Hjælp mig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2015
  • Status: Igang
Jeg gennemgik en forandring. En forvandling. En forbandelse. Jeg kan ikke komme af med den men må bare lære at leve med den. Problemet er bare at det ikke er så nemt. Jeg dræber uskyldige folk, dræner min bedsteven/kæreste for blod, lyver for alle og opfører mig rent ud sagt som et dyr. Nå jo og så bare for at tilføje lidt flere problemer har jeg mødt denne fyr med samme problem som mig. I starten virkede han venlig og vi havde da også vores øjeblikke men jeg er begyndt at tvivler på hvem han virkelig er. Om han overhovedet har et hjerte? Han knuste i hvert fald mit. Flere gange...

3Likes
4Kommentarer
537Visninger
AA

8. en lille løgn

Jeg vågner efter åbenbart at være faldet i søvn ved at min arm pludselig brænder. Jeg åbner panisk mine øjne og ser solens stråler på min arm. Jeg springer op og presser mig så langt op i hjørnet jeg kan men solens stråler er få millimeter fra mig.
" James? James!" Min stemme er høj og skinger. Jeg er ikke klar til at dø. Ikke i dag! " Vågn op James", skriger jeg.
Men der er stadig ingen reaktion. Jeg ser mig febrilsk omkring. Det eneste i nærheden af mig er en ske og nogle regninger. Jeg tager skeen og sigter mod James. Så blidt så muligt kaster jeg skeen men alligevel kan jeg høre den rammer rimelig hårdt. James maser sine øjne sammen og hans hånd bevæger sig op til panden hvor skeen ramte. "Du er vågen!" Siger jeg lettet. " Sød måde at vække mig på", siger han og ser forvirret rundt i lejligheden indtil hans øjne stopper på mig i hjørnet.
" Hvad skete der?" Hans hånd bevæger sig op til hans hals og smerte er malet i hans ansigt.
"Jeg skal nok forklare det hele men kunne du ikke være sød at trække gardinerne for?"
Han lukker sine øjne lidt sammen mens han ser på mig. " Hvad er der sket med dine øjne? De er helt røde"
Jeg ser over på stuebordet hvor mine solbriller ligge og forbander min halvhjerne. " Vil du ikke nok trække gardinerne for?" Min stemme er ved at miste den rolige klang.
" Hvor længe har jeg været her?" Spørger han og ser op på uret over døren.
" James! Gardinerne!  NU!" Min stemme har efterladt alt sødme, venlighed og manere. Jeg kan se på James´ ansigt at han bliver lidt chokeret over den hårde tone men solen er på min skosnude nu og jeg kan mærke det gennem min sko.
Han går med vaklende skridt over til gardinerne. " Javel" siger han og trækker gardinerne for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...