The Forgotten Memeries

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2014
  • Opdateret: 5 sep. 2014
  • Status: Færdig
2 og 3'ren er ude nu. Carolina Mayson er 16 år, bor i Irland, Mullingar og er Niall Horans bedsteven. En dag fortæller Niall hende at han skal til audition på X-factor i England. Så han bliver nød til at rejse, men han lover at besøge hende. En uge efter sidder han og venter på flyet og bliver ringet op fordi hans veninde Carolina er kommet ud for en bilulykke. Han tager hen på hospitalet, men bliver taget tilbage til lufthavnen af sin mor. Tre år efter vender han tilbage til Mullingar for at besøge Carolina, men hvad sker der når han finder ud af at ulykken havde store konsekvenser? Sarah<3

18Likes
3Kommentarer
2402Visninger
AA

5. 4



Carolinas synsvinkel

Jeg vågnede om morgen og steg hurtigt ud af sengen. I dag skulle jeg shoppe! Det havde jeg lige lyst til. Jeg fandt dagens outfit og lavede mig selv en frugtsalat til morgenmad. Mmmmm lækkert! Derefter tænkte jeg at jeg lige ville ringe til Emely. Hun vil sikkert gerne ud at shoppe. Jeg ringede hurtigt til hende og hun sagde jaaaaaaa! Vi skulle mødes nede ved Forever 21. Jeg elsker den butik!

"Hej søde!" sagde jeg med en overdrevet piget stemme, da Emely kom løbende hen og krammede mig. Normalt sagde vi kun hej søde for sjovt. I ved sådan nogle piger der altid er sådan 'hej søde, lækker taske, fik du den i Gucci?' Jeg hader dem eller vi hader dem... duller.. "Hej sweetie!" sagde hun så og vi begyndte at skralgrine. "Nå skal vi gå ind og shoppeeeeeee!?" spurgte hun mig begejstret om. "Okay, så lad gå." sagde jeg og vi grinte igen. Heh.. Vi griner meget..

Efter 5-6 timers shopping stoppede vi foran en lille cafe. "Skal vi ikke sætte os ned her?" spurgte jeg Emely om. Min mave sagde jeg skulle have noget at spise så. "Okay, er det din mave der snakker igen?" spurgte hun efterfulgt af et lille fnis. "Du kender mig for godt!" svarede jeg og vi begyndte at grine.. igen. Vi gik ind og satte os ved et rundt bord. Jeg kiggede lidt på menukortet. "Jeg skal bare have en club-salat og noget vand." sagde jeg og smilede. "Så du tror at jeg vil betale?" spurgte hun mig om med en ego-stemme. Og vi grinteeeeee..

"Lad mig betale!" hørte jeg en lidt hæs drenge stemme sige. Jeg ville væde med at han var englænder, fordi han havde en accent, der var meget svær at overse. Jeg så op på en dreng med brunt krøllet hår og de mest fantastiske grønne øjne. "Det behøver du altså ikke." sagde jeg og smilede til ham. "Jeg insistere!" sagde han efterfulgt af en lille hæs latter. "Lad mig præsentere mig selv, jeg er Harry, og hvem er de frøken?" spurgte han om med et meget charmerende smil og kyssede min hånd. "Jeg er Carolina, herligt at møde dem!" sagde jeg og vi brød alle tre ud i en latter. Harry var altså virkelig charmerende. Seriøst, i burde møde ham.

"Nå hvad skal i have?" spurgte han om med et større smil på læberne. "Jeg skal have en club-salat og noget vand tak." sagde jeg. "Det er næsten for billigt!" sagde han og vi grinte igen. Han var altså mega sjov! "Og til dig?" spurgte han Emely om. "Jeg øhhh skal have en øhhh club-sandwhich og noget vand tak!" sagde hun med store øjne og han gik op for at bestille.

"Lad være med at glo!" hviskede jeg til hende og hun kiggede på mig med store øjne. "Ved du ikke hvem han er?" spurgte hun mig om, som om jeg var dum. "Nej, men det er også ligegyldigt." sagde jeg da jeg så han var på vej hen til os, med mega meget mad. "Værsgo!" sagde han og mig og Emely sagde 'tak' i kor. Og vi grinte.. igen, igen, igen.

"Nå jeg skal over til mine venner jeg håber vi ses igen!" sagde han og gik. "Wow han var hot!" sagde jeg så. "Hvad tror du selv? Han er Harry Styles!" sagde hun og et lille hvin undslap hendes læber. "Har jeg ikke allerede sagt at det er ligegyldigt?" sagde jeg og begyndte at spise min salat. "Okayyy, men en dag kommer du til at fortryde!" sagde hun med en ond hekse stemme, og grinte så som en heks. Vi grinte.. som altid.. igen. Hvad sagde jeg!

Harrys synsvinkel

"Så kommer maden!" sagde jeg og smilte. "Hvorfor smiler du så meget?" spurgte Louis mig om. "Jeg mødte lige den her mega hotte.. og søde pige!" sagde jeg og smilte bare endnu mere ved tanken. "Nå hvad hedder hun så?" spurgte Liam mig om. "Carolina! og hendes veninde ved jeg ikke hvad hedder.. Og hun havde det mest perfekte lilla hår" sagde jeg og mit smil blev bare større og større.

Jeg kiggede rundt på drengene og landede så på Niall. Han så ked af det ud og han spiste ikke noget. "Hvad er der galt Nialler?" spurgte jeg ham om og han kiggede op på mig. Hans øjne var helt røde hvilket kun betød en ting, han havde grædt. "Hvorfor har du grædt?" spurgte jeg ham om, men han svarede ikke.

Han rejste sig langsomt og gik ud igennem bagindgangen. "Hvad var der lige med ham?" spurgte Zayn om og så helt forvirret ud. "Det ved jeg ikke.." svarede jeg uden at flytte mit blik, væk fra døren han var gået ud af. "Det ved jeg virkelig ikke.." sagde jeg så.

Carolinas synsvinkel

 Emely var taget hjem og jeg var også på vej hjem. Det var ved at være cirka 16:00 så der kom snart Gossip girl! Jeg elsker simpelthen det program! Så det fik mig til at skynde mig lidt mere. Jeg kedede mig så jeg tog nogle høretelefoner i og gik ind på Itunes. Jeg hørte Demi Lovato sikke en overraskelse! Jeg gik og sang lidt med på 'Nighttingale'. Jeg stod selvfølgelig ikke og skreg med på sangen, men mumlede sådan lidt for mig selv.

Jeg ved ikke om det var stemmer jeg hørte i mit hoved eller ej, men jeg syntes at det lød som om nogen kaldte på mig. Lidt freaky var? Jeg tog min ene høretelefon af og lyttede. Det var igen som om nogen kaldte på mig. Jeg vente mig om og så en skygge. Personen stod bag ved lyset fra en lygte. Det var nemlig blevet mørkt. Skønt ikke? Nå, men jeg så den her person. Jeg blev lidt bange, eftersom jeg var blevet meget mere forsigtig, efter ulykken med bilen. Jeg tog min høretelefon i igen og begyndte at gå lidt hurtigere. Jeg lukkede mine øjne og blev ved med at sige 'Der sker ikke noget!' inde i mit hoved.

Det med at lukke øjnene var en dårlig ide, fordi det endte selvfølgelig med at jeg faldt. Jeg faldt og slog mit ben. ret så meget. Jeg satte mig op og så at skyggen kom nærmere. Jeg rejste mig derfor og prøvede at humpe af sted. Det endte så med at jeg fik smerter i mit ben, og jeg blev nød til at sætte mig ned. Jeg satte mig op af en lygtepæl og personen var kun få meter fra mig. "Lad mig være!" skreg jeg og tårende trillede bare ned af mine kinder. "Bare rolig jeg gør dig ikke noget." hørte jeg en lidt for velkendt stemme sige.

Niall. "Hvad laver du Niall?" spurgte jeg om imens det bare begyndte at gøre mere og mere ondt. "Hjælper dig." sagde han og løftede mig i brudestilling. "Det hjælper ikke! sæt mig ned!" sagde jeg og græd bare mere. "Det gør jeg ikke, sådan en ven er jeg ikke!" sagde han, og jeg havde mest af alt lyst til at dø nu. "Vil du ikke nok være sød at sætte mig ned, du har allerede ødelagt mit liv godt og grundigt!" vrissede jeg. "Det har jeg allerede sagt! Sådan en ven er jeg ikke!" råbte Niall og jeg følte mig lige pludselig meget skrøbelig. "Det må du altså undskylde.." sagde han stille. "Det gør ikke noget.. du prøver bare at beskytte mig.." sagde jeg og et snøft forlod mine læber.

Jeg kiggede op på ham efter noget tids stilhed. "Har du grædt?" spurgte jeg ham om og jeg måtte ligne at spørgsmålstegn. "Nej, jeg øhhh det ser nok bare sådan ud.." svarede han. "Er du sikker? det ligner altså meget at du har grædt.." sagde jeg og fik intet svar.

Nu ligger jeg i min seng og glor Gossip Girl. Med is, te og.. Niall. "Tusind tak fordi du hjalp mig Niall.." sagde jeg og kiggede over på ham. Han smilte bare og kiggede op på Tvet. "Du må undskyld jeg blev så sur på dig før i dag og i går.." sagde jeg stille og kiggede ned i min te. "Hvorfor blev du endeligt sur på mig?" spurgte han mig om, og kiggede så ned på mig.

"Det var bare jeg havde indbrud, og jeg fandt ud af hvordan personen kom ind, og ja, det endte så med at jeg fandt ud af at det var din skyld, og så blev jeg sur på dig, og jeg blev ved med at sige til mig selv, at det var en dårlig ide at blive venner med dig igen, og stole på dig jeg kender dig jo ikke, og så endte det ligesom med at jeg hadede dig." det kom ud som en talestrøm og det var ikke meningen.

"Har du haft indbrud? og hvorfor sagde du ikke noget?" spurgte Niall mig lidt irriteret om. "Jeg blev bange.." sagde jeg stille og sukkede. "Jeg.. jeg forstår dig ikke.. du er bange for nærmest alting.." sagde han så roligt igen. "Det startede bare efter ulykken, jeg blev meget mere forsigtig, og jeg blev nærmest bange for alting, fordi jeg ikke ville opleve det samme igen.." svarede jeg ham. "Det forstår jeg godt." sagde han så og rejste sig fra min seng. Han slukkede Tvet og begyndte at gå over imod døren. "Vil du ikke nok blive her.. jeg er bange." spurgte jeg ham om og han vendte sig om, og kiggede på mig og smilte så bare. "Selvfølgelig vil jeg det." sagde han og satte sig ned på min seng. "Tag og få skiftet og læg dig så til at sove, jeg køre dig til lægen i morgen." sagde han og smilte.

Jeg havde fået hjælp af Niall til at rejse mig, og få skiftet og nu lå vi her i min seng. Jeg lå med ryggen til ham og han lagt en arm om mig. "Godnat min prinsesse." sagde han og  kyssede mig på håret, og lagde sig så til at sove. "Godnat min prins." sagde jeg og lukkede også mine øjne i. Sikke en dag var?

Hej.. Hvad tror i der sker?

Sarah<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...