Hjælp mig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2015
  • Status: Igang
Jeg gennemgik en forandring. En forvandling. En forbandelse. Jeg kan ikke komme af med den men må bare lære at leve med den. Problemet er bare at det ikke er så nemt. Jeg dræber uskyldige folk, dræner min bedsteven/kæreste for blod, lyver for alle og opfører mig rent ud sagt som et dyr. Nå jo og så bare for at tilføje lidt flere problemer har jeg mødt denne fyr med samme problem som mig. I starten virkede han venlig og vi havde da også vores øjeblikke men jeg er begyndt at tvivler på hvem han virkelig er. Om han overhovedet har et hjerte? Han knuste i hvert fald mit. Flere gange...

3Likes
4Kommentarer
530Visninger
AA

9. Bare gå....

Gardinerne bliver trukket for og jeg ånder lettet ud. "Tusind tak", siger jeg og går hen til sofaen. Jeg ser over på James der stadig står ovre ved gardinerne og banker på sofaen mens jeg siger: " Sæt dig dog ned". Men han ryster på hovedet.
" Jeg tror jeg bliver stående. Har du tænkt dig at fortælle mig hvad der foregår?". Hans arme foldes over hans brede bryst og hagen peger let opad. Han prøver at se ud som om han ikke er ved at flippe helt ud af panik hvilket ikke lykkes særlig godt. " Hvad mener du?" Spørger jeg og smækker mine ben op på bordet som om der ikke er noget som har ændret sig på nogen måder. Det er jo ikke sådan at en af os er blevet til mordere....
" Hvad jeg mener? Der er et freaking hul i min hals der sviger, du stod som et bange barn ovre i hjørnet af din egen lejligheden som om du var bange for noget og nåja dine øjne er blodrøde!" For hvert ord bliver hans stemme mere og mere panisk og det sidste og råber han.
Jeg ser rundt i værelset. Hvad skal jeg sige? Hvad kan jeg sige? "Jeg venter", siger James. " Du ville ikke tro mig", hvisker jeg stille til mig selv men det hører han desværre. " Prøv mig".
Jeg ser opgivende over på ham. Blodet begynder at pible ud af hans hals igen. Jeg rejser mig og går roligt over til ham. Jeg stopper ikke selvom han viger tilbage fra mig. " Du skal have et plaster på".
Efter lidt tid følger han efter mig ud på toilettet hvor jeg hiver førstehjælpskassen ned fra den øverste hylde over spejlet. Bare for en sikkerhedsskyld ser jeg ind i spejlet og ånder lettet op da jeg trods alt stadig har et spejlbillede. Så er alle rygterne ikke sande. Eller så jeg måske bare ikke en vampyr men et andet blodsugende, solbrændende, superstærkt væsen....
Jeg vender mig om mod James med plastret klart i min ene hånd der stopper midt i en bevægelse. Hele min krop stopper med et. Han står helt tæt på mig. Hans ånde bevæger sig let i mit hår og hans hænder ligger sig på hver side af min hofte. " Undskyld. Det er ikke min ret at bestemme om du skal gå med røde kontaktlinser". Hans ansigt læner sig ned mod mig men jeg skubber ham væk inden vi kan gentage første gangs tragedie. Jeg ser op på hans ansigt der ser en anelse såret ud men hellere han er sur på mig end kommer mere til skade.
"vær sød at gå", siger jeg og rækker plastret frem til ham.
" Men", begynder han.
"Nej bare gå tak". Med et lamslået ansigtsudtryk vender han sig om og jeg hører døren lukke i. Jeg går tilbage til sofaen og lader mig dumpe ned på den. Den brændende fornemmelse i min krop kommer langsomt igen. Jeg tænder for tv´et. Den første kanal der kommer frem er nyhederne med overskriften sær morder rander rundt og river halsen over på uskyldige borgere. Der kommer en række billeder frem af ofrene og deres grædende familier.
Det vender sig i min mave og en tåre triller ned ad min kind. "Undskyld", hvisker jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...