Sandheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2014
  • Opdateret: 30 nov. 2016
  • Status: Igang
En aften møder Lulu Danni og han vender op og ned på hendes verden. Så meget at de en mandag morgen, bliver fundet dræbt i en cykelkælder. Sandheden skal frem, hvad skete der med dem. Følg med i fortællingen om Lulu og Danni, få et indblik i hvad sker skete før de blev fundet dræbte og hvad der sker efter.

1Likes
4Kommentarer
199Visninger
AA

3. Nu

Det nu to dage siden at vi blev fundet i kælderen, og vores forældre har endnu ikke fået lov til at se os. Retsmedicineren mener at de ikke vil få særlig meget ud af det, taget vores tilstand i betragtning. Men det stoppede dem ikke fra at forlange at de skal se os.  Så nu står de her, de hvide lagner som skjuler os for omverden er lige blevet trukket væk. Min mor ligger en hånd på mit hoveder og aer stille mit hår, min far står som frosset og kigger på mig med tomme øjne. Jeg havde faktisk forventet en stærkere reaktion, istedet står de helt stille og kigger på mig.

”Hvad døde de af” spørg mor forsigtigt.

” Danni døde af et slag i badhovedet med hvad er vi ikke helt sikker på endnu, Lulu døde af en indre blødning” forklare retsmedicineren.

"Led hun" spørg min far 

"Det tror jeg ikke" svare rersmedecineren 

Far kigger over på Danni som ligger på bordet ved siden af mig, " han slog hende ihjel" siger han stille

"Mogens!" udbryder mor skrapt 

" Det jo sandt" siger far vredt, "han var jo aldrig nogen god dreng, altid i problemer og så skulle han roede hende ind i det" råber han af mor.

Hun svare ikke tilbage for hun ved han har ret, men hun har ikke samme had til Danni som min far har. Hun forstod at Danni roede sig ud i en masse ting, men han fik altid problemerne løst. Denne gang nåede han så bare ikke at løse problemerne. Det sandt at de ikke var særlig vilde med ham, men Danni var heller særlig glade for mine forælde. Han syntes de var for gammeldags og over beskyttende.  Men de få gange de har mødt hinanden kan tælles på en hånd, så de har ikke rigtig kunne danne sig et ordenligt indtryk af hinanden.

Retsmedicineren fortæller mine forældre at der ikke er mere tid nu, og at de er nødtil at gå. Det svært for dem at vende sig om at gå, det tror jeg det ville være for alle forældre. Hvem har lyst til at gå fra sit barn, selvom den livløse krop man står og kigger på ikke længere et dit barn. Det bare en bunke kød, som snart går i forrådnelse og hvis man tror på efterlivet kan man jo håbe at alt er fantastisk der. 

 

De siger ikke noget hele vejen hjem, far køre bilen og mor sidder og kigger ud af vinduet. Da de kommer hjem sætter far sig ind på sit konto, så ham ser de nok ikke før en gang i morgen. Mor er den stærkeste af os alle derhjemme, og hun holder sig stærk for min brors skyld. Jeg har en lille bror på sytten, Mikkel hedder han. Vi har er ufattelig stærkt bånd, eller jeg burde faktisk sige havde.

Mikkel kom næsten og besøgte mig hver uge, og når han gjorde kunne alt ske. Vi kunne ende med at ligge på sofaen og se en masse elendige film og spise pizza, eller vi kunne sidde en hel aften og til tidligt ud på natten for at spille call of duty. I weekenderne gik vi i byen sammen, og havde nogle fantastiske byture. Jeg savner ham allerede. 

Mikkel nægtede at tage med ind og se mig, han ville ikke have at den sidste gang han så mig, så skulle jeg ligge på et koldt metal bord, og ikke være til at kende. Så ville han hellere huske mig som jeg var og så ud sidst han så mig. 

Mor står i køkkenet og laver te da Mikkel kommer hjem, "hej" råber hun og stiller sig i døråbning mellem køkkenet og entreen. 

"Har du haft en god dag" spørg hun og smiler til Mikkel

" Den har vært udmærket" svare han og skal til at gå op af trappen. 

" Hvordan gik det med Lulu" spørg han uden at vende sig om mod mor 

" Det gik godt, det var ikke så slemt som vi havde troet" 

Hun lyver og det udelukkende for ikke at gøre han ked af det, men Mikkel ved at hun lyver.

" okay" svare han og går op af trappen 

Mor står tilbage i døråbningen og kigger efter Mikkel, hun går ud i køkkenet og henter sin te og sætter sig ind i stuen. Hele stuen er fyldt med minder om mig, jeg tror det er derfor at far låser sig inde på sit kontor. Han kan ikke holde det ud. Men jeg tror at jeg ville have det på samme måde, hvis det var mig som stod i deres situation.  

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...