Hjælp mig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2015
  • Status: Igang
Jeg gennemgik en forandring. En forvandling. En forbandelse. Jeg kan ikke komme af med den men må bare lære at leve med den. Problemet er bare at det ikke er så nemt. Jeg dræber uskyldige folk, dræner min bedsteven/kæreste for blod, lyver for alle og opfører mig rent ud sagt som et dyr. Nå jo og så bare for at tilføje lidt flere problemer har jeg mødt denne fyr med samme problem som mig. I starten virkede han venlig og vi havde da også vores øjeblikke men jeg er begyndt at tvivler på hvem han virkelig er. Om han overhovedet har et hjerte? Han knuste i hvert fald mit. Flere gange...

3Likes
4Kommentarer
530Visninger
AA

12. To af samme slags

Kaleb stopper først op igen da vi står midt ude i en skov. Eller rettere på en lille eng midt i en skov. Min krop ryster. Den fik ikke nok blod og nu er der ikke noget i miles omkreds.
" Hvorfor fik du mig til at starte kun for at stoppe mig igen?" Hvisker jeg med den smule stemme jeg har tilbage. Jeg føler at jeg hvert øjeblik kan eksplodere og gå helt amok på en eller anden. Flænse deres hals op, lade blodet male jorden rød, lade deres skrig være stemmer af natten.
" Fordi du skal lære at kontrollere det", siger han men jeg hører det knap nok. Det eneste jeg kan høre er lyden af dyrene omkring os. Deres pumpende hjerter. De små søde dyr fyldt med den røde væske. " Anastacia!" Jeg ser forskrækket op på Kaleb der rusker i mine arme. Han står lige foran mig men alligevel har jeg ikke set ham. Jeg er så langt væk fra min krop og sind som man kan være. Det føles som om jeg bare ser på fra en afstand. Jeg kan ikke mærke hans hænder der holder fast i mine arme.
" Hvor længe har du været sådan her?" Spørger han.
" Det ved. Det ved jeg ikke. Et. Et par dage", stammer jeg. Mine fingre ryster ustyrligt. Ordene sidder fast i min hals. Jeg kan ikke bevæge mig som jeg vil. Jeg kan ikke tænke.
" Her", siger han. Jeg ser forvirret på ham. Han løfter sin ene arm op til sin mund. Jeg kan høre tænderne lave hul gennem hans hud og på ingen tid slår duften af blod mod mig. Jeg vælter næsten om kuld. Mine øjne er låst fast på hans arm. jeg kan ikke holde mig selv tilbage. Jeg kaster mig over ham. Min ene hånd tager fat i hans håndled mens den anden i hans hals men han kæmper ikke imod. Han lader mig.
Det stopper dog ikke dyret i mig som har overtaget. Den vil først stoppe når der ikke er mere at komme efter. Jeg skubber ham op ad et stort træ og presser min krop mod hans så han ikke kan komme væk. Det er nærmest som det synger for mine øre. Aldrig har det smagt så godt! Han begynder at bevæge sig. Prøver at dreje rundt men jeg holder ham fast desværre til min overraskelse er han stærkere end mig. Han får os drejet rundt så jeg står op ad træet. Jeg føler mig som et bytte nu. Jeg giver slip på med en blanding af fortvivlelse og frygt. Han er stærkere end mig. Der er ikke noget jeg kan gøre hvis han vil gøre det samme mod mig som jeg har med ham. Han løfter langsomt min arm og hugger. For et kort øjeblik er det ren smerte. Som om der er ild i min arm men så føles det behagligt. Kærtegnende på en mærkelig måde. Hans hals dunker lige foran mit ansigt. Jeg kan ikke stå imod. Hans ene arm holder min arm strakt foran ham mens den anden hiver mig helt tæt til ham. Der er absolut ingen luft mellem os. Mine ene hånd har forvildet sig ind i hans bløde hår mens den anden holder på hans spændte ryg.
jeg kan høre en sær, lav lyd. Den lyder som.... Som mig der stønner. Der er så hedt. Det hele. Med blodet, med ham, med skoven, med nærheden.
Jeg skubber ham ned på jorden eller rettere lade mig falde ind i ham så vi rammer jorden hårdt. Jeg ligger oven på ham og flytter mine tænder fra hans hals til hans pumpede brystkasse. Det starter med et blidt kys efterfulgt af hugtænder. Hans tænder forlader mit håndled. Hans læber kysser min arm hele vejen op til min skulder

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...