Sandheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2014
  • Opdateret: 30 nov. 2016
  • Status: Igang
En aften møder Lulu Danni og han vender op og ned på hendes verden. Så meget at de en mandag morgen, bliver fundet dræbt i en cykelkælder. Sandheden skal frem, hvad skete der med dem.

Følg med i fortællingen om Lulu og Danni, få et indblik i hvad sker skete før de blev fundet dræbte og hvad der sker efter.

1Likes
4Kommentarer
260Visninger
AA

4. Før

 

Sengen knirker højlydt, det er fusterende og irreterende at høre på. Det fandme også på tide at få udskiftet det gamle lort ud, men Jon mener at så længe sengen kan stå på sine fire ben så er der ingen grund til at købe en ny. Heller ikke selvom sengen er ældre end Jon selv og at den er plettede, fyldt med buler og bumper, total ukomfortabel og har to hulninger der hvor hans mor og far plejede at sove.

Det er den samme gamle rutine, et lille kort forspil så ind og ud et par gange, Jon kommer med en mærkelig pibe lyd og ruller om på siden og det var så det. Det har aldrig rigtig fungeret for os det der sex, eller Jon syntes det er fantastisk. Jeg der imod ja, jeg har prøvet bedre skal vi ikke bare sige det sådan. Jeg ligger lidt og kigger op i loftet, jeg kigger på årene i Jons træloft og følger deres faconer og længder. Jeg rejser mig op fra sengen og begynder at trækker i tøjet.

" Hvor skal du hen" spørg Jon og smiler varmt og glad til mig

" Jeg vil bare ud og lave noget kaffe" siger jeg og går ud af soveværelset og ud i køkkenet. Det er lille køkken, der kan knap nok stå to personer herude men det har en hvis charme over sig. Jeg leder lidt i skabene efter kaffe og kaffe filterne, for Jon er typen der godt kan lide at om rokere tingene næsten hver uge. Jeg finder det jeg skal bruge og har lige trykket på tænd knappen da Jon kommer ud i køkkenet. 

" Jeg tænkte på om vi skulle tage ud og købe det fjernsyn til dig i dag" 

" Det kan vi sagtens" svare jeg og finder to kopper frem fra køkkenskabet, og giver Jon en af dem.

Jon er en sød fyr, en fyr de fleste piger ville slå ihjel for at få fingerne i. Han er flot skåret, har en flot muskuløs krop, højden har han også med sig. Han har flot gylden krøllet hår, en frisk og moderne tøjstil, og så er han et ufattelig godt menneske der kun vil alle godt. Men jeg tror nu at han er mere forelsket i mig, end jeg nogensinde har vært i ham. Jeg skal da gerne indrømme at da han fortalte mig om sine følelser for mig tilbage i første g, så troede jeg ikke mine egne ører. En pige som mig der bander værre end en sømand,  og som led utrolig meget af acne. Min selvtilliden var og er nu god nok, min tøjstil er måske lidt crazy men jeg tager på hvad jeg finder komfortabelt og så må folk bedømme mig ud fra det de vil. 

Men nu som tiden er gået, så tror jeg bare der er gået rutine i det hele. Der er ingen spænding i forholdet længere, men alligevel holder vi begge fast. Jeg tror bare vi begge er så komfortable, at vi ikke nænner at ændre på det selvom det måske ville være det bedste for os begge. 

Jeg hælder kaffen op, går tilbage til soveværelset og begynder at gøre mig klar, så vi kan komme ud og kigge på det fjernsyn. Jeg børster mit lange utæmmelige hår, jeg har længe overvejet at klippe mit hår helt kort og farve det lyst. Men jeg tror aldrig at jeg får modet til det, det er for stor en forandring for mig. Istedet vælger jeg at flette det i en sidelæns fletning, så jeg ved hvor jeg har det. Makeup har jeg aldrig rigtig brugt, mine fregner har det meste af mit liv vært makeup nok men jeg tager altid lidt mascara på for at tiltrække mine øjne noget opmærksomhed. De kloge siger jo at øjnene er sjælens spejl og vi sidder jo alligevel altid og kigger andre personer i øjnene når vi taler til dem så hvorfor ikke drage lidt opmærksomhed i den retning.

 Jeg har en skuffe med nogle ting hjemme hos Jon, så slipper jeg for at skal slæbe en taske med herover. Jeg åbner skuffen og kigger på indholdet af tøj, jeg taget er par sorte tæt siddende jeans frem og trækker i dem, jeg tager to forskellige par strømper på for hvorfor skal strømper være ens, hvem har egentlig lavet den regel?  Jeg roder den lille stabel med trøjer igennem, og på bunden finder jeg min gule Pikachu t-shirt og vælger at den er fantastisk. Jeg trækker i t-shirten og smider min kæmpe store cardigan over mig og går ud i stuen til Jon som er ved at finde sine nøgler frem,  " er du klar" spørg han. Jeg nikker og går ud og tager mine støvler på og sammen går vi ned til Jons bil.

Endnu et levn fra fortiden. 

En time senere står vi i Elgiganten, og kigger på den uoverskuelige mængde af fjernsyn foran os.

"Har du nogen ide om hvad du vil have" spørg Jon i håb om at vi kan eliminere nogle af fjernsynene.

" Jeg vil ikke have et med 3D, og det må max koste femtusind" svare jeg, og jeg ser en hvis form for lettelse i Jons ansigt. Vi begynder at kigge rundt og Jon viser flere modeller frem, men der er noget ved dem alle som jeg ikke kan lide. Enden er det for stort, for kasse agtigt eller så siger det mig bare ikke noget. 

Vi er lige blevet enige om at det ikke bliver i dag at jeg får et fjernsyn, da en ekspedient kommer hen til os " Er der noget som frister" spørg han. 

Vi vender os om for at svare ham, men jeg da jeg vender mig om  er det som at luften med samme bliver slået ud af mig. Det er fyren fra festen, fuck! Hvad var det nu han hed. 

" Jamen hej Lulu" udbryder han og smiler til mig

Jon kigger underligt på mig og undre sig over hvor fra vores ekspedient kender mit navn

" Øh hej øh" får jeg frem stammet i et forsøg på at huske hans navn, fuck det her er altså pinligt. 

" Danni" siger han til mig  efter et stykke tid. 

" Nåh ja Danni hej" svare jeg og smiler lettere pinlig berørt. 

Der står han i sin mørkeblå skjorte og en grøn keyhanger om halsen med hans navneskilt, for helvede jeg kunne sgu da bare have kigger på det istedet for at ligne sådan en komplet idiot, super flot Lulu. Jeg kommer i tanke om den forvirrede Jon ved min side og begynder at præsentere Danni som fyren der fulgte mig sikkert hjem, da Mille bailede mig til den sidste fest. Jon rækker hånden frem og takker Danni for at levere mig hjem sikkert. 

" Men for at svare på dit spørgsmål, så nej det er der ikke" siger Jon og hentyder til Dannis spørgmål om der var noget som fristede os. 

" Nåh hvad kan det være" spørg Danni som om han har svarene på alle vores spørgsmål. 

" Hun er meget kræsen" siger Jon og peger over på mig

" Hvad snakker du om det sgu da ikke min skyld de ikke har noget interessant" snerre jeg af Jon 

Jeg kan se på Jon at han syntes det er pinligt at jeg lader mig irritere på den måde, men der er et eller ved Danni som gør at jeg reagere anderledes end jeg normalt ville, han gør mig nervøs. Hvorfor det aner jeg ikke, og jeg ville ønske at jeg vidste det. Men jeg kan ikke ændre på min opførsel nu, det er ligesom for sent. 

" Du har jo egentlig heller ikke brug for et fjernsyn nu om dage, der er jo ikke nogen der ser tv alligevel" siger Danni og grinter lidt for sig selv. 

Jeg kan ikke lade vær med at smile " det har du fuldkommen ret i" siger jeg og kommer over på Jon for ligesom at understrege vigtigheden af hvad Danni lige sagde.  

" Nåh" siger jeg og kigger fra Jon til Danni. 

"Jeg tror også det er på tide at vi kommer videre i teksten" siger jeg og får brudt den pinlige tavshed mellem os.

" Ja vi ses en anden gang" siger Danni 

" Ja" siger jeg og er allerede på vej væk med Jon fire skridt foran mig. 

Jeg skal lige til at gå ud af skydedørene, da jeg mærker nogen tage fat i mig bagfra. Jeg vender mig hurtigt om for at se hvad vedkommende vil mig. Danni står foran mig og har fat i min arm, " jeg kan ikke lade os skilles på denne måde" siger han og rækker mig en sap papir. Jeg tager papir lappen, og i det samme giver Danni slip. Jeg skynder mig ud gennem skyde dørene, og løber hen over parkeringspladsen og hen til Jons lig af en bil. Jeg sætter mig ind på passagersædet, og i det jeg får lukket døren starter bilen i et højlydt brøl. 

"Er der noget i vejen" spørg jeg og undre mig over hvorfor vi skal afsted i sådan en fart, 

" Han var sgu da en nederen type" svare Jon små mut

" Hvad mener du med det" spørg jeg og fatter ingenting 

" Han stod sgu da og æd dig med øjene kunne du virkelig ikke se det" 

" Nej det lagde jeg ikke mærke til" svare jeg 

" Du ligger hellere ikke mærke til noget" svare Jon tilbage 

" Ej gider du lige" svare jeg lettere fornærmet tilbage, hvad fanden sker der for ham det her ligner sgu Jon. 

" Undskyld" svare han 

Jeg nikker og der for bliver stille i bilen, der går ikke mange sekunder før at bil radioen bliver tændt og P3 blæser for fuld kraft ud af højtalerne. 

Jeg havde helt glem den lap papir Danni havde givet mig, i alt det her med Jon. Jeg har den stadig i min ene hånd, og jeg er faktisk ret nysgerrig for at se hvad der står. Jeg folder papiret ud og ser at det står et lille tekst. 

Her er mit nummer 55874532, så kan vi mødes til en kop kaffe en dag.

Hvis du altså ikke har glemt mit navn. 

P.S. Elsker din T-shirt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...