Our Mistakes 4

Dette er 4'eren af Our mistakes, så jeg anbefaler stærkt, at læse de andre først inden den her. For ellers giver denne movella ikke mening :) Får Niall nogensinde Monica af se igen, eller hans egen datter. Monica er jo flyttet tilbage til Danmark, hvor hun vil starte på en frisk, efter mange problemer med Niall. De var ellers godt på vej til et ægteskab, med deres uimodståelige datter Rosella. Læsning af Movellaen er på eget ansvar... Håber i vil kunne lide den ! :D - 1D.Specials <3

115Likes
453Kommentarer
12749Visninger
AA

20. Epilog

 

 

... Take me back ...

( Lyt til ne-Yo, So Sick mens du læser ! Videoen ude i siden ------->)

Niall's POV

 

Så var det  nu... Dagen hvor min eneste ene blev sænket ned i jorden og kom op i himlen. Dagen hvor alle mine bønner fik betydning. Dagen hvor det hele blev med følelser. Dagen hvor hele min familie og hendes familie og venner var samlet. Alle sammen sammen, for at mindes hende der engang var her, hende som stod os nær, hende som har givet os så meget kærlighed, at intet ville måle sig med det. Så meget kærlighed ingen kunne give igen. 

 

Hende mit hjerte bankede for og kun hende. Hende der var værd at stå op for, hende der altid ville tilgive en, ligemeget hvor hvor slemt der var gået til. Hende der fyldte min dag helt ud, hende som skulle ha' været min brud, hende der skulle være mor til mine børn. Hende som var der for mig på dårligetidspunker. Hende som har været der for mig og Rosella gennem tykt og tyndt. Hende som inge ville glemme. 

 

Hun var mit ét og alt, min sol hver dag, og min skinnende måne hver aften. Jeg kan ikke fatte at hun forlod mig. At hun kunne forlade mig på den måde. Jeg var virkelig sur og vred på mig selv, for ikke at have passet mere på hende. Det her var jo kun sket på grund af mig. Det hele er min skyld. 

 

De problemer vi havde, var min skyld. De skænderiger vi havde, var min skyld. De nedture vi havde, var min skyld. De tåre som kom ned fra hendes smukke kind, var min skyld. Tænk at jeg kunne udsætte hende for så meget smerte. Hvordan kunne jeg ? Være så grov overfor hende som havde stjålet mit hjerte. 

 

Men nu sidder jeg her, til hendes begravelse, med tåre strømmende ned af mine kinder, med sorg og tanker om hende. Jeg kunne ikke få hende ud af hovedet, hun sad helt fast. Ingen ville engang være stærk nok, til at få hende væk. Jeg ville heller ikke have hende væk, jeg ville ikke glemme hende, og jeg ville aldrig forlade alt det vi engang havde. 

 

''His nogen ellers har noget at sige, vil jeg give ordet til Mr. Horan.'' sagde præsten og gik ned fra prædike stedet, og lod det vente på mig. Jeg kiggede stille op fra mine lår, og rejste mig langsomt. Jeg havde faktisk ikke planlangt, hvad jeg ville sige deroppe. Jeg havde ikke brug for det, alt sad inde i mit hovede. Jeg ville lade mit hjerte tale, lade det fortælle folk, hvordan jeg har det. 

 

Da jeg nåede mikrofonen, stod jeg og tog nogle dybe vejrtrækninger, inden jeg fik mod nok til at tale. Hele kirken var fuld, og min nervøsitet kom frem. Alle havde deres blikke rettet på mig. Blikke som var med en masse tåre, sorg, og tristhed. Alle var nede, hvem er ikke det til en begravelse ? En begravelse er jo en sørgelig ting, især når det omhandler en du har kær. 

 

''Hej alle sammen, som er mødt op her idag til vores alle sammen's Monica. Hun var ikke bare Monica, hun var speciel, hun gav os alle glæde. Hun gav mig Rosella, som jeg elsker utroligt højt. Hun gav mig sin kærlighed, hun gav den til alle.'' sagde jeg og var ved at bryde sammen, da det næste jeg ville sige, var noget, som var hårdt at tage ind. 

 

''Vi havde nogle problemer hist og pist, og jeg var skyld i dem. Jeg kan tydelig huske den dag, jeg friede til Monica. Det var til en koncert i London for nogle år siden nu. Vi kunne ha' været gift nu, lykkelige og leve til vores dages ende. Men jeg ødelagde det hele.........'' Jeg tørrede hurtigt nogle tåre væk, inden jeg fortsatte. 

 

''Da mig og Monica kom sammen igen efter mange år adskildt. Havde jeg tænkt mig at fri til hende igen. Og denne gang blive gift. Jeg håbede at alt kunne blive, ligesom hun ønskede og jeg ønskede. At vi kunne blive mand og kone, og have Rosella med os. Vi ville ha' blevet en lykkelig lille familie. Men så skete det her. Jeg er sikker på, at ingen havde set det komme. Jeg havde i hvertfald ikke, og havde heller ikke håbet på det. Men sket er sket, og jeg håber hun har det godt , der hvor hun befinder sig lige nu, oppe i himlen med hende mor og far, og andre familie medlemmer. Jeg tror at hun kan se ned på os nu, og se hvor mange der faktisk er mødt op, for vi er virkelig mange, og se hvor mange der egneligt holder af hende.'' sagde jeg og kiggede op fra gulvet, og så hen på Harry, Liam, Louis og Zayn. De sad alle med små tåre i øjnene, selv Zayn som næsten aldrig græder. 

 

''Jeg vil gerne sige tak, til alle som har mødt op sådan en dag som denne. Tak fordi i viser barmhjertighed til os, tusind tak. Jeg er sikker på, at Monica ville blive glad for det. Tak fordi i ville lytte til mig, det er jeg taknemmelig for.'' sagde jeg og gik stille ned til min plads på første bænkerække igen. 

 

Jeg hørte folk begynde at klappe ad mig, da jeg havde taget mine første skrid væk fre microfonen. De må ha blevet rørt af mine ord, for normalt klapper man ikke i en kirke. Men det fik bare mit humør en lille smule op, for den har ellers været helt nede hele dagen og de dage siden hendes død.

 

''Det var flot, jeg er sikker på, at hun ville være stolt af dig.'' sagde Harry, da jeg var kommet ned på min plads igen, hvor han lagde en arm om mine skuldre. Han havde egneligt taget det her meget godt, han har ikke været så hårdt ramt som mig, men han har været bedre til at kontrollere det end mig. Den evne gad jeg godt beside. 

 

''Vi alle bedes rejse sig, mens kisten bliver båret ud.'' sagde præsten, mens alle rejste sig fra deres pladser. Mig, Harry, Liam, Louis og Zayn skulle bære hende ud til graven, det sted hvor der i fremtiden bliver grædt en masse tåre. Den tanke var ubehagelig. Bare det her i det hele taget, var gået så stærk, alt får stærkt. Jeg kunne ikke følge med, og jeg var ikke klar på det. Jeg havde ikke fået nok af hende, så hvorfor tage hende fra mig på den måde ? Den smerte jeg følte, var den værste jeg nogensinde havde følt og haft.

 

Da vi bar kisten ud, gik vi langs kirkegulvet, dette kunne være vores bryllup, men det er hende begravelse istedet. Jeg ville hellere den første. Det var noget jeg havde drømt om i virkelig lang tid. 

 

Lidt efter da alle var kommet ud, og stod rundt om hendes kommende gravsted, var hendes kiste bleve sat snore i, så den kunne blive sænket ned. Da den var halvvejs nede i jorden, kom min angst, frygt og skyldighed. Jeg blev ved med at overbevise mig selv om, at hun ikke var død, og at vi var ved at begrave hende levende, så jeg gik i panik. For hun kunne ikke være død, det måtte og kunne hun bare ikke !

 

''Lad hende hvile i frem sammen med gud i vore himmel.'' sagde præsten og smed jord ned på kisten. Nej nej nej nej !!!! Alle mine tåre brød ud på engang, alle mine følelser åd mig op inde fra. Jeg skubbede alle væk, så jeg kunne komme til. Jeg hoppede ned i gaven, mens jeg prøvede at feje jorden væk fra hende kiste. Hun var ikke død, det var hun ikke !

 

''Niall hvad har du gang i ?!'' hørte jeg nogle råbe, mens nogle arme tog fat i mig, og prøvede at hive mig op fra graven. 

 

''Nej ! Stop ! Hun lever stadig !! Det ved jeg hun gør !!!'' skreg jeg med tåre stående ned fra mine kinder som et vandfald. 

 

''Niall det er forsent, hun er væk !'' sagde en velkendt stemme, Harry. Jeg blev ved med at være fraværende overfor ham, og kæmpede videre, jeg måtte ikke forlade hende, ikke en gang til. 

 

Da de havde fået mig væk, havde de først mig helt væk fra begravelsen, Hvor Harry havde kørt mig hjem, til Rosella. Alle var chokeret over min reaktion, men hun kunne jo ikke være død, det ville ikke være muligt. Hun ville aldrig dø og forlade mig og vores prinsesse, det ved jeg hun ikke ville. 

 

Klokken var allerede blevet mange, og jeg havde flere gange overvejet, om jeg skulle tage ned til kirkegården igen, men holdte mig fra det. Da jeg nødig skulle gøre mere skade, end jeg allerede havde forvoldt. 

 

Jeg gik stille ind på Rosella's værelse, hvor hun lå trykt og godt under sin dyne. Det var på denne tid, at jeg puttede hende. Hun var ikke kommet med til begravelsen, det var min beslutning. Jeg ville ikke have, at hun skulle med til sin mors begravelse, ikke i den alder hun havde. 

 

Jeg satte mig stille ned på kanten af hendes seng, mens jeg sendte hende et lille sørgmodigt smil. Hun kiggede stille op på mig, hvor hende smukke blå øjne lyste op. Hun var virkelig smuk, ligesom hendes mor. 

 

''Kan du sove godt prinsesse ?'' spurgte jeg og lænede mig ned, så jeg kunne kysse hendes pande. 

 

''Må jeg spørge dig om noget far ?'' spurgte hun, mens hun lå og fumlede med hendes små fingre, ligesom Monica altid gjorde.

 

''Selvfølgelig prinsesse.'' sagde jeg og strøg min hånd blidt hen over hendes varme kind. 

 

''Kommer mor nogensinde tilbage ?'' spurgte hun, inden hendes øjne lyste op af tristhed, som nærmest skinnede ud af hendes sjæl. 

 

Jeg tænkte lidt over hendes spørgsmål, Monica ville jo aldrig komme tilbage, men hvordan ville man fortælle det til ens lille pige ? 

 

Jeg kiggede stille ned på mine lår, og sukkede inden jeg svarede. 

 

''Nej prinsesse, men en dag kommer vi op i himlen til mor, så kan vi alle leve lykkeligt som en lille kærlig familie til verdens ende.'' sagde jeg og nussede hendes hånd i min. 

 

______________________________________________________________________________________

Hejsa ! :*

 

Det her var så Epilogen ! 

Jeg håber i kunne lide den, og jeg håber i nød at læse den. 

Jeg syntes selv den var sørgelig at skrive, men det skulle jo ske. 

Og endu engang et kæmpe tak til alle læsere, og det i har gjordt for mig ! :D

Elsker jeg virkelig højt ! 

Jeg håber i vil følge med i mine næste movellaer, som eksempel Life is hard, når den udkommer !

 

Det har været en fornøjelse at skrive Historierne ! ;'*

Kærlig hilsen 1D.Specials <3

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...