sommerfugl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
og da larven troede livet var forbi, blev den en sommerfugl.

49Likes
69Kommentarer
2919Visninger
AA

15. 15

F E M T E N D E   K A P I T E L

Victor havde på en eller anden måde fået vendt ham og Phyllis om, så han lå sovende halvt oven på hende, og dermed også sørgede for at hun ikke kunne komme væk fra sengen, men hvis hun skulle være helt ærlig, var hun lige nu mest optaget af, at hendes fod sov. Hun følte ingen trang til at skulle rejse sig eller forlade den yderst behagelige, varme seng, hvori hun jo lå med Victor og følte sig alt andet end alene, men det var begyndt at prikke i hendes fod, som blev tusindvis af små nåle stukket ind i den på en gang. Alt hun kunne gøre, var at vrikke lidt med tærene, og håbe på at det snart ville forsvinde. Hun havde aldrig brudt sig om, når hendes fod sov, udover det at hun kunne prikke til den med fingeren og lade som om, det ikke var hendes fod. Det var ubehageligt, når hun ikke kunne bevæge den. Dette havde nok også noget at gøre med hendes uforklarlige frygt for at vågne op en dag og være lam i størstedelen af kroppen. 

Victor sov. Det var ikke noget, hun behøvede at se efter for, for at få konstateret. En let snorken forlod hans læber, og hans bryst bevægede sig op og ned i takt med at han trak vejret dybt. Hun lagde forsigtigt hovedet på hans skulder og lukkede øjnene.

Klokken var mange - hvis ikke hun tog meget fejl, var den endda over midnat, og hun var meget, meget træt. Hendes forældre havde ringet for tre timer siden og forklaret, hvorfor de endnu ikke var kommet hjem; de havde siddet fast i en trafikprop uden mobilsignal. Der var dog stadig nogle ting ved den situation, Phyllis ikke kunne få til at hænge sammen, men det lod hun ligge. Hun fortalte dem, at hun sov hos en ven, og trods deres begges bekymring og sædvanlige forældre-spørgsmål, var det hele fint. 

Victor rykkede på sig, og Phyllis åbnede øjnene og så på ham. Han havde sine blå øjne halvt åbne, og smilede skævt, da hans øjne mødte hendes. Han støttede sig på albuerne, så han sad halvt op i sengen, og tillod Phyllis at fjerne sine ben under ham, så hun muligvis kunne få følelsen tilbage i hendes fod. 

"Har du ligget ubehageligt?" spurgte han hende. Hun rystede på hovedet, og begyndte at massere sin fod. 

"Overhovedet ikke," svarede hun. "Jeg lå godt. Jeg blev varmet af dig, og hvis vi ser bort fra at du praktisk talt lå oven på mig, så lå jeg godt." Han grinede hæst, og kørte træt en hånd gennem sit hår. 

"Pis," mumlede han. "Nu glemte jeg at vise dig det dér vigtige." 

"Du kan da vise mig det nu," sagde hun spændt. Han rystede på hovedet. 

"Det er for sent nu. Det er overstået." Hun sank sammen i sengen, og lagde hovedet på puden. 

"Hvad var det?" 

"Det vil jeg da ikke sige. Så er der ikke noget sjovt i det."

"Men det er jo overstået," sagde hun. 

"Vi ser det en anden gang," smilede han tilbage. Hun sukkede, og rejste sig, så hun stod på de kolde gulvbrædder som gav sig let "Jeg er sulten," konstaterede hun træt. Det var faktisk ikke meningen, at hun ville lyde så beklagende, men det kom bare ud, som det kom ud, og hun var for træt til at gøre noget ved det øjeblikkeligt. Victor så på hende, før han rejste sig. 

"Det er jeg også." 

"Har du noget mad?" spurgte hun, og lo indvendigt over, hvor sindsygt det lød. Som om hun var alt for krævende og aldrig havde fået mad før. Victor gjorde tegn til, at hun skulle følge med, og hun gik i hælene på ham, da de gik ud i gangen og ind i køkkenet. Han åbnede køleskabslågen med den ene hånd, og kløede sig i øjet med den anden, inden han opgivende lukkede køleskabet igen,

"Der er intet." 

"Er der ikke den der sandwichbar nede ad gaden, som har døgnåbent?" Han nikkede, og lagde hovedet tilbage, så han stirrede op i loftet. 

"Jeg gider altså ikke gå på sandwichbar klokken et om natten, Phyllis. Du er sindsyg." 

"Det er meget muligt," lo hun, inden hun slæbte sin fødder hen ad gulvet, indtil hun stod foran ham, hvor hun tog armene omkring ham, og trak ham ind til sig. Han lagde armene omkring hende, og lagde sit hoved på hendes. 

"Kom nu," bad hun. Han sukkede. "Det er bare et lille smut derned. Bagefter kan vi sove. Jeg skal nok lade dig sove med hovedet på min mave."

"Det elsker jeg," sagde han. 

"Jeg kender dig bedre end du tror, Victor Ross." 

"Phyllis," sagde han opgivende. "Du er simpelthen for meget. Tænk, jeg lader dig sove her."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...