Tfios-Okay

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2014
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
Han plejede at sidde ved siden af mig, nu er han væk. Dagene flyder sammen. Mor og far er bekymret for mig, men jeg har sagt, at alt er fint. Jeg sagde bare ikke sandheden...

3Likes
2Kommentarer
302Visninger
AA

2. Kapitel 1

Solens stråler skinnede gennem gardinerne fra mit vindue. Klokken var vel omkring syv. Træt gned jeg søvnen ud af øjnene, kom på benene, koblede biPAP'en fra og satte Phillip til. Dovent gik jeg hen til mit skrivebord og tændte for min computer. Jeg gik ind for at tjekke min indbakke. Men som sædvandelig var der ingen mails, tja ingenting. Jeg ved ikke hvorfor, men ligegyldigt hvor meget jeg havde prøvet kunne jeg ikke fatte at han var død, og hver dag forventede jeg at han havde skrevet noget til mig, at han forsikrede mig om at han havde det godt og snart ville komme hjem til mig igen. Men selvfølgelig var det aldrig sket, og det ville det heller ikke komme til, for han var død. Augustus Waters var død. Min elskede Augustus, mit livskærlighed var død. Og jeg kunne intet gøre. Ikke ud over at sørge, græde mine tåre væk til der til sidst ikke var flere tilbage. Intet andet end at vente, vente på en dag hvor jeg måske langt om længe ville kunne komme videre med mit liv. Men jeg vidste det aldrig ville ske. Jeg ville aldrig kunne komme over Gus. I sær ikke i dag, i dag hvor det præcis var et år siden han forlod mig, præcis et år siden kræften åd ham op og stjal ham fra mig. Jeg vil aldrig tilgive den. 

Da jeg var nogen lunde klar i hovedet igen, fik jeg mig selv hevet ud på badeværelset, så jeg kunne komme til at se nogen lunde anstændig ud, for ligegyldigt hvor lidt jeg ville, kunne jeg ikke slippe for at tage i selvhjælpsgruppe i dag, jeg havde lovet mor det. Efter jeg havde børstet mine tænder og sat mit hår, hvilket ikke tog særlig lang tid, 1. Fordi mit hår ikke var særligt langt og 2. Jeg var ikke i humør til at stadse mig ud. Fik jeg mig møvet ned til spisestuen, hvor mine forældre sad bænket ved bordet.

"Godmorgen," sagde mor og kiggede op fra den avis hun var i gang med at læse. "Sovet godt?" Spurgte far smilende. Jeg sukkede træt og satte mig for bordenden. Jeg orkede ikke at fortælle dem at jeg havde sovet elendigt, så i stedet gav jeg dem bare en hentydning og sagde: "'Stilhed er nogle gange det bedste svar.'" Jeg rakte hen over bordet for at snuppe et stykke ristet brød. "Hvad mener du, min søde?" Mor rakte mig smøren og smørkniven mens hun spørgende så på mig, "et citat af Dalai Lama." Mere havde jeg ikke at sige, og det havde mine forældre tydeligvis heller ikke, for under resten af morgenmaden blev der ikke sagt et ord.

Efter maden sjoskede jeg ud i baggangen og fik mine fødder skubbet ned i de lidt for store gummistøvler - det regnede. Derefter tog jeg min regnfrakke på, der viste sig at være fars, hvilket først gik op for mig efter jeg havde noget til enden af labyrinten af alle de mange ledninger der endte i min næse. Derfor blev jeg nødt til at kæmpe mig ud af jakken igen og finde min egen, som selvfølgelig var bag alle de andre jakker der hang på knagen. Det virkede ærligt talt som om intet var på min side i dag. Da jeg havde overstået mareridtet, kom mor ud til mig. "Er du klar?" Hun prøvede at smile til mig, hvilket lykkedes knap og nap. Hun smilede, ja, men jeg kunne se hun ikke mente det, for hun var også bevæget, hun havde også holdt Gus. Egentlig burde hun have ladet denne dag være en fest. Hun var jo så opsat på mærke dage. Men selvfølgelig lod hun det ikke ske. Både for mig, hende selv og min far. Vi savnede alle Gus og ingen af os ønskede at blive mindet om at han var væk for evigt.

Regnen hamrede mod forruden da vi kørte i bilen hen mod selvhjælpsgruppen. Mors hænder holdt stramt fast om rettet og hendes blik var stift plastret til vejen. "Noget galt?" Spurgte jeg hende opløftende, selv om det nok egentlig burde være hende der spurgte ind til mig. "Nej, intet." Jeg undlod at spørge mere ind og vendte i stedet hovedet mod min rude. Jeg satte min finger mod det, og lod den følge en dråbe der gled skråt ned langs det, det lignede nærmest en tåre der græd fordi den havde mistet en den havde kært, måske havde den heller ikke sin elskede ved siden mere? Og måske var den også på vej til sin selvhjælpsgruppe? Jeg mærkede en knude klemme sig sammen i min mave, da jeg kom i tanke om hvor vi rent faktisk var på vej hen. Det værste ved selvhjælpsgruppen var ikke længere bare at det var forfærdeligt kedeligt og jeg hadede det, men fordi Patrick hele tiden snakkede om Gus, snakkede om hvor underskøn han havde været, hvilket egentlig ikke stod i hans ret, eftersom han næsten ikke havde kendt Gus, og i øvrigt gjorde det bare mit humør meget værre. Jeg havde ikke fortalt det til mor, eller far for den sags skyld, endnu. Jeg ved ikke hvorfor, måske var det fordi jeg ikke kunne holde ud at nævne Augustus navn og derfor ikke havde sagt det, eller måske noget helt andet.

Mor drejede nemsomt ind på parkeringspladsen og nåede lige at fælde en vandpyt før hun fik bilen parkeret. Jeg hev fat i døren og åbnede den. "Vi ses mor," jeg fik mig møvet ud af bilen og vinkede til hende gennem ruden som hun begyndte at rulle ned, "ses Hazel, jeg henter dig når I er færdige." Jeg nikkede træt og traskede så hen mod den lille kirke.

Patrick gik rundt i rundkredsen og kiggede grav alvorligt på os alle sammen, "... Og mens vi sidder her og tænker på vidunderlige Augustus Waters, sidder han selv oppe på en sky og ser ned på os, tænker på os, og håber på at I vil komme videre, at I vil komme til at blive raske og..." Jeg vendte mit hoved over mod Isaac og sukkede stille, derefter sukkede han, så sukkede jeg og så sukkede han igen. "Jeg forstå ikke hvorfor han siger alt det her," hviskede jeg stille, "jeg mener han raver jo bare i et åbent sår, kunne han ikke bare snakke om noget andet?" Isaacs mund krusede sig i et stille smil, "jo, måske, han er vel bare ikke fantasifuld nok til selv at finde på noget andet?" Isaac var, eller havde været Augustus bedste ven, og nu var han den eneste jeg havde. Jeg ved ikke om vi ville have været blevet rigtige venner hvis ikke det var for Augustus. Isaac havde været hans ven, jeg havde været hans kæreste og da han døde, havde Isaac og jeg den samme sorg på vores skuldre som vi sammen kunne dele, det var ligesom hvad der splejsede os sammen. Og nu prøvede Isaac altid på at munder mig op ved at sige sjove ting, det var sødt af ham, men det var ikke altid det virkede. "Du har nok ret," svarede jeg ham stille. Isaac lagde sin hånd på min skulder, "vi kommer igennem det her Hazel, vi har klaret et år, vi kan godt overleve et til." Måske havde han ret, men jeg troede ikke selv på det.

Det regnede ikke mere da vi steg ud af den lille kirke. Himlen var stadig fyldt med skyer, men de var ikke nær så mørke som de havde været før. "Kommer din mor og henter dig?" Spurgte Isaac. Jeg nikkede velvidende til at han ikke kunne se det, eftersom Isaac var blind, kræft. "Hvad med dig?" Spurgte jeg ham. Han kløede sig selv i håret og vendte hovedet mod mig, "jeg tager til kirkegården. Jeg synes Gus' grav fortjener at blive besøgt sådan en dag som i dag." Han havde ret og alligevel følte jeg at det var den dummeste idé nogensinde. Men da han spurgte om jeg ville med, svarede jeg alligevel ja. Jeg fiskede hurtigt min mobil op ad lommen og skrev til min mor at hun ikke behøvede at komme. Derefter fulgtes Isaac og jeg ned ad grusstien, mens jeg prøvede at få Isaac til at undgå de mange vandpytter, der lå spredt rundt omkring. Efter nogle få meter, greb han fat i min jakke og sagde helt naturligt: "Hazel, du behøver ikke at hjælpe mig, vandpytterne betyder ikke noget, mine gummistøvler er vandtætte." Efter de ord fik han lov til selv at gå, hvilket egentlig bare var rart.

Da vi nåede hen til Gus' gravsted måtte jeg bide tænderne hårdt sammen for ikke at tude. Hvilket ikke var til nogen verdens nytte, da jeg alligevel kom til at mærke varme tåre glide ned langs mine kinder. "Hvordan ser her ud?" Isaac gik op på siden af mig. "Smukt," sagde jeg ude af mig selv, "blomsterne er flotte og..." Jeg begyndte at hulke og greb fat i Isaacs hånd. Jeg havde ikke nerver af stål og ting som Augustus død kunne bringe et hvilket som helst følsomt menneske op i mig. "Vil du læse det der står på gravstenen højt for mig?" Spurgte han. Isaac vidste godt hvad der stod, men alligevel to jeg mig sammen og prøvede desperat at blinke tårende væk, så det kunne blive muligt at se ordentligt. "Her ligger vores kære og unge Augustus Waters, en vidunderlig dreng der fik en alt for tidlig slutning på hvad der kunne have været et fantastisk liv, var et fantastiks liv. For Augustus var fantastiks og en forandring, vores forandring, han fik den skyede himmel til at stråle og den grædende pige til at smile. Vi vil savne dig Augustus, om dagen når vi mangler dig i vores hverdag, og om natten hvor vi drømmer om dig og håber du har det godt. Hvil i fred." Jeg kvalte et hulk og undlod at læse det højt der stod nede i venstre hjørne, med meget små bogstaver: 'Du må godt tænde den nu, Gus.' Noget jeg havde bedt hans forældre om at få skrevet på. Jeg følte han fortjente det, og jeg følte at det skulle være der. Heldigvis havde de sagt god for det. Enten for at være venlige eller også fordi de selv mente at det ville give god mening. "Jeg synes virkelig det er utroligt at der kan stå så meget på en gravsten. Af hvad jeg husker plejer de at være meget små." Sagde Isaac halvt i sjov, for han vidste godt hvordan Gus' konsept var, sandheden var nemlig at der stod to gravstene, på den ende stod der den smukke tekst, og på den anden stod der døds og fødsels dato. Måske var det ikke normalt at opstille det sådan. Men han havde fortjent to stene, for han havde været mere end vidunderlig og fantastisk, han havde være Augustus Waters, min forbandede skønne Augustus Waters. 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...