sommerfugl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
og da larven troede livet var forbi, blev den en sommerfugl.

49Likes
69Kommentarer
2935Visninger
AA

14. 14

F J O R T E N D E   K A P I T E L

"Hvis du skulle vælge mellem at dø af kulde eller varme, hvad ville du så vælge?" spurgte Victor Phyllis. Hun trak på skuldrene. 

"Det ved jeg ikke. Kulde, måske." Hun så på ham. "Hvad er det også for et spørgsmål?" Han klukkede hæst, og tog en tår af sin cola, som han havde købt i en kiosk på vej hjem til ham. Det var første gang, Phyllis var hjemme hos ham, og hun var positivt overrasket over hans hjem. Han var et ordensmenneske, i modsætning til hende selv, som rodede alting til, hvis hun blot kunne komme til det. Han havde endda fortalt hende, at han havde systemer i sine sokker; fra højre mod venstre lå lange sokker, varme sokker, ankelstrømper og så en bunke med de kedelige sokker, som han kaldte dem, som bestod af sorte, grå og hvide sokker. Han gik tilsyneladende kun i farverige sokker, hvilket var en total modsætning til resten af hans stil. Han var klædt i sort fra top til tå, og hans mørkblonde lokker og blå øjne var det eneste, der ikke var samme farve. Dog synes hun, hans stil passede underligt godt til ham. Derudover fandt hun det morsomt, at folk troede, han var den indelukkede type, for det var han altså ikke ligefrem. 

"Du har løst hår," bemærkede han. Hun så ned ad sig selv, og nikkede. "Det er kønt til dig." 

"Det har du sagt før," mindede hun ham om. 

"Man kan ikke komplimentere en smuk sommerfugl nok, kan man vel?" Hun smilede skævt. For en gangs skyld blev hun ikke tavs, og en akavet stemning lagde sig ikke over dem, som der plejede, når han komplimentrede hende på disse underlige måder. Hun så ikke væk. Hun så på ham, og han så på hende, og sådan sad de bare, indtil hun endelig sagde noget.

"Da du ringede, sagde du, at du skulle vise mig noget vigtigt." 

"Ja," sagde han. "Det skal jeg også. Men ikke endnu. Det kommer snart." 

"Det kommer snart?" gentog hun forvirret. Han smilede bredt. 

"Du får at se, Phyllis." Hun trak sine ben ind under sig, og hvilede hovedet på sine knæ. 

"Okay." 

De sad i hans seng, oven på hans dyne, som efterhånden var blevet lunet meget af deres begges kropsvarme. Hun så på ham. Han sad blot stille og så ud af vinduet; ud på de mange stjerner, der lå som glimmer hen over den mørke himmel. 

"Hvad tænker du på?" spurgte hun ham. Han så sig over skulderen, og rettede så blikket mod vinduet igen. 

"Jeg ville med fornøjelse lyve og sige, at jeg tænker på et eller andet filosofisk eller sejt, men det gør jeg ikke. Jeg tænker på dig." Hun smilede forsigtigt, og holdt øje med, at han ikke så hende. 

"Okay," sagde hun så igen. "Hvorfor tænker du på mig?" 

"Fordi det er mere normalt, end hvis jeg tænkte på min mor lige nu," sagde han. Phyllis så undrende ud i luften. "Desuden ved jeg ikke hvad jeg ellers skal tænke på. Du er ret fantastisk, hvis du ikke ved det, så hvorfor ikke bruge tankerne på at tænke på noget fantastisk, end at spilde dem på at tænke på noget mindre fantastisk, såsom det faktum at jeg snart bliver nødt til at købe varmere sko. De her er ret smadrede. Men det er lige meget." Hun forstod det ikke, men nikkede blot. 

Hun så ud af vinduet, ligesom ham. "Dér er Karlsvognen." Han lænede sig frem, og så mere koncentreret ud. Så nikkede han. Hun lukkede øjnene, stadig med hovedet hvilende på sine knæ, og tænkte på ham. Hun kunne huske, hvordan hun selv havde kaldt ham idiot, den dag han satte sig helt op ad hende i bussen, og hvordan hun en af de følgende dage havde sat sig så langt fra ham som muligt, og da han havde sagt, at han altså ikke ville bide hende. Hun kunne tydeligt huske, hvordan hun ikke brød sig om ham overhovedet, men det sagde jo mere om hende, end det gjorde om ham. De var jo sådan set helt ens andgående den ene plads i bussen, og af en eller anden grund brød hun sig ikke om det.            Hun havde altid haft det svært med at være sammen med folk, der var ligesom hende selv, ligesom en koleriker har svært ved at danne par med en, der også er koleriker, men derimod er gode sammen med flegmatikere. Sådan var det vel også med Phyllis og Victor. Og tanken om, at de en dag måske kunne danne par, havde da strejfet hende, men hun vidste ikke, om det var en god tanke eller en dårlig tanke. Faktisk vidste hun slet ikke, hvordan hun havde det med Victor. Hun ville gerne finde ud af det, men hun vidste ikke hvordan. Det hele var så kompliceret, og så alligevel så lige til og simpelt. Det var jo simpelt; hun kunne føle efter, men det var svært.  

"Hold kæft, hvor det knager," lo Victor af Phyllis, og hun så på ham. Han sad nu ved siden af hende i sengen, istedet for langs væggen, som han havde gjort før. Han så ikke længere ud af vinduet, men havde vendt blikket, og hele kroppen, mod hende. 

"Jeg er forvirret," sukkede hun. 

"Det er jeg også," svarede han hurtigt. 

"Jeg tror ikke, det er på samme måde." 

"Det kunne godt være." Hun trak på skuldrene. 

"Hvad er du forvirret over?" spurgte hun ham. Han tøvede. 

"Nu er det jo sådan, at man aldrig helt har styr på alting, og man vil altid være forvirret over et eller andet, så jeg er på en måde forvirret over alting. Men det er jo et total nederen svar, fordi så kommer jeg med et ukonkret svar, og du forventer sikkert en hel tilståelse. Det får du søreme også, kan jeg love dig." Hun løftede øjenbrynet, og grinede. "Jeg er vild med dig, det er ingen hemmelighed længere, medmindre du har overhørt eller misforstået et eller andet utrolig meget. Du skal ikke tro, det er let for mig at sige det, og det er skam heller ikke let at lade være med at ringe til dig så snart jeg får muligheden, men jeg overlever. Jeg er jo sandsynelig ikke den eneste i verden, eller blot i Dover, der har det sådan, vel? Jeg kan godt lade være. Men det, der forvirrer mig, er dig, og mig, og i det hele taget bare os. Jeg aner ikke, hvordan du har det. Ikke kun med mig, men også med det faktum at jeg har tilstået alting overfor dig. Du virker overraskende rolig, og det pisser mig fuldstændig af; jeg vil gerne vide, hvordan du har det. Jeg vil virkelig gerne vide det. Så forvirrer det mig også, at jeg det ene øjeblik er helt væk i dig, og det næste har jeg for travlt med at være vred på mig selv, og alting er bare så fucked up."

"Victor," afbrød hun ham. Han sukkede lydløst og så på hende. "Jeg ved ikke helt hvad du forventer af mig. Om du forventer, at jeg ved, hvordan jeg selv har det, for det har jeg virkelig ingen idé om, eller om du ikke rigtig forventer at jeg svarer." Han forholdt sig stille. Hun pillede ubevidst ved sin neglerod. "Kan vi godt bare se en film?" sagde hun så sukkende. "Bare ligge stille og se en film. Du bestemmer hvilken. Jeg er ligeglad." 

Og så så de en film. Det var en gammel film, så gammel at selv sproget var anderledes, og kvaliteten var ikke så god som den kunne have været, men det var fint nok, og det var Victors yndlings, så hun overlevede. Han lagde sig ned bag hende - han lå inders, hun sad yderst -, og støttede hovedet ved at sætte albuen på puden og holde hovedet oppe med hovedet. Phyllis tøvede - tog mod til sig, før hun forsigtigt lagde sig ind til ham. Han reagerede ikke umiddelbart, men han rykkede sig ikke, og det var hun dybt taknemmelig for. Han lagde forsigtigt armen omkring hende, og placerede sine læber i hendes hår - og på en underlig og uforklarlig måde brød hun sig om det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...