Manden i sort.

En meget mærkelig novelle.

0Likes
0Kommentarer
85Visninger

1. Manden i sort.

Manden i det lilla jakkesæt. Manden i det grønne jakkesæt. Manden i det gule jakkesæt. Manden i sort.

Hun standser.

I sort…

Hun står og stirrer. Han sidder og stirrer.

”Du sidder her hver dag! Hvorfor sidder du her på bænken?” spytter hun spydigt, nærmest forarget. Hendes spyt smager af sved.

”Jeg rejser.”

”Men du rejser jo ikke, når du sidder ved det samme busstoppested hver dag.”

”Og du lever ikke, når du løber den samme vej hver dag.”

Hun sætter sig ned ved siden af ham. Diskret og med svedige håndflader mod bænkens kølige overflade af grøn maling. Han borteliminerer afstanden mellem dem med et adræt ryk, og varmen fra hans lange frakke indkapsler dem i en boble af sikkerhed.  

”Det er sommer, men natten er langt fra lummer,” siger han og fortsætter: ”Natten er kold.”

Gadelygtens skær hænger som rampelys over hans elegante skygge.

”Det er en af de første kølige nætter.” Hun nikker og krymper sig ved en strøm af kuldegys. 

”Jeg kunne godt bruge en smøg at varme mig på,” siger hun og mærker efter i mandens lomme, men hun finder ikke andet end hårdhudede knoer.

”Du har noget i hånden.” Stædigt forsøger hun at åbne den, men det vil den ikke.

”Så gå op og køb dig en pakke cigaretter!” siger manden med vrede øjne og peger med den knyttede næve og en pegefinger mod gadelygterne længere henne af vejen. Det er byen.

“Her.” Han giver hende penge, og hun synker en klump, inden hun undskyldende trækker mod bylyset.  

Da hun kommer tilbage er hun bleg i hovedet. Som et lig. Forskræmt og forskrækket over byen.

Den sorte frakke ligger henslængt over ryglænet, og mandens knyttede næver er ikke længere gemt i lommernes folder, men de hviler i hans skød. Blottede.

”Det tog lang tid,” siger han surt. Han har rykket sig en meter. Gjort plads til hende på bænken, så hun kan sidde for sig selv.

”Jeg kan ikke lide byen,” siger hun, mens hun forsigtigt sætter sig på bænken. Den gør hendes ubarberede ben til gæs, og de rapper, for de vil vralte hjem til den varme seng.

”Hvorfor er du bange for byen?”

Hun spjætter med gæssene, så fjer drysser omkring dem.

”Jeg er ikke bange for byen. Jeg kan ikke lide byen… Der er altid udsigt til skævhed,” mumler hun med en cigaret balancerende på kanten af sin fugtige underlæbe.

”Så den er farlig?” fortsætter han nysgerrigt og rykker nærmere, mens hun vrider sin spændte nakke og tømmer lungerne for røg.

”Ja, det er aften. Jeg plejer ikke at begive mig ud i byen om aftenen.”

”Og du skal gøre noget, du plejer?”

Hendes spyt smager af røg og tandpasta. Hun børstede tænder på et toilet. Han ved ikke, hun brugte nogle af hans penge på en tandbørste.

”Jeg kan godt lide at børste tænder,” siger hun og lader en hånd glide hen over de stramme løbeshorts. De er glatte og våde.

Han løfter øjenbrynene og siger: ”Jamen det er da en udmærket ting at kunne lide.”

”Jeg burde børste tænder noget oftere,” hentyder hun og fortsætter, mens hun rykker tættere på ham og hans sorte frakke på bænken: ”Så får jeg sådan en dejlig smag i munden.”

Han rømmer sig.

”Fryser du?” spørger han og skubber frakken hen til hende.

”Hvis det at gyse er det samme som at fryse…” Hun rykker sig helt tæt på, så de bliver noget nær en sammensmeltning. Selvom hun ikke fryser, tager hun alligevel hans frakke.

”Hvorfor gyser du? Er det på grund af byen?”

”Nej. Det er fordi, du gør mig nervøs.” Hun ser ned på smøgen, der hviler mellem fingerspidserne. Den stirrer ondt på hende, så hun inhalerer en sidste gang og kaster den bort. Hun rejser sig og sætter sig. Sætter sig på knæ ved hans knæ. Hænderne på knæene.

”Må jeg..?” spørger hun med store øjne mod hans forbavsede blik. Han lukker øjnene og nikker langsomt. Hun fjerner hans bukser og binder sig fast med sin mund. Fastlåst til tandpastaen løsrives. Hun vil skråle med, når kromosomerne flyver bort. Hun bliver ved, til kromosomerne flyver bort. Fjernt fokuseret kan hun høre den bus, han skal med, køre hen imod dem.

Lyden nærmer sig.

Kromosomerne nærmer sig.    

Hun skriger og skubber ham ud foran bussen.

Så løber hun væk. Gæssene begynder at løbe. Den sorte jakke flagrer. Hun løber mod bylyset, og da hun når det, standser hun og stikker hænderne i lommerne. Hun begynder at gå, for hun vil ikke løbe den samme vej mere. Hendes spyt smager langtfra af tandpasta. Det smager af salt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...