sommerfugl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
og da larven troede livet var forbi, blev den en sommerfugl.

49Likes
69Kommentarer
2919Visninger
AA

9. 9

N I E N D E   K A P I T E L

Phyllis fik ikke skæld ud, da hun kom hjem. Dog undlod hun også at fortælle nærmere omkring episoden i skolen, hvor hun skred fra de sidste fem timer. Faktisk var hun ikke sikker på, om hendes forældre overhovedet kendte til episoden. Dog måtte hun håbe på, at de vidste, hun var gået, men blot ikke tog situationen tungt. 

Hun snakkede ikke med hverken Michael, Victor eller Christina i to dage efterfølgende, grundet at hun bildte hendes forældre ind, at hun var syg, så hun slap for at se på Christina og komme til at tænke over tingene. Hun ønskede at forblive i troen om, at Christina nok skulle blive god igen - og hvis ikke, var hun ikke sikker på, hvad hun så skulle gøre. 

Onsdag formiddag ringede Victor til hende. Samtalen foregik nogenlunde sådan, at Victor fyrede nogle platte jokes af for at lette hende humør, og hun klukkede af dem, for hun ville gerne i bedre humør. Hun var efterhånden træt af at være deprimeret. Hun var fyldt til randen af blandede følelser; hun var fred på Christina, fordi hun ikke ville forklare, hvad der var galt, og hun havde en trang til at ødelægge et eller andet. Samtidig var hun så glad og taknemmelig for, at hun havde venner som Michael og Victor, der tilsynladende ville gøre alt for hende. Oven i det var hun irriteret på sine forældre over, at de ikke ville lytte på hende, når hun snakkede ud om Christina. Hun havde forsøgt at snakke med hendes mor, men arbejdet var som sædvanlig højere på listen over vigtige ting, end Phyllis var. 

"Så," sagde Victor i røret. Phyllis lagde sig på langs i sofaen, og slog benene op på armlænet. "nu hvor jeg er en loner, og du er en loner, skal vi så ikke mødes ved den der café med det røde tema og være loners sammen?" Hun lo af hans måde at sige det på. 

"Det lyder hyggeligt," smilede hun. Eftersom hun var blevet hjemme fra skole anden dag i træk, og han ikke gik i skole for tiden, så hun intet problem i det. "Skal vi bare mødes dernede klokken et?" Der var halvanden time til. 

"Jo, det passer mig fint," sagde han. Hun smilede. "Nej, ved du hvad, jeg kommer over til dig, og så tager i bussen derned sammen. Lyder det ikke bedre?" spurgte han så, hvilket fik hende til at le igen. 

"Ubeslutsom?" grinede hun. "Det lyder fantastisk." 

Og for en gangs skyld glædede hun sig til at være sammen med en anden end sig selv. 

Victor bankede på hoveddøren et kvarter efter halv et, og da Phyllis åbnede døren for ham, blev hun mødt af et blændende, glad smil. 

"Goddag, Miss Moore," sagde han fornemt. Hun klukkede. 

"Goddag, unge Hr. Ross," efterlignede hun ham, og han lo hæst. Hun så efter, om hun havde glemt nøglerne, og gik så ud i efterårets støvregn og låste hoveddøren efter sig. Hun lukkede jakken tæt omkring sig, hev den sorte strikhue længere ned over ørene og begravede sine allerede kølige hænder i ærmerne på sin vinterjakke. Victor så på hende, før han klukkede. 

"Hvad er der?" spurgte Phyllis forvirret. Victor smilede skævt. 

"Du gør altid sådan der, når du fryser," smilede han. Hun mærkede varmen stige op til sine kinder, men til hendes held dækkede halstørklædet det. Hun havde dog en mistanke om, at han godt vidste, hun rødmede, for han smilede endnu engang, inden han stak hænderne i lommen på sine mørke jeans. 

Det tog fem minutter at gå til busstoppestedet. Bussen kom hurtigt, og da de trådte ind i varmen, skyndte de sig begge at gå ned bagerst i bussen. Victor stoppede op, og gjorde tegn til, at Phyllis skulle sætte sig på sin sædvanlige plads. Hun smilede taknemmeligt og satte sig, og så på ham, da han satte sig ved siden af. 

"Jeg har fået en plads med aircondition," sagde han. Hun grinede. "Det er godt nok køligt." 

"Hvor er det synd for dig," lo hun. "Kom her. Jeg skal nok varme dig." Han lagde tøvende hovedet på hendes skulder - der var langt ned, eftersom hun ikke var ret høj i forhold til ham -, og hun lagde armene omkring ham, brugte ham som en form for bamse. "Ligger du godt?" spurgte hun smilende. Han nikkede.

Klokken fem minutter over et trådte de ind i caféen med det røde tema, som de begge ikke kunne huske navnet på. De satte sig hen på et af bordene mod vinduet, så de kunne kigge ud i regnen og fryde sig over, at de sad i varmen, og Victor rakte hende menukortet. 

"Har du fået morgenmad?" spurgte han hende. Hun rystede på hovedet. 

"Jeg var næsten lige vågnet, da du ringede til mig," indrømmede hun. Han lo. "Jeg tager bare en af de der brunch med appelsinjuice." 

"Også mig," sagde han. "Jeg har heller ikke spist endnu." Hun smilede svagt. Da der kom en ung pige iført forklæde gående forbi, nåede Victor at fange hende, og hun tog imod deres bestilling. Da hun gik igen, lagde han albuerne på bordet og støttede hovedet i sine hænder. 

"Hvordan er dine to falske sygedage gået?" spurgte han smilende. Hun vendte det hvide ud af øjnene. 

"Som enhver anden falsk sygedag. Jeg har lavet absolut ingenting." Han nikkede forstående. 

"Det havde jeg med stor sandsynlighed også gjort. Jeg mener, når man har muligheden, skal man ikke tøve med at tage den." 

"Se, det er vise ord. Måske skulle jeg hænge Victor Ross-citater op på mine vægge?" Han lo højt. 

"Hvorfor ikke? Det ville helt klart pynte." 

"Jeg kunne også få en papfigur." En rynke samlede sig mellem hans øjenbryn. 

"Det er uhyggeligt," sagde han. "Når du så vågner om natten, stirrer den jo bare på dig." 

"Victor, dog," sagde hun forfærdet. "Du skal da ikke kigge på mig i undertøj." Han grinede. 

"Sover du i undertøj?" Hun blev endnu engang varm i hovedet. Denne gang havde hun dog ikke noget tørklæde til at dække sig med. Gud, hvor følte hun sig ydmyget. "Hey," lo han. "det er skam intet at blive forlegen over. Sover alle piger ikke i undertøj? Det er da langt mere behageligt end pyjamas." 

"Jeg er desværre ikke alle piger," sagde hun, stadigvæk forlegent. "så jeg kan ikke vide, om alle piger sover i undertøj. Jeg sagde heller ikke, at jeg gjorde det." Han løftede øjenbrynet. 

"Jo, du gjorde," sagde han bestemt. "Du sagde, at jeg ikke skulle kigge på dig i undertøj, når du vågnede om natten. Ergo sagde du, at du sover i undertøj." 

"Vi burde slet ikke snakke om, hvad jeg sover i eller ikke sover i," konstaterede hun. Det var efterhånden for meget info, hun ikke havde tænkt sig at han skulle vide. "Og desuden kradser pyjamas forfærdelig meget. Du skal ikke dømme mig." Han smilede, og drejede salten mellem pege- og tommelfingeren. 

"Jeg dømmer dig ikke, Phyllis," sagde han. "Jeg synes bare, det er sjovt, du bliver så forlegen." 

"Det er da klart!" sagde hun. "Du spørger mig, om jeg sover i undertøj, for fanden. Det er en privat sag." Han grinede. 

"Ville du også sove i undertøj, hvis jeg sov hos dig?" spurgte han. Hun spærrede øjnene op. 

"Hvad er det for et spørgsmål?" Han fnes, og det udviklede sig hurtigt til en skraldende latter. "Det var ikke sjovt." 

"Jo," grinede han. "det var det. Det var faktisk hylende morsomt." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...