Sorgens Fortvivlelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2014
  • Status: Igang
Dette er en historie om sorg, tap og fortvivlelse.

1Likes
2Kommentarer
135Visninger

1. Farvel Far.

 

Nej” det kan ikke være sandt, det må ikke være sandt ”mor. ” Jeg vil græde, skrige, løbe væk, men det eneste jeg kan er at stå her og stønne mor, med blanke øjne. Jo det var da sket før, det ved jeg da. Det er farligt at være på havet, så sent på efteråret. De store bølger, og vinden.

 Far plejer, plejede, altid at fortælle mig om det, så sidder vi ved kaminen og nyder, nød, hinandens selskab, jeg fulgte altid lige i hælen på ham, mig og min far er meget tætte. Eller vi var meget tætte, nu er han et sted, hvor jeg ikke kan følge ham.

Mor” jeg skriger indvendigt, men udenpå er jeg helt tavs, ”jeg elsker dig” fremstammer jeg endelig.
Jeg står helt stiv i kroppen, mens mor omfavner mig. Vi sætter os ned på den gamle bænk, den er lavet af drivtømmer. Far sagde altid at vi skulle købe en ny, selvom vi alle viste vi ikke havde råd. Jeg læner mig op af mor, hun er varm, hun er det eneste jeg har tilbage.

Jeg sover igen i hendes seng, det har jeg gjort siden, siden min far… siden min fars båd blev fundet på standen. Jeg kravler ud af den hårde seng, og går så stille jeg kan hen for at lave morgen mad. Jeg stiler mig på tær, åbner vores eneste lille skab og tager den ud.

Jeg leder efter dåseåbneren på bordet, men må give op, der er for meget rod, så jeg tager vores fiskekniv og åbner dåsen med bønner. Alt imens jeg prøver på ikke at vække min mor, men det er svært i et hus med kun et rum.

Det er helt vindstille og jollen vugger kun lidt. Mor sagde at jeg ikke behøvede at tage at sted, men jeg vil gerne, for havet får mig til at føle mig tætter på min far. Det rykker lidt i krogen og jeg hiver den første fisk op, den er lille og sikkert forurenede, men det er bedre en ingen ting. Far fortalte mig historier om dengang havet var sundt og frisk, dengang alt var bedre.

Det er aften nu, mig og min mor sider ved den lille kamin, det er koldt, ” jeg savner ham” siger jeg, min mor nikker. Det er rart at hun sider her ved siden af mig, men der mangler noget, min far, og lidt mad ville heller ikke gøre noget. Ingen ville købe fiskene så vi spiste dem selv, men det var ikke meget.

Det er nat, regnen slår mod ruderne og jeg kan høre vinden pusle, jeg rejser mig op og lister ud, uden at vække min mor. Jeg skal have frisk luft. Vandet føles rart mod mine bare fødder, men stenene i vandkanten stikker. Det er tåget, men jeg er ikke i tvivl om at jeg kan finde hjem. Det er koldt, men jeg ænser det ikke jeg stirre blot ud mod havet, ud mod tågen. Vinden piber i mine øre. Jeg kan høre en stemme, en stemme jeg har savnet og en stemme som jeg har elsket. Jeg spejder ud mod havet, jeg kan se en skikkelse der ude. I tågen.

 Jeg springer i vandet uden at tænke på det iskolde sus der går i gennem mig. Jeg svømmer mod min far. Men han bliver stående ”Far” råber jeg. Vandet går mig til halsen, men jeg fortsætter ud mod ham. ”Far” mit råb er blevet lavere og vandet skvulper ned i min hals. ”far” jeg hvisker det kun, for jeg ved han ikke kan høre mig. Jeg ved at jeg synker.

Jeg ved at jeg skal se min far igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...