Scars Will Never Heal - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2014
  • Opdateret: 3 sep. 2014
  • Status: Igang
Da Caden Norrington endelig fik overtalt sin mor til at give hende penge nok til kørekortstimer, havde hun ikke regnet med, at det ville være sidste gang hun ville overtale hendes mor til noget. Et uheld på motorvejen førte til døden for Cadens mor, og begyndelsen på Cadens nye liv fuld af misbrug, kolde aftner på badeværelet med det kolde metal i hånden og det manglende selvværd og selvtillid. Cadens barndomsven har i flere år været Harry Styles. En fyr med krøllet chokoladebrunt hår og grønne lysende øjne, som hun er begyndt at få mere end venskabelige følelser for. Derfor er det enden på hendes glade humør da Harry får følelser for Cadens anden bedste veninde, Brittany Anderson. - TRIGGER WARNING - TRIGGER WARNING - TRIGGER WARNING - TRIGGER WARNING

9Likes
1Kommentarer
411Visninger

2. Kapitel 1

Det er ligesom et dobbeltliv. Jeg står op om morgnen, i det tomme hus imens den eneste lyd i hele huset er min fars fingre der hamrer ned på tasteturet, den store visers tikkende lyd fra uret i spisestuen og dryppen fra den utætte vandhane i badeværelset på 1. sal. Samtidig med at jeg går i skole og selvsikkert kører mit falske smil og min falske personlighed. Den bedre Caden. Den Caden jeg gerne vil være men ikke kan blive. Den bedre Caden er selvsikker. Den bedre Caden er ligeglad med hvad andre synes om hende. Den bedre Caden er den Caden der optræder i skoletiden.

 

Så går jeg hjem. Lige meget hvor meget jeg er imod det, og prøver at stoppe det, bliver den bedre Caden udskiftet med mig. Jeg er bare Caden. Caden er usikker. Caden er slet ikke ligeglad med hvad mennesker synes om hende. Caden er fortabt og farret vild igang med at finde hendes mål. Caden er mig.

 

Lige meget hvor meget jeg prøver at stoppe mig selv, ender jeg altid foran det lange spejl på badeværelset som giver mig fuld adgang til at se hele min krop. Kender du den følelse, når du hader nogen så meget at du ikke engang kan se på dem mere? Ja, jeg kan ikke kigge i spejlet mere. Hver gang jeg ser mig selv, afspejlet i det blanke glas der hænger på væggen, bliver jeg irriteret over at det er mig. Når jeg ikke ser mig selv i spejlet, har jeg et klart billede af en 180 cm høj topmodel fra USA, med langt blond hår og blå øjne. Men inderst inde, derinde hvor mine dæmoner er, ved jeg godt at det er langt fra at være mig.

 

Jeg kigger på mig selv fra mit brune tørre hår som jeg ikke kan tage mig sammen til at redde fordi jeg ved det ikke vil gøre forskel til mit ansigt som jeg ikke har tid til at sminke fordi jeg bruger alt min tid foran spejlet, travlt optaget af at pege på alle de ting der er galt med mit udseende og personlighed, til min alt for buttet mave, til mine for store ben, til mine for store fødder.

Så bliver den lille hvide skuffe åbnet hurtigt og den sorte æske bliver revet op og det blanke metal bliver taget op og viser sig at være det eneste der forstår.

 

Mit hoved flyver op og mine øjne lander på min mobil på badeværelsetbordet, da den begynder at ringe. Jeg kigger ned imod min arm og på hvordan den røde væske baner sig vej ned af min arm. Jeg stikker hurtigt min arm ind foran vandet inden jeg tager telefonen med den anden hånd og prøver desperat på ikke at lyde som om jeg lige har grædt.

 

"Hallo?" sagde jeg ind i røret, min stemme kom ud lidt mere død end jeg ville have. Jeg ventede i tavshed til personen på den modsatte linje svarede imens jeg kiggede på min arm, og på hvordan vandet skiftede fra gennemsigtigt til lyserødt da det blandede sig med mit blod.

 

"Caden." hans stemme var lys og glad og fik mig næsten til at smile. Som solen efter en regnstorm kommer han brasende ind og minder mig om den eneste grund til at jeg Caden Norrington stadig eksisterer.

 

Ham.

 

Harry Styles.

 

 

****

 

1Dactually

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...