sommerfugl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
og da larven troede livet var forbi, blev den en sommerfugl.

49Likes
69Kommentarer
2926Visninger
AA

5. 5

F E M T E   K A P I T E L

Som lovet sad Victor på Phyllis' plads længst mod vinduet i bussen næste morgen, og han smilede stort, da hun satte sig på pladsen lige ved siden af. Han havde en hue næsten magen til hendes på, som han også huskede at sige. Han mente, de var venner, og det symboliserede deres venskab i denne menneskefyldte bus. Hun mente, han var skør. 

"Hvorfor kører du denne vej om morgenen, når du bor i den anden ende af byen?" spurgte hun. Hun tænkte over det i går aftes, og synes egentlig bare, det var underligt.

"I øjeblikket bor vi ikke ved caféen, som vi normalt gør. Vores lejlighed bliver renoveret, fordi min mor ikke mener, den er pæn nok. Det er en kvindeting. Min far er bare pissesur, som jeg sagde i går. Jeg har intet imod det. Det passer mig egentlig fint, eftersom jeg tager ned til min onkel dagligt." 

"Det giver mening," mumlede hun, selvom hun ikke rigtig forstod det. Hun gad heller ikke høre på en forklaring omkring hans bosted klokken halv otte om morgenen. 

"Kender du Michael Clarke?" spurgte han pludseligt, hvilket fik hende til at se underligt på ham. 

"Hvorfra kender du ham?" 

"Du er ikke den eneste, der kommer i boghandlen, Phyllis. Vi snakkede sammen her den anden dag, og han forklarede mig omkring hans bedste veninde, som havde de her vildt fede støvler, og som altid gik med hue. Hun hed Phyllis. Og hun var fantastisk," sagde han smilende. Hun var nysgerrig omkring, hvad Michael havde sagt til Victor omkring hende. 

"Hvad sagde han?" 

"At du lugter af fisk." 

"Hvad?" Det gjorde hun da bestemt ikke. Hun spiste kun laks, eftersom hun ikke rigtig brød sig om fisk. Hvordan skulle hun kunne lugte af det?

Han grinede højt, og drejede hele kroppen, så han sad med front mod hende. 

"Det var en joke. Han sagde, at du dufter af en blanding mellem pebermynte og en virkelig god parfume, han engang købte til dig. Han har altså ret. Men jeg må sige, at jeg er skuffet, Phyllis." 

"Over hvad?"

"Over at du ikke har fortalt mig om din bedste ven. Jeg føler, du har undladet at fortælle mig om ham. Han er jo en fantastisk fyr. Hvorfor gemme noget så fantastisk for andre?" 

"Er det endnu en joke?" 

"Måske. Han er en god fyr. Du behøver ikke bekymre dig om, at han afslører alle dine hemmeligheder." Hun rullede med øjnene, og rettede på sin hue. 

De sad et minuts tid i behagelig stilhed, inden hun sagde ud i det blå: "Tak for igår." Han så undrende på hende. 

"Hvad mener du?" Det  var nu hende, som drejede hele kroppen, for bedre at kunne se på ham.

"Igår sagde du, at jeg var køn med løst hår. Jeg sagde ikke tak. Det gør jeg nu." Han så på hende, uden rigtig at reagere. Han tænkte tydeligvis. Normalt ville han smile eller joke omkring det, og ud fra hvor meget hun kendte ham, hvilket ikke var meget, vidste hun, at det ikke var normalt, han var stille. 

"Det var så lidt," mumlede han uden at bevæge mundvigerene ud af flækken. Der var stille resten af turen, indtil han smilende sagde farvel, og stod af hvor han plejede. 

Christina kom ikke i skole den dag. Hun ikke så meget som besvarede Phyllis' syv opkald, hvorefter hun besluttede at hun den dag skulle ringe til Michael. Eftersom det var mandag, og han sagde, at han var fri den uge, havde han ingen undskyldning. 

Istedet for at stå af bussen ved hendes hjem, stod hun af ved boghandleren, og så efter ham. Hun gik indenfor i varmen, og smed sine varme vanter. Det prikkede i fingrene. 

"Michael?" spurgte hun højt. Dog kom han ikke ud fra personalelokalet, det gjorde Bonnie, hans chef. 

"Godeftermiddag, Phyllis," sagde hun glad, og lagde armene omkring hende. Phyllis smilede, og duftede til Bonnies altid vidunderligt bløde, mørke hår. 

"Godeftermiddag, Bonnie," svarede Phyllis. Bonnie trak sig smilende fra hende, og gik om bag disken. 

"Hvis du leder efter Michael, gik han hjem for en time siden. Total typisk ham. Han har først fri om ti minutter. Han gik sammen med en anden dreng, som så ret ubehagelig ud. Det er altså nogle underlige venner i går og får jer." Tanken om at Victor skulle være ubehagelig på den måde, Bonnie hentydede til, fik Phyllis til at grine. Dog måtte hun holde det indvendigt, da det ville være uhøflig at grine Bonnie lige op i hovedet. 

"Tak, Bonnie," sagde Phyllis. Bonnie tog en tår af den sorte kaffe, hun havde stående på disken. 

"Med et arbejde som dette, kan jeg ikke leve uden kaffe. Virkelig. Engang smadrede Michael kaffemaskinen, og jeg måtte rende ud og købe en ny, hvilket ikke ligefrem var godt for budgettet. Michael er jo ligeglad, han er en fyr. Og en typisk en af slagsen. Men det ved du jo," sukkede hun. "Vil du have noget? Jeg snakker alt for meget. Det må du altså undskylde. Jeg savner bare at snakke med en pige. Med Michael og Elliot her ... lad mig sige det sådan, at de ikke går ind for feminin snak i arbejdstiderne. Tværtimod har de altid et eller andet at diskutere, for det meste piger. Elliot vil meget gerne lære dig at kende. Michael kan jo ikke holde sin kæft med, hvor fantastisk du er."

Gode, gamle snakkesalige Bonnie. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...