sommerfugl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
og da larven troede livet var forbi, blev den en sommerfugl.

49Likes
69Kommentarer
2922Visninger
AA

7. 7

S Y V E N D E   K A P I T E L

Phyllis kørte stresset en hånd gennem sit mørke hår, som krøllede og bølgede ud til alle sider, hvilket slet ikke var, hvad hun ønskede lige nu. Det var kruset, og ikke engang en knold så godt ud idag. Hun var virkelig på spanden - og bussen kørte om ti minutter. Hun var sådan set klar, hun manglede bare at sætte sit hår. 

"Er du klar, skat? Du har snart travlt," mindede hendes mor hende om. Phyllis rullede med øjnene. 

"Ja, det har jeg regnet ud." Hun tog fat om håret, og lagde det til venstre side, hvor hun begyndte at flette det i en hel normal fletning. Det resulterede i, at hun lignede en, der lige var stået op. Hun stønnede irriteret, men opgav, og trak sin strikhue over hovedet. Efterårets brune og orange blade ville snart erstattes med frost og sne, og hun var slet ikke parat. Hendes yndlings årstid var efterår, grundet alle farverne, varme sweatere, huer og den vidunderlige varme kakao, som bare smagte bedre i vinterhalvåret. Hun svang sin rygsæk over skulderen, kyssede sin mor på kinden, og forsvandt så ud i kulden. hun stak hænderne i lommerne mens hun småløb mod bussen. Hun fik fat i sine vanter, og trak dem over sine allerede kolde fingre. For at få hænderne varme hurtigst muligt, holdt hun dem i lommerne, indtil hun sad i busskurret. Bussen burde have været her, hvilket betød, at den var forsinket - eller også var den kommet for tidligt, og så kunne hun for alvor sige, at hun havde fået en dårlig start på dagen. Dog trillede bussen to minutter senere ind foran hende, og hun steg på. Buschaufføren nikkede da hun viste sit buskort. Hun gik helt ned bagved - til hendes sædvanlige plads -, og smilede til Victor, da han sad længst mod vinduet til højre. På hendes plads. 

"Flyt dig lige," smilede hun, men han rykkede sig ikke. 

"Hvis du vil have, jeg flytter mig, må du bære mig." Hun måbede. 

"Det kan jeg da ikke." 

"Kalder du mig tyk?" Hun slog ham venskabeligt på skulderen, og dumpede ned ved siden af ham. 

"Du er ret streng." 

"Du har lige slået mig," sagde han, og klukkede. "Nå ja, det kan jeg godt se, jeg er streng. Hold da kæft, hvor er jeg bare strid, sådan at sidde på din plads." Phyllis rullede med øjnene og lo. Hun så på ham - ind i hans blå øjne - og lagde for første gang mærke til, hvor blå de egentlig var. De fleste havde noget gråt eller brunt inderst i deres blå øjne, eller et grønt skær, men Victor havde fuldstændig klare, blå øjne. Han så på hende, og tog hende dermed i at stirre på ham. 

"Jeg ved, jeg er lækker, men du stirrer altså ret meget," grinede han. Hun mærkede varmen skyde op i hendes kinder, og dækkede dem med sit halstørklæde, mens hun fæstnede blikket på sine hænder. Hun trak vanterne af. "Du skal ikke blive flov," smilede han hæst. Hun så ikke på ham. "Jeg driller bare. Vi er venner, ikke?" 

"Hvorfor skulle vi ikke være det?" spurgte hun ham smilende. Et smil gled ind over hans læber, som han fugtede med tungen. Det mindede hende om, at hun skulle købe noget læbepromade. 

"Det kunne godt være, du var blevet sur. Mange piger er mega nærtagende, du ved." 

"Så må jeg høre til de få, der ikke er det, eller hvad?" Han lo kort. 

"Helt sikkert." 

Christina var i skole den dag. Dog snakkede hun slet ikke til Phyllis, eller så meget som skænkede hende et blik, og Phyllis havde ondt i maven helt indtil frokost, hvor hun skrev med Michael. Han forstod hende godt, og mente, at de snart skulle være sammen ham, hende og Victor. Det gjorde hun sig enig i. Det kunne være vildt hyggeligt at have Victor med. Da Phyllis gik ud fra kantinen, kastede hun et blik hen mod Christinas bord. Hun var omringet af piger, hun normalt mente, hun ikke brød sig om. Hvorfor dem frem for mig? Hvad er der sket, siden hun ikke taler til mig? Er jeg nu den dårlige veninde? Spørgsmål væltede rundt i hovedet på Phyllis, og smerten i maven vendte straks tilbage. Hun vendte sig om, og forsvandt hurtigt ud fra kantinen med så stor hastighed, at hun nær snublede over sine egne ben. Hun låste sig inde på toilettet, og begravede ansigtet i sine hænder. Hvad var der galt med Christina? Hvorfor kunne hun pludselig ikke lide Phyllis længere? De var trods alt bedste veninder - sådan noget forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden. Hun hev igen sin telefon frem, og skrev til Christina: 

RING TIL MIG.

Så slukkede hun telefonen, og havde endnu mere ondt i maven, end hun havde før. Hun turde ikke konfrontere Christina ansigt til ansigt; måske ville hun grine hende lige op i ansigtet, eller mene, at hun ikke havde gjort noget galt, og så ville det ligesom være spild af tid. Hun tørrede øjnene, da det gik op for hende, at hun græd, hvorefter hun låste sig ud fra toiletterne, og gik mod parkeringspladsen. Hun ville ikke have flere timer. Hun kunne ikke klare at sidde indespærret alene i et klasselokale og tænke på Christina, mens Christina sad omringet af folk og tænkte på alt andet end Phyllis. Hun var fuldstændig ligeglad. Selvfølgelig var hun det. Sådan var hun bare som person. Hun skiftede folk ud hele tiden. Det havde dog aldrig faldet Phyllis ind, at hun kunne finde på at skifte hende ud. Hun følte sig utrolig dum og ydmyget, mens hun løb mod busstoppestedet på parkeringspladsen. Det var ikke den bus, der kørte hjem til hende, men den kørte hjem til Michael. Hun vidste, han var hjemme. Det havde han skrevet. Hun ville ikke se Victor resten af dagen, og på en mærkelig måde var det det eneste, der gik hende på. Hun havde hverken dårlig samvittighed over at lyve for hendes mor om at have været i skole, eller over at skippe timerne, men over at hun ikke fik sagt noget til Victor. Han regnede med, at hun var der. Gjorde han ikke?

Busturen hjem til Michael varede ti minutter, som føltes som en evighed. Hun frøs, og hendes vanter varmede ikke. Bussen var anderledes, end den hun normalt kørte med, så hun kunne ikke sidde på hendes plads. Hun havde kvalme, hovedpine og frygtelig ondt i maven. Da hun steg af hjemme ved Michael, styrtede hun indenfor, mod toilettet, smed huen, lagde sig hen over toilettet og holdt sit hår oppe, mens hun kastede op. Hun vidste ikke, hvor det kom fra, det kom bare. Michael kom løbende ud på toilettet, og hjalp straks med at holde hendes hår oppe. Hun trak ud, og tørrede sig om munden med noget toiletpapir. Hun satte sig op, og så på Michael, som så bekymret på hende. 

"Er du okay? Hvad fanden laver du her? Burde du ikke være i skole?" For mange spørgsmål, tænkte hun. Prøv med ét ad gangen. 

"Jeg er helt okay. Jeg stak af fra skolen. Christina er en møgkælling." 

"Er du sikker?" spurgte han. "Både på om du er okay, men også med Christina. Er hun virkelig så slem?" Phyllis fjernede en tot hår, lagde det om bag øret, og holdt en kold hånd på panden. Hovedpinen var der stadig. 

"Hun er værre. Har du en hovedpinepille?" Han nikkede tøvende. Så rejste han sig op, og gik ud efter en hovedpinepille. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...