sommerfugl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
og da larven troede livet var forbi, blev den en sommerfugl.

49Likes
69Kommentarer
2922Visninger
AA

11. 11

E L V T E   K A P I T E L

Vinden kyssede Phyllis i nakken - sørgede for, at hun fik kuldegysninger, da hun stod foran sin hoveddør og stirrede tomt ud på det tynde lag sne, der lå overalt. Vinterens første faldne sne. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun synes om det. 

Trods at hun stadig var svimmel efter gårdagens hændelser, havde hun tidligt næste morgen sat sig for, at hun skulle i skole. Af en eller anden grund kunne hun ikke få Victor ud af sit hoved; han sad som sømmet fast til hendes tanker, og det irriterede hende grænseløst, at hendes hjerte stadig slog hårdt mod hendes bryst, når hun tænkte på ham, og på hvad han havde sagt. Han var vild med hende. Det måtte hun på en eller anden måde lære at acceptere, om hun var vild med ham eller ej. Det var også noget, hun desuden var i tvivl om. 

Hun var iført en tyk strik sweater, samt strømpebukser under sine jeans. Hun måtte ikke risikere at blive syg. sygdom var en af de få ting, hun ikke kunne fordrage. Hun forsøgte så meget som muligt at være et positivt menneske.

Til morges drak hun en kop grøn te, hvilket var usædvanligt for en storforbruger af kaffe som hende. Hun havde bare ikke lyst til kaffe. 

Med blikket rettet mod sine fødder, der gik afsted i et rask tempo, var hun på vej mod busstoppestedet, som hun allerede kunne se foran sig. Hun lyttede til bilerne, der kørte forbi hende med høj hastighed, og sneen, hun trådte på. Hun satte sig på bænken under taget ved busstoppestedet, og sukkede. Hun ville ikke i skole. For første gang i lang tid, i år, hvis hun skulle være helt præcis, havde hun fortrudt at hun var stået op om morgenen. Ugen var næsten omme, og det gjorde alligevel ikke det store, hvorend hun dukkede op eller ej. Ud over det ønskede hun også, at Christina skulle bekymre sig om hende, og føle, hvordan det var, når hendes bedste veninde ikke ville snakke med hende. 

Bussen trillede ind foran Phyllis. Hun holdt fat i sin skoletaske, og bevægede sig træt ind i bussen og ned bagved. 

Victor sad på sin - og hendes - plads. Hun følte en masse ting; overraskelse, fordi hun i et kort øjeblik havde glemt alt om ham, glæde, fordi hun et eller andet sted havde savnet ham, og trangen til at løbe sin vej dukkede op i hendes tanker, præcis som dagen forinden. 

"Godmorgen, Phyllis," hilste Victor pænt, og så var hun ligesom tvunget til at blive. Hun gik med sløve skridt hen til ham, og dumpede ned på sædet ved siden af hans. Så lagde hun uden tøven hovedet mod hans skulder, og lukkede øjnene. Jeg er så træt. Hun ville for en stund glemme alt, hun bekymrede sig om, og koncentrere sig om hende og Victor, lige nu, i bussen. Det var, hvad der betød noget. 

Hun kunne høre en banken. Det var en stille banken, højst sandsynligt hjerteslag, men hun kunne ikke finde ud af, om det var hendes egen eller hans. Det var selvfølgelig også en mulighed, at begge deres hjerter bankede afsted. Det var der ret stor sandsynlighed for. 

"Fik du sovet godt?" spurgte Victor så. "Du så ret smadret ud i går, inden vi gik fra caféen. Havde du det dårligt?" Hun nikkede mod hans skulder, mens hendes øjenlåg stadig hang tungt over hendes øjne. Victors hæse grin fyldte hendes øre, og hun havde lyst til at høre den igen og igen og igen, indtil hun til sidst faldt i søvn mod hans skulder. Han tog fat i kanten på hendes hue, og trak lidt i den, så den sad ordenligt. Phyllis' mundvige bevægede sig opad. 

"Sover du?" klukkede han. Hun måtte anstrenge sig for at åbne sine øjne og se op på ham. 

"Nej," sagde hun. Han smilede. 

"Godt. Jeg har ventet på, at du kom, så det ville ligesom være ret nederen, hvis du faldt i søvn så snart du kom," sagde han ærligt. Hun lo af ham, mens hun satte sig ordenligt op. Hun børstede noget fnuller af sine bukser. Så så hun ind i hans øjne, og sukkede. 

"Jeg føler mig som sådan en dårlig ven," indrømmede hun. "Du er altid så sød og sjov og løfter mit humør bare ved at dukke op, og jeg er så ... mig. Jeg er ikke humørløftende eller sjov. På det punkt ville jeg ønske, jeg havde din personlighed." Han så undrende på hende, mens en rynke samlede sig mellem hans øjenbryn. 

"Hør," sagde han alvorligt. "du er et af de mest fantastiske mennesker, jeg længe har mødt, okay? Du er bare nødt til at indse det. Hvis din belastende veninde står i vejen for det, så fuck hende. Hun er ingenting." Phyllis lo endnu engang af ham. Selv i situationer som denne, fik han hende til at grine. "Bare lad mig vise dig, hvor fantastisk du er. Eller lad Michael eller dine forældre, for den sags skyld, bare lad nogle fortælle dig, at du er fantastisk, uden at du indvendigt modsiger det. Vil du love mig, at du i det mindste giver det et forsøg?" Hun tøvede. Wow, tænkte hun. Det havde jeg ikke forberedt mig på. 

"Tak," sagde hun. "og jo. Selvfølgelig."

 

Skolens høje murstenbygninger tårnede sig op foran Phyllis, da hun satte det ene ben foran de andet og gik ind på skolens skræmmende grund. En masse drenge fra hendes klasse spillede fodbold, eller stod lænet op ad cykelskurret; lod som om, de var ligeglade med alt og alle, hvilket de med stor sandsynlighed også var. Phyllis krympede sig, da den ene af drengene sendte hende et mørkt blik, og hun skyndte sig indenfor. Hun fortsatte hen til skoleboden, som heldigvis havde åben hele dagen, og købte sig et æble. Hun havde fået et af de gode æbler, som var store og røde. Da hun vendte sig halvfems grader for at gå ned til lokale 743, hvor hun havde biologi, fik hun øje på Christina. Og Christina havde fået øje på Phyllis.

Phyllis vendte sig væk, og gik med raske skridt ned ad en tilfældig gang. Hun så sig ikke tilbage. Hun forsøgte på ikke at se sig tilbage. Hun kunne ikke lade være. Da hun kastede et blik over skulderen, stod Christina og så tomt på hende, mens hun gik - næsten løb - ned ad gangen, væk fra Christina, undgik sine problemer. 

Hun var sådan en kujon. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...