sommerfugl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
og da larven troede livet var forbi, blev den en sommerfugl.

49Likes
69Kommentarer
2935Visninger
AA

10. 10

T I E N D E   K A P I T E L

"Okay, så lad mig lige få alting på plads," sagde Victor, letter forvirret over al den information angående Phyllis liv, han lige havde fået. Hun kunne ikke forklare, hvorfor hun havde fortalt så meget. Det var ikke hendes mening. Når hun havde fortalt den ene ting om sig selv og sit liv, blev hun nødt til at fortælle tusinde andre ting også, for de havde på en eller anden måde en sammenhæng. 

"Du er seksten år, næsten sytten, og du har altid boet her i Dover," sagde han. Han så på hende. Hun nikkede. "Du er enebarn, men du har altid ønsket dig en lillebror. Du vil ikke have en lillesøster, fordi ... jeg kan ikke huske det." 

"Piger er altid de sværeste at have med at gøre. Drenge er nemme," forklarede hun. Han smilede. 

"Og så gætter jeg også på, at du selv ønsker en dreng, når du skal have børn?" gættede han. Hun trak på skuldrene. Det var noget andet med ens egne børn. 

"Det ved jeg ikke," indrømmede hun. "Ligemeget hvad bliver jeg lykkelig. Det gør man jo, når man får et barn." Han nikkede forstående. Han førte den hvide kop hvori der var varm kakao med flødeskum i op til sine læber, og tog en tår af den. Derefter satte han den ned igen, og tørrede sin overlæbe af med håndryggen. 

"Lad mig fortsætte," smilede han bredt. "Du har eller har ikke hende der din belastende veninde Christina. Du ved det ikke helt endnu." Hun nikkede. "Du drømmer om et arbejde som dyrlæge. Hvis ikke det er muligt, vil du gerne være forfatter. Hvis nogle spurgte dig, hvad din yndlings årstid er, vil du ikke kunne svare, for du elsker alle årstider. Du synes børn nu til dags er alt for fremme i skoene. Jeg er enig, det må jeg sige. Du kan godt lide sort kaffe, men kan bedst lide, når der er sukker og mælk i. Måske skummet mælk, hvis det passer dig den dag." Hun nikkede igen. "Det er sødt," smilede han, og tog endnu engang en tår af sin kakao. Han fjernede sit mørkblonde pandehår fra øjnene, og så igen på hende. "Har du nogle modermærker?" spurgte han pludseligt. 

"Ja." Han smilede kækt.

"Hvor?" Hun løftede øjenbrynene.

"På hoften." Han lænede sig tilbage i stolen. En servitrice hentede deres tomme tallerkener, og forlod bordet igen. Phyllis rømmede sig. 

"Hvad med dig?" spurgte hun Victor. "Har du nogle interessante informationer, du synes, jeg skal have fat i?" Hun havde et bredt smil om læben. Hun glædede sig til at høre om ham. Han nikkede. 

"Jeg har to søstre," startede han ud. "Cecilia og Dorrith. De er begge ældre end mig og total belastende, når det kommer til brug af toiletter. Det er virkelig en nødvendighed at have to toiletter i huset - og jeg tøver ikke med at komme op om morgenen, for så har de nakket dem begge.

Jeg bor som sagt over den der lille café ved biblioteket. Tro det eller ej, jeg har aldrig været i biblioteket. Min mor har før tvunget mig til at tage afsted, men så sidder jeg omme bagved og snakker i telefon med en eller anden. Det er meget hyggeligt."

"Har du aldrig været på biblioteket?" spurgte Phyllis mistroisk. Han rystede på hovedet. "Det har alle da. Hvordan kan du bo ti meter fra en bygning fuld af bøger, uden aldrig at have sat en fod derind? Ved du, hvad bøger er?" Han klukkede højt.

"Phyllis," sagde han, som var hendes navn meningen i en joke. "Jeg bryder mig ikke om at læse. Hvis jeg husker rigtigt, har jeg også fortalt dig det." Det havde han ikke. Hun sagde ingenting. "Jeg tror ikke, der er nogen, der kan få mig til at træde indenfor bibliotekets døre - heller ikke du, selvom jeg må indrømme, at du til tider kan være ret så uimodståelig. Jeg ved ikke, hvad det er, men du formår at få mig til at gøre ting, jeg normalt ikke ville gøre, og det pisser mig fuldstændig af. Lad venligst være med det, tak." 

"Jeg aner ikke, hvad du taler om," sagde hun ærligt. "Det er ikke min mening." Han tog fat i hendes hånd, som lå på bordet. Så så han ind i hendes brune øjne  - og som altid, blev hun overrasket over, hvor blå hans øjne var. 

"Jeg regner ikke med, det er noget, du gør bevidst," smilede han. "Det er bare, hvad der sker, når man er vild med en pige." Hendes hjerte sprang et slag over, og hun glemte et øjeblik, hvordan man trak vejret og blinkede og i det hele taget opførte sig som et nogenlunde normalt menneske. Hun flyttede ikke sin hånd fra hans, men lod istedet sit blik falde til bordet, mens hun koncentrerede sig gevaldigt om at have en regelmæssig hjertebanken. Lige øjeblikket kunne hun ikke komme på noget, der kunne hjælpe på hendes hjerte, der hamrede afsted med ti tusinde kilometer i timen. Han kan ikke være vild med mig, tænkte hun om og om igen. Det er der ingen, der er. Jeg er Phyllis Moore. Han kan få hvilken som helst pige med hans charme og gode sans for humor. Hvorfor lige mig? Der er intet specielt over mig. Jeg er mig. Kan han slet ikke se det? 

Han lod omsider sin hånd falde ned langs siden, mens hans blik stadigvæk lå på Phyllis. Hun så ikke på ham - undgik hans blik, vel og mærket -, men hun kunne tydeligt mærke det. Det var som en flamme, der brændte alt for tæt på hendes hud. 

"Vil du have mere mad?" spurgte hun i et lidt for højt toneleje, mens hun ihærdigt og meget tydeligt forsøgte at lette den akavede stemning, der havde lagt sig mellem dem. Et bredt smil spillede om hans læber, men han rystede på hovedet. "Det skal jeg heller ikke. Dér kommer servitricen. Jeg skal nok betale." 

"Nej," sagde Victor bestemt. Hun sukkede lydløst. Hun ville bare ud herfra. "Jeg betaler. Det skal slet ikke diskuteres. Jeg inviterede dig herhen, og så er det ligesom oplagt, at jeg betaler." Hun mærkede varmen stige op i sit hoved, og hun bandede indvendigt. Der var slet ingen grund til, at hun rødmede nu. Hvorfor var hun overhovedet genert? Sådan var det slet ikke med Victor. 

Hun havde det dårligt. 

Phyllis rejste sig tøvende, og holdt et fast greb om sin vinterjakke, der hang over ryglænet på stolen. Victor trådte øjeblikkeligt hen til hende, og skubbede hendes stol ind. Da han igen trådte væk, ramte hans arm hendes, og hun kunne være løbet sin vej, hvis ikke det var fordi det ville være pinligt for ham. Desuden ville det være uforskammet, og hun ville være tvunget til at forklare, hvorfor hun stak af - og det ville blive et problem, for hun vidste faktisk ikke, hvad der var galt. 

"Er der noget galt?" spurgte han bekymret hende. Hun rystede på hovedet. Det var der ikke. 

"Jeg har det fint," forsikrede hun ham om. Han var langt fra overbevist; rynken var stadig samlet mellem hans øjenbryn. "Fantastisk, faktisk. Det har været hyggeligt." Han nikkede. 

"Ja," sagde han. "Det er altid hyggeligt at være sammen med dig." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...