sommerfugl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
og da larven troede livet var forbi, blev den en sommerfugl.

49Likes
69Kommentarer
2929Visninger
AA

3. 3

T R E D J E   K A P I T E L

Næste eftermiddag sad Victor Ross igen ved pladsen tæt op ad Phyllis' sædvanlige plads, og han tilføjede naturligvis, at han højst sandsynligt ville sidde der hver dag, hvilket ikke ligefrem gjorde hendes dag hundrede gange bedre. Tværtimod blev hun straks i dårligt humør. Det hjalp ikke, at han havde sat håret, hvilket han ikke havde gjort de to forrige dage, og hun fandt det ganske pænt til ham.

   Han var ubehøvlet, og utrolig påtrængende, når han ikke var helt stille, og lod som om hun ikke sad lige ved siden af hende. Det resulterede i, at da hun steg ud af bussen, var hun træt, udkørt og hendes humør var skudt i bund.  Da hun kom hjem, skrev hun til Christina, men fik først svar en time senere. Hun skulle for anden dag i træk være sammen med Jesse, og havde glemt, at Phyllis spurgte, om de kunne tage på café i dag istedet for i går, hvor hun også skulle være sammen med ham. Phyllis var som altid alt for god af sig, og sagde, at det intet gjorde. Men det gjorde det, og hun endte med at sidde sammen med Victor Ross igen. 

   Hun gik træt ud i køkkenet, med sine fødder slæbende mod det kolde trægulv, tog et glas isvand, og lænede sig mod køkkenbordet. Hun lod glasset med vand stå et øjeblik, inden der kom dug på det. Da hun tog fat i glasset, var vandet også iskoldt. Hun tog en stor tår, og satte glasset fra sig igen. 

   Da klokken var halv fem, hvilket var omkring en time siden, hun kom hjem, bankede hendes forældre på hoveddøren, og havde pizza med hjem.

   Fredag havde Christina tid til at tage i centeret, så Phyllis greb chancen, og tog i byen, trods forkølelse og irritation over at Christina først kom i tanke om, at hun var ledig klokken tre om eftermiddagen. Men ærlig talt synes Phyllis ikke, hun kunne tillade sig at brokke sig. Nu havde hendes bedste veninde endelig tid, så hun ville ikke bruge den på at være på tværs. 

   "Jesse inviterede mig i biografen i onsdags," sagde Christina glad, da de gik ud fra en kaffebar i den centrale del af byen. Hendes far havde kørt pigerne derned, så de slap for at tage bussen, hvilket Phyllis var dybt taknemmelig for. Det sørgede hun også for at fortælle ham, inden han kørte igen. Han ville hente dem igen, så snart de skrev.

   "Fantastisk. Hvilken film så i?" spurgte hun, og prøvede at lyde oprigtig interesseret, hvilket hun ikke var. Hun var ikke typen, der talte om drenge og de ting, de andre piger snakkede om. Hun var dog med årene blevet god til at lade som om, det faktisk interesserede hende. 

   "Det ved jeg ikke. En eller anden film, han gerne ville se. Den var mega kedelig. Men vi kyssede, så det var sådan set en god tur. Fandt du på noget at lave?" Som sædvanlig skiftede Christina emne hurtigt, da hun alligevel godt kunne se, at det ikke interesserede Phyllis det store. 

   Phyllis trak på skuldrene, og smilede. 

   "Nej. Jeg tog hjem," sagde hun neutralt. Hun tog en tår af sin kaffe.

   "Du må altså virkelig undskylde, at jeg sådan aflyste vores aftale. Det var ikke i orden." 

   "Christina," sukkede Phyllis. "Det er okay. Virkelig. Du behøver ikke undskylde hver gang vi mødes. Jeg er ligeglad. Desuden havde jeg brug for en alene dag." 

   Selvfølgelig løj hun. Det kunne enhver idiot se blot ved første øjekast.

   "Er du sikker?" 

   "Hundrede procent." 

 

"Hvor meget sukker?" spurgte Phyllis' mor, da de tidligt næste morgen stod i køkkenet, og var ved at lave kaffe. Det var højst sandsynligt moderen anden kop kaffe idag, og klokken var kun syv, men hun havde så længe Phyllis kunne huske, drukket utrolig meget kaffe. Det kunne ikke være sundt. 

   "Jeg skal nok selv tage det i," sagde Phyllis smilende, eftersom hun kun kunne lide kaffen, hvis der var mere sukker og mælk i end kaffe. Det var nok en underlig vane, men alle der kendte hende, vidste det, og kommenterede ikke på det. 

   Hun gik ud i køkkenet, og tog imod sukkerskålen fra sin mor. Der endte med at komme tre teskeer med sukker i den lyserøde termokop, hvorefter hele koppen, set bort fra den sidste femtedel blev fyldt med kaffe og den sidste del med mælk.

   "Du er sindsyg," lo hendes mor, mens hun drak af sin sorte kaffe. Phyllis lagde låget på termokoppen, og tog den med ud i entréen, hvor hun trak sko og vinterjakke på, samt sin elskede strikhue, som hendes mormor også havde syet. Den var så varm, trods at den ikke var særlig tyk. 

   Moderen kom ud til hende, og kyssede hende på kinden. "Vi ses senere," sagde hun smilende, og Phyllis smilede. 

   "Elsker dig." 

   "Elsker også dig, min skat."

 

Victor Ross sad på hendes plads, da hun trådte ind i bussen omkring ti minutter senere. Hun overvejede en brøkdel af et sekund, om hun skulle sætte sig, hvor han altid sad, eller om hun skulle sætte sig et andet sted. Hun valgte at sidde så langt væk fra ham som muligt, men dog stadig på bagerste række. Det lagde han dog mærke til, og han fandt det meget morsomt. 

   "Jeg bider altså ikke. Du behøver ikke sætte dig helt derovre," smilede han, uden den mindste snert af drilleri i stemmen. Hun så på ham, og smilede for første gang også til ham. Han blev et øjeblik overrasket, men så så ned på sin telefon igen. Hun fjernede ikke blikket fra ham, men stirrede derimod fascineret på ham. 

   Hun var overrasket over, hvor udadvendt og åben han var. Han talte med hende, trods at alt han vidste om hende, var hendes navn. Han lavede endda sjov med hende, som kendte de hinanden. Måske var han bare flabet. Det kunne selvfølgelig også bare være, men det føltes ikke sådan. 

   "Går du på gymnasiet?" spurgte hun, hvilket ikke kun kom bag på ham, men også hende. Han rystede på hovedet. 

   "Min mor synes ikke, jeg behøver. Jeg skal alligevel overtage butikken efter min far. Han er kok, og ejer den der lille café ved siden af biblioteket," forklarede han. Hun tænkte straks på den café, hende og Christina havde aftalt at spise på, men det blev ikke til noget. 

   "Jeg kender den godt. Mine forældre og jeg spiste der engang. Jeres brunch er god." Han nikkede smilende, og så op fra sin mobil og på hende.

   "Hvad er der?" 

   "Hvad mener du?" spurgte hun forvirret. 

   "Du ser helt mærkelig ud," sagde han. Hun så lidt på ham.

   "Du ligner bare ikke typen, der gør, hvad dine forældre siger, du skal. Lad være med at tage det personligt, det er bare, hvad jeg tænker," sagde hun, og han lo hæst. 

   "Du ligner heller ikke typen, der går sammen med de populære." Hun løftede brynene. 

   "Siger du, at jeg er kikset?" Han lo højt. 

   "Nej. Jeg siger bare, at du ikke virker som typen." 

   "Hvorfra ved du, hvem jeg er sammen med?" spurgte hun så, og lagde armene over kors. Han bed sig diskret i inderlæben.

   "Jeg så dig og din veninde i byen. Hende den blonde. Hun ser voldsomt irriterende ud. Hvordan kan du holde hende ud?" Hun løftede igen brynene, denne gang fordi hun var overrasket over, hvor direkte han var. Ikke noget med at lægge skjul på noget. 

   "Hun hedder Christina. Hun er ikke irriterende, bare meget ... drengesyg, tror jeg. Hun snakker meget om sin kæreste."

   "Og det synes du ikke, er irriterende? Det ville jeg." Hun smilede forsigtigt. 

   "Lad være med at afbryde. Jeg var ikke færdig," sagde hun, og han smilede. "Jeg holder hende ud, fordi hun er min bedste veninde. Vi snakker godt sammen, skal du se." Han nikkede. 

   "Se, det er interessant," sagde han roligt, og så ud af vinduet. "Jeg skal af nu. Jeg håber vi ses igen, Phyllis Moore." Han rejste sig, og tog sin taske på skulderen. Hun smilede. 

   "Det gør jeg også, Victor Ross," og hun mente det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...