sommerfugl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
og da larven troede livet var forbi, blev den en sommerfugl.

49Likes
69Kommentarer
2916Visninger
AA

4. 4

F J E R D E   K A P I T E L

Lørdag morgen havde Phyllis' mor fødselsdag, hvor hun fyldte fyrre, hvilket blev fejret med morgenmad i sengen og derefter jordbær/bananlagkage, som Phyllis og faderen havde bagt dagen forinden. I fødselsdagsgave gav Phyllis hende et sæt dyre glasskåle, som var nogle, hun samlede på. Af sin mand fik hun et gavekort til en parfumebutik hun elskede på et tusinde kroner, nu hvor hun havde rund fødselsdag.

Phyllis havde altid haft unge forældre, i forhold til de andre på hendes alder. Hendes mor var 23 år, da hun fødte Phyllis, hvorimod Christinas forældre begge var i slutningen af trediverne. 

Da moderen havde åbnet sine gaver, og spist det sidste af lagkagen, fik Phyllis tid til at ringe til Michael, eftersom han skulle give hendes mor gaven, han meget gerne skulle have købt, idag. 

"Phyllis!" skynder han sig at sige, før hun når at fremstamme et enkelt ord. "Du sidder da ikke og ringer til mig for at have en hyggesnak på din mors fyrre års fødselsdag? Hvor uforskammet."  Hun lo af hans åbenlyse ironi. 

"Jo, jeg gør. Du skal komme nu. Min mor forventer, du kommer med en gave idag." Han bandede, og sagde noget med, at det var dårlig timing. 

"Jeg kommer om ... cirka en time. Passer det?" 

"Ja."

"Perfekt. Hils dine forældre. Jeg skynder mig," sagde han glad, og lagde derefter på. Phyllis skyndte sig ind i stuen til sin mor og far, der begge grinede så det gjaldrede. Det viste sig, at grunden til  grineandfaldet, var fordi de så sjove hjemmevideoer. Pludselig kunne Phyllis godt se, at hendes mor var i fyrrene.

Præcis 52 minutter senere, kom Michael gående ind i stuen med en stor pakke i sin venstre hånd. I den anden havde han en blomst - en af de der lyserøde med en gul stilk i midten. De er meget pæne - som han rakte moderen, der smilede stort. 

"Godmorgen, Michael," smilede Phyllis' far, og gav ham hånden. Michael satte sig ved siden af Phyllis i den lille sofa, mens forældrene sad i den store, og pakkede gaven, Michael havde taget med, ud. Det var en bog om Amerikas historie fra boghandleren, som var så tung, at hun måtte lægge den fra sig på stuebordet. 

"Hvor spændende," sagde Phyllis' mor opslugt af sin nye bog, mens hendes far krøllede gavepapiret sammen, og smed det i en skraldepose, Phyllis før tog ude fra køkkenet. Moderen bladrede hurtigt frem på første side, og begyndte på bogen, hun ville være opslugt af de næste mange dage, eftersom det var en bog med mange sider. Michael smilede tilfreds til Phyllis, og blinkede med det ene øje, hvilket var noget, hun aldrig selv havde lært, ligesom hun heller ikke kunne fløjte. Ikke at det havde noget med hinanden at gøre, men begge var ting, alle andre kunne i første klasse, mens hun koncentrerede sig mere om sin skole end om hvem der kunne fløjte højest. Det havde sine fordele og ulemper. 

Næste morgen klokken enogtredive minutter over otte vågnede Phyllis ved lyden af regnen, der ramte vinduet på den den anden side med så stor kraft, at hun var bange for, om regnen pludselig ville styrte gennem vinduet. Det var højst sandsynligt ikke engang muligt, men hvis der var noget, hun ikke brød sig om, var det regn og torden. Dog elskede hun efterår, eller hvis det et år var kold sensommer. Hun kunne gå med lange bukser og strikhue uden at svede, som hun gjorde i de varme måneder. Hun brød sig ikke om at have kjole eller shorts på; hun følte sig blottet, og det var ubehageligt. 

Hun krøb sammen i sengen, og fumlede efter høretelefonerne, der meget gerne skulle ligge på sengebordet ved siden af hende. Hun greb fat i dem, og satte dem i ørene, hvorefter hun skruede højt op for noget Evanscene, som både hende og hendes far elskede. Det overdøvede også næsten regnen. Hun lukkede øjnene, og lænede hovedet tilbage, så det støttede mod den kolde, hvide væg bag hende. Hun hørte sangen færdig, og så ud af vinduet. Det regnede stadigvæk meget, men ikke så meget som før. Dog stadigvæk så meget, at hun ikke kunne finde på at gå udenfor en dør. Hun trådte ud fra sin varme seng, og ned på det kolde gulv. Hun burde skrue op for radiatoren, inden hun gik nogle steder, eller inden hun faldt i søvn i aften. Hvis hendes mor var i sit gode humør, ville hun måske endda tænde brandeovnen.

Hun fandt nogle bløde hyggesokker frem, inden hun gik ud i køkkenet efter morgenmad. Sandsynligvis ville hun varme noget pasta, eller spise nogle rester fra igår, eftersom hun ikke duede til morgenmad med mælk på eller noget med brød. Det havde hun hundrede procent fra sin kræsne far. 

Det viste sig, at der ikke var flere pastaer tilbage, ikke engang nogle morgenmadsprodukter. Hun trak en gul seddel frem fra en skuffe, og skrev på den: 

JEG ER UDE OG KØBE PASTA + MORGENMAD. 

KOMMER HJEM HURTIGST MULIGT. ELSKER JER.

KNUS PHYLLIS

Hun rev sedlen af, og klistrede den fast på køleskabet med noget tape, for at den ikke skulle falde af. Så gik hun ud på toilettet, for at redde sit hår igennem. Hun gik ikke med makeup, grundet at hun simpelthen ikke gad. Hun havde også tykke, lange og mørke vipper, så mascara var der ikke engang brug for. Hun havde heller aldrig været typen, der fik mange urenheder. I hvert fald ikke så man lagde mærke til det. 

Da regnen til hendes held var stilnet af, ville hun ikke tage jakke på, og gik derfor ud med hættetrøjen trukket op over hendes mørke hår og sine sædvanlige mørke støvler. For at føle sig helt tilpas, havde hun en af sine gamle, bløde t-shirts på indenunder, istedet for en langærmet. Det var sådan, hun havde det bedst.

Det tog ikke længere end ti minutter før hun igen var på vej hjem, og hun var endda gående. Dog havde hun undladet at købe andet end én pose pasta og en pakke cornflakes - både fordi hun ikke mente, hun behøvede mere, og fordi hun ikke havde kræfterne til at bære det klokken ni om morgenen. Normalt stod hun op meget senere i weekenden. 

Hun hørte skridt bag sig, men ignorerede dem.  Lyden af skoene der gik i vandet, som stadigvæk lå i pytter på foretovende, kom nærmere. Derfor vendte hun sig om. 

"Victor?" spurgte hun forvirret. Hun havde ikke forventet, at se ham her. Hun troede han boede inde i byen. Ejede hans forældre ikke den der café i centrum? 

"Godmorgen, Phyllis," sagde han muntert, og tog posen med pasta og cornflakes fra hende. Først ville hun gerne tage den igen, men da hun fandt ud af, at han blot var venlig, lod hun være. 

"Bor du her?" spurgte han så, og så ned på hende. Hun var lav i forhold til ham. Han var vel omkring 180 centimeter høj, hvorimod hun kun var 166.

Hun nikkede, og så op på himlen. Det så ikke ud til, at det ville regne igen, hvilket hun var dybt taknemmelig for. Hun trak hætten ned, og mærkede straks den kolde brise mod sit hår. Det var dejligt, eftersom hun af en eller anden grund ikke frøs nu. 

"Men det gør du da ikke?" spurgte hun, men dog lød det mere som en konstatering. Han smilede. 

"Nej, det gør jeg ikke." 

"Hvorfor er du så her?" Han trak på skuldrene, og stak sin anden hånd i lommen på hans bukser. 

"Jeg gik en tur. Så tog jeg bussen, for ligesom at komme væk fra mine forældre. Du ved, en gang imellem har man bare brug for pusterum. Desuden er min far pissesur i øjeblikket, så hvis jeg går hjem nu, får jeg revet mig et nyt røvhul." 

"Hvorfor er han så sur?" spurgte hun. Hun ville nødig være uhøflig eller påtrængende, trods at han havde været det i bussen de første par gange, de sås, men hun var nysgerrig. Der måtte da være en grund til, at han ville lade det hele gå ud over Victor, bare fordi han kom hjem. 

Victor tøvede et øjeblik, men smilede så til hende. 

"Det er bare, sådan han er. Kender du ikke typen?" Det måtte hun indrømme, at hun gjorde. Hendes far havde en gammel ven, han engang arbejdede sammen med, som blev lige så sur, som Victors far tilsynladende gjorde.

"De er ikke så slemme, som folk får dem til at lyde," sagde hun. Det gjorde han sig enig i.

"Du er køn med løst hår," sagde han pludselig. Hun så på ham, men han så blot på fortovet foran dem, som om han ikke havde sagt noget. 

Han var forvirrende, ikke til at blive klog på. Hun skubbede det til side og trådte hen til hoveddøren.

"Det overrasker mig slet ikke, at du bor i sådan et hus. Det er ligesom bare dig." Hun løftede øjenbrynet. 

"Du kender mig jo knap nok," mumlede hun, mens hun fiskede nøglerne op fra sin lomme.

"Det er sandt. Men det kunne jeg komme til."

Hun låste hoveddøren op, men åbnede den ikke. Hun vendte sig mod Victor, som var gået med hende. Han smilede skævt. 

"Jeg vil bare række dig posen," sagde han, og gav hende den. Hun takkede. "Hvorfor køber du egentlig pasta og cornflakes? Ikke for at trænge mig på, men altså, det er en underlig kombination." Hun grinede og lagde hånden på håndtaget. 

"Jeg regner med, at du sidder i bussen i morgen tidlig," smilede hun. Han stak hænderne i lommerne igen. Han ejede højst sandsynligt ikke vanter. Det var måske også mere end pigeting end noget, drenge gik med. 

"Det lover jeg dig," svarede han smilende, hvorefter han vendte sig om og gik ned ad vejen mod busstoppestedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...