Hjælp mig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2015
  • Status: Igang
Jeg gennemgik en forandring. En forvandling. En forbandelse. Jeg kan ikke komme af med den men må bare lære at leve med den. Problemet er bare at det ikke er så nemt. Jeg dræber uskyldige folk, dræner min bedsteven/kæreste for blod, lyver for alle og opfører mig rent ud sagt som et dyr. Nå jo og så bare for at tilføje lidt flere problemer har jeg mødt denne fyr med samme problem som mig. I starten virkede han venlig og vi havde da også vores øjeblikke men jeg er begyndt at tvivler på hvem han virkelig er. Om han overhovedet har et hjerte? Han knuste i hvert fald mit. Flere gange...

3Likes
4Kommentarer
530Visninger
AA

11. Jeg er ikke en dræber

" Øhm godt spørgsmål", smiler jeg usikkert. "Jeg gad ikke at sidde der hjemme og glo så hvorfor ikke tage ud".
Kaleb åbner munden for at sige noget mere men bliver afbrudt af bartenderen der stiller min drink på bordet. " Hva så smukke", mumler han og læner sig kejtet over disken. Hans tænder er let gule, hans hår er klistret og hans ansigt ligner et fra en hjemløs. I stedet for at svare ham ser jeg bare irriteret den anden vej. En bølge af ubehag skyller ind over mig. Jeg kan ikke lide den måde hans øjne følger mig på og bestemt ikke den måde hans hånd ligger sig på min arm og trækker mig mod ham. 
"Giv slip", snerrer jeg.
" Så den fine pige har altså en stemme. Vil du ikke komme tættere på jeg kan næsten ikke høre dig", griner han og trækker i mig igen. Vrede spreder sig i min krop. Jeg knytter mine fingre hårdt sammen i håb om jeg kan holde det inde.
" Lad hende nu være", siger Kaleb til ham men bliver ignoreret.
" Jeg kender en sjov leg", hvisker bartenderen. Jeg prøver at trække vejret dybt og roligt mens jeg ligger halvt ovre disken. " Du får en sidste chance giv slip på mig", hvæser jeg. Blodet bruser rundt i min krop. Alt i mig skriger at jeg burde dræbe ham. Lige her. Midt i det hele. Mine tænder gør så ondt at jeg bider mig selv i tungen for at prøve at holde mig sammen hvilket resulterer i at der går hul på min tunge. Den søde, blide, varme smag af jern flyder ud i min mund. Men i løbet af ingen ting er den væk igen. Hullet i min tunge er væk igen. Jeg må have mere! Jeg ser ned på mandens hånd der stadig har fat i mit håndled og uden en eneste tanke udover blod hugger jeg mine tænder i hans ulækre hud. Hans blod er ikke lige så sødt som de andres jeg har smagt men lige så tilfredsstillende. Mine øjne bliver blændet af et gyldent, dejligt lys. Min krop føles let som en fjer.
Pludselig stopper det hele. Jeg bliver flået væk fra mandens arm og revet tilbage til virkeligheden. Kaleb har hevet mig væk fra manden og holder nu et jerngreb om mig. Bartenderen skriger mens har strammer sit greb om hånden hvor blod ebber ud. Man kan næsten ikke høre ham fra den høje guitar spillen. Kun dem der sidder tættest på kan måske høre en pivelyd.
"Bliv her", hvisker Kaleb i mit øre og går over den skrigende mand. Han går om bag baren, tager fat i hans krave og trækker ham hen mod mig. Nogle af gæsterne ser mistænksomt på dem men vifter så bare tankerne væk igen og fortsætter med at drikke. " Følg med", siger Kaleb til mig i det han går forbi med manden skrigende efter sig.
Jeg følger med ud gennem den sorte dør og ud i en baggård. Kaleb kyler manden over til væggen hvor han grædende tager fat om sin stadig blødende arm. Jeg ser fra Kaleb og tilbage til manden. Duften af blod hænger som et tykt tæppe i luften. Trangen dunker i min krop.
" Vær så god", siger Kaleb. Jeg tvinger mig selv til at se væk fra manden og over på Kaleb med et forvirret udtryk. Kaleb nikker blot mod manden. Uden at tænke mere over hvordan Kaleb ved noget eller hvor meget han ved springer jeg på manden igen. Jeg rammer hans hals perfekt og spænder mig fast til ham med mine negle der borer sig gennem hans hud. Han skriger men på en mærkelig gurglende måde. Blodet siver ud hver en krog af min krop. Smagen får mig til at smile lykkeligt. Jeg har holdt mig væk i flere dage men nu kan jeg bare give slip på det hele. Gøre hvad jeg har haft lyst til for så lang tid.
" Hvis du bliver ved dræber du ham", mumler Kaleb. Han er en irriterende stemme i den bagerste del af mit hoved.
Jeg snære til ham som svar på at jeg er ligeglad. " Hvor mange har du efterhånden dræbt?" Spørger han igen.
Nu irriterer han mig så meget at jeg trækker mig væk fra manden og ser rasende på Kaleb.
" Kan det ikke være lige meget!"
" Jo det kan det men det er det nok ikke for dig. Du har allerede taget så meget af hans blod at han ikke vil kunne huske noget. Det er nu du skal stoppe"
" Jeg vil ikke stoppe!" Hvæser jeg.
" Vil du gerne være en dræber?" Spørger han helt monotont.
Det er som om en knap blev trykket på inden i mig. " Nej jeg vil ikke..." Jeg giver slip på manden og ser på hans blege ansigt. " Kom med", siger Kaleb og jeg lader ham trække mig væk i nattens mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...