sommerfugl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
og da larven troede livet var forbi, blev den en sommerfugl.

49Likes
69Kommentarer
2935Visninger
AA

2. 2

A N D E T   K A P I T E L

"Hvad synes du passer mest til efterår: kjole eller nederdel?" spurgte Christina Wise, da hende og Phyllis sad ved en bænk ude ved Plænen, som egentlig bare var en stor fodboldbane, som hele skolen havde døbt Plænen. Det lød i det hele taget også meget bedre end Fodboldbanen eller Græsplænen. 

   Christina hev elastikken ud af sit lange, blonde hår, og forsøgte at sætte en pænere hestehale. Phyllis tog en bid af sin kyllingesandwich, som smagte himmelsk. Derefter så hun på Christina, og trak på skuldrene. Hun havde ikke den fjerneste idé om, hvilken kjole eller nederdel var pænest til efterår. Det var ikke noget, hun gik med. Christina rullede med øjnene af hende. 

   "Du er for meget," sukkede Christina. Phyllis lo blot, og fjernede en tot hår, der ikke ville enes med hende. 

   "Jeg synes jeg er lige tilpas," sagde hun tilfreds. Christina grinede. Da hestehalen sad, som den skulle, rejste hun sig, og svang sin gamle skoletaske over skulderen. Hvis ikke Phyllis var helt forkert på den, havde Christinas mor ejet den taske, før Christina arvede den, hvilket ikke bragte stor begejstring frem i hende, som hendes mor havde vovet at håbe på. Christina hadede den.

   "Jeg har en aftale med Jesse idag," sagde hun pludselig, hvilket fik Phyllis til at stoppe op. De havde aftalt, at de skulle på café efter skole. Det var noget, hun havde glædet sig til i lidt længere end en uge.

   "Skulle vi ikke på café?" spurgte hun forvirret, men forventede ikke det store svar. Christina var typen, der skiftede mening ofte, men ikke i tusind år om hun ville skifte mening, hvis hun skulle noget med hendes kæreste. Som om han pludselig ville forsvinde, ville hun vælge ham frem for alt. 

   Hun drejede hovedet, så hendes hestehale slog om hendes skulder. 

   "Undskyld, Phyllis." Hun gjorde altid meget ud af at nævne navne, når hun havde dårlig samvittighed.

   "Det gør ikke noget," mumlede Phyllis dog. Hun rejste sig fra bænken, svang sin taske over skulderen, ligesom Christina havde gjort, og sendte Christina et smil, der sagde, at det var okay. "Jeg finder bare på noget andet at lave. Tager på biblioteket, eller sådan noget. Det er altså okay." Christina smilede. 

   "Du er verdens største nørd, ved du godt det? Tager på biblioteket en tirsdag eftermiddag, er kun noget, Phyllis Moore kan finde på." 

   "I det mindste er jeg den lækreste nørd i hele Dover," jokede Phyllis, dog mest for at tænke på noget andet end at hendes bedste veninde lige havde droppet hende.

   "Helt bestemt. Og verdens bedste veninde." Hun smilede skævt. 

   De sagde farvel til hinanden, og det var underlig akavet, hvorefter de gik hver deres vej. 

   På vej til bustoppestedet, som sandsynligvis var dækket af de sidste efterårs blade, kom hun i tanker om, at hun idag havde husket sine vanter. Da hun satte sig på bænken ved stoppestedet, trak hun de sorte luffer af garn, som hendes mormor havde lavet, op ad tasken, og over de kolde fingrer. Det prikkede endnu engang underligt i dem. 

   Det var Phyllis' mor, der mindede hende om vanterne samme morgen, ligesom hun dagen før havde mindet hende om sweateren, mens hun var på vej ud af døren. Det resulterede i, at hun kom forsent til bussen, og måtte køres i skole af hendes syge mor. Dog kom hun ikke forsent til timen, som heldigvis startede et par minutter senere end den skulle, og hun fik ikke skæld ud, hvilket var noget, hun ikke kunne fordrage. 

   Bussen kom derimod tre minutter før tid, og ventede ikke på de elever, der højst sandsynligt ikke ville komme alligevel. Hun viste per rutine sit buskort, og gik bag i bussen, hvor hendes sædvanlige plads var ledig. Hun satte sig på den, lod tasken falde på gulvet mellem sine ben, og lagde hovedet mod ruden, for endnu engang at slappe af, inden hun stod af derhjemme. 

Idag skulle hun ikke huske at stå af ved boghandleren, da Michael alligevel ikke var der, eller havde tid til at snakke før søndag. 

   Bussen sprang to stop over, eftersom ingen skulle hverken af eller på, hvor der ved tredje stop derimod stod otte personer og ventede. Derfor holdt de også et godt stykke tid ved det stop, eftersom en dame ikke kunne få sit buskort til at virke. Det endte så med, at hun måtte betale kontant.

   Phyllis kunne mærke sædet ved siden af hende bevæge sig, og så til siden - hvor en mørkhåret dreng iført de samme støvler som dagen forinden sad. Som før sad han på sædet lige op ad hendes, hvilket gjorde, at de sad meget tæt, og hun hadede det. Han kunne sagtens sidde på et andet sæde.

   Personligt fandt hun ham voldsomt irriterende,.

   Hun rømmede sig, og følte sig utrolig ubehøvlet, hvilket langt fra var noget, hun var glad for. Det var forfærdeligt. Da drengen ikke reagerede, rykkede hun på sig. 

   "Undskyld?" spurgte hun forsigtigt, og blev positiv overrasket over, hvor sød hun lød, i forhold til hvor irriteret hun var. Endelig skævede han til hende, for derefter at dreje hele kroppen, så han sad sidelæns på hans sæde, og så på hende uden så meget som at smile venligt, når nu hun var så venlig. 

   "Vil du gerne være sød at flytte dig? Jeg mener, der er andre sæder, og jeg vil gerne have plads og undgå nærkontakt." Han lagde hovedet en smule på skrå, men nok til, at hun tydeligt så, hvordan han så hende an. Det gjorde hende underligt utilpas, og hun brød sig ikke om det. Pludselig gled et venligt smil ind over hans lyserøde læber, og han rakte hånden frem mod hende. 

   "Jeg hedder Victor Ross," sagde han med en hæs stemme, men hun gik ud fra, at han blot var træt. Dog synes hun, han var meget påtrængende. Han svarede ikke engang på hendes spørgsmål, og han havde nok heller ikke tænkt sig, at gøre det. 

   Hun tog forsigtigt hans hånd, og han gav den et klem. Så slap han den. 

   "Jeg er Phyllis Moore," sagde hun, uden rigtig at tænke.

   Han kunne være morder. Der var en minimal chance for at han om kort tid ville springe op og slå løs på hende, og det hylede hende helt ud af den. Helt afgjort morder.

   Åh gud. 

   "Men altså ..." prøvede hun igen, som en fin hentydning til, at han skulle rykke sig.

   "Kan du ikke sidde på en af de sæder? Jeg har den her ting med nærkontakt, jeg hader det," 

   "Jeg hørte dig godt første gang," smilede han. Hun pressede læberne sammen til en tynd streg. 

   "Vil du så ikke nok flytte dig?" spurgte hun endnu engang. Han ikke så meget som fjernede hans blændende smil, som stadig sad på hans læber.

   "Det der er min plads," sagde han så dybt seriøst. 

   "Hvad mener du med det?" 

   "Jeg mener, at det der er min plads. Du sidder på den. Den tætteste er den, jeg sidder på nu, så det må være næsten lige så godt. Derfor sidder jeg her. Jeg gider ikke sidde på de andre, for jeg sidder altid på den der," forklarede han, som om det var indlysende.

   Nu følte hun sig pludselig fornærmet. Det var hendes plads, og da langt fra hans. Hun havde siddet på den plads hver dag siden efter sommerferien, så det var da i hvert fald ikke hans.

   "Det er ikke for at være uhøflig, men jeg sidder altid på den her plads. Jeg går stærkt ud fra, at der ingen navne står på sæderne, så jeg sætter mig, hvor jeg har lyst." Han smilede stadigvæk, men istedet for at se det som en venligt smil, så det nu ud, som om han bevidst prøvede at være en idiot.

   "Samme her. Jeg sætter mig, hvor jeg har lyst. Idag har jeg lyst til at sidde her. I morgen sidder jeg måske et andet sted. Jeg bestemmer selv. Det hjælper ikke altid, at være køn, Phyllis Moore. I hvert fald ikke i dette tilfælde. Jeg bliver siddende." 

   Kaldt han hende lige køn? Var det ment, som en kompliment? 

   "Jeg bliver også siddende," svarede hun stædigt, og så ud mod vejen. Kulden. Handskerne. Hun havde dem stadigvæk på. Nu ville hun fryse dobbelt så meget, når hun steg ud af bussen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...