The Forgotten Memeries

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2014
  • Opdateret: 5 sep. 2014
  • Status: Færdig
2 og 3'ren er ude nu. Carolina Mayson er 16 år, bor i Irland, Mullingar og er Niall Horans bedsteven. En dag fortæller Niall hende at han skal til audition på X-factor i England. Så han bliver nød til at rejse, men han lover at besøge hende. En uge efter sidder han og venter på flyet og bliver ringet op fordi hans veninde Carolina er kommet ud for en bilulykke. Han tager hen på hospitalet, men bliver taget tilbage til lufthavnen af sin mor. Tre år efter vender han tilbage til Mullingar for at besøge Carolina, men hvad sker der når han finder ud af at ulykken havde store konsekvenser? Sarah<3

18Likes
3Kommentarer
2401Visninger
AA

3. 2


Carolinas synsvinkel

Det var nu 4 år siden jeg havde været ude for ulykken. Men alt blev godt igen så det er ikke noget jeg normalt vil snakke om. I ved, jeg fik hukommelsestab. Så jeg kan intet huske, men jeg ved dog noget. Det er så kun noget lægerne har fortalt så som, det var en bilulykke og sådan noget. Da jeg så kom hjem i min lejelighed, kan jeg dog huske at jeg så et biled, på mit natbord ved siden af min seng. Det var mig og en dreng. Jeg ved ikke hvem drengen er, men han var nu meget pæn. Lyst hår, blå øjne og ja hans smil! Men som sagt, jeg kender ham ikke så det kapitel kan vi godt springe over.

Jeg stod i mit køkken og hakkede grønsager. Jeg skulle lave en salat. Jeg er nemlig gået på slankekur siden ulykken og jeg har også gået til psykolog, men jeg gør det ikke mere. Nå, men jeg stod som sagt og hakkede grønsager. Jeg havde tændt for radioen. Jeg hørte Demi Lovato med 'Two pieces'. Hun er pæn, god til at synge og så er hun verdens sødeste person.

Jeg skulle til at blande det hele sammen da jeg hørte en nøgle i hoved døren. Det var sikkert bare min mor, så jeg begyndte at tage en til tallerken frem da jeg hørte hende lukke døren tage sit overtøj af og så. Hun gik bare ind uden at sige hej? Det plager hun ikke. Jeg råbte ligeså stille 'hej!' men jeg fik intet svar. Det må betyde det er en fremmed! Jeg slukkede lige for radioen, så personen ikke kunne høre at jeg var her.

Jeg tog hurtigt den store kniv, jeg havde brugt til at skøre grønsager med op min hånd, og gemte mig bag ved min køkken ø. Jeg strammede grebet om kniven da jeg kunne høre personen gå ind i køkkenet. "Hallo?" hørte jeg stemmen sig. Det var en dreng og han kom fra Irland, men med lidt Britisk accent, meget lidt. Så vi er på talefod. Nå.

Han gik langsomt rundt om køkken øen. Jeg strammede grebet endnu mere om kniven, og jeg tog knæene op til brystet. Nu kunne jeg se hans skygge nærme sig. Han tog et til skridt og så så på mig med et overrasket blik på mig. "Hv.. hvad vil du?" spurgte jeg med en rystende stemme. Bare han ikke ville dræbe mig. "Jeg øhhh jeg leder efter en øhh Carolina.. Carolina Mayson." sagde han med blikket limet fast til kniven. "Hvordan kom du herind?" spurgte jeg lidt mere selvsikkert om. "Jeg har en nøgle?" svarede han og grinte et lille hæst grin.

"Og hvorfor leder du efter mig?" spurgte jeg og han kiggede på mig med store øjne. "Er det virkelig dig Caro?" spurgte han og jeg pegede lidt mere med kniven imod ham. Han trådte sjovt nok bare et skridt fremad, og satte sig ned på hug foran mig, så vi havde samme øjn højde. "Hvad vil du med mig?" spurgte jeg og en tåre trillede ned af mine kinder, så min mascara blev tværet ud. Han krammede mig og tårerne løb ned af hans kinder. Jeg vræd mig ud af hans greb og han kiggede undrene på mig. "Kan du ikke huske mig?" spurgte han og tårerne løb nu ned af mine kinder. Jeg var bange.

Jeg rejste mig hurtigt up og løb hen imod hoveddøren. Jeg skulle til at trække ned i håntaget da to arme blev lagt om livet på mig. "Vent!" sagde drengen og jeg faldt til jorden, hvor jeg bare begyndte at græde. Han tog mig ind til sig og lagde hans arme om mig, så jeg lå med mit hoved imod hans bryst. Af eller anden grund føltes det utrolig beroligende, og det var som om jeg havde haft den følelse før.

Da jeg var færdig med at græde sagde jeg så endelig noget. "Hvem er du?" spurgte jeg. "Din bedsteven, det ved du da godt." svarede han. "Du var sikkert min bedsteven, men jeg kan ikke huske dig.." sagde jeg så stille. "Hvad mener du?" spurgte han med en undrene stemme. "Jeg fik hukommelsestab efter ulykken.." svarede jeg stille og han så forvirret, men stadigvæk sorgmodig ud. "Kan du seriøst ikke huske mig?" spurgte han og en tåre trillede ned af hans kinder. "Nej.." svarede jeg og fik helt ondt af ham. Tænk at jeg skulle ødelægge hans liv ved at køre galt én gang! "Undskyld.." sagde jeg bare stille. "Nu troede jeg lige jeg kunne, komme hjem til en sund og rask ven og så.. så kan hun ikke huske mig?" sukkede han.

Jeg vendte mig om så jeg sad med fronten imod ham. Af ren reflex lagde jeg armene om ham, og krammede ham bare. Han sagde en salgs 'øhm?' lyd, men krammede bagefter med. Han gav gode kram. Varme og bamse agtige. Et lille fnis forlød mine læber ved tanken. "Hvad griner du af?" spurgte han og trak sig ud af krammet. "Ikke noget.." sagde jeg og kiggede ned på mine hænder. Han grinte igen et lille hæst grin, som fik mig til at kigge op på ham. Han stoppede med det samme da han så jeg kiggede på ham. "Du har forandret dig meget." sagde han med en rolig stemme, og fjernede et hår det sad nede i mit ansigt. Af en eller anden grund mødtes vores læber i et kys. Det føltes bare så rigtigt.

Et fnis forlod mine læber da han strejfede siden af min mave, ved at tage fast rundt om mig. Han trak sig ud af kyssede og gjorde det igen, og et fnis undslap mine læber.. igen. "Nu husker jeg! Du er ekstremt kilden lige.. her!" sagde han og blev ved med at kilde mig. Jeg begyndte at skralgrine og prøvede at slippe væk, men han var simpelt hen for stærk. "STOP!" skreg jeg, men han stoppede ikke.

Han fjernede sig fra mig , så nu havde jeg chancen til at undslippe, men da jeg fik rejst mig op, tog han mig over hans skulder, som om jeg var julemandens gavepose. Ret nederen. Jeg begyndte at slå ham på ryggen med mine bare næver, men han begyndte bare at grine, end til han satte mig ned og kiggede alvorligt på mig.

"Du har tabt dig.." sagde han og jeg smilte, men han så bare på mig med et meget alvorligt blik. Mit smil falmede og det fik mig til at kigge ned i jorden. "Hvor meget har du lige tabt dig?" spurgte han mig om. "Omkring 7 kilo.." sagde jeg stille. "Det er ikke sundt for dig." svarede han bare. "Prøv at se dig selv! Du er da også mega tynd! Og du er en dreng!" sagde jeg lidt hårdt.

Nialls synsvinkel

"Du har ret.." røg det ud af mig. "Lad os begynde forfra." sagde jeg så. "Jeg hedder Niall.. Niall Horan, jeg er 20 år, jeg er i et band der hedder One direction, mine bedste venner og veninde hedder Harry, Liam, Zayn, Louis og Carolina, jeg kommer oprindeligt fa Irland Mullingar, men jeg bor i England nu." sagde jeg med et stort smil på læberne. "Okay.." svarede hun bare. "Det er din tur nu." sagde jeg så. "Så øhm, jeg hedder Carolina Mayson, jeg er 19 men fylder snart 20, jeg arbejder i Starbucks til hverdag, mine bedste venner hedder Lukas, Emely og Niall tror jeg nok, jeg kommer også fra Irland Mullingar og jeg bor her stadigvæk og jeg har været i en bilulykke hvor jeg har mistet hukommelsen." det sidste sagde hun lidt stille, men det har sikkert også været hårdt for hende.

Vi havde lige spist Nandos, og Caro havde lige gået ind på sit værelse for at skifte, og kom tilbage hvorefter vi sad og snakkede i hendes sofa. "Hvorfor har du farvet hår, skiftet øjn farve og tøjstil?" spurgte jeg hende om. "Fordi jeg ville gerne være en ny mig, du ved, folk kender mig, som den jeg var før, men det gør jeg ikke selv, jeg vil bare gerne have at folk kender mig, som den jeg er nu.. den jeg gerne selv vil være.." svarede hun selvsikkert, men stille. "Der er en meget god grund." sagde jeg så med et skævt smil på læberne.

"Lad os se en film! Jeg har tusind!" sagde hun glad. "Okay du bestemmer." sagde jeg og hun nikkede med et stort smil på læberne. Hun lignede et barn juleaften. "Du kan vidst godt lide film!" sagde jeg efterfulgt af et lille grin. "Ja, normalt syntes folk at jeg er mærkelig fordi jeg har farvet hår og sådan noget, så de vil ikke være min ven, og så har jeg ligesom ikke nogen at se film med, så jeg er glad for at nogen, i det mindste vil se en med mig." sagde hun stadigvæk med et stort smil på læberne. "Det lyder da trist.." sagde jeg så og hun vendte sig om, og rodede rundt i en hel masse film. "Hvad kan man forvente?" sagde hun så. "Folk skulle da give dig en chance." sagde jeg da det endeligt gjorde mig lidt trist, at hun næsten ingen venner havde.

"Kan vi ikke droppe det emne og se den her film?" sagde hun lidt frustreret. "Okay.. hvilken film har du valgt?" spurgte jeg lidt usikkert om. "Marley and Me." sagde hun kort. "Kan vi ikke vælge en anden film?" spurgte jeg næsten bedene om. "Hvorfor?" spurgte hun om. "Ikke for noget jeg har bare ikke lyst til at se den.." sagde jeg og håbede på vi kunne se en anden. "Kom nuuuu! Vi er bedste venner ik'? Du kan fortælle mig alt!" tiggede hun om og jeg sukkede dybt. Det gik lidt tid og hun begyndte at lave hundeøjne, alt for gode hundeøjne. Jeg sukkede åbnede stille min mund. "Jeg kan bare ikke lide at græde foran folk.." sagde jeg ret lavt. "Nurhhhh! Græder du når du ser den?" spurgte hun drillende om. "Ja.." sagde jeg lidt flovt. "Jeg syntes det er sødt du græder, det viser bare at du er en følsom mand, eller dreng, men det kan jeg lide." sagde hun og mine kinder blev let røde. "Og nu rødmer du også!" sagde hun og gav mig et kys på kinden, og lænede sig op af mig med tæppe på. "Nu har jeg også noget jeg kan bruge imod dig.." sagde hun stille hvilket fik mig til at grine kort.

Filmen var nu færdig og jeg prøvede at skjule at jeg havde grædt. "Jeg kan altså godt se at du har grædt." sagde hun stille og rejste sig. "Vi ses i overmorgen!" sagde hun og gik hen imod døren til sit værelse. "Hvorfor kan du ikke i morgen?" spurgte jeg hende og hun stoppede op. "Jeg skal på arbejde, du ved en hel normal hverdag i morgen?" sagde hun så og gik ind på sit værelse. Jeg gik hen til hoveddøren og tog min jakke på og gik så ud.

Hej læsere! Så kom der endnu et kapitellllll! Jeg håber virkelig i nyder at læse den fordi jeg nyder at skrive og nye ideer kommer til mig hele tiden mærkeligt nok kommer de fleste ideer når jeg er i skole. Meeeen jeg har jo emne uge og så tænker jeg bare på den her historie i timerne og lærerne opdager det ikke?! Hvad tror i der sker?

Sarah<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...