Our Mistakes 4

Dette er 4'eren af Our mistakes, så jeg anbefaler stærkt, at læse de andre først inden den her. For ellers giver denne movella ikke mening :) Får Niall nogensinde Monica af se igen, eller hans egen datter. Monica er jo flyttet tilbage til Danmark, hvor hun vil starte på en frisk, efter mange problemer med Niall. De var ellers godt på vej til et ægteskab, med deres uimodståelige datter Rosella. Læsning af Movellaen er på eget ansvar... Håber i vil kunne lide den ! :D - 1D.Specials <3

115Likes
453Kommentarer
12737Visninger
AA

6. Confusion

Monica's POV

 

''Niall det her er forkert.'' fik jeg sagt, da jeg sluttede det kys, som faktisk ikke skulle ha' været der. 

''Undskyld, jeg kunne ikke stoppe. Det er bare, jeg har virkelig savnet dig. Og jeg fandt dig endelig, efter at have ledt efter dig i så lang tid.'' halv mumlede han. Jeg kunne se nervøsiteten stige indeni ham. 

''Har du ledt efter mig ?'' spurgte jeg pludselig. Jeg hørte nu godt hvad han sagde, jeg ville bare have det bekræftet. Jeg havde jo godt nok ikke lige troet, at han ville lede efter mig. Ikke efter alt det vi har været igennem os to. Den tid glemmer jeg dog sent. 

''Ja..... Men hver gang, havde jeg ikke fået et glimt af dig, men jeg holdte håbet oppe. Og nu fandt jeg dig !'' sagde han og et lille smil kom frem op hans læber. Jeg gengældte dog hans lille smil, som blev større, da jeg også smilede. 

''Men hvad har du tænk dig at gøre, nu hvor du jo har fundet mig ?'' spurgte jeg, da jeg faktisk ikke kan se pointen, i at finde mig efter alt det her. Hvorfor ville han også finde mig ? Da jeg skred, gjorde jeg det tydeligt, at jeg ikke ville komme i kontakt med nogen af dem igen. Så på en måde brød han den aftale, eller det jeg kommanderede. Men jeg indrømmer, at det nu er dejligt at se ham igen. Noget som jeg ikke ville indrømme overfor mig selv, men her er jeg og indrømmer det. Så længe jeg ikke indrømmer det overfor Niall, så skal alt nok gå ikke ?

''Det ved jeg ikke, jeg troede at vi måske................At du måske-'' sagde han, men jeg afbrød ham, da jeg godt kunne se, hvor han ville hen med det her. 

''Det kan du godt glemme alt om ! Bare fordi du fandt mig, betyder det ikke at jeg vil komme kravlende tilbage til dig ! Tror du seriøst sådan noget om mig ?! For hvis ja, tog du virkelig fejl !'' sagde jeg hårdt, for at han skal fange min pointe. 

Han kan fandme ikke bare tro, at jeg ville komme kravlende tilbage i hans arme eller liv, bare fordi han fandt mig igen efter 5 år. For sådan leger vi ikke Niall James Horan ! I selvom jeg indrømmede, at det var dejligt at ''se'' ham igen, betyder det ikke jeg vil have ham tilbage. 

''Jeg-'' mere nåede han ikke at sige, inden jeg åbnede min mund, som nogen gange afbryder alt for meget. Det må jeg seriøst stoppe med ! Eller vent nej, han fortjener at blive afbrudt. Efter alt det han har gjordt mod mig, er det ikke mig som skal i saksen. 

''Ud ! Jeg vil ikke stå her, og se dig tro at du kan kontrollere mig. Jeg skred heller ikke for ingen ting, gjorde jeg !?'' råbte jeg i hovedet på ham, og rejste mig fra stolen. Jeg kunne mærke min adrenalin være på fuld hammer, som den ikke havde været i virkelig lang tid. Men måske var jeg lidt for cold hearted overfor ham, jeg lod ham ikke tale færdigt, eller lod ham forklare sig. Nej, jeg gjorde det rigtige. Nu skal jeg ikke vimse over på hans side, jeg vil stå fast på mine ord og beslutninger, noget som jeg ikke har gjordt hele mit liv. 

''Monica lad mig tale ud !'' sagde Niall og tog et skridt tættere på mig. Men jeg bakkede bagud, han skal ikke komme tættere på mig, for jeg skal ikke falde i mere, ikke denne gang ! 

''Ud sagde jeg ! NU !!!'' råbte jeg og pegede på hoveddøren, som kun ventede på at han ville gå ud af den og aldrig komme tilbage. 

Niall så færdig ud, han fik røde kinder. Og han så ud til, at han kunne bryde sammen på hvert et tids punkt. Jeg spottede enda en lille tåre trille ned fra hans ene kind. Ok så er det nu, at jeg skal stå fast. Nu hvor jeg ikke skal falde sammen, fordi at jeg ser ham græde. Ham græde er noget, som jeg bare ikke kan holde ud at se på, ikke når det er ham. 

''Okay.'' hviskede han og vendte sig om. Han satte derefter kurs mod hoveddøren, som ventede trofast på ham. Han tog dog virkelig lansomme og små skridt hen mod døren. Det gjorde det hele virkelig meget hårdere for mig, det ødelagde mig at se ham sådan. Men som sagt, sket er sket, og jeg skal ikke prøve det samme igen !  

''Far..... ?'' kom det fra en lille stemme ovre ved trappen i min højre side. Niall og jeg kiggede begge på den lille pige, som vi kaldte vores datter, og som stod helt forvirret. Hvordan mon hun har det, at se sin far sådan. Han græd jo, og hun har først mødt ham idag, men det føltes stadigvæk som om, at hun har kendt ham siden jeg skred. 

''Det er okay, jeg kommer og ser dig igen.'' sagde Niall stille, i selvom jeg vidste at han ikke ville komme igen. Men ville han dog lyve for sin prinsesse, som han kalder hende. Og hun har enda ikke noget imod det, hun kunne da ikke lide det, da jeg kalde hende for prinsesse. Men ja, hvad kan jeg sige, hun er fars pige, som hun altid har været. 

Jeg så stille på, da Niall gik hen til Rosella og bukkede sig ned til hende. 

''Far elsker dig overalt på jorden......... Og din mor.'' tilføjede han, han ved nu godt at jeg kan høre alt hvad de siger. Men de ord havde jeg ikke regnet med at høre, efter jeg lige har været en så kaldt bitch overfor ham. Dog ved jeg, at han taler sandt. Det har han bevist overfor mig op til flere gange. 

''Jeg elsker også dig !'' udbrød Rosella og sprang ind i hans arme. Jeg kunne ikke stoppe, med at stirre på de to, som jeg elsker højest på jorden. Jeg ved det godt, jeg elsker ham stadigvæk, men det må han ikke få af vide. Så går det hele først galt ! 

Og desuden kan man da godt elske en person, men stadig ikke være i nærheden, eller i kontakt med personen vel ? Ej okay jeg glemmer den tanke. 

''Du må ikke gå...'' hørte jeg Rosella sige ind i Niall's brystkasse. Jeg kunne enda tydelig høre hendes gråd i stemmen, som resultere i at jeg blev forvirret. Hvad skulle jeg gøre ? Jeg vil jo gerne være sammen med Niall igen, men jeg kan bare ikke ! Jeg ved ikke hvorfor, at jeg har det sådan, men det har jeg bare... Det er virkelig noget kludder, som heller ikke er nemt at komme ud af. 

''Shhhhh............ Jeg går aldig fra dig ! Jeg skal nok være hos dig.'' sagde Niall. Okay hvis det her ikke snart stopper, så knækker jeg mig sammen ! Så kan jeg ikke mere, så bukker jeg ned for alt sammen. Jeg kan ikke holde ud at se dem der på gulvet, og græde i hinandens arme, bare fordi jeg er så cold hearted, at smide ham ud fra min lejlighed, uden at give ham en ny chance. 

Men hvis jeg giver ham en ny chance, hvem ved hvad der så kommer til at ske ? Vil han lave samme nummer igen ? Hvis der nu kommer et barn til, som jeg absolut ikke tror vil ske... 

''Far er nød til at gå nu, men jeg kommer igen snart.'' sagde Niall og kiggede ind i Rosellas grædfærdige blå øjne, som man ikke kan stå for. 

''Niall jeg-'' sagde jeg, men blev afbrudt af ham. 

''Monica det er okay, jeg forstår....'' sagde han og rejste sig op, efter han hurtigt kyssede Rosella på panden. 

Denne gang sagde jeg ikke mere, jeg holdte min mund lukket, som nok også ville være det bedste i denne situation. Jeg ville nødig lave mere rav i den, end der allerede er. 

''Farvel, jeg elsker jer.'' var det sidste Niall sagde, inden jeg hørte hoveddøren lukke i. 

''Jeg elsker også dig...'' hviskede jeg for mig selv, så Rosella ikke kunne høre det. Sikke en dejlig måde at sige farvel på. I selvom jeg aldrig siger farvel, gjorde Niall det. Okay jeg fortryder det hele nu ! Hvordan kunne jeg være så dum, at lade ham gå på den måde ? Jeg må efter ham nu !

 

Niall's POV

 

Da jeg lukkede døren bag mig, traskede jeg ned af nogle trapper i opgangen, og kom hen til døren som førte ud. Jeg åbnede den og lukkede den efter mig. Jeg gik stille ned af fortovet, og vidste ikke hvor jeg skulle gå hen. Det hele er spildt, alt den søgen efter hende, og så vil hun ikke engang se mig. Det var det værste jeg frygtede, som ville ske, og så skete det. 

''Hov, undskyld man.'' sagde en stemme, som jeg ikke havde hørt før. Da jeg kiggede op, stod der en fyr på min alder. Han havde brunt hår og brune øjne, han havde nogle roser i hånden og var på vej hen til den bygning, som jeg lige havde forladt. 

''Det gør ikke noget.'' mumlede jeg og tørrede en tåre væk fra min kind. Den her dag kunne umuligt blive værre ! 

''Hvad er der sket ? Du har det tydeligvis ikke godt, bare fortæl det. Jeg siger det ikke videre.'' sagde han og klappede mig på skulderen. Han var da venlig nok, men jeg ved ikke helt om jeg skulle gøre det han sagde. For det første kender jeg ham ikke, og for det andet hvorfor skal han også vide om mine problemer ? What ever, jeg har brug for en at snakke med, så hvorfor ikke en jeg ikke kender, han kan jo ikke sige det videre til andre. 

''Okay.'' sagde jeg og satte mig på en bænk, som stod op af muren ved siden af os. Han satte sig stille på bænken ved siden af mig, og vendte hans ansigt hen mod mit. 

''Okay her kommer det.......... Engang for 7 år siden tror jeg, mødte jeg en pige, som jeg hurtigt fik følelser for. Men hendes bror var min bedste ven, så det var ikke så godt i starten. Men så kom vi endelig sammen, og tro mig jeg elskede hende virkelig højt ! Men så lavede jeg en masse lort, og hun skred fra mig. Men så kom vi sammen igen, og så opstod der et lille problem. Hun blev gravid, men hun fortalte mig det ikke, så jeg opdagede det først da hun var højgravid. og så blev jeg sur og skred fra hende, og det var der hun havde mest brug for mig. Men så fandt vi sammen igen igen, og så friede jeg til hende, og hun sagde ja. Og der var jeg den heldigste mand i verden ! Men så skete der en stor misforståelse, og jeg var hende utro. Så hun var skredet fra mig, og det er nu 5 år siden. Men i de år havde jeg ledt efter hende, og nu fandt jeg hende endelig ! Men hun vil ikke se mig mere. Og det er virkelig hårdt, også når vores datter bor sammen med hende, og jeg elsker dem over alt på jorden, jeg er bare ikke sikker på om de ved det. I selvom jeg har sagt det flere gange, er jeg stadig ikke sikker. Men tja, jeg blev så smidt ud fra hendes lejlighed, så her er jeg. Helt håbløst og ingen steder at gå hen, eller noget at gøre....'' sagde jeg, og sugede nyt luft ind efter den lange 'tale' agtigt ting jeg fortalte. Men han var da godt til at lytte. Han afbrød mig ikke, som Monica gør tit. 

''Wow det må være hårdt.'' sagde han og kiggede på mig med et omsorgsfuldt blik. Fuck hvor er jeg glad for, at jeg fandt ham her. Det var virkelig dejligt at komme ud med det, enda til en jeg absolut ikke kender. 

''Ja og jeg ved ikke engang, hvad end jeg skal gøre.'' sagde jeg og tørrede endu en tåre væk. 

''Jeg forstår dig godt, jeg er på din side. Men du må da ha lavet noget virkelig skidt, hvis hun absolut ikke vil de dig.'' sagde han og holdte igen sin hånd på mig ryg. Jeg nikkede mig enig, og sendte han et hurtigt lille falskt smil. 

''Men du må have mig undskyldt, jeg skal op og 'prøve' at invitere min bedste ven i hele verden ud !'' sagde han og fniste. Jeg gav ham et smil og åbnede munden. 

''Nå da, fortæl !'' sagde jeg og smilede videre, for at komme på andre tanker end Monica. 

''Jo ser du, der er den her pige eller dame, hvad man nu kalder dem. Vi har været bedste venner i 2 år tror jeg det er nu, og jeg har altid været lidt små forelsket i hende. Men hun har en gammel kæreste, som hun stadig hænger fast i, men jeg håber hun vil give slip på ham. Så nu tager jeg chancen, og har tænkt mig at invitere hende ud på en date. Og gud jeg håber hun siger ja !'' sagde han og grinte stille med mig. 

''Jamen held og lykke makker ! Jeg håber også for dig, at hun siger ja. Men jeg tror nu du har en god chance.'' sagde jeg og så var det min tur til at klappe ham på ryggen. 

''Tror du virkelig !?'' spurgte han og hans smil blev større. 

''Jada, hvis i har været bedste venner i over to år, så skal det da nok gå.'' sagde jeg og gengældte hans varme smil. 

''Tusind tak ! Og det var rart at møde dig ! Held og lykke med hende !'' sagde han og vi begge rejste os op fra bænken. 

'' Tak og i lige måde ! Vi ses måske.'' sagde jeg og vinkede ham farvel. Wow han var sød, det havde jeg ikke lige troet. Men ja nogle mennesker er så søde, men det er godt nok få mennesker.

 

Monica's POV 

 

''Skat bliv her !'' sagde jeg og satte kurs mod døre, for at sætte efter Niall. Men da jeg var cirka 2 meter væk fra døren, blev der banket på. Hvem kunne det være ? Var det Niall ! Jeg skyndte mig at lukke døren op, men i stedet så jeg Cameron. Ikke fordi jeg ikke er glad for at se ham, men jeg var virkelig ikke i humør til det lige nu. 

''Hej Monica, jeg emm tænkte på om du måske, ville med mig ud og se en film ?'' spurgte han, da jeg fik øje på det han holdte i hans hænder. Han havde en bukket roser med, som han rakte ud til mig, da han så jeg stirrede på dem. 

''Og de her er til dig, jeg ved det er dine ynglings, som du har fortalt mig.'' sagde han og smilte til mig. Jeg sagde ikke noget, jeg var helt frosset i mine bevægelser.  

''Øm tak !'' var det eneste jeg sagde, jeg ved nu også godt, at jeg ikke besvarede hans spørgsmål. 

''Det var så lidt, men emmh vil du ?'' spurgte han så, og jeg fik for første gang øjenkontakt med ham. Han så vildt nervøs ud, men jeg ved ikke helt. Det har været en hård dag, og jeg vil helst ikke i biffen med ham i dag. 

''Ser du, jeg har haft en lidt hård og mærkelig dag i dag. Altså jeg elsker at du spurgte, men jeg er ikke i humør til det i aften, men vi kan gøre det en anden dag !'' sagde jeg og smilte halvt til ham. 

''Oh okay.'' sagde han, og jeg kunne se skuffelsen i ham. Jeg har virkelig ikke lyst til, at såre flere i aften. Tænk jeg gør det her.....

''Okay så tar vi i biffen.'' sagde jeg og kunne se hans smil, som blev virkelig stort. Jeg tror aldrig jeg har set ham smile så meget i de år jeg har kendt ham. 

''Tusind tak ! Du ved ikke, hvor meget det betød for mig !'' sagde han og smed roserne fra sig, og tog mig på hofterne og løftede mig op i luften. 

Jeg holdte mine hænder på hans skuldre, og han havde sinde hænder på mine hofter. Og han svar mig rundt i ring i opgangen. Jeg kunne ikke stoppe mit grin, som kom ud fra min mund, da han også grine. Han så vildt lykkelig ud, og overvældet glad. Og tro mig, det gjorde mig varm i hjertet, at jeg ikke såre alle i mine omgivelser. 

''Okay, okay ! Sæt mig ned nu !'' skreg jeg, da jeg kunne mærke Cameron's fingre kilde mig i siderne, og han ved hvor kilden jeg er. Jeg skreg af grin, og glemte alt om at Rosella stod inde ved trappen og græd. 

''Okay så.'' sagde Cameron og sænkede mig langsomt ned på jorden igen. Men da mine fødder rørte jorden, kunne jeg stadigvæk mærke Cameron's hænder på mine hofter. Og jeg blev virkelig forvirret, da han placerede hans læber på mine. 

Det her føltes forkert på mange mange måder ! At kysse min bedste ven, var ikke hvad jeg havde troet ville ske. Eller skulle jeg nærmere sige, at det faktisk var han der kyssede mig. Men kysset varede ikke længe, inden han trak sig igen. 

Han havde sit blik over på Rosella, som åbenbart havde set det hele. Mit hjerte satte tempoet op, og jeg fik klamme håndflader. Det var seriøst ikke meningen, at det her skulle ske. 

''Rosella jeg-'' mere fik jeg ikke sagt, inden hun løb grædende ind i lejligheden igen. Jeg viklede mig ud fra Cameron's arme, og løb ind i lejligheden efter hende. 

''Rosella !'' råbte jeg efter hende, men hun stoppede dog ikke. Men hvad havde jeg også regnet med ? 

Jeg så Rosella løb op ad trapperne og ind i mit soveværelse, mens jeg løb efter hende. Da jeg kom op ad trapperne, åbnede jeg døren ind til mit værelse, og så Rosella side krøllet sammen til en klump på min dobbeltseng, men et billede af Niall i favnen. 

Hun sad med det billede, som jeg altid havde stående på mit natbord. Jeg vidste dog ikke hun havde set den, men hvad skulle jeg dog gøre ? 

''Skat jeg-'' sagde jeg håbløst, og ude af stand til at finde på noget at sige, til min datter som sad og græd i min seng. Det var jo ikke meningen noget af det der var sket i dag skulle være sket. Hvorfor kan alt ikke bare være som det plejede ? Bare mig og Rosella sammen, og ingen andre til at ødelægge noget.

Jeg satte mig stille op i sengen til hende, og lagde min arm om hende, så jeg skubbede hende ind til mig. 

''Hvorfor elsker du ikke far ?'' spurgte hun, og kiggede med sinde grædfærdige øjne op på mig. 

''Jov selvfølgelig elsker jeg da far.'' sagde jeg og tog noget af hendes hår om bag hendes øre. Hvordan kunne hun tvivle på, om jeg elskede ham ? Når ja, hun så Cameron kysse mig... Fedt !

''Jamen hvorfor kyssede du så  Cameron ?'' spurgte hun med en lille rystende stemme. 

''Det var et uheld, det kommer ikke til at ske igen. Det lover jeg mus...'' sagde jeg og kyssede hende i hovedbunden. Hvordan kom jeg ud i det her rod ? 

______________________________________________________________________________________

Hejsa ! 

Så fik jeg endelig færdiggjordt kapitlet, som de fleste nok havde ventet på. 

Men til gengæld blev den også lidt længere end normalt ! 

Håber kapitlet var ventetiden værd ! :)

Og hvad tror i kommer til at ske, nu hvor der er alt det her rod ? :D 

Kh. 1D.Specials <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...