Tfios-Okay

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2014
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
Han plejede at sidde ved siden af mig, nu er han væk. Dagene flyder sammen. Mor og far er bekymret for mig, men jeg har sagt, at alt er fint. Jeg sagde bare ikke sandheden...

3Likes
2Kommentarer
298Visninger
AA

3. Kapitel 2

Da jeg vågnede et par dage efter, var det eneste, jeg kunne tænke på Augustus. Min forbandet skønne Augustus. Jeg fandt min mobil frem og ledte i min kamerarulle. Jeg fandt hurtigt, hvad jeg ledte efter. Det sidste billede af min skønne Augustus Waters. Jeg nærstuderede det. Han havde sit skønne smil på læben og stod med en arm rundt om Isaac. Billedet blev sløret. Jeg havde fået tårer i øjnene. Jeg blinkede dem ikke væk, ventede bare til de forlod mine øjne på deres vandring ned over mine kinder.

Efter jeg havde gjort mig klar ude på badeværelset, tog jeg mig sammen og gik ned i køkkenet. Mor stod ved brødristeren og kom to stykker franskbrød i. Far var ikke til at se. Jeg sank en klump, der havde siddet i min hals. "Godmorgen," min stemme var spinkel og svag. "Hvor er far?". Jeg havde sat mig. Alt det med at stå op gjorde mig så træt, især når det var morgen. "Godmorgen skat," sagde mor og kom hen for at kramme mig, hun kunne se at jeg ikke lige havde lyst, så hun trak sig igen. Jeg prøvede igen: "Hvor er far?". Mor så spørgende på mig og tog sig så til panden. "Gud, det har jeg glemt at sige, skat. Far er på forretningsrejse," sagde hun undskyldende. Jeg tog et æble og satte mig ind i stuen, hvor jeg tændte for tv'et. Jeg spurgte kun til far for at have noget at snakke om. Egentlig var jeg lidt ligeglad. Far var næsten altid væk i hverdagen. Mor kom ind og satte sig ved siden af mig. Jeg havde egentlig bare lyst til at være alene, men jeg ville ikke sige det til hende. "Skat. Du ved godt, du kan fortælle mig alt?" Hun så spørgende på mig, mens hun sagde det. "Jeg tager over til Augustus i dag," sagde jeg og rejste mig. Mor så bedende på mig, men jeg ville ikke sidde der mere. "Hazel søde. Jeg synes, du skal blive hjemme," sagde hun efter lidt tid. Jeg var ligeglad med, hvad hun syntes. Jeg gad ikke sidde hjemme mere. Så jeg ignorerede hende og gik ud for at få overtøj på. Mens jeg fumlede med bilnøgler, kom mor. "Skat. Bliver vores hverdag nogensinde normal igen?" Spurgte hun. "Den har aldrig været og bliver aldrig normal," svarede jeg. "Mor, jeg elsker ham i nutid, jeg vil altid elske ham og det ved du. Intet kan få mig til at holde mig væk fra ham. Jeg er ligeglad med, om jeg ikke kommer til at møde nye mennesker. Jeg vil aldrig finde en som ham. Jeg kan ikke blive en gammel katte-kone. Så lang tid lever jeg nemlig ikke!". Jeg var begyndt at råbe og tårerne trillede ned af mine kinder, men jeg var ligeglad. Mor så på mig, hun så såret ud. Jeg kunne ikke tænke på det nu, jeg ville bare ud til Augustus.

 

Da jeg var kommet ud til Augustus, så jeg at den grav ved siden af hans, som ellers havde stået tom, nu havde en gravsten. Mine øjne gled hen over den.

Du vil altid være i vores hjerter.

Jenny Olson.

F. 18/9-1997

D. 12/9-2014

Hun havde været på alder med mig, da hun døde. Jeg kom til at tænke på mit eget gravsted. Hvordan skulle det se ud? Det vidste jeg ikke helt, men jeg håbede det ville være tæt på Augustus´. Hvis ikke det kunne være det samme sted. Jeg slog tanken væk og tænkte i stedet på Jenny. Hun var død seks dage efter sin fødselsdag, men hun fik da i det mindste lov til at opleve den. Håbede jeg. Jeg kunne jo ikke vide, om hun havde ligget i koma i hendes sidste dage. Det var ligemeget. Altså for mig, nok ikke for hendes pårørende. Jeg prøvede at tænke på Augustus, men Jenny kom hele tiden igen. Når Jenny kom igen, betød det, at min død kom igen. Hvad nu hvis jeg skulle ligge i koma? Eller dør lige inden jul? Vil mine forældre så stadig vågne op den 25. og pakke gaver op? Jeg kunne ikke vide det. Det var der ingen, der kunne.

Efter at jeg havde besøgt Augustus, tog jeg hen til Isaac. Han havde fået et nyt spil. Vi spillede lidt og kom så til at snakke om Augustus.

Isaac: "Jeg fatter ikke der er gået et helt år."

Mig: "Heller ikke mig".

Isaac: "Jeg ville ønske jeg kunne spole tiden tilbage".

Mig: "Også mig".

Isaac: "Du svarer kort. Hvad er der?".

Mig: "Alting og ingenting".

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...