sommerfugl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
og da larven troede livet var forbi, blev den en sommerfugl.

49Likes
69Kommentarer
2935Visninger
AA

16. 16

S E K S T E N D E   K A P I T E L

Klokken var tre minutter over halv to om natten, da Victor og Phyllis langt om længe stod foran sandwichbaren i den centrale del af Dover, trods Victors ustoppelige beklagelser over Phyllis' krævende attitude.

"Det er bare sådan, jeg bliver, når jeg er træt," forklarede hun som forsvar, og som svar rystede Victor på hovedet og lagde armen omkring hendes liv. Hun lagde udmattet hovedet mod hans skulder, mens de trådte indenfor i sandwichbarens varme. Efteråret var efterhånden ved dets ende, og om ikke mere end en uge startede dette års vinter. Phyllis var spændt, især på julen, fordi hun håbede, hun kunne tilbringe den med Victor i år.

Bag disken stod en frodig, forholdsvis ung pige med et hvid og grønstribet forklæde og opsat hår. Så snart hun bed mærke i, at Phyllis og Victor var trådt ind, sendte hun et bredt smil til dem.

"Godaften," sagde hun muntert. "eller godnat, eller hvad end man kalder det på denne tid af døgnet," grinede hun. Phyllis smilede, som synes hun pigens joke var sjov, hvilket hun ikke gjorde. Hun fangede den ikke rigtigt.

"Godaften," svarede Victor venligt, før han førte Phyllis hen til disken. "Jeg vil gerne bede om en ... kyllingesandwich, tror jeg. Hvad med dig, Phyllis?" Hun trak uvidende på skuldrene, og lænede sig frem mod glasset.

"Også en kyllingesandwich til mig, tak. Gerne med grøn pesto, hvis det er en mulighed."

"Selvfølgelig," sagde pigen. Hun sendte et sødt smil til Victor, og skænkede knap Phyllis et blik. Hun følte et stik af jalousi i brystet, men skubbede det til side og fokuserede på det faktum, at hun inden længe ville have en vidunderlig, sprød kyllingesandwich i hånden, som med stor sandsynlighed ville mindske hendes sult.

Pigen begyndte at lave sandwichene, og Victor satte sig hen på barstolen ved et af bordene bag dem. Phyllis satte sig hen overfor ham, og lagde hænderne på bordet foran sig.

"Hun kigger på dig," bemærkede hun. Han skævede til pigen bag disken, som rigtig nok så på ham. Hun så forlegent væk, efter hun smilede. Victor smilede skævt, mens han så ned i bordet.

"Generer det dig?" spurgte han drillende. Phyllis trak på skuldrene. Hun tog en tandstik mellem pege- og tommelfingeren.

"Nej," svarede hun bestemt. "Hvorfor skulle det også det?" Han smilede bredt, dog med lukket mund. Pigen bag disken lagde én sandwich på bordet foran sig, og gik i gang med den anden.

"Skulle der pesto i din?" spurgte hun Phyllis.

"Ja tak."

"Rød eller grøn?"

"Grøn, tak."

"Hvorfor generer det dig, at hun kigger på mig?" spurgte Victor lavmælt hende. Hun rettede ryggen, og så på ham.

"Det gør det heller ikke."

"Du skal ikke lyve overfor mig. Behandl andre, som du selv vil behandles, ikke?" Hun følte sig pludselig meget mindre og langt mere skrøbelig og sårbar, end hun normalt ville have gjort. Hun brød sig ikke om, når han sagde sådan, også selvom det ikke blev sagt strengt.

"Jeg ved ikke, hvorfor det generer mig. Det gør jeg virkelig ikke. Jeg bryder mig bare ikke om hende, og du betyder noget for mig, så jeg vil ikke have, du ender med en som hende."

"Phyllis, for helvede. Hun kigger på mig, hun snaver mig ikke, vel?" Hun fnøs.

"Det ved jeg godt." En ubehagelig stemning lagde sig over dem. Det eneste, de kunne høre, var lyden af kniven, der skar den friske salat over. Pigen lagde den sidste sandwich på bordet.

"Så har I jeres sandwich," sagde hun glad. "Må jeg spørge, hvorfor i kommer herned på denne tid om aftenen? Ikke fordi jeg vil snage, der kommer normalt bare ingen."

"Vi var sultne," svarede Phyllis hurtigt og uden en munter tone. Pigens smil blegnede. Hun skubbede sandwichene frem mod Victor og Phyllis, og hun tog dem begge under armen og gik mod døren igen. Victor gik i hælene på hende, og greb fat i hende så snart de var udenfor på fortovet igen.

"Hvad skulle det til for?" spurgte han skarpt.

"Hvad mener du?"

"Du ved udmærket godt, hvad jeg mener," sagde han. Hun krympede sig. "Du var ubehøvlet over for pigen. Det var ikke fair. Din jalousi skal ikke gå ud over andre, okay?"

"Jeg er ikke jaloux," sagde hun bestemt. "Det er jeg ikke. Jeg bryder mig bare ikke om hende."

"Klart," svarede han så. Han begyndte at gå over vejen, over på den rigtige side af vejen, hvor fodgængere skulle gå, og hun fulgte efter.

"Er du nu sur på mig?" spurgte hun opgivende. "Fordi jeg måske er jaloux? Jeg troede, det var dig, der var åh, så forelsket i mig, og hvis det var mig, ville jeg blive smigret over, hvis du var jaloux."

"Men du er ikke mig. Du kender mig slet ikke godt nok til at vide, hvornår jeg er jaloux, og hvornår jeg ikke er. Hvis du vil vide det, er jeg ikke typen, der bliver jaloux - jeg kan godt se meningen i, at der er okay at have venner af det modsatte køn. Jeg brød mig, ligesom dig, heller ikke om pigen i sandwichbaren, men jeg var venlig. Det er det der næstekærlighed. Ved du, hvad det er?"

"Hold op med at sige sådan dér."

"Hvad skal jeg så sige?" spurgte han. Hun tav.

"Det ved jeg ikke. Bare stop med at være så sur. Det gør mig i dårligt humør, og jeg vil ikke skændes." Han lod sine arme falde ned langs siden, og sukkede.

"Vi skændes ikke, Phyllis."

"Okay." Hun tøvede, mens de blot stod og så på hinanden, før hun trådte hen til ham, og lagde armene omkring ham. "Undskyld, jeg var jaloux." Han sagde intet, men lod blot sin hånd glide op langs hendes ryg. Hun trak ham ind til sig, mens han havde sine hænder på hendes skuldre. Kulden virkede ikke lige så kold, som den egentlig var, når hun stod sammen med ham. Hans kropsvarme lunede også hende, og hun slappede af på en underlig, behagelig måde.

"Victor?"

"Mhm?"

"Skal vi ikke gå hjem? Det er alligevel ret køligt."

"Vent et øjeblik."

Og så tog han blidt fat under hendes hage, og smedede sine læber sammen med hendes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...