de år, og han betyder en del for mig. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis Cameron ikke ville være i mit liv. 

Jeg begyndte så stille at gå hen til Cameron, for at følges med ham ind i kirken. Da jeg var nået op ved siden af ham, kunne jeg mærke han lagde sin arme om på min ryg, som hjalp mig med at komme videre. Det var lidt ubehageligt, men jeg sagde ikke noget til det. 

Da vi var nået ind i kirken, var der nok højest  10 personer, og alle sammen nogle gamle mennesker. Jeg havde dog håbet på, at der i det mindste ville være nogle fra familien, men efter hvad jeg kan se, er der ikke nogen af dem. Det var godt nok skuffende, at den eneste der har hende i kisten i midten af kisten nær, er mig. Det gjorde min lidt nedtrykt og betuttet, at ingen bekendte var mødt op til min mors begravelse. Jeg kunne virkelig ikke forstå det, for min mor havde mange venner, men alligevel var ingen af dem kommet. 

''Hvad tænker du på ?'' afbrød Cameron mine tanker, og jeg kom tilbage til omverdenen. Jeg rystede hurtigt på hovedet og fulgte efter ham til en af de forreste rækker. Dog ville jeg vise den har lille kirke, at kvinden i den hvide smukke kiste der, har faktisk noget familie, og nogle som holder af hende. Eller gjorde ? Nej jeg holder stadig meget af hende, i selvom hun er.... ja død.

''Hvad betyder det så ?'' spurgte Cameron med et smil på læben. Hans øjne var helt skinnende, hvis jeg kiggede ordenligt efter. Jeg kunne ikke fokusere lige nu, jeg ville ikke tænke på min mors død, men stadig sidder jeg til hendes begravelse. Det er lidt ironisk, syntes du ikke ? 

''Ingenting.'' sagde jeg og holdte derefter mund, da jeg kunne se præsten komme herind. Alle i kirken var musse stille, der lød ikke det mindste, hvilket var på nogle punkter positivt, da jeg havde fået en ubeskrivelig hovedpine, hvorfor det ved jeg ikke, men det gør pisse ondt. 

''Vi er alle samlet her idag, for at mindes Diane Edward Swan, som døde af en tragisk mord.'' sagde den kvindelige præst, som stod oppe foran hele kirken, eller de få personer, som der nu var mødt op. 

Jeg kom så hurtigt tilbage, til det som præsten lige havde sagt. Min mor var ikke død af et mord ? Det er da for latterligt, hun døde jo af hjertestop ? Jeg ved godt, at det var meget tidligt at få hjertestop, men det var da stadig muligt ik ? 

Jeg kiggede hurtigt over på Cameron, som sad og kiggede sig selv ned på lårene. Han så ud til at skjule noget, noget som ikke bare lige var en lille ting, vidste han noget om dette ? Det ville han da ikke holde hemmeligt for mig ville han ? Det håber jeg virkelig ikke. 

Jeg kiggede undrende på ham, uden at larme, så jeg ikke afbrød gudstjenesten og begravelsen. Jeg hørte ham synke, inden han stille kiggede på mig. Han så undskyldende på mig, som om han undskyldte for et eller andet. Men han kunne da ikke vide noget om det, eller jov teknisk set godt, men han ville da fortælle sådan noget til mig. Det ved jeg han ville, ellers kender jeg ikke den mand lige ved siden af mig. 

''Hvad mente hun med det ? Er der skrevet noget forkert i hendes papirer ?'' hviskede jeg til ham, mens han kiggede ned på sine lår igen, uden så meget som noget opmærksomhed rettet mod mig. Som om jeg slet ikke var der, at han bare sad i sine egne tanker, i stedet for at høre efter hvad jeg sagde. Lod han som ingen ting ? 

''Cameron ?!'' hviskede jeg med et hvis tryk på, for han skal ikke inogrerre mig, det vil jeg ikke ha', ikke når det er sådan noget vi snakker om. For det her involvere min mor, og hende spøger man simpelthen ikke med. Ikke når hun betød alt for mig, nogen af de eneste jeg tog mig af, og holdte så meget af, at jeg ville dedikere mit liv til. 

''Monica der er noget, som jeg ikke har fortalt dig..'' sagde Cameron og rettede endeligt sit blik mod mig. Men hans blik var ikke helt til at læse, men jeg kunne dog se, at han faktisk holdte noget skjult. Og jeg var så indelukket for at få det af vide. 

''Hvad er det ?'' hviskede jeg, og kiggede en hurtig omgang rundt i kirken, inden jeg kiggede på Cameron igen. Han sad og rystede med det ene ben, jeg ved ikke hvorfor, eller jov... Han ryster med sit ben, når han er nervøs, det kender jeg ham for godt til. Men stadigvæk, sad jeg i noget tid inden han begyndte at snakke. 

''Ser du, der er en lang historie så for at gøre den kort, så ville jeg lige fortælle dig det hele, og jeg skal nok være ærlig....'' forsikrede han mig, mens jeg stille nikkede, til at han kunne fortsætte. Hvad end det var, som snart ville blive sagt, så vidste jeg, at det ikke ville være noget, som jeg ville kunne li'. Det kunne jeg allerede svare på fra starten af, da han opførte sig, som han gjorde. 

''Okay, du må love mig, at du ikke forlader kirken, af det du kommer til at høre om lidt, og du må love mig, at du ikke bliver sur på mig !'' sagde han og prøvede at overbevise mig, og love ham tingene. Da jeg ikke var helt sikker, og blev mere nervøs af hans spørgsmål, så nikkede jeg bare langsomt op og ned. For jeg var nu ikke helt sikker på, om når jeg så har hørt det, om jeg så ikke ville forlade kirken, for hvem ved hvor slemt det kunne være ?

''Mig og Jake..... Vi er grand fætre, jeg ved det lyder mærkeligt, men det er vi....'' sagde Cameron forståeligt nok, til at jeg kunne følge med. Men snakker han om den Jake, som jeg tror han gør ? Jeg kender jo ingen andre ved navn Jake ? 

''Du har aldrig fortalt, at du havde en granfætter ?'' sagde jeg stille og løftede mit ene øjenbryn. 

''Det ved jeg, men det var ikke vigtigt den gang. Men hør mig ud.... Jake opsøgte mig for et par uger siden, og han ville planlægge at få dig sammen med os, fordi vi begge, du ved er forelsket i dig. Jeg ved det lyder åndsvagt. Men så kom han med den ide, at han ville ..... Dræbe din mor... Bare for at få din opmærksomhed, og få dig til at komme til Danmark igen. Men det ville jeg ikke gå med til, så jeg troede bare at vi lagde det ligge. Men det viste sig så, at han havde myrdet hende alligevel... Jeg vidste virkelig ikke han ville gøre det Monica, du må vide at det ikke var mig, eller min ide. Jeg ville ikke være med til det, og det gør mig virkelig ondt, at jeg ikke fortalte dig det, men jeg ville ikke være sikker, på hvordan du ville tage det. Du ville sikkert ikke kunne lide mig mere, og det ville jeg ikke havde skulle ske. Jeg er virkelig, virkelig ked af det Monica !'' sagde han og tog mig til sig, da jeg sad helt stille i chok. 

Var det her virkelig sket til min mor ? Havde Jake virkelig myrdet min mor ? Hvordan kunne han ? Hvis han virkelig kunne lide mig, hvorfor så såre mig på den måde ? Hvorfor bortførte han mig så for nogle år siden ? Hvad sker der lige for denne verden ? Hvis ikke den ene problem kommer, så kommer et andet. Og de bombardere mig fuldstændigt ! Jeg kan ikke klare det mere !!!! Det her er alt for meget !!! Jeg mistede min mor ! På grund af dem ! 

Jeg skyndte mig ud af han arme, og rejste mig op som et lyn. Han rejste sig også, mens jeg gik baglæns ned af kirkegulvet, for det første at holde øje med ham, og for det andet at kunne komme væk. 

''Monica vent.... Vil du ikke godt høre mig færdigt !?'' råbte Cameron, da jeg var nået næsten hen til døren. Han gik stille efter mig, men dog var der 7-10 meters afstand fra os. Han trådte varsomt tættere på mig, og hvis han bare kunne lade mig være. Jeg skulle væk og det var nu, alt det her er alt for meget, og han skal ikke nogensinde igen komme tæt på mig. Jeg skal ikke engang snakke til ha igen, ikke efter jeg er kommet langt væk. Væk fra det her kaos. 

''Nej ! Du forrådte mig, ligesom alle andre jeg holder af ! Hvorfor er alle imod mig !?'' råbte jeg grædende, mens jeg ikke var virkelig tilstede. Alt var sløret for mig, jeg kunne næsten ikke se noget for alle de tåre, som i dette øjeblik strømmede ned af mine ildrøde kinder. 

Der lød et lille ''bump'', da jeg stødte med rykken mod døren ud til parkerings pladsen. Jeg kunne også mærke min nervøsitet stige voldsomt, og at mir hjerte var ved at pumpe sig ud af mit bryst, da jeg så Cameron komme nærmere og nærmere. 

Døren bar mig blev pludselig revet op, så hurtigt at jeg næsten faldt bagover, da døren ikke støttede min ryg mere. Jeg så masser af fødder, så jeg kiggede hele vej op, og så en meget bekymret Niall, Harry, Liam, Louis og Zayn. De var der alle sammen. Men var de kommet efter mig ?

''Monica !?'' udråbte Niall og kom prøvede at tage sig om mig. Men jeg undveg hurtigt, jeg skulle ikke være sammen med nogle af dem lige nu, for jeg skulle være alene, sådan var jeg født til, for alle som jeg holder af, enten vender de mig ryggen, eller så dør de. Kunne det blive meget værre ?

Jeg skyndte mig at løbe uden om dem, og løbe hen langs parkerings pladsen, hvor jeg kunne høre op til flere personer råbe efter mig, men jeg lukkede dem ude, jeg skulle være alene, ligesom jeg skulle ha' været fra starten af. Jeg skulle aldrig ha' kommet med til England for at møde min biologiske halvbror, ellers ville at det her lort i mit liv aldrig være sket. Den tanke fryder mig nu lidt. 

Jeg løb så hurtigt, at det eneste jeg kunne høre var mine tanker, mine tanker som ikke hjalp mig med at få det bedre, men mine tanker som var sande, de dumme tanker som viser sin ægte eksistens. 

Jeg mærkede mit hår flagre i vinden, mens jeg løb og løb. Ingen kunne stoppe mig, ikke denne gang. Imens mine fødder næsten forsvandt under mig, tørrede jeg frustreret mine tåre væk fra min ene kind, hvor jeg græd, græd og græd. Alt inden i mig var fortabt, intet ville nogensinde ku' rette op på det. Og ingen i hele verdenen, kunne forstå hvad jeg følte inden i. Den følelse var næsten umuligt at forklare, da det var den værste smerte, jeg nogensinde havde gået igennem. 

Jeg kunne pludselig mærke jorden skifte under mine fødder, jeg løb ikke mere på grus, jeg løb på asfalt ? Jeg kiggede hurtigt tilbage på alle mine gamle bekendte. Min bror Harry, mine vænner Zayn, Louis og Liam, min bedste ven som forrådte mig ved det største, og min kæreste hvis man stadig kunne kalde os det, og det sidste jeg så, var min datter, som stille stod med en grøn bamse i favnen. Hun stod rettet mod mig, hvor hendes smukke blå øjne fulgte alle mine bevægelser. Jeg nåde lige at smile et lille fortabt smil til hende, inden jeg hørte et horn og at noget virkelig hårdt stødte ind i mig...... 

Alt blev sort, jeg kunne ikke se noget som helst. Jeg kunne ikke forstå hvor jeg befandt mig. Men der kom pludselig noget frem for mine øjne. Det lignede en lille film ? Den viste mig som barn rende rundt i mine forældres stue kun iført en ble. Den viste så videre til, der hvor jeg startede i børnehave, hvor der var en masse drenge og piger, som ikke kunne lide mig, men at jeg var sammen med en helt bestemt pige Mishelina, min enetse vendinde jeg dengang havde, hende havde jeg aldrig glemt. Billedet skiftede så til en gang, da jeg var lige fyldt 11, og hvor min far døde.... Den viste hvor mig og min mor sad i hinandens arme, og græd på hinandens skuldre, fordi jeg havde mistet min far, og hun havde mistet sin mand. Billedet viste så hurtigt vider til den dag jeg blev konfirmeret. Den dag, hvor næsten hele min familie var samlet, i hvertfald min mors side. Og det så jeg mig selv i min fine hvide konfirmations kjole. Billedet skiftede så endu engang, til den dag hvor mig og min mor rejste til England, og da jeg for første gang møste mine idoler og min store bror. Videre til den dag i sommerhuset, hvor jeg fandt Niall sammen med Sabrine, den summe falske tøs, som hun var. Videre til den dag, hvor mig og Eleanor fandt ud af at jeg var blevet gravid. Der hvor jeg kastede op i toilettet, og hvor Eleanor måtte holde mit hår oppe. Videre til den dag hvor Jake, Duke og Andy bortførte mig, og hvor vi var i den lumske og ulækre gamle kælder, hvor de skar i mig. Videre til den dag jeg fik min datter Rosella, hvor jeg lå med hende i armene i den hospitals seng og følte mig som verdens lykkeligste kvinde, lige inden hun blev taget fra mig, på grund af mine blødninger. Videre til den dag, hvor Rosella havde fået en ny bedste ven og fætter Lucas, ham som var hendes første ven, og det var et så lykkeligt øjeblik for os alle sammen, at kunne se Rosella så glad for en gangs skyld. Videre til den aften, hvor mig og Niall var i badekaret, hvor vi havde et seksuelt ting igang, hvor alle følelser var indblandet. Det var ikke bare sex, det var at elske. At føle kærligheden i hinanden, og ike bare den nydelse det gav, men tillid og tro på hinanden. Videre til nu.... Jeg så et billede at en pige, som lå helt bevidstløs på en vej i et lyskryds, hvor der var dannet sig en kæmpe blodpøl rundt om hendes hovede. Og nogle mennesker dannede en rundkreds rund om hende. Jeg blev overrasket da jeg så, at hende pigen var mig. Det var mig selv jeg så, ligge der på jorden og dø langsomt. Jeg så så en bestemt dreng løbe hen og knæle sig ned foran mig, det var ikke mindre end Niall. Han så helt grædfærdig ud. Jeg kunne også høre alt hvad der blev sagt. ''MONICA DU MÅ IKKE FORLADE MIG !! PLEASE VIL DU IKKE NOK VÅGNE OP !!!'' råbte han, og så ud til at han var helt færdig. Han var ildrød i hovedet, han havde blodsprængte øjne og tåre strimle ned ad hans kinder en efter en. Han lå med sin krop hængende ind over min, hvor han rystede min livløse krop, og hvor hans tåre ramte min brystkasse og ansigt. ''Niall jeg er lige her ! Tag det roligt !'' råbte jeg og klemmede mig op ad billedet. Men ingen rektion kom, jeg kunne kun se og høre, hvordan Niall ruskede og råbte efter mig, om at jeg ikke må forlade ham, og om at jeg ikke måtte give slip, at jeg ikke måtte dø, at jeg skulle komme tilbage, at vågne op. Jeg ikke engang selv mærke noget, jeg kunne hun mærke tomheden blive dybere og dybere. Hvis jeg kunne græde havde jeg gjordt det forlængst, for jeg kunne ikke noget, jeg kunne ikke engang selv se mig, jeg kunne kun se billedet foran mig, og se hvordan det hele står til. Jeg følte mig så fortabt, at jeg ikke kunne kommunikere, med ham og fortælle at alt nok skal blive okay, at jeg har det fint. Men sådan ligger landet ikke, jeg kunne ikke komme i kontakt med ham og jeg kunne ikke sige alt skal nok blive okay, for jeg kunne jo ikke svare på det. Jeg kunne jo ikke gøre andet end at kigge på. Jeg så at der pludselig kom en masse politibiler og ambulancer til. Og at en politimand fjernede Niall fra min livløse krop. Og jeg så, hvordan Niall kæmpede mod politimanden, for ikke at komme væk fra min krop. Jeg så hvordan han råbte og skreg mit navn, og at politimændende skulle slippe ham, da der var kommet flere for at få ham væk. Han skreg håbløst, med fortabte tåre stå ned fra hans kinder. Skærmen blev så helt sort, da jeg tilsidst så nogle ambulance mænd, tage mig op på en båre og føre mig ind i ambulancen. Var det så det ? Var mit liv så slut her på jorden ? Havde jeg lige haft mine sidste minutter og sekunder på jorden ? Jeg fik svaret, da alt forsvandt inklusiv mig............ 

______________________________________________________________________________________

DAM, DAM, DAAAAAAAAA !!......... 

Hej alle sammen ! 

Det her var slutnignen af Take me back !! 

Jeg håber virkelig i nød at læse med ! 

Jeg nød at skrive den !!!

Jeg takker også lige hurtigt, for alle de like's, kommentare og fav'sne. 

Det betyder en del ! :D 

Håber i ikke dræber mig nu på grund af slutningen ! XD 

Håber i kunne lide bogen, ses !! 

Elsker jer !!!!! 

1D.Specials <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...