Stay with me | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2014
  • Opdateret: 24 okt. 2014
  • Status: Igang
Liv Bennett er en helt almindelig pige. Hun skal starte på college med sin bedste veninde Emily. Det hele går som smurt, indtil en 'fremmed' dreng spiller basketball på den anden halvdel af banen hun spiller på..... De begynder at snakke og det udvikler sig. men udvikler det sig til noget helt igennem fantastisk, eller måske det helt modsatte?

3Likes
2Kommentarer
401Visninger
AA

2. The first day

"Liv, kom ned, du skal jo ikke komme for sent, til din første dag på College!" Pis! Var klokken allerede så meget? Jeg ligger stadig i min seng, og jeg skal både nå at pakke mine tasker, finde det perfekte outfit og spise! Altså det sker altid for mig..."jeg kommer" råbte jeg, og skyndte mig at finde noget tøj, der var passende til første dag som college-pige.

Efter at have rodet hele mit klædeskab igennem, fandt jeg det perfekte outfit, en pink nederdel med blomster-print på også en løs hvid blonde tanktop, som var stoppet ned i nederdelen, også fandt jeg mine korte brune skin-støvler, som passede perfekt til. Jeg lagde et helt almindeligt make-up look, som selfølgelig passede til. Og til sidst krøllede jeg mit lange brune hår, og det fuldendte bare look'et totalt.

Jeg skyndte mig nedenunder hvor min mor, far og lillebror, allerede sad og spiste! Hva fanden bilder de sig ind! Det er den sidste dag i meget lang tid hvor jeg ikke vil kunne spise morgenmad sammen med dem, også vælger de at spise uden mig! Hva fanden?!.........jeg skyndte mig at tage en skål, og fylde havregryn og mælk i. Jeg proppede det hele i munden, så både min mor og far kiggede underligt på mig. "Har du virkelig så travlt?" Spurgte min far mig med et stort smil på læben...wow han er vel nok glad idag, det er faktisk ret underligt, nu hvor jeg skal på college, hvor han ikke vil kunne se mig før næste ferie. Sikke en familie jeg har mig....... "Ja faktisk, jeg skal nå at pakke mine tasker inden vi kører" det lød nok lidt for snobbet den måde jeg sagde det på, men fuck det, det har jeg lov til, når de bare sidder der og spiser uden mig!

Jeg løb næsten op af trapperne, men faldt over mange af trappetrinende, fordi det gik så hurtigt....og nok også fordi jeg er lidt klodset. Da jeg endelig nåede op på mit værelse, fandt jeg mine to pinke kufferter frem.....ja pink er min ynglings farve, hvis jeg havde penge til det så ville jeg købe alle de pinke ting som var i hele verden og købe et pink palæ til det! Ja så meget elsker jeg pink, men faktisk har jeg ikke så meget pink tøj, det underligt ik?......jeg pakkede alt mit tøj ned i dem, og puha det var hård at få lukket dem! Jeg fandt min store taske, men indså hurtigt at alle mine ting ikke kunne være nede i den....."moar, faer har i en stor kuffert som jeg må låne?" Råbte jeg ned til dem. De skal bare have en for ellers så kan jeg ikke have mine elskede ting med!! "Ja to sekunder skat" råbte min mor, jeg kunne høre at hun rodede i nogle ting. "Liv" god jeg fik et chok, "hvorfor pakker du alle dine ting ned i de der kufferter?" Nåårh det var Jacob, altså man kan jo heller aldrig høre ham når han kommer hen til en, så man får altid et chok af ham, og det er virkelig noget jeg hader, for jeg kan ikke fordrage at få et chok, det er ligesom om at man dør lidt inden i hver gang! "Nåh hej Jacob" begyndte jeg "altså jeg skal jo starte på college, så jeg skal have alle mine ting med der over, så jeg ikke kommer til at mangle noget" sagde jeg så, jeg elsker virkelig Jacob, og jeg vil ikke væk fra ham, men det skal jeg jo nu, og jeg ved at det bliver svært at sige farvel til både ham, og til min mor og far. "Men skal du så ikke bo h..." Mer fik han ikke sagt, før min mor afbrød ham "her skat, kan du bruge den?" Hun rakte mig en stor sort kuffert. "Ja, mange tak mor" "kom Jacob skal vi ikke give Liv lidt ro imens hun pakker" min mor tog ham op i sine arme og gik nedenunder. 

~

"Er du klar min pige" argh jeg hader når han kalder mig for sin pige, altså vi ved jo allesammen godt at jeg er hans datter, så hvorfor dog kalde mig det? Jeg er jo 17 år, og det er ihvertfald ikke sådan noget man normalt bliver kaldt, når man er i den alder. "Ja" jeg nikkede ivrigt, og løb næsten ud til bilen, som om at jeg lige havde fået den i fødselsdags gave. "Oooh'kay, så lad os køre" lød det fra min mor. Jeg sad allerede klar i bilen, da de andre kom over, og læssede al' min bagage om bagi. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...