Our Mistakes 4

Dette er 4'eren af Our mistakes, så jeg anbefaler stærkt, at læse de andre først inden den her. For ellers giver denne movella ikke mening :) Får Niall nogensinde Monica af se igen, eller hans egen datter. Monica er jo flyttet tilbage til Danmark, hvor hun vil starte på en frisk, efter mange problemer med Niall. De var ellers godt på vej til et ægteskab, med deres uimodståelige datter Rosella. Læsning af Movellaen er på eget ansvar... Håber i vil kunne lide den ! :D - 1D.Specials <3

115Likes
453Kommentarer
12742Visninger
AA

4. A Surprising Sigh

Monica's POV

 

Da mig og Cameron var færdige på MC, kørte Cameron mig tilbage til mit kontor. Jeg havde arbejdet og undersøgt Amy's sag med hendes veninde og venindens kæreste . Og jeg havde faktisk fundet nogle beviser, som kan bevise, at Amy er uskyldig. Forresten skulle vi allerede i retten i denne uge, og jeg glædede mig virkelig meget til at tvære dem ud ! 

Jeg hvade nu fyr aften, og var kørt hen til skolen for at hente Rosella. Jeg steg ud af bilen, og gik direkte ind på skolen. Jeg kiggede mig omkring og så en masse legende børn, men jeg kunne ikke se Rosella. 

''Hey undksyld mig, men jeg er Rosella's mor, og jeg ville gerne vide hvor hun er ?'' spurgte jeg en lære, som kom gående hen af gangen forbi mig. Hun havde brunt kort hår men blå øjne, hun havde en normal brun trøje på med en sort knælang nederdel. Hun så nu meget fornuftig ud efter min smag af lærere. 

''Hun sidder inde i klasse værelset. Jeg må nu sige, at deres datter er meget stille, er hun også sådan der hjemme ?'' sagde hun og rynkede panden, som allerede havde nogle rynker i forvejen. 

''Emm ja, hun er meget stille der hjemme også. Men det er en lidt personlig grund...'' sagde jeg og legede med mine fingre, så hun forhåbenligt skifter emne eller går. 

''Okay, men i hvertfald lader vi se om hun ændre sig, hvis ikke ville jeg anbefale en sprogskole.'' sagde hun og jeg fik store undrende øjne. Rosella havde da ikke brug for at komme på en sprogskole ? Hun taler da meget fint, og hun har især ikke problemer med sproget !

''Hun har ikkke brug for at komme på en sprogskole, hun snakker fint og alt det der, så jeg ser ingen grund ?'' sagde jeg og krydsede mine arme foran mit bryst. Hende her har ikke lov til at sige sådan noget, som tydeligvis ikke passer ! Rosella har det fint ! Og desuden kender hun hende ikke spor... 

''Undskyld det var ikke min mening at være sådan, jeg har bare været igennem noget hårdt, og det tager lidt efter på mit sprog til folk.'' sagde jeg undskyldende, da jeg så hvor overrasket hun var over min toneleje, som faktisk blev meget hård overfor hende. 

''Det går nok, men Rosella's klasseværelse befinder sig på denne gang, i højre side, 5'te dør...'' sagde hun og skyndte sig videre i sine højehæle. Okay måske skræmte jeg hende lidt væk, men jeg kunne ikke gøre for det, jeg blev måske bare lidt mut... 

Da jeg kom til Rosellla's klasseværelse, åbnede jeg stille føren og kiggede ind. Rosella sad på en stol helt bagerst i hjørnet af klassen. Der var ingen andre end hende i klasseværelset, og Rosella så virkelig ked ud af det. Jeg kunne ikke bære at se min smukke vidunderlige datter sådan her, det havde hun ikke fortjent. 

''Hva' så skatte mus ?'' spurgte jeg, da jeg gik stille ned til min datter, som tydeligvis ikke havde haft en god dag. Hun svarede mig ikke, men kiggede kun op på mig med tåre i øjnene. Hvem og hvad havde forårsaget disse tåre ? Hvem der end har gjordt det, skal nok få med mig at bestille!

''Det er okay, jeg er her nu.'' sagde jeg og tørrede hendes små tåre væk med min tommeltot. Jeg satte mine arme tæt omkring hende, og løftede hende op på mit skød, da jeg havde sat mig ved siden af hende.  

''Mor de kan ikke lide mig.'' sagde Rosella med en slags gråd i stemmen. Den stemme har jeg hørt for tit, den stemme burde slet ikke være der. Men den er der alligevel, og den irritere mig grænseløst. Min datter skal ikke have det sådan, som hun har det. Hun skal have det meget bedre, være en almindelig pige i skolen, have en masse veninder, og ikke mindst få en far... 

Jeg ved præcis hvad jeg skal gøre, eller måske er det alligevel en dårlig ide. Jeg har tænkt mig, at måske gå ud med nogle nye fyre. Så hvis jeg finder en sød, rar og kærlig fyr, ville Rosella måske endelig få en faderlig figur. En figur som hun virkelig har manglet i sin opvækst. 

''Vil du med hjem puss ?'' spurgte jeg og kyssede hendes bløde kind, som til tider havde en sød rød glød. Endu engang kom der ikke et svar, men i stedet nikkede hun og hoppede ned fra mit skød. 

Jeg rejste mig og tog hendes lille fine hånd i min, og så gik vi ud fra denne skole, som sikkert endu engang bliver skiftet ud med en ny. 

Da vi kom hjem fra en ok lang dag på arbejdet og en lang skole dag for Rosella, havde jeg købt hende en lille gave. Gaven var en lille hundehvalp, som hun længe har ønsket sig. Jeg tænkte den kunne blive en god ven til hende, da hun ikke har nogen i skolen eller fra børnehaven. 

''Rosella kommer du ikke lige her ned ? Mor har en gave til dig !'' råbte jeg, da Rosella var gået ovenpå på sit værelse, der hvor hun tilbringer det meste af sin tid. og det burde en 6 årig pige ikke, hun burde være sammen med en masse andre 6 årige piger. 

''Hvad er det mor ?'' spurgte hun, da hun kom gående hen til mig i stuen med små søde skridt. Jeg tog en kasse frem med masse lufthuller, og som var pakket ind i lysergrøn, som jeg ved at hun elsker. 

''Den her tror jeg du bliver glad for, og værsgo at åbne den muss.'' sagde jeg og smilte stort til hende. Hun smilte næsten ikke, men tog dog imod gaven. Jeg kiggede nøje efter hendes ansigt, da hun så smut begyndte at åbne pakken. 

''Mor du har givet mig en hundehvalp !'' råbte Rosella virkelig glad, og hoppede bogstavligtalt ind i minde arme. Jeg tror aldrig jeg har set hende så glad, som hun var da hun så den lille hvalp inden i pakken. 

''Hvad skal den hedde ? det er en dreng..'' sagde jeg og smilte til hende. 

''Hmmm Hvad med Fido !'' sagde hun virkelig højt, så jeg tror naboerne tror der er et eller andet galt. Men det vil jeg skide på, for det er så dejligt, at endelig se sind datter så glad. Og jeg tror nu nok, at hende og Fido får det godt sammen. 

''Mor du er den bedste i hele verden !'' sagde hun og kyssede mig på kinden, inden hun hoppede ned til Fido og begyndte at kæle med den. Jeg sad og beundrede min for en gangs skyld glade datter, og hendes nye bedste ven lege sammen. Synet var guld værd ! Og jeg følte en hvis befrielse, at se hende sådan. 

''Skat vil du med ned til legepladsen og lege med Fido ?'' spurgte jeg. 

''Ja !'' råbte hun og hoppede op og ned. Vi gik ud og tog vores over-tøj på, og gik sammen ned på legepladsen, som ikke lå langt fra lejligheden. Der var en masse andre børn, som legede på legepladsen, og en stor fodboldbane, med en masse bænke hist og pist. 

Jeg satte mig ned på en bænk foran en stor grasplæne lige ved siden af legepladsen.

''Gå så ud og hyg dig !'' sagde jeg og smilte, da jeg så min datter gå hen i sandkassen sammen med sin nye ven Fido. De var så interessante at se på, for hun hyggede sig virkelig meget ! Og det skal lige siges, at det sker sjældent ! 

 

Niall's POV

 

''Jeg går en tur !'' råbte jeg til Paul, som sad begravet i en dansk tv-serie, som åbenbart var virkelig underholdende for ham. Jeg syntes nu selv den var lidt plat, jeg kunne jo heller ikke forstå en dyt, af hvad end de nu fyrede ud af deres munde. Tænk at Monica jo er dansker efter sin mor, men englænder efter sin far. Mon Rosella kan engelsk ? Ej Niall hvad tror du selv ? En 6 årig pige kan da ikke snakke engelsk, når hun er opvokset i Danmark. 

''Ha det godt !'' råbte Paul tilbage, jeg rystede på hovedet og gik ud fra hotelværelset. Hotellet var nu meget flot og alt det der, de var virkelig stolte af at have mig boende i noget tid. Det var nu også lidt underligt, da de opførte sig som om jeg var en kongelig, men det kunne jeg nu odt vænne mig til. 

''Hmm hvor vil jeg gå hen.'' sagde jeg for mig selv, da jeg gik ude på gaden. Jeg anede jo ikke et plug om det her sted, jeg havde jo aldrig været her før i hele mit liv. Men det går nu nok, håber jeg ! Hvis ikke har jeg jo Paul, som jeg til hver en tid kan ringe til. 

Da jeg gik ned af en sidegade, så jeg pludselig en kæmpe park af en art. Der var en masse mennesker både voksne og børn. Men der var nu alt i alt flest børn, alle i forskellige aldersgrupper. 

Jeg havde kurs mod parken, og så en masse bænke. Jeg havde nu også lidt ondt i dem, så hvorfor ikke tage en slapper ? Jeg havde trods alt også gået fra 5 sal til 1 sal, da elevatoren ikke virkede, hvor typisk er det ikke lige ? 

Jeg gik stille hen til en tom bænk, som ingen andre sad på, og beundrede de små børn som legede. Det var også vidunderligt vejr faktisk, jeg ved det nok ikke er det mest interessante emne, men solen var højt på himlen, uden en enkel sky i miles omkreds. Jeg ville nu også skyde på at det var 20 grader, det er faktisk meget i Danmark syntes jeg, ikke fordi der er den helt store forskel mellem Danmark og England med vejre, men jeg håber i fattede min pointe. 

Jeg kiggede mig lidt på mine omgivelser, og så at der lidt længere henne sad en pige, som lignede pigen fra Mac Donalds, og Monica ? Kunne det være hende ? Ej Niall, der er en masse piger der ude, og hvor stor en chance er der lige for, at hun faktisk kunne være Monica ? Den chance er virkelig ikke ret stor, i forhold til at Danmark har over 5 millionere i befolkning.

Og ja måske tænker i, hvor i al verden ved du det fra ? Men ja Monica har fortalt mig virkelig meget om Danmark, og alt mulig ligegyldige ting. Men jeg kunne nu godt lide hende, for alle hendes små ting, som gør hende til den hun er. 

Jeg så lige pludselig kom der en lille lyshåret pige løbende hen til pigen på bænken. Det kunne vel ikke være .... Eller kunne det ? Den lille pige havde en lille hundehvalp i en snor ved siden af hende, den så nu meget nuttet ud. 

Men den hvalp fik ikke min opmærksomhed, det gjorde de to piger, som formodenligt var den jeg havde ledt efter i så lang tid ! Jeg måtte vide om det virkelig var dem, det måtte det bare være !

Jeg rejste mig stille fra bænken, og satte kurs mod de to piger. Mit hjerte begyndte at race af sted, jeg begyndte at få det virkelig varmt ! Var jeg mon nervøs ? Selvfølgelig var jeg det, hvem ville ikke være det i min situation ?

Da jeg nu kun stod 2-3 meter væk fra dem, standsede jeg pludselig op. Ville jeg virkelig møde hende igen ? Hun havde jo skredet fra mig, på grund af mine dumme handlinger, og ville hun mon overhovedet møde mig igen ? 

Jeg stod der i tomhed, og prøvede at beslutte mig, om jeg ville gå hen til dem eller ej. Hvis Monica ikke ville se mig mere, hvorfor skulle jeg så være så dum, at gå direkte hen til hende og måske ødelægge alt igen. Det vil jeg virkelig ikke risikere ! Og jeg har jo lavet nok rod i det hele, med vores fortid sammen. 

Mine tanker stoppede med 'et', da Monica fik øje på mig. Hvad i al verden skulle jeg gøre !? Nu var det alt for sent, at vende om og løbe min vej, og lade hende være i fred. Hun så helt chokeret ud, og hun rejste sig langsomt fra bænken, og vores blikke flyttede ikke hinandens på et eneste tidspunkt. 

''Niall ?'' hørte jeg hende sige i undring. Hvad i gudernes navn skulle jeg gøre ? Jeg havde sådan en lyst til bare at løbe hen og presse hende så meget som mugeligt ind til mig, og fortælle hende hvor meget jeg savnede hende, og elskede hende. 

______________________________________________________________________________________

Hey ! 

Så kom til min overraskelse endu et kapitel i dag. 

Jeg er faktisk ret stolt, at jeg formågede at lave et til, når man tænker på hvor lange de egneligt er blevet. 

Men håber i kunne lide kapitlet lige så meget, som jeg nyd at skrive det ! :D

Kh. 1D.Specials <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...